Sympatisk og disciplineret

Mike Zito

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Selv om man er et middelstort navn på den internationale bluesscene, er der ingen garanti for, at man kan trække fulde huse på de danske spillesteder. Det måtte Mike Zito sande, da han onsdag den 4. oktober besøgte Posten i Odense.

Ved koncertens start kl. 20 var der således mødt cirka 25 tilhørere op på det fynske spillested. Lidt flere kom til i løbet af koncerten, men det blev aldrig flere, end at den 46-årige amerikaner kunne gå rundt og give hånd til alle i pausen!

Mike Zito havde ellers besøgt Posten flere gange tidligere, både som solist og sammen med supergruppen Royal Southern Brotherhood, som han forlod i 2014. I denne omgang var han mødt op med sin trio bestående af Matt Johnson på trommer og kor, Terry Dry på bas og kor og Mike Zito selv på guitar og vokal.

Det var deres femte koncert på dansk grund i år; tidligere havde de optrådt i Herning, Brønshøj, Næstved og Kolding.

Mike Zito og co. lod sig heldigvis ikke kyse af det begrænsede fremmøde. Tværtimod var det en veloplagt og charmerende Zito, der kastede sig ud i ”One more train”, et country-rock’et nummer i Creedence Clearwater Revival-stil fra det nyeste album, Make blues not war.

Lyden var god på Posten, hvor hver en strofe fra Mike Zitos læber stod tydeligt, og de mange guitarsoloer, der flød ubesværet og elegant fra hans hånd, stod knivskarpt. Tilmed var han velsyngende med en stærk, Springsteen-lignende vokal.

Stilmæssigt bevægede vi os mellem boogie-præget Texas blues, elegante slow blues-sange og southern rock med mere.

På ”Keep coming back” fra 2015-albummet af samme navn blev der spillet i Louisiana-stil, og med sit energiske slide guitar-spil lagde Mike Zito sig op ad Sonny Landreth.

Terry Dry

”Change my ways” var en slow blues fra Pearl River-albummet fra 2009, hvor Mike Zito diskede op med adskillige elegante soloer, og Mel Londons ”Sugar sweet” blev spillet i funky stil med Terry Dry på bassen i en bærende rolle.

”Hell on me” stammede fra albummet Gone to Texas (2013), og det var meget passende en Texas blues, hvor Zito demonstrerede en lidt mere aggressiv guitarstil, der ledte tankerne mod Stevie Ray Vaughan.

Titelnummeret fra Pearl River fulgte, en ualmindelig flot slow blues, som Mike Zito med en vis stolthed proklamerede, at han havde vundet en Blues Music Award for sammen med dens medforfatter, Cyril Neville.

Så kom et par numre fra det nyeste album, først ”Wasted time”, der var endnu en Texas blues, og derefter titelnummeret ”Make blues not war”, som var en virkelig old-school blues med ”Hoochie coochie man”-riff og en tekst, der namecheckede Robert Johnson, Muddy Waters og B.B. King.

Første sæt blev sluttet af med en version af John Fogertys ”Fortunate son”, der understregede, i hvor høj grad rock-siden af Mike Zito står i gæld til Creedence Clearwater Revival.

Efter den nævnte håndtryksrunde og en pause, hvor der blev solgt cd’er og lp’er og skrevet autografer, vendte trioen tilbage med ”Highway mama”, et tungt rockende nummer fra Make blues not war.

Herpå fulgte ”Dirty blonde” og ”Natural born lover”, to sange fra Pearl River. Den første var en veloplagt Texas blues med lige dele Stevie Ray Vaughan-vokal og Albert Collins-guitarsolo, og den anden en tung blues med indlagte citater fra ”You shook me” m.m.

Mike Zito havde nu spillet sig rigtig godt varm, og det hørte man ikke mindst på hans version af ”I smell trouble” fra Bobby ”Blue” Blands repertoire. Denne slow blues bød på adskillige lange, inspirerede soloer fra Zito og var et absolut højdepunkt.

Sættet sluttede med southern rock-balladen ”Gone to Texas” – titelnummeret fra Mike Zito & the Wheels 2013-album – men Mike Zito og hans band var ikke svære at klappe tilbage på scenen. ”Vi stod bare lige derovre,” grinede han og pegede mod scenens ene fløj, inden de kastede sig ud i boogie-bluesen ”The road never ends”, ligeledes fra Gone to Texas.

Matt Johnson

Til allersidst stillede Mike Zito sig ud på scenekanten og sang uden mikrofon på en yderst stilfuld slow blues, akkompagneret af Matt Johnsons jazzede trommespil, elastisk bas fra Terry Dry og Zitos egne elegante, underspillede guitarsoloer. En fin afslutning på en aften med masser af vellyd og god stemning.

Mike Zito er den type guitarist, som ikke forlader sig på vild pyroteknik, men i stedet i afslappet og sympatisk stil lader tonerne flyde let fra sit instrument, så det ganske enkelt bare lyder rigtig godt. Man bliver måske ikke blæst bagover, men alligevel er det meget mere end gedigen husmandsblues: Han forstår simpelthen kunsten at få det til at se let ud, samtidig med at han demonstrerer forbilledlig melodiøsitet og disciplin i sit spil, både med og uden bottleneck.

Tilmed er sammenspillet de tre musikere imellem så naturligt og gennemprøvet, at det fremstår sømløst og selvfølgeligt.

Publikum var måske nok ikke talstærkt denne aften i Odense, men de, der var til stede, gik en god musikalsk oplevelse rigere derfra.