Browsing Posts tagged Copenhagen Blues Festival

Dansk Blues Galla på DR K


Årets Copenhagen Blues Festival er netop slut, og vi håber, mange af jer havde nogle gode bluesoplevelser. Men der er mere i posen.
Efter et par års tilløb viser Danmarks Radio nu optagelserne fra festivalens Blues Pris Galla i Amager Bio i 2010, hvor vi fejrede dansk blues og 10 års modtagere af festivalens årlige blues pris, “Årets Danske Blues Navn”. DR Musik optog hele dagen og har nu klippet eftermiddagens interviews og uddrag af aftenens koncert-indslag sammen til to 40 minutters shows på DR K.
1 del sendes i morgen aften, torsdag d. 4-10, og 2. del kommer på næste torsdag d. 11-10 samme tid.

Vi glæder os til denne sjældne TV begivenhed med genopfriskningen af en forrygende blues aften i Amager Bio.

Programomtale fra DR:
Torsdag d. 4-10 kl. 23:20
DR K Musik: Copenhagen Blues Festival (1:2)
Jubilæumskoncerten 1
I 2010 fejrede Copenhagen Blues Festival deres 10 års fødselsdag ved en stor koncert i Amager Bio, hvor alle tidligere modtagere af Bluesfestivalens ærespris optrådte. Den eneste der manglede var Peter Thorup, der døde i 2007. Til gengæld var prismodtageren fra 2010 også på scenen. I det første program fra galla-koncerten møder vi Troels Jensen, Mike Andersen, Kenn Lending og Thorbjørn Risager.

Her er et billede af Gallaens Grande Finale. Se alle de andre billeder fra Gallaen på:
www.copenhagenbluesfestival.dk/index.php?module=photoshare&func=showimages&fid=41

www.copenhagenbluesfestival.dk

Landets måske største bluesfestival er i fuld sving. Denne artikel opdateres løbende med youtube klip fra årets
festival…

Shawn Pittman på Mojo Blues Bar:

Walther Trout på Amager Bio:

Daniel Norgren på Mojo Blues Bar:

David Lindley på Amager Bio:


Årets Danske Blues Navn 2012 Jes Holtsø & Band:

Dave Herrrero i Rødovre Centrum:


Dave Herrero i Huset:

Se billeder og meget mere her: www.copenhagenbluesfestival.dk

Foto: Steen L. Frederiksen
Blues prisen “Årets Danske Blues Navn” går i år til blues-sangeren Jes Holtsø. Samtidig byder Copenhagen Blues Festival for 12. gang på fem dages koncertoplevelser på byens spillesteder fra 26. til 30. september.

Copenhagen Blues Festival finder i disse dage sted på de københavnske spillesteder med både dansk og international bluesmusik.

Festivalens musikalske mål er, med deres egne ord, at præsentere bluesmusikkens mange stilarter så bredt som muligt og at holde så høj international kvalitet som muligt med nye spændende udenlandske navne, men også altid med højt hævet fane for den danske bluesscene.

Et af de første arrangementer på bluesfestivalen er kåringen af Årets Danske Blues Navn, hvor blues-sangeren Jes Holtsø modtager prisen ved en ceremoni onsdag den 26. september kl. 20 i Husets Café.

Jes Holtsø får prisen for sin performance som sanger, lyder meldingen fra Copenhagen Blues Festival, der fortsætter:

Han fanger og fastholder sit publikum med personlighed, integritet, hudløs ærlighed, en god portion sjæl og charme, og ikke mindst et umiskendeligt sangtalent og en sjælden stærk og intens stemme. Sammen med sit band giver han et forfriskende bud på, hvordan blues, soul og rock kan smeltes sammen i et bredt, nutidigt og langtidsholdbart musikalsk udtryk.

Bluesfestivalens motivation for at hædre Jes Holtsø

Årets prismodtager er født i 1956 og voksede op i et musikinteresseret hjem, med en syngende mor, og jazz og bluesmusik på grammofonen. Som barn blev han castet af Nordisk Film og fik rollen som den opvakte knægt ’Børge’ i Olsen Banden filmene. Han spillede også flyttemand Olsens flabede søn `William´ i ‘Huset på Christianshavn, roller som gjorde ham landskendt.

Efter 13 år i filmbranchen forsvandt Jes helt ud af rampelyset, men vendte så til manges overraskelse tilbage20 år senere, hvor han tonede frem på skærmen i DR-konkurrencen ‘Talent 09′. Jes var igen på banen, nu med sin blues og soulmusik, et karriereskift, som må siges at være lykkedes ganske godt.

Jes Holtsø lægger ikke skul på, at han i de mellemliggende år levede et hårdt liv helt ude på kanten, som han dog fik vendt med lidt god hjælp. At det lykkedes, skyldes nok delvis hans erkendelse af, at “Living the Blues” kunne blive til “Playing the Blues”. Han beretter selv om sine op- og nedture i sin bog `Verden venter`, men et faktum er det i hvert fald, at hans beslutning om at prøve kræfter med en ny karriere for at synge den musik, han elsker allermest, på ganske få år har ført ham frem på forkanten af den danske blues scene.

Jes har i tidens løb hentet musikalsk inspiration fra folk som Billie Holiday, Bob Dylan, Joe Cocker og Delbert McClinton. Han kom jævnligt forbi Mojo’s ugentlige blues jams og fik prøvet sig af der, men det var mødet ved ‘Talent 09′ optagelserne med hans nu faste musikalske partner, pianisten Morten Wittrock, der satte skub i tingene. Det blev et frugtbart samarbejde, og i 2010 kom deres debut CD, som fik mange stjerner i pressen. Cd’en førte også en lang stribe koncerter med sig, både i duo og band format.

I foråret 2012 kom Jes Holtsøs nye CD, “Big Easy”, også denne gang med tekster af amerikaneren Ray Weaver og komponeret og produceret af Morten Wittrock, som tog til Nashville for at mixe CD’en hos den amerikanske producer Matt Andrews, som bl.a. har arbejdet med Sheryl Crow, Delbert McClinton, John Mellencamp, Garth Brooks, Kenny Rogers m.fl.

Ambitionsniveauet har været højt, og det tætte dansk-amerikanske samarbejde har betalt sig og løftet “Big Easy” op på et niveau, hvor bluesmusik og CD lyd ikke fås meget bedre.

Med hans personlige baggrund, hans rå, nærværende, til tider smertelige stemme, og med et swinging, rocking bluesband bag sig, har vi her med en ægte ‘Bluesman’ at gøre.

Om prisen

Copenhagen Blues Festival stiftede i 2002 prisen ’Årets Danske Blues Navn’, den første egentlige musikpris i det danske blues miljø. Prisen gives som påskønnelse af en dansk blues musiker, der har ydet en særlig musikalsk og kunstnerisk indsats af betydning for genren. Både scenens garvede veteraner og unge talenter kan komme i betragtning til prisen. Prisen er de senere år sponsoreret af Copenhagen Blues Festival, Amager Bio og Mojo Blues Bar.

Tidligere prismodtagere: Troels Jensen 2002, Mike Andersen 2003, Peter Thorup 2004, Thorbjørn Risager og Kenn Lending 2005, Paul Banks 2006, Peter Nande 2007, Tim Lothar 2008, Nisse Thorbjørn 2009 og Lene Strøyer 2010, H.P. Lange 2011.

Se mere om prismodtageren på: www.myspace.com/holtsowittrock og www.mortenwittrock.dk

Se mere om blues-prisen og festivalen på: www.copenhagenbluesfestival.dk

Copenhagen Blues Festival 2012

Et af årets højdepunkter er Copenhagen Blues Festival. Festivalen er landets største og igen i år præsenterer festivalen et imponerede stort antal koncerter spredt udover hele Hovedstadsområdet.

Fra den 26. til den 30. september lyder byens spillesteder igen af den blå musiks mange nuancer fra akustisk delta, folk, country, ragtime og Piedmont blues til urban Chicago, funky New Orleans, sumpet Mississippi, gnistrende Texas boogie, jumpin’ & jivin’ Westcoast, power blues-rock, kælne soul-grooves og grænsesøgende jazz-blues – og banebrydende nye cross-over stilarter.

Festivalens musikalske mål er at præsentere bluesmusikkens mange stilarter bredest muligt i en god balance mellem genrens tradition og nye udtryk, og med gode anerkendte veteraner side om side med nye, unge talenter, som det nok er værd at holde øje med i fremtiden.

Men det er især festivalens mål at holde så høj international kvalitet som muligt, med nye spændende udenlandske navne,
men også altid med højt hævet fane for dansk blues.

PROGRAM
Årets festivalprogram er på 55 koncerter på 17 scener rundt om i byen.

De internationale navne finder man om aftenen i Huset, i Mojo og i Amager Bio, og om eftermiddagen i Rødovre Centrum. Koncert tider ligger, så publikum kan nå rundt til 2-3 af de spændende navne hver dag.

Mem Shannon Af festivalens internationale high-lights skal nævnes David Lindley’s world blues og Walter Trout og Wolf
Mail’s guitar blues i Amager Bio, Mem Shannon’s funky New Orleans , Eddie Campbell’s klassiske Chicago og Mighty Mo Rodgers’ funk-soul-R’n'B i Huset, James Harman’s Westcoast og Shawn Pittman’s Texas blues i Mojo, og de to akustiske
esser Steve James og David ‘Boxcar’ Gates.

Traditionen tro vrimler også festivalens mange mindre scener med blues i alle afskygninger og i størrelser, fra duoer som H.P. Lange & Troels Jensen, Mike Andersen & Jens Kristian Dam, Risager & Balsgaard, til trioer som Esben Just Trio, H.P. Lange & Delta Connection, den svenske rising star Daniel Norgren, til comboer og større bands som Delta Blues Band, Troels Jensen & The Healers, Big Mama, Mamas Blues Joint, Thorbjørn Risager, Jes Holtsø & Morten Wittrock Band, og en hel stribe yngre ‘blues cats’ som The Blues Overdrive, Tutweiler, The Fried Okra Band, Tobacco, The Mojo Makers og mange flere.

Årets Bluespris
Festivalens årlige Blues Pris uddeles onsdag aften i Husets Café før dobbelt-koncerten med Jes Holtsø/Morten Wittrock og Dave Herrero fra Chicago. Kom selv og se, hvem der bliver “Årets Danske Blues Navn 2012″


Fyraftensblues

Eddie C Campbell Rødovre Centrum er på 7. år med i festivalen, og som sædvanligt kan man på festpladsen i centeret opleve en stribe store blues navne til de gratis fyraftens koncerter.

Kom ud og se og hør Dave Herrero, Mighty Mo Rodgers, Eddie C Campbell, Mem Shannon & the Membership Band, Shawn Pittman, Steve James, Peter Nande & Svente Sjöblom, David ‘Boxcar’ Gates og Poorboy Poul. De fleste navne kan også opleves på byens klubber i løbet af festival-ugen, hvor eftermiddagens lyttere er meget velkomne til at komme og høre mere.

Lørdag byder Kulturhuset Prismen igen på festival frokost med deres Brunch & Blues arrangement. En ny, spændende trio med Hans Knudsen, Thomas Melau og Ronni Boysen står for de musikalske krydderier til brunchen.

Lene Strøyer Søndagen byder igen i år på kirkelig blues: Grundtvigskirkens Blues gudstjeneste med temaet ‘Black Pearls – Women in Blues’, meget passende afsluttet med en blueskoncert med Lene Strøyers Mamas Blues Joint.

Årets festival lukker og slukker som altid søndag aften med Mojos roots blues jam.

Læs mere om festivalen her eller download programfolderen her.

Årets Danske Blues Navn 2011

Copenhagen Blues Festival blev onsdag skudt igang bl.a. med et brag af en koncert med John Primer på Vognporten/Huset i Magstræde (Se video nederst i artiklen). Fredag overrækkes prisen “Årets Danske Blues Navn 2011″.

Den officielle pressemeddelelse herom lyder som følgende…

Blues prisen “Årets Danske Blues Navn” går i år til H.P. Lange, sanger, guitarist og komponist.
H.P. Lange får prisen for sin betydelige indsats for den akustiske roots og delta blues musik.
Priskomitéen har lagt vægt på hans store indsigt i genren, på hans autencitet i fortolkninger af de gamle mestre såvel som i hans egen produktion, og ikke mindst på hans virtuose og karakteristiske finger-pickin´ teknik.

Prisoverrækkelsen finder sted ved en ceremoni fredag d. 30. sept. kl. 20 i Husets Café.

Copenhagen Blues Festival stiftede i 2002 blues prisen ’Årets Danske Blues Navn’, den første egentlige musikpris i det danske blues miljø. Prisen gives som påskønnelse af en dansk blues musiker, der har ydet en særlig musikalsk og kunstnerisk indsats af betydning for genren.

Prisoverrækkelsen finder altid sted i forbindelse med den årlige blues festival i København.

Med prisen følger et flot prisdiplom og en check på 10.000 kr., de senere år sponsoreret i fællesskab af Copenhagen Blues Festival, Amager Bio og Mojo Blues Bar.

Tidligere prismodtagere: Troels Jensen 2002, Mike Andersen 2003, Peter Thorup 2004, Thorbjørn Risager og Kenn Lending 2005, Paul Banks 2006, Peter Nande 2007, Tim Lothar 2008, Nisse Thorbjørn 2009 og Lene Strøyer 2010.

Årets prismodtager er født i 1963, og som præstesøn startede han sin musikalske løbebane med at synge i kirkekor. Som 16. årig hørte H.P. blues med guitaristen Matt Murphy og mundharpespilleren Sonny Boy Williamson og var omgående solgt til den akustiske bluesmusik, country blues, delta blues, ragtime guitar og gospel musik, som han har dyrket intenst lige siden. Fra omkring 1988 kunne han skrive fuldtids professionel musiker på sit visitkort, og med mere end 100 klub- og kirkekoncerter om året rundt om i landet, foruden klubber og festivaler i både Norden, Europa og USA, er han en af de flittigste og mest dedikerede musikere i sin genre.

En rejse til USA i 1994 til Louisiana og Mississippi gav ny inspiration, og han spillede i denne periode fast på flere klubber i New Orleans, og lærte delta blues af bl.a. mesteren John Mooney. Han kom også til at spille i Memphis, og i Mississippi mødte han guitaristen Kenny Brown, som introducerede ham til den specielle bluestradition i de bakkede områder i det nordlige Mississippi. Her spillede han med nogle af stilartens helt store blueslegender som Junior Kimbrough og R. L. Burnside – nogle oplevelser, som har sat sig dybe spor i H.P.’s musikalske udvikling.

Hjemme igen fra USA i 1995 indspillede han sin første CD ”Stop Breakin´ Down”, og siden er det blevet til 8 udgivelser, hvoraf to har vundet The Danish Musik Award (Grammy) for bedste blues/roots udgivelse.

HP Lange optræder meget solo, men har i mange år spillet fast duo med Troels Jensen, af og til udvidet til kvartet med Hugo Rasmussen og Jarno Varsted, som har lavet 3 CD’er, “Take Me Home” i 2002, “Alongside The Blues” 2004, “Change Sometime” i 2007. Seneste udspil er en CD fra 2010 med H.P., Troels og Hugo, “Saturday Night Sunday Morning”, indspillet ved en række kirkekoncerter.

I 2006 dannede H.P. sin trio ”The Delta Connection” med Paul Junior på bas og Jens Kristian Dam eller Søren Poulsen på trommer.

Som en ægte ‘bluesman’ graver H.P. Lange sig stadig dybere ned i bluestraditionen, som han fremfører i enkel, rå og upoleret form, dels med egne fremragende kompositioner og tekster, dels med sine trofaste fortolkninger af velvalgte numre fra sydstaternes enorme sangskat fra 1920′erne til nutiden.

H.P. står i dag som en af de stærkeste og mest autentiske udøvere af roots- og bluestraditionen herhjemme. Der var derfor ikke tvivl om, hvem der skulle have årets blues pris.

Copenhagen Blues Festival, Amager Bio og Mojo Blues Bar ønsker tillykke med prisen.

www.hplange.dk og www.copenhagenbluesfestival.dk

Et stort og velfortjent tillykke med prisen skal lyde fra Bluesnews.dk

John Primer & Nisse Thorbjørn Band ved Copenhagen Blues Festival 2011:

Et af årets højdepunkter er Copenhagen Blues Festival. Den 11. udgave finder sted fra d. 28. sept. til d. 2. okt. Med festivalens 11. årgang bydes det blues interessede publikum indenfor på byens spillesteder til fem dages international og dansk blues af højeste karat. Festivalens musikalske mål er at finde en god balance mellem tradition og nye udtryk i bluesmusikken, og at dække blues’ens mange stilarter bredest muligt.
Som altid kan man finde de gode, gamle, kendte ‘blues veteraner’ side om side med en stribe nye, unge navne, som det er værd at holde øje med i fremtiden. Årets festivalprogram er på 55 koncerter på 20 scener rundt om i byen.
De fleste internationale navne finder man på Mojo og i Huset i centrum, og koncert tider ligger, så publikum kan nå mindst to af de spændende navne på samme aften, og flere, hvis man tager eftermiddagen med.

Se fuldt program her og festivalfolderen kan downloades som pdf ved at klikke her.

Festivalen åbner med et ægte scoop – John Primer fra Chicago (Som kan opleves på ovenstående youtube link). John Primer er ‘the real deal’, når det gælder Chicago Blues. Det er 28 år siden, han sidst var i byen, dengang som guitarist i Muddy Waters’ band. Til dette yderst sjældne besøg på vores breddegrader backes John Primer af Nisse Thorbjørn Band.

Joe Louis Walker Joe Louis Walker fra San Franscisco spiller sin super funky blues i Biblioteket, byens nye spillested i Nordvest, og i Husets Café er der gensyn med Jan Harrington og Kenn Lending Blues Band.

Festivalen glæder sig meget til at præsentere Johnny Max Band fra Canada, som vi har hentet til landet for første gang. Vi glæder os også til gensynet med Mud Morganfield & Peter Nande Band. Denne koncert i Huset lørdag støttes af DMF’s 100 Års Jubilæums Fond.

Mojo har en stribe flotte navne på programmet til festival-ugen, bl.a. Troels Jensen & The Healers, Louisiana Red & Paul Lamb, Thorbjørn Risager Band, Alain Apaloo & Esben Just, Reverend Shine Snake Oil co., og Keith Dunn Band m.fl.

Traditionen tro vrimler også festivalens mange mindre scener med blues i alle afskygninger og i alle størrelser, fra duoer med Ole Frimer & Olav Poulsen, Mike Andersen & Jens Kristian Dam, over trioer med H.P.Lange & Delta Connection, L.P. Simonsen & Groovemasters, til combos som Tutweiler, Shades of Blue og Delta Blues Band o.m.fl.

En nyskabelse i år er festivalsamarbejdet med Råhuset med fokus på de nye navne – et projekt, som kan ende med en permanent ‘talent-scene’ som fast indslag på festivalen. Denne gang præsenterer Råhuset over tre aftener en serie dobbelt-koncerter med flere spændende nye navne, nogle med deres eget unikke bud på fremtidens blues-lyd.

Et par andre særlige events er Band Battlen i Metronomen på Frederiksberg lørdag mellem The Fried Okra og The Blues Overdrive under overskriften: “Blues – and you name it !” Mere om det arrangement her.

Lørdag indtræder Kulturhuset Prismen i festivalen med deres Brunch & Blues arrangement med Steve Grahn & Matas Malm ovre fra Malmø.

Årets Danske Bluesnavn

Festivalens årlige Blues Pris uddeles denne gang fredag aften i forbindelse med koncerten med Canadiske Johnny Max Band i Husets Café. Kom selv og se, hvem der bliver “Årets Danske Blues Navn 2011″.

Fyraftensblues

Janice Harrington Rødovre Centrum er på 6. år med i festivalen, og som sædvanligt kan man på festpladsen i
centeret opleve en stribe store blues navne til de gratis fyraftens koncerter.

I år bl.a. John Primer & Nisse Thorbjørn Band, Jan Harrington & Kenn Lending Blues Band, Mud Morganfield & Peter Nande Band m.fl. De fleste navne kan også opleves på byens klubber i løbet af festival-ugen, hvor eftermiddagens lyttere er meget velkomne til at komme og høre mere.

Gospelkoncert

The Holmes Brothers Pr. tradition inviterer festivalen på Gospel koncert søndag eftermiddag. Det er kl. 15.30 i Christians Kirke. Adgang fra kl. 15. Vi er stolte af at kunne præsentere The Holmes Brothers fra New York. Denne trio er et ikon i amerikansk roots, blues og gospel musik.

Søndagen byder på mere kirkelig blues: Grundtvigskirkens Blues gudstjeneste med temaet ‘When the Blues came to town’, afsluttet med en blueskoncert med Nisse Thorbjørn Band.

Årets festival lukker og slukker som altid søndag aften med Mojos roots blues jam.


www.copenhagenbluesfestival.dk

Som en del af Copenhagen Blues Festival er The Blues Overdrive og The Fried Okra Band gået sammen om at lave en “Super Blues Jamboree” koncert i Metronomen på Frederiksberg – tidl. Byggeriets hus på Godthåbsvej. De to orkestre har tidligere været i infight i deres populære Band Battles, som denne gang foregår i fuldt dagslys !

The Fried Okra Band har 2 CDér ude, “This is your Chance, Baby!”, nomineret til en Danish Music Awards Folk i 2008, og “Black Cherry” fra 2009.

Efter en EP i 2009 kommer The Blues Overdrive nu til efteråret med deres første ‘rigtige’ CD, som bl.a. indeholder en aldrig udgivet sang af kult-ikonet J.J. Cale samt et hyldest nummer til legendariske Peter Thorup.

Begge bands hører til i den alternative, dansk komponerede blues- og rootsgenre. The Blues Overdrive’s mystiske, Dylan-inspirerede univers møder The Fried Okra’s swampede, primitive Mississippi Hill Country Blues grooves.

Stil-etiketter er ikke relevante – selv kalder de dette lørdag eftermiddags-show for: ‘Blues and you name it !’ Frederiksberg bliver aldrig det samme igen !

The Fried Okra Band der er i gang med at skrive sange til deres tredje cd. Efter vellykkede koncerter med sousafon på Mojo Blues Bar og i Århus Bluesforening under Århus festuge spiller The Fried Okra Band en række koncerter som trio med guitar, guitar, trommer, som de gør det i Mississippis Hill Country. Bandet med de primitive northern flat land grooves har en række specielle arrangementer i gang i efteråret.

23. september:
Filmen You see me laughin’ om de sidste Hill Country bluesmænd vises på Cinemateket, hvor der også er koncert og nat-DJ bagefter. www.dfi.dk

1.oktober: Copenhagen Bluesfestival arrangerer venlig koncertkamp med The Blues Overdrive og Fried Okra Band om eftermiddagen i Metronomen på Godthåbsvej. www.copenhagenbluesfestival.dk

8.oktober: Møblomania Awards i Silkeborgs bluesforening B’Sharp – tre orkestre dyster om en bluespris. www.bsharp.dk

27. oktober Optræder Fried Okra Band på Rødby-Puttgarten færgen som en del af SPIL DANSK DAGEN.

19. november: Mojo Blues bar i København

www.friedokraband.dk

Efter et par sucessfulde koncerter i Esbjerg og Ribe for et par uger siden ser The Blues Overdrive frem til et travlt efterår. Det selvbetitlede album “The Blues Overdrive” udkommer ultimo oktober og bandet kan bl.a. opleves i Frøstrup, Frederikshavn, Mojo Blues Bar i København, Køge, Maribo, Nykøbing Falster, Svendborg samt Videbæk nær Herning.

www.myspace.com/thebluesoverdrive

Powered by WordPress Web Design by SRS Solutions © 2013 Bluesnews.dk – Nyhedsblog om den danske bluesscene Design by SRS Solutions