En opvisning i talent, disciplin, diversitet og spilleglæde

IMAG3646_cutTekst og foto: Jakob Wandam

Powertrioen Jake Green Band var udvalgt til at lukke og slukke for Kulturmaskinens andel af Jam Days-festivalen i Odense lørdag den 5. august. På Amfipladsen få meter derfra optrådte samtidig festivalens hovednavn, Dianne Reeves, så Jake Green Band stod over for en udfordring med at få publikum trukket ind i Kulturmaskinens Store Sal.

Det skulle dog vise sig ikke at være noget problem, for trioen spillede for en stopfyldt sal og kvitterede med to timers højenergisk elektrisk blues og bluesrock.

Bluesrock

IMAG3514”Vi kalder det bluesrock, for så kan man tillade sig hvad som helst,” erklærede Jake Green fra scenen. Han var ikke til sinds at skændes med puristerne om, hvad man nu kan og ikke kan kalde blues.

Jakob Green, som der står på dåbsattesten, har spillet blues de sidste 24 år, og for fire år siden valgte han at satse på en karriere som professionel musiker. I 2011 debuterede Jake Green Band med ep’en Live @ Malmö Festival, og i 2015 fulgte det første egentlige album, Plugging in.

Konstellationen på Plugging in er den samme, som man kunne høre på Kulturmaskinen: Jake Green på guitar og vokal, Hans Rosenberg på trommer og Jens Simonsen på bas.

Og det var en tight, sammenspillet trio, der ikke satte mange fødder forkert i løbet af den lange koncert, hvor man aldrig kedede sig.

Urkraft

Har man hørt Plugging in, ved man, at Jake Green synger godt, med intet kan forberede én på at høre manden i levende live. Den hæse, dundrende stemme er simpelthen en urkraft, som blæser tilhørerne bagover, og det demonstrerede han allerede fra første strofe af første sang, der startede a cappella for derefter at gå over i en tung boogie-blues.

IMAG3539_cutOg straks blev man vidne til Jake Greens andet store aktiv: Han er en eminent dygtig guitarist.

I en bluesrock-genre, hvor alt for mange guitarister forfalder til sjælløst lir, skiller Jake Green sig ud med sin disciplin og sit fokus.

Ja, Jake Green Band spiller pågående højoktan-blues for fuld volumen, men samtidig er der en smagfuldhed og en selvfølgelig elegance i Jake Greens guitarsoloer, som er beundringsværdig.

Forskellige stilgreb

Koncertens længde gav Jake Green Band mulighed for at fylde sættet ud med forskellige stilgreb og sange, som der måske ikke altid er plads til. Således var numrene fra Plugging in naturligvis stærkt repræsenteret, bl.a. ved de to singler ”Still hung up on you” og den morsomme ”Ho-hum”, men også f.eks. ”Break me if you can”, der lød som Robert Johnson på flybrændstof med wah-wah-pedal og et lille ”Voodoo chile”-citat.

Den iørefaldende blues-ballade ”Broken love”, som kunne være en fætter til Clapton/Crays ”Old love”, gav et lille afbræk fra den drønende bluesrock, og også den småjazzede ”One night stand” – med følsomt basspil af Jens Simonsen – sænkede tempoet.

Singer/songwriter

Med den nyskrevne, melodiøse ”Sacred ground” gav Jake Green et indblik i, hvilken type sange der kan opstå, når man begynder at spille solo-jobs og færdes i singer/songwriter-miljøet.

IMAG3661_cutHan blev dog stadig bakket op af sin i øvrigt meget velspillende rytmesektion, men de forlod scenen for en stund, da Jake Green alene med guitaren gav sin fortolkning af Leonard Cohens ”Hallelujah”.

Og ja, den bliver spillet af enhver musikskoleelev og er en smule fortærsket, men det er bare en god sang, og Jake Green fortolkede den faktisk ganske rørende.

Covers

IMAG3518_cutHans Rosenberg og Jens Simonsen var til gengæld i dén grad til stede på sættets øvrige covers. Det gjaldt f.eks. ”Everyday I have the blues” (bedst kendt med Count Basie feat. Joe Williams eller med B.B. King) og Willie Dixons ”(I’m your) hoochie coochie man” (fra Muddy Waters’ repertoire), der virkelig tog kegler og havde Hans Rosenberg i forrygende form bag trommerne.

Der blev også plads til Merle Travis’ ”Sixteen tons” samt lidt overraskende metal/funk-bandet Living Colours ”Love rears its ugly head”.

Hendrix

Men ”ind imellem har man bare brug for lidt Jimi,” som Jake Green sagde, og der er ingen tvivl om, at hans hjerte banker varmt for Hendrix.

Det kom til udtryk tidligt i sættet med en overbevisende og kraftfuld fortolkning af ”Red house”, der begyndte med en tilbageholdende guitarsolo, som blev afbrudt af Rosenbergs buldrende trommer, og så gav Jake Green ellers los. Dét vakte begejstring blandt publikum!

IMAG3674Og som koncertens allersidste nummer fik vi ”Hey Joe” – ligeledes af Jimi Hendrix, naturligvis – hvor Jake Green tog en længere tur ned mellem publikumsrækkerne med sin grønne Gibson Les Paul, men uden mikrofon. Og han havde altså ingen problemer med at synge salen op. Dén stemme er et frygtindgydende værktøj!

Lydefrit

I to stive timer havde Jake Green Band underholdt en fyldt sal på Kulturmaskinen uden på noget tidspunkt at løsne grebet. Det var en opvisning i ægte talent, benhård disciplin, diversitet og spilleglæde, lydefrit leveret og medrivende som bare pokker. Og så kunne selv Dianne Reeves altså ikke holde folk væk.