Anmeldelse: Martin Blom Trio: Lyset kommer igen

Af Jakob Wandam

Bluesfans kender Martin Blom Hansen som guitarist og lejlighedsvis sanger i Aarhus-bandet Trouble Cats. I eget navn har han tidligere udsendt det engelsksprogede album Crossing the water (2014) og cd- og bog-udgivelsen Sange fra ødekirken (2016).

Nu er han aktuel med den digitale ep Lyset kommer igen, der er indspillet med hans Martin Blom Trio bestående af Henrik Kuntz på bas, Esben Bach på trommer og Martin Blom selv på vokal og guitar.

Lad det være sagt med det samme: Lyset kommer igen er ikke en bluesplade. Ep’en byder på lyrisk, dansksproget rock af ganske traditionelt tilsnit. Men i lighed med andre bluesguitarister, der indimellem går rockvejen – se f.eks. Eric Clapton eller vores egen Ole Frimer på dennes Blålys-album – kan man nok tage Martin Blom ud af bluesen, men man kan ikke tage bluesen ud af Martin Blom. Bluesmusikkens tonesprog er en integreret del af Martin Bloms guitarspil og sangskrivning, og det skinner også igennem på Lyset kommer igen.

Ep’en består af seks numre, som alle er skrevet af Martin Blom selv. To af dem – ”Drømmer 71” og ”Hver morgen er en kirke” – er tidligere indspillet i akustiske udgaver på Sange fra ødekirken, og de resterende fire er helt nye.

Titelnummeret lægger ud med Martin Bloms karakteristiske slide-guitar og et hårdtslående beat fra Esben Bach bag trommerne. Sangen er et opgør med tidens dommedagsretorik og frygt- og splidfremkaldende sensationalisme, som elokvent beskrives i de tordnende vers. De modsvares på intelligent vis af det opløftende omkvæd, hvor Martin Blom forsikrer os om, at ”lyset kommer igen.”

I det hele taget har lyrikeren Martin Blom mere på hjerte end at blot at rime på smerte. I ”Hvem vinder nu” spidder han en politisk spin-kultur, hvor man ingen midler skyr for at fremstå som vinder, og hvor magten som mål langt overskygger sandheden.

”Schopenhauer blues” er intet mindre end en sang om Bloms søgen efter meningen med livet og namechecker filosofferne Kierkegaard og, ja, Schopenhauer. Schopenhauer mente populært sagt, at den fri vilje betød, at livet var vedvarende lidelse, da viljen aldrig kunne tilfredsstilles – deraf the blues, kunne man sige. Han mente dog også, at kunsten kunne sætte viljen ud af kraft og dermed give midlertidig tilfredsstillelse – præcis som bluesmusikken!

Der er dog også blevet plads til en helt ublu kærlighedssang, ”Sig du er min”. ”Drømmer 71” er til gengæld en kærlighedserklæring til Bloms ungdom i kølvandet på 1960’ernes frigørelse og fremtidstro (som vel nok først for alvor ramte Danmark i 1970’erne). Teksten sender hilsener til Skousen & Ingemann, Burnin’ Red Ivanhoe og Alrune Rod, og musikken matcher med en frisk og optimistisk tone.

Ep’ens sidste nummer er også det smukkeste, ”Hver morgen er en kirke”. Teksten er en lyrisk filosoferen over Martin Bloms tilgang til tilværelsen, men det, der virkelig løfter sangen, er hans melodiske slide-spil, der giver mindelser om George Harrisons gennemkomponerede soloer. Samtidig bakkes han formidabelt op af Henrik Kuntz og ikke mindst Esben Bach, der skaber den helt rigtige, luftige atmosfære – med ganske enkle virkemidler.

Der bliver i det hele taget spillet stramt og kompetent på hele Lyset kommer igen, og Martin Blom besidder en udmærket sangstemme, som måske ikke skiller sig voldsomt ud, men som tjener glimrende til at formidle ep’ens personlige og velskrevne tekster.

Hans stærkeste stemme er dog stadig guitaren. Spillet på Lyset kommer igen er disciplineret og melodisk, og særligt når der spilles slide – og disse godbidder uddeles med rund hånd – fremstår det udtryksfuldt og energisk.

Lyset kommer igen er en velproduceret bluesrock-udgivelse fra en kunstner, som har mere at sige, end der kan udtrykkes inden for den traditionelle bluesskabelon. Fans af Martin Bloms guitarspil vil finde masser at glæde sig over her, og syntes man om Ole Frimers Blålys, kan man passende fortsætte her.