Anmeldelse: Strangers on a Train: The end is nigh but the night is young (Celebration Records CELEBREC18)

Af Jakob Wandam

Københavnske Strangers on a Train er et ret originalt dansk foretagende, som ikke spiller blues, men som har bluesen som én af adskillige ingredienser i deres musikalske cocktail.

Tom Waits står som et åbenlyst forbillede, og lige som den amerikanske askebæger-trubadur blander Strangers on a Train skramlende rock med cabaretmusik, sømandsviser, folkemusik, murder ballads, balkanmusik, tango og bluesstemning.

The end is nigh but the night is young er bandets andet album og en opfølger til The doghouse suite, der udkom i 2015. Strangers on a Train består af forsanger Frederik Juul Rasmussen, Mikael Jørgensen på kontrabas, Ask Jensen på guitar, klaver og mandolin, Jens Gunni Busck på akkordeon og banjo samt Sune Stender på trommer.

Desuden medvirker Alfkil Wennermark på violin og en blæsersektion bestående af Jakob Johansen (trombone), Kristian Thomsen (trompet) og Nis Deleuran (kornet).

Frederik Juul Rasmussen har en temmelig enestående, mørk stemme, der nærmest lyder som grus mod asfalt. Er det virkelig mandens naturlige sangstemme? Effektfuld er den i hvert fald, igen på en måde, der minder lytteren om Tom Waits, men med mere growl og mindre croon.

Hvis Waits er lyden af et værtshus lige inden lukketid, er Strangers on a Train en havneknejpe under happy hour. Førstesinglen ”Baby, I’m the devil” er en festlig sag, hvor man næsten kan fornemme ølkrusene svinge til tonerne af barrelhouse-klaver og trad jazz-blæsere, og så er det altså svært at sidde stille.

Album-åbneren ”The jungle is my home” ville (med en anden vokal!) have passet fint ind på en Pokey LaFarge-plade med sit miks af western swing og organisk tango. Kun to minutter og 22 sekunder varer den, men inden da bliver man hvirvlet rundt af Alfkil Wennermarks livlige violintoner, og man når knapt at få vejret, inden den drabelige vals ”Dug af hole – filled it with blood” går i gang.

I det hele taget spildes der ikke megen tid på pauser; oftest glider man meget hurtigt fra ét nummer til det næste, og det giver albummet en umiddelbarhed og et hastværk, der ikke stresser, men meget effektivt fastholder lytteren.

”Orgy of the widows” er blandt de mest bluesy momenter på pladen med sine beskidte guitar-fills og second line-messingblæsere. Som det fremgår af denne og mange andre sangtitler (”A million kittens on fire”, ”Last Christmas ever”, ”Whores” etc.), bevæger vi os tekstmæssigt i et smudsigt og makabert univers, men med et gevaldigt glimt i øjet.

Der vil derfor næppe blive grædt mange tårer over en sang som den stemningsfulde og tragiske ”Lost her to wolves” – igen med prægtige violintoner – og det er selvfølgelig heller ikke meningen. Den voldsomme patos er et effektfuldt virkemiddel, der får os til at spidse øren og svælge i fuldemandssørgmod.

The end is nigh but the night is young er dog ikke bare en novelty-plade. Jo, den er sjov, men den er også fuld af musikalitet, fængende sange, gode tempo- og taktskift numrene imellem og fremragende arrangementer.

Er man til Tom Waits, eller kan man blot lide musik, der dygtigt blander mange (traditionelle) musikalske delelementer på medrivende og humoristisk vis, kan The end is nigh but the night is young klart anbefales.

The end is nigh but the night is young er ude på vinyl, som streaming/download og i et stærkt begrænset antal cd’er.