Anmeldelse: Paragraph8ight: Dan gone west (Ice Cool ICE-COOL CD 710)

Af Jakob Wandam

Paragraph8ightDan gone west er debutalbummet fra Paragraph8ight, en af de tre deltagere ved dette års Møblomania Blues Challenge, som finder sted om få dage i Silkeborg.

Paragraph8ight blev ifølge covernoterne dannet som kvintet i Lyngby tilbage i 1982, og sangene på Dan gone west er også skrevet dengang i de tidlige år. Det er således et album, der har været mange år undervejs. Der har også været nogle udskiftninger på holdet, blandt andet fordi bandets oprindelige bassist, Chris Gjerulff, desværre gik bort sidste år. Han er erstattes på pladen af Henrik West, der således supplerer en kerne af Iens Simonsen (vokal), Jens Gerlif (guitar), Lars la Cour (trommer) og Thomas Melau (mundharpe). Hertil kommer en mindre hær af korsangere, tangentspillere og blæsere.

Derfor kan det ikke undre, at lyden på Dan gone west er stor – fyldige, soulfulde, swingende arrangementer præger store dele af albummet.

Åbningsnummeret ”Wooden shoe” er storswingende rhythm & blues, hvor backingvokalisterne lyder, som om de har en fest med deres Andrews Sisters-lignende harmonier. Det giver sammen med blæserne mindelser om bigband-æraen, men hele tiden forankres nummeret i sit blues-udgangspunkt af Thomas Melaus veloplagte mundharmonikaspil.

Det er klart her, Paragraph8ights største styrke ligger. De kan virkelig swinge – det er svært at sidde stille, når kor og blæsere bliver kørt i stilling, og Iens Simonsens glade Georgie Fame-lignende vokal pisker en stemning op. Produktionen er perfekt til disse numre – det skal helst gerne være glat og vellydende, og Gerlif og Melau giver det lige præcis den rigtige mængde modspil på guitar og mundharpe. Det hører man også på fx ”Stone age” og ”Rained 5 days”.

Indimellem bliver det dog lige lidt for smooth til denne anmelders smag. ”Sitting” kunne være en Steely Dan-outtake anno 1980 – hvilket der ikke i sig selv er noget i vejen med, mens dels stikker nummeret underligt ud på pladen, dels kan hverken teksten eller Iens Simonsens diktion helt bære den hjem.

Så bliver man til gengæld helt glad, når bandet som på den efterfølgende ”Sleeping blues” serverer en gang old-school Chicago blues. På dette nummer samt på fx ”Can’t stay cool” viser Paragraph8ight, at de også mestrer denne type ensemble-blues – stadig med blæsere, der giver et urbant, let sofistikeret præg, men svedigt og medrivende.

Dan gone west er en fest af en plade, og i en live-setting forestiller man sig, at bandet virkelig kan trække folk på dansegulvet. På plade lyder det måske en anelse poleret, ja, men det er en produktion, der virkelig klæder både de swingende rhythm & blues-numre og de sofistikerede Chicago blues-skæringer, og bandet er ualmindeligt velspillende og –syngende. Det er ikke rå baggårds-blues, dét her, men blues, swing, soul og rock’n’roll skabt til dansehallerne. Og som sådan sidder Dan gone west lige i skabet.