Esben Just turnerer med allstar-band

Niclas Bardeleben, Ole Skipper, Esben Just
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Esben Just er en herre med mange jern i ilden. Her i december spiller han for eksempel en række julekoncerter sammen med sangerinden Anne Herdorf under overskriften ”En Hjemmestrikket Jul”. Koncerterne foregår i de fleste tilfælde i kirker rundt om i Danmark, og de har allerede vist sig at være tilløbsstykker (billetter kan købes her).

De fleste kender nok Esben Just som sanger, pianist og sangskriver i SP Just Frost, den New Orleans-orienterede, Danish Music Award-vindende trio, som blev dannet i 1998 og også i 2024 har gjort de danske koncertscener usikre. I 2025 bliver SP Just Frost imidlertid lagt på hylden for en stund, og et af de projekter, som i stedet vil optage Esben Justs tid, er et nyt foretagende med navnet Esben Just Allstars.

Begyndelse

Projektet fik sin begyndelse i forbindelse med trommeslageren Niclas Bardelebens torsdagskoncerter på spillestedet Charlie Scott’s Bar i København. Under den samlende titel ”Niclas Bardelebens Store Aften” spiller Bardeleben hver torsdag med et nyt hold, og den 12. september 2024 bestod holdet af Esben Just, Ole Skipper, Ola Åkerman og Niclas Bardeleben (læs anmeldelse her).

Esben Just
Foto: Jakob Wandam

Den 3. oktober var det næsten samme besætning, dog med Stefan Ringive i stedet for Ola Åkerman. Det gik så godt, at bandet har besluttet at tage ud at spille som fast formation i efteråret 2025 og når chancen ellers byder sig.

Esben Just Allstars består altså af Niclas Bardeleben på trommer, Ole Skipper på bas, Stefan Ringive på trombone og Esben Just på klaver og vokal. Niclas Bardeleben har spillet i Niels Lan Doky Trio, i Bylling/Barleben Project sammen med Johan Bylling Lang og som bandleder, for eksempel på det fremragende album N.O. in my heart, Cph in my blood (2019) (læs anmeldelse her).

Afløste

Ole Skipper afløste i en årrække Henrik Schou Poulsen i SP Just Frost, der så blev til Skipper Just Frost. Han har også spillet i andre af Esben Justs ensembler, været medlem af Fessors Big City Band og indspillet med Jay McShann og mange andre.

Stefan Ringive
Foto: Frank Nielsen

Stefan Ringive er medlem af Odense Jazz Orchestra (det tidligere TipToe BigBand) og Aarhus Jazz Orchestra (det tidligere Klüvers Big Band), og så har han indspillet med blandt andre Michelle Birkballe og Chris Copen.

Det bliver som sagt til efteråret 2025, at man kan forvente at høre Esben Just Allstars live. Allerede i morgen aften, torsdag den 5. december klokken 20, kan man dog se Esben Just som deltager i ”Niclas Bardelebens Store Aften” på Charlie Scott’s. Denne gang bliver det sammen med Petter Hängsel på trombone, Morten Ankarfeldt på bas og naturligvis Niclas Bardeleben på trommer. Billetter købes i døren formedelst kr. 100.

Se en bid af Esben Just Allstars’ version af ”Basin Street blues” herunder: