Succesfulde festivaler i Horsens, Fredrikshavn og Odense

I den netop afsluttede weekend var der bluesfestival i både Frederikshavn, Horsens og Odense.

I Horsens slog man alle rekorder, hvor Blueskartellets sjette bluesfestival i Horsens trak gæster fra hele landet

– Suveræn stemning. Et overvældende flot besøgstal. Forrygende koncerter med noget for enhver smag. Kort sagt: Vores mest succesfulde festival til dato.

Formanden for Blueskartellet i Horsens Carsten Mellson gør glad og gerne status efter fredagens og lørdagens Bluesfestival på Horsens Ny Teater og Kulisselageret. Med i alt ca. 1000 publikummer fordelt over de to dage slog festivalen sin egen rekord med flere længder – og en god del af gæsterne er kommet langvejs fra.

– Vi kan se på billetsalget, at vi ud over Horsens og opland har fået godt fat i Århus-området, Vejle-området og store dele af Fyn. Desuden har vi solgt rigtigt mange billetter til ”udkants-Danmark” set fra Horsens; nemlig Sjælland og København. I alt har vi registreret billetsalg i 57 byer, fordelt fra Lemvig til Østerbro, siger Carsten Mellson, der ikke er i tvivl om, at årets hovednavn Robben Ford og Michael Landau med Renegade Creation har haft en meget bred appel.

– Men igen i år spændte vi meget vidt inden for blues og nært beslægtede genrer, så der var virkelig noget for enhver smag, fastslår formanden.

Det største tilløbsstykke var, ikke overraskende, Renegade Creation, som lørdag aften fyldte teatrets store sal til sidste plads. Men samtlige koncerter i løbet af festivalen trak et talstærkt og medlevende publikum, siger Carsten Mellson, der helst ikke vil udpege nogle højdepunkter:

– Det er op til hver enkelt at vurdere, for der var mange unikke oplevelser undervejs. For mig er det nok glæden ved en helt igennem vellykket festival, der fylder mest.

Carsten Mellson sender en stor tak til ikke blot de veloplagte kunstnere, men også de mange frivillige samt – sidst, men ikke mindst – samarbejdspartnerne på Horsens Ny Teater og Kulisselageret.

– Der var været en utrolig vilje til hele tiden at finde løsninger på den bedst mulige måde, så vi kunne gi’ publikum en god helhedsoplevelse – og det er virkelig lykkedes, konstaterer Carsten Mellson.

I Frederikshavn var også gang i den. Læs mere om Frederikshavn Blues Festival her og se video indslag om festivalen her