Nyt album fra Thorbjørn Risager & The Black Tornado

Risager2Af Peter Widmer

Som en del af deres utallige koncerter har Thorbjørn Risager & The Black Tornado på det seneste luftet nogle nye numre, der kommer til at blive tilgængelige blandt andet på LP og cd. Et par af de nye kompositioner kan endvidere høres på orkesterets hjemmeside.
Ifølge bandets trompetist, flygelhorn-spiller og kormand Peter Kehl udkommer albummet dog ikke lige med det samme, men ”den 20. januar 2017.”
Man må altså væbne sig med tålmodighed små ni måneders tid endnu, før Thorbjørn Risager og The Black Tornado nedkommer med deres fuldlængdeudspil nummer 10.
Der bliver tale om et enkelt-album, og ”Vi lander nok på 11 numre,” siger Peter Kehl til Bluesnews.dk.