Tekst: Jakob Wandam
De to søsterfestivaler Blues Heaven i Frederikshavn og Blues Paradise i Næstved, der tilsammen repræsenterer årets største bluesbegivenhed i Danmark, har meldt de første navne ud, og de sætter barren højt.
Skattet
64-årige Robert Cray har været en skattet del af den internationale bluesscene i snart 40 år. Han har vundet fem Grammyer, siden han albumdebuterede i 1980 med Who’s been talkin’? Op igennem 1980’erne udsendte han en række plader, der opnåede en vis crossover-succes i kraft af Crays fløjlsbløde soulstemme og matchende elegante guitarspil.
Robert Cray har arbejdet sammen med blandt andre John Lee Hooker og B.B. King, og i årene omkring 1990 var han en del af Eric Claptons blueskoncerter i Royal Albert Hall, hvilket gjorde ham kendt hos et endnu større publikum. De to har arbejdet sammen mange gange siden, og i 2006 var The Robert Cray Band support for Clapton ved hans koncert på Augustenborg.
Robert Cray har fastholdt en høj profil på bluesscenen med stærke albumudspil, senest Robert Cray & Hi Rhythm fra 2017. Hi Rhythm var husorkestret på Hi Records, der i 1970 udgav et antal højt ansete og indflydelsesrige, blues-orienterede soulplader med især Al Green.
Stor stjerne
Walter Trout har altid haft en stor stjerne i Danmark – nok ikke mindst hos hustruen Marie, der er danskfødt, og sønnen Jon, der bor i Aalborg. Den 67-årige amerikaner arbejdede i 1980’erne som guitarist i Canned Heat og John Mayall’s Bluesbreakers, inden han dannede sit eget band i 1989.
Han opbyggede sig en stor og trofast fanskare i Europa med sin guitarbårne bluesrock, men var tæt på at måtte sige farvel til både karriere og liv, da han i 2013 fik konstateret skrumpelever. Det lykkedes dog med hjælp fra fans på kort tid at skaffe penge til en levertransplantation, der reddede Trouts liv.
Denne konfrontation med egen dødelighed inspirerede Walter Trout til at skrive og indspille det roste album Battle scars, der udkom i 2015. Det er siden blevet fulgt op af en live-plade og duet-albummet We’re all in this together, der udkom sidste år.
Velkendt navn
Popa Chubby er også et velkendt navn på de danske bluesscener, ikke mindst efter at han gav fire koncerter på dansk grund i februar i år. Chubby, der lyder det borgerlige navn Ted Horowitz, er født i New York i 1960.
Popa Chubby byggede sin karriere op igennem 1990’erne, hvor hans postmoderne form for bluesrock fik større og større tilslutning, også på grund af en hektisk udgivelsesfrekvens og en energisk sceneoptræden.
I vore dag optræder Chubby – der lever op til sit navn – helst siddende, men det har ingenlunde stoppet ham. Hans seneste albumudspil er Two dogs, der kom på gaden sidste år.
Frederikshavn og Næstved
Både Blues Heaven og Blues Paradise finder sted i den første weekend i november, nærmere betegnet fredag den 2. til lørdag den 3. november i henholdsvis Arena Nord i Frederikshavn og Arena Næstved.
Alle kunstnere spiller på både Blues Heaven og Blues Paradise. Fredagens navne i Frederikshavn optræder lørdag i Næstved og vice versa.
Mange flere navne vil finde vej til festivalplakaten, og Bluesnews.dk følger naturligvis udviklingen.
Billetter til Blues Heaven i Frederikshavn kan købes her.
Billetter til Blues Paradise i Næstved kan købes her.