Alt går alt i blåt i Egtved lørdag den 9. oktober 2021

Perry Stenbäck
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Peter Widmer

Primus motor i foretagendet Blues Egtved hedder Filip Hoffmann. Gennem nogle år har Blues Egtved stablet flere forskellige og særlige blueskoncerter på benene, og der har været fulde huse til hvert arrangement, som primært har været annonceret på Blues Egtveds hjemmeside (se her).

I regi af Blues Egtved arrangeres kun sjældent koncerter, men når det sker, er der altid tale om noget helt særligt, for sådan skal dét være.

Uffe Steen
Foto: Frank Nielsen

Det er det også lørdag den 9. oktober 2021, når Perry Stenbäck og Uffe Steen krydser klinger sammen med musikerne i orkesteret Les Elegantiers.

I den anledning har Bluesnews.dk været i kontakt med Perry Stenbäck både ansigt til ansigt, pr. telefon og pr. e-mail og har stillet guitaristen med mere en stribe spørgsmål i forbindelse med den forestående koncert (læs i øvrigt mere om Blues Egtved her).

Stevie Ray Vaughan

På Blues Egtveds hjemmeside finder man blandt andre Perry Stenbäck & Uffe Steen med Les Elegantiers, lørdag den 9. oktober 2021, og Perry Stenbäck:

Perry Stenbäck
Foto: Frank Nielsen

Du har spillet med Uffe Steen hos Blues Egtved før som en del af en Stevie Ray Vaughan Tribute-koncert, der var annonceret som Stevie Ray Vaughan Tribute med Perry Stenbäck & Uffe Steen med band.

Hvordan kom dét arrangement i stand, og sagde du ”Ja!” med det samme, eller havde du betænkeligheder ved projektet?

– Filip Hoffmann, der er drivkraften bag Blues Egtved, er en af mine venner, og han spurgte, om det ikke ville være sjovt, hvis jeg og Uffe fortolkede Stevie Ray Vaughans repertoire.

– Denne gang kommer vi selvfølgelig at spille et par numre fra Stevie Ray Vaughans repertoire, men også andre ting, så som noget B.B. King, Johnny Winter med mere. Til forskel fra sidste år, hvor vi kun fortolkede Stevie Ray Vaughans repertoire, så har vi altså valgt at åbne bredere op. I år spiller vi således en masse bluesnumre, vi også kan lide, og på den måde, vi nu spiller dem.

I Sverige

Hvor mener du, at du befinder dig som guitarist? I Texas eller i Chicago eller et helt andet sted?

Perry Stenbäck
Foto: Emil Andresen

Jeg er jo født oppe nordpå i Sverige og har en baggrund i den traditionelle folkemusik, så det påvirker selvfølgelig min måde at spille på. Hvis ikke det gjorde, så spillede jeg jo ikke ærligt!

– Når det så er sagt, så fik jeg som 12-årig et kassettebånd af min daværende musiklærer med “Blandet Blues”. På det bånd var Stevie Ray Vaughans “Tin Pan Alley” og “Scuttle buttin’”, B.B. Kings “The thrill is gone” og “Caledonia” samt Johnny Winthers “Love, life and money” m.fl.

– Det første møde med alt fra Texas og Chicago til jump blues og Delta slide påvirkede mig for altid. Min måde at spille blues på er stadigvæk det samme “mish-mash” som det kassettebånd, jeg fik for 40 år siden. Jeg skelner ikke mellem de forskellige sub-geografiske genrer, men spiller bare det, jeg hører inde i mit hoved.

Hvem var jeres band ved Stevie Ray Vaughan Tribute-koncerten?

Rasmus Stenholm
Foto: Frank Nielsen

– Det var Les Elegantiers, der består af Rasmus Stenholm på Hammond B3-orgel og på klaver, Henrik Kunz på bas og Jens Kristian Dam på trommer. Det bliver det samme band den 9. oktober, men med min gamle ven Klaus Menzer på trommer, da Jens Kristian er på tour med Mike Andersen. Klaus har for eksempel spillet med Sneakers, Sebastian Band og Moonjam.

Travle mennesker

Hvordan og af hvem blev Les Elegantiers samlet?

– Af mig … Vi har spillet on and off i 12-13 år efterhånden, men som du nok kan gætte, så er det et hold med nogle travle mennesker, hvor det har været vanskeligt at få kalendere til at passe sammen, siger Perry Stenbäck.

Perry Stenbäck
Foto: Jakob Wandam

Mon du kan uddybe nærmere, hvad publikum kan forvente af jer lørdag den 9. oktober 2021?

– En virtuos, legende aften i bluesens tegn, fremført så godt vi kan og med al vores sjæl og hjerte i det, vi spiller.

Hvordan kom denne koncert – lørdag den 9. oktober 2021 – i stand?

– Igen var det Filip, der syntes, vi skulle komme, så det gør vi så, siger Perry Stenbäck med lune i stemmen.

Var det dig, der tog initiativet, og var det dig, der kontaktede Blues Egtved?

– Nej, det var Blues Egtved.

Var det dig, der greb fat i Uffe Steen og spurgte, om han var med på at gentage successen fra jeres tidligere Stevie Ray Vaughan Tribute-aften?

Vi fandt jo ud af, at vi spiller ganske godt sammen og trives i hinandens selskab, så vi bliver ved med det.

Alt kan ske

Øver I op til koncerten?

Perry Stenbäck
Foto: Frank Nielsen

– Ja, ment på den måde, at vi mødes og finder ud af, hvilke numre vi vil spille, men vi laver ikke for mange faste aftaler, så ALT kan ske.

Hvad bliver jeres repertoire?

Kom og hør.

Mon I kommer til at gentage successen en tredje gang?

Vi spiller jo, så snart nogen booker os, så selvfølgelig gør vi det, men tredje gang? Hvis du mener tredje gang på Blues Egtved, så kommer vi gerne igen.

Gennemført

Hvordan er det at spille i Egtved Forsamlinghus i regi af Blues Egtved?

Perry Stenbäck
Foto: Emil Andresen

Fantastisk! Det er så gennemført med flæskesteg og alt, slår Perry Stenbäck fast med en tone af velbehag i stemmen.

Du har også spillet hos Blues Egtved som Perry Stenbäck & the Champs. Hvornår var dét?

– Jeg kan ikke huske, hvad dato det var.

Hvem er – eller var – The Champs, og var det dig, der samlede dét orkester?

– Det var mig, der samlede bandet, og det bestod af Palle Hjort på Hammondorgel (Peter Sommer, Savage Rose, Poul Krebs med flere), Eddi Jarl på trommer (Lars Lilholt med flere) og Morten Husted på bas (Neighbours, Kent Thomsen med flere), men det var endnu mere vanskeligt at få kalendere til at gå op.

Et særligt sted

Perry Stenbäck
Foto: Jakob Wandam

Er der noget, der gør Blues Egtved til et særligt sted at spille, og hvad – om noget – synes du, er særligt ved Blues Egtved? Er det stedet? Er det omgivelserne? Er det stemningen? Er det publikum, eller er det flæskestegen med tilbehør? Hvad er det, der gør, at I – eller man – som musiker vender tilbage til Blues Egtved igen (og igen)?

Det er hele pakken; dygtige engagerede arrangører, god mad og et veloplagt publikum.

Har du og Uffe Steen nogen ”master plan” for jeres koncert lørdag den 9. oktober 2021?

At spille det bedste, vi har lært …

Hvad forventer du dig af koncerten med Uffe Steen og band lørdag den 9. oktober 2021?

– At vi rammer “the soul of blues.”

God mad

Jeg ved, at du – som jeg – er glad for god mad. Hvad synes du om, at man inkluderer flæskesteg med rødkål og rugbrød i koncertbilletprisen?

Glimrende!

Perry Stenbäck
Foto: Jakob Wandam

Tror du, at flæskesteg med rødkål og rugbrød alene er noget, der trækker folk til koncertarrangementerne?

– Nej, det er en sjov sidegevinst.

Hvor mange kilo flæskesteg påregner du at spise?

– Jeg kan ikke spise så meget, når jeg skal spille, så maks. 2-3 kg, slutter Perry Stenbäck.

Perry Stenbäck vil altså med velfyldt mave og med sine medmusikere være aldeles klar på scenen i Egtved Forsamlingshus, når alt går i blåt i Egtved lørdag den 9. oktober 2021.