Jonny Lang
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Der var elektricitet i luften mellem amerikanske Jonny Lang og publikum på Posten i Odense onsdag den 1. november.
Lang havde sidst besøgt spillestedet i 2012, men hvor han dengang turnerede med den småkedelige plade Fight for my soul og følgelig leverede en lige så småkedelig koncert, havde han denne gang den velanmeldte Signs med i guitartasken – et album, der har høstet ros for at styre Jonny Lang tilbage mod bluesrocken.
Store forventninger
Så der var store forventninger hos det talstærke publikum på Posten, og heldigvis lignede Jonny Lang fra koncertens begyndelse en mand, der ikke bare havde tænkt sig at levere varen, men også nød at gøre det.
Han lagde ud med ”Don’t stop (for anything)” fra 2006-albummet Turn around, og der var med det samme dømt tung, muskuløs bluesrock. Lang sprang rundt på scenekanten med alle de klassiske guitarhelt-positurer, men det lignede ikke forstillelse – han var på.
Imponerende vokal
Jonny Lang brød igennem for tyve år siden med albummet Lie to me, og ud over at blive udråbt til et af de store, hvide bluesguitar-håb (Kenny Wayne Shepherd debuterede samme år) imponerede den dengang kun 16-årige Lang med sin vokal, der blandede en ungdommelig friskhed med en overraskende rå intensitet.
Stemmen er bestemt ikke blevet ringere med årene, og faktisk har Jonny Lang bevaret en stor del af den karakteristiske, ungdommelige klang. Men han har også lært meget af sin flirten med soul og r&b, og i koncertens anden sang, titelnummeret fra Signs, demonstrerede han sin fine falset, der gav den ellers guitartunge sang et touch af Curtis Mayfield.
Modtageligt publikum
Jimmy Anton
Næste nummer blev den soul’ede slow blues ”A quitter never wins” (fra Lie to me) med en lækker guitarsolo fra Lang, og det meget modtagelige publikum kvitterede med ivrige klapsalver.
Den blev fulgt op af boogie-nummeret ”Snakes” fra det nye album, inden Lang & co. vendte tilbage til debuten med ”Rack ’em up”. Den blev leveret som et swingende jazznummer, hvor der blev givet god plads til soloer fra såvel bassisten James ”Jimmy” Anton som keyboardspilleren Tyrus Sass. Også Jonny Lang selv jazzede igennem med scat-sang og rhythm & blues-spil.
Funky
Publikum fik lov til at synge med på ”Red light”, en fin ballade med et let reggae-beat fra albummet Long time coming (2003). Herefter blev der sat spot på andenguitaristen Zane Carney, der med en lang, funky solopassage indledte en formidabel version af Stevie Wonders ”Living for the city”. Tyrus Sass præsterede en solo på Hammond- og elorgel, der fik Jonny Lang til at flække af grin og kaste sig ud i en instrumental duel med tangentspilleren.
Barry Alexander
Nu kogte salen, og en kampsvedende Jonny Lang takkede for opbakningen: ”I gør det sjovt for os,” erklærede han, inden bandet buldrede igennem den trommetunge ”Last man standing” fra Signs.
Langs karakteristiske, metallisk huggende guitar indledte hittet ”Angel of mercy” fra Wander this world (1998), der blev afslutningen på det ordinære sæt. Nu var det trommeslager Barry Alexanders tur til at være i centrum, inden Lang og Zane Carney atter tog over med en gnistrende guitarduel.
Højdepunkt
75 minutters bluesrock var dog ikke nok for det odenseanske publikum, så Jonny Lang og band måtte i gang med ekstranumrene. Det første af disse blev også et af koncertens højdepunkter, den betagende soul-ballade ”Bring me back home” fra det nye album. Her præsterede Jonny Lang ikke blot adskillige smukke, melodiske guitarsoloer, men også en flot, luftig vokal, der stod i smuk kontrast til hans ellers flænsende rå stemme.
Herefter fulgte et akustisk mini-sæt, der blev indledt med Muddy Waters’ ”Forty days and forty nights”, til stor glæde for de mange bluesfans blandt publikum. I dette nedbarberede arrangement – bandet var sendt af scenen, så det kun var akustisk guitar og vokal – kom Jonny Langs stemme igen til sin ret.
Ekvilibristisk
Han fortsatte med balladen ”Breakin’ me” (fra Wander this world), og undervejs i det ekvilibristiske guitarspil gled nummeret lige så stille over i ”Lie to me”. Snart satte Jonny Lang dog tempoet op, og så kom hele bandet på scenen igen. Frontmanden skiftede til elektrisk guitar, og så blev publikum ellers blæst igennem en sidste gang med alt, hvad den kunne trække af forvrængning og bøjede strenge.
Jonny Lang og hans band fik denne aften i Odense taget noget så eftertrykkeligt revanche for sidste gang, og det var en kæmpe fornøjelse at se, hvordan han ikke bare havde fundet bluesrocken, men også spilleglæden og publikumskontakten frem igen. Der var fin musikerinteraktion og brede smil på scenen, og der var så sandelig også mange brede smil at se på de tilskuere, der forlod Posten ved 22.45-tiden.
Fra venstre: Tyrus Sass, Zane Carney, Jonny Lang, Jimmy Anton, Barry Alexander