“Jeg er musikbibliotekar. Jeg er musikmenneske, ikke bogmenneske”

Tekst: Kent Thomsen
Foto: Frank Nielsen

Fotografen og jeg rammer den regnvåde parkeringsplads på toppen af en forblæst bakke lidt uden for Odense. Jeg skeler til de små sammenbyggede rækkehuse, der minder om Malvina Reynolds og »Little boxes«, bortset fra, at her er alle de små kasser ikke alene ens, men også ensfarvede. Mens jeg trækker kraven op om ørerne, prøver jeg at holde fast i den anskuelse, at der bag hvert eneste vindue gemmer sig et farverigt og mangesidet univers, som – i lighed med f.eks. en bog – ikke lader sig bedømme på omslaget.

Bøger er, på sin egen bagvendte måde, en del af baggrunden for mit besøg. Bag et par af ruderne har jeg nemlig sat en bibliotekar stævne, og han bor her i dét, han galgenhumoristisk kalder “skilsmisseghettoen”, selv om han faktisk er glad for at bo her. Og I kender ham godt; han hedder Jakob Wandam. Han er redaktør af nærværende tidsskrift og en – tilsyneladende – utrættelig ildsjæl, der skriver den ene anmeldelse af blueskoncerter og -udgivelser efter den anden. Jeg selv har haft fornøjelse af offerrollen, og efter at have kigget ind i de levende, begavede og venlige øjne bag de klædelige briller fik jeg lyst til at bytte rollerne om og interviewe intervieweren, og høre lidt om hans vej ind i bluesmusikken. Og det har han sagt ja til.

Det er første gang for os begge. Jeg har givet masser af interviews, men aldrig lavet et, og Jakob har udgivet utallige, men aldrig givet et. Så vi er begge lidt på udebane, lidt nervøse og meget indstillet på at hjælpe hinanden.

Så her er det, mine damer og herrer, det første og største, full-scale, in-depth interview med ham, der altid skriver om os andre; jeg håber, det giver mening.

“Knægten har jo smag”

»Jeg hedder Jakob Wandam, jeg er 46 år, uddannet bibliotekar og arbejder som sådan hos DBC Digital i Ballerup. Jeg er fraskilt og har en søn, Karl, på 13, som bor her og hos sin mor lige i nærheden. Han er så småt begyndt at lytte til de plader, jeg spiller. Forleden spillede jeg Eric Clapton, og Karl syntes, at »det lød fand’me godt, det dér!« Det var et held, jeg ikke havde sagt, hvem det var, for normalt duer Clapton bare ikke. Det var en oplevelse, jeg er både glad og lidt stolt over, knægten har jo smag.«

Den sidste sætning ledsages af et lunt glimt i øjenkrogen, et gennemgående træk under hele interviewet. Jakob Wandam er næsten hele tiden på kanten af en subtil ironisk distance til sin egen fortælling. »Selvoptaget« er ikke en betegnelse, nogen med rette kan hæfte på ham.

»Jeg er født og opvokset på landet i landsbyen Gadsbølle her på Fyn, og da jeg var 12, flyttede vi til Odense. Jeg kommer fra et skolelærerhjem, begge mine forældre var lærere, min mor, som desværre døde alt for tidligt, var skoleinspektør. Og både min søster og min bror er lærere.«

På grund af Jakob Wandams hyppige og velskrevne artikler og anmeldelser havde jeg forestillet mig, at bogreolerne i Jakobs barndomshjem var både mange og fyldte, og oplysningen om lærerhjemmet bestyrker mig i min forestilling. Men det er ikke hele sandheden, og Jakob har på forhånd læst mig.

Litterær

»Jeg er næsten bange for at skuffe dig, men jeg er faktisk ikke specielt litterær. Langt det meste af det, jeg læser, er faglitteratur eller musikbøger. Altså, jeg kunne godt lide at læse som barn, og det kan jeg sådan set stadigvæk, ikke mindst tegneserier, som faktisk er en stor passion. Og jo, det var et bogligt hjem; med både store søskende og forældre, der var lærere, fik jeg lært at læse, da jeg var fire år. Min far fortæller, at når han læste avis, sad jeg over for ham ved bordet og læste avisen på hovedet. Om det passer, ved jeg ikke rigtigt, men det fastholder han.«

Nu ved jeg jo ikke, hvor De, kære læser, sætter barren for, hvornår man er litterær. Men jeg tror nu nok, jeg mener, at man – hvis man lærer at læse som fireårig, læser avisen på hovedet som seksårig, siden uddanner sig til bibliotekar og stadig har sit daglige udkomme ved dét 15 år senere, samtidig med man skriver omkring 50 musikanmeldelser om året i sin fritid – i det mindste tenderer noget litterært.

»Lidt senere var det jo De 5-bøgerne og Kim-bøgerne og sikkert også nogle af klassikerne, Skatteøen og den slags. Men det var først, da jeg opdagede tegneserier, jeg virkelig for alvor tørnede på; der gik jeg fuld nørd med det samme, tror jeg. Og nørd var det; de andre børn ude på landet var mere til traktorer og knallerter og den slags, så det var mest sammen med min bror og en enkelt tegneserienørd-ven, jeg delte dén side af tilværelsen, selv om jeg legede med drengene på nabogården næsten i døgndrift det meste af tiden.«

Med opdagelsen af tegneserierne begyndte en anden del af Jakobs personlighed at tage form: At samle. Sætte i system. Holde styr på. Katalogisere. Noget, han selv senere kalder »kompulsiv listeudarbejdelsestrang«.

»I virkeligheden handlede det nok lige så meget om dét. Også indholdet i bladene, men så sandelig også at bruge rigtig mange timer i bogbyttebixen og endelig finde lige det nummer, man mangler, så serien er komplet; det var en stor hobby.«

Diskografisk hukommelse

Så forekommer tanken om at blive bibliotekar vel ikke så fjern, men det var ikke den første uddannelse, Jakob startede på. Efter gymnasiet vidste han ikke rigtig, hvad han ville, og begyndte at læse latin på universitetet, fordi det var det fag, han syntes, var sjovest i gymnasiet … Han droppede imidlertid ud, fordi han ifølge eget udsagn ikke var helt moden nok til at huske at melde sig til semestre og eksamener og finde de rigtige kurser etc. Men der var et andet sted, hvor Jakobs evner var langt mere anvendelige.

»Jeg plejer at sige, at jeg har, ikke fotografisk, men diskografisk hukommelse, så da jeg en overgang stod bag disken i det hedengangne Axel Music, var det jo skønt pludselig at kunne bruge alt det, jeg nørdede med, til noget. Internettet var helt nyt, jeg blev hurtigt god til at søge på det, og resten havde jeg i hovedet. Så jeg kunne svare folk på de mest mærkelige spørgsmål om selv de mest obskure kunstnere.«

»Men en uddannelse skulle jeg jo have. Og så var min svigerinde vaks og sagde, at i og med at jeg alligevel tilbragte al min fritid på Odense Musikbibliotek, kunne dét måske gøres til en levevej. Og jeg har jo det dér samler-gen og er compulsive list-maker. Når jeg hører noget musik med en kunstner, går jeg straks i gang med at finde alt med ham og laver lister over, hvad jeg så mangler – og ja, de er både kronologiske og alfabetiske. Og på biblioteket var der jo hele denne her store pladesamling, og så gik det op for mig, at der er folk, som får penge for at sidde og holde styr på den slags. Så jeg kiggede på uddannelsen og syntes, det så fint nok ud. Og så tog jeg dén, med det erklærede mål at få et job på Odense Musikbibliotek, hvilket lykkedes efter en kort tid som almindelig filialbibliotekar. Og der var jeg så i otte år og nød det. Klassisk nørd.«

Et hjem med klaver

En anden antagelse, jeg har, er, at der måske stod et klaver ved siden af alle reolerne i Jakobs barndomshjem. Og her har jeg så mere held i sprøjten som krystalkuglelæser.

»Jo, jeg er fra et hjem med klaver. Min far spillede en smule, og min søster kan også spille lidt. Det blev ikke dyrket så meget, men der var musik i hjemmet, lige som der blev lyttet til plader. Min far hørte en del klassisk musik, men også Louis Armstrong. Og så Povl Dissing og Benny Andersen. Der var selvfølgelig også andet, men det er de tre, jeg husker bedst. Og jeg har sidenhen erkendt, at det er på grund af den blues, der hele tiden ligger latent i deres musik, at jeg husker netop dem. Det anede jeg jo ikke noget om dengang, men jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor. Nogle gange spiller Povl Dissing og Benny Andersen jo decideret blues, men selv når de ikke gør, ligger den lige under overfladen hele tiden.«

På spørgsmålet, om han spiller selv, svarer han njaej. Han lærte som voksen en lille smule guitar, men havde ikke disciplin til at øve og gad egentlig heller ikke rigtig. Det var lidt sjovere at synge, men det blev heller ikke til så meget. Begge dele er mest blevet brugt til at synge godnatsange for Karl, da han var lille. Nu bliver guitaren taget frem et par gange om året, støvet af, ekserceret en time eller to og hængt tilbage på væggen. Og så kommer det igen, glimtet i øjet: »Men er der ikke også noget med, at musikskribenter bare er frustrerede musikere?«

Startede sent

»Min egentlige musikinteresse startede forholdsvis sent, tidligst da jeg var 13-14 år, sådan med at finde ud af, hvad jeg selv kunne lide. Jeg holder f.eks. meget af firser-musik, men jeg har ikke hørt firser-musik i firserne; det var først ti år efter, da jeg for alvor begyndte at dyrke musik. Og altså dyrke det, sådan som jeg dyrker alting. F.eks. Phil Collins var jeg vild med. Så var jeg nødt til at have alt med ham. Og så fandt jeg ud af, at han havde spillet i noget, der hed Genesis, og så måtte jeg jo have alt med dem. Og sidenhen alt det, hvor han havde spillet trommer for andre. På den ene side havde jeg det meget sådan, at alt andet end det, jeg kunne lide, var bare dårligt. Men ved at grave så meget ned i dét, jeg kunne lide, kom jeg ind i mellem på afveje og i kontakt med noget, som også var meget fedt og måske kunne komme ind i gruppen af dem, der var gode.«

»Og sådan var min indgang til bluesmusikken også. Min bror havde spillet noget Eric Clapton for mig, og ved at finde alt med ham, lærte jeg så Buddy Guy og B.B. King og nogle andre at kende. Samtidig fik bluesen et lille boom, Gary Moore kom med sit, og John Lee Hooker kom med et par succesfulde plader, og så vidste jeg, jeg var bluesfan. Uden egentlig at vide så meget om det.«

»Men da jeg så blev ansat på biblioteket, fik jeg sjovt nok ansvaret for bluesafdelingen – der var ikke så megen konkurrence … Og så fandt jeg ud af, at jeg jo hellere måtte sætte mig lidt ind i sagerne. Og så læste jeg ellers alle de hyldemeter, jeg kunne finde om vigtige sange og plader og subgenrer og kunstnere. Og jeg fik, ikke mindst, en tidsramme sat på, så jeg kunne skelne mellem blues fra 30’erne og fra 50’erne og høre forskel på boogie-woogie og ragtime osv.«

»I og med at det var mig, der bestemte over bluesafdelingen, kunne jeg så, med min nyerhvervede viden, bestille alle de plader, vi ikke havde, hvilket har resulteret i, at biblioteket har en enestående god bluessamling, det er jeg sgu stolt over. Og derudover skulle jeg jo også lytte alt det hele igennem og katalogisere det bagefter, yes!«

Levende mennesker

»Og så var det en øjenåbner, at der stadig findes levende mennesker, der spiller blues, at de ikke alle bare er døde legender. At både Robert Cray og Keb’ Mo’ findes endnu. Det var, som om alle de bøger, jeg havde læst, stoppede ved 1980, så jeg måtte til at lære alle de nyere navne at kende. Og først endnu senere igen opdagede jeg, at der skam endda findes danskere, der spiller blues. Og så måtte dét jo afdækkes. Men på den måde fik jeg – tør jeg godt sige – en rimelig stor viden om emnet, og dels fik jeg pludselig forståelse for, hvad det var, der var så fedt ved Louis Armstrong og Povl Dissing og Benny Andersen dengang, nemlig den blues, der væver sig ind i deres musik.«

Stuen, som er holdt i lyse farver og møbleret med lette møbler i et skandinavisk design, der hvisker i stedet for at råbe, bliver domineret af en propfyldt gulv-til-loft cd-reol på to vægge. Den er delt op i »Blues« og »Noget andet end blues«, begge dele naturligvis i alfabetisk orden, så når en ny cd kommer til, må samtlige andre efter déns plads rykkes en tak. Men det synes Jakob, er hyggeligt, så får man lige rørt dem og bliver mindet om, hvad det er, man har.

»For nogle år siden fik jeg en ny oplevelse med bluesbaseret musik. Jeg var i København under Copenhagen Jazz Festival og hørte noget traditionel New Orleans jazz og kunne høre, at der også er enormt meget blues i dét. Og derfor står Louis Armstrong under »Blues« her i mit system. Og meget andet, som folk nok ikke ville kalde blues. Men for mig er det blues, selv om det officielt hedder rock eller jazz eller noget tredje, det er bluesen i det, jeg hører.«

Han er en grundig mand, Jakob. Givetvis den helt rigtige til at skrive for og redigere Bluesnews.dk. Men hvordan kom det i stand? Jeg har endnu til gode at høre om noget bluesskribent-headhuntingbureau. Igen er jeg tæt på at ramme forbi skiven.

»Jeg blev næsten headhuntet i 2015. Martin Olsen, som havde det dengang, søgte i første omgang skribenter. Jeg havde faktisk skrevet om musik før på noget, der hedder Musikbibliotek.dk, og fundet ud af, at det var sjovt, samt at jeg godt kunne finde ud af det. Så jeg tænkte, det kunne være sjovt at prøve, og allerede året efter spurgte han, inden han slog det op offentligt, om ikke jeg kunne tænke mig at blive redaktør. Efter lidt betænkning sagde jeg ja. Og det er jeg så endnu.«

Have det hele med

Når først Jakob begynder at fortælle om noget, er han en mand af mange ord. Han vil gerne have det hele med, hver gang. Han siger selv, at det samme gør sig gældende, når han skriver.

»På Musikbibliotek.dk havde jeg skrevet nogle korte nyheds-bites og sidenhen nogle lidt længere artikler, bl.a. en om Phil Collins. Den blev faktisk temmelig lang, måske nogle vil mene for lang. Men når jeg selv læser noget, holder jeg mest af artikler, hvor der er en del fakta og data involveret. Alt sæbeopera-stoffet gider jeg ikke rigtig, det er det faktuelle og biografiske, der interesserer mig. Når jeg så selv skriver, prøver jeg selvfølgelig at skrive noget, som jeg også selv ville synes, var sjovt at læse. Og da ingen af os på Bluesnews.dk får løn for det, vi laver, og det samtidig er mig, der bestemmer i min egenskab af redaktør, laver jeg altså kun noget, jeg selv synes er sjovt. Og for mig er det sjovt og tilfredsstillende at få det hele med, så tingene er ordentligt belyst, også selv om det bliver langt. Så må folk dybest set lade være at læse det, hvis de ikke gider mange ord.«

Jeg spekulerer på, om Jakob måske, fordi han på en måde ser den danske bluesscene sådan lidt i helikopter-perspektiv, har et bud på dansk blues’ fremtid, og hvordan man f.eks. kunne få et lidt yngre publikum ind til koncerterne?

»Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg kan jo godt se, at når jeg, med mine 46 år, tager til koncert, er jeg en af dem, der trækker gennemsnitsalderen nedad. Og det er da et problem; man vil jo helst ikke have, at genren dør. Nu er der en hel del unge og yngre musikere, som er enormt dygtige, så den side af sagen er egentlig godt dækket ind. Men man kan jo spørge sig selv, hvor meget niche det kan tåle at blive, før der ikke bliver flere koncerter, fordi der ingen kommer. For min del skriver jeg i udgangspunktet for mig selv, men hvis jeg kan få skrevet noget, der kan gøre bluesen interessant i en lidt bredere kreds, er det naturligvis også en tilfredsstillelse.«

»Nu holder jeg personligt meget af, når nogen prøver at trække bluesmusikken i en ny retning. Og når nogen prøver dét, skriver jeg rigtig gerne om det. Det er en mindre, lukket kreds, vi skriver for, men jeg prøver meget bevidst at favne bredt. F.eks. at skrive: »Hvis du kan lide dén og dén, er der en god chance for, at du også kan lide dét her« eller noget i den retning. Det er måske også en måde at få friske ører ind og høre noget blues. Som med indretningen af min pladesamling, skriver jeg også om andet end lige traditionel 12-takters blues, f.eks. jazz eller afrikansk musik, men det har alt sammen en klar underliggende strøm af blues. Igen, det er bluesen i det, jeg hører. Og skriver om. Jeg håber, jeg bidrager en lille smule på den måde.«

Ikke uden omkostninger

I 2020 fik Jakob Wandam DMA-prisen som »Årets Hoochie Coochie Man« for sin store indsats for det danske bluesmiljø, et velfortjent skulderklap. Men som jeg antydede i indledningen, er det ikke uden omkostninger at fare land og rige rundt hele tiden, samtidig med at man passer et fuldtidsjob. Og i sommeren 2021 gav det bagslag og sendte Jakob til tælling med sygdommen stress. Hvordan har dét udviklet sig siden?

»Jeg blev ramt af klokkeklar stress og sad her i nogle måneder, kom ingen steder og kunne ingenting, heller ikke skrive. Meget frustrerende. Nu går det bedre, og det med at skrive går meget bedre. Jeg vil ikke sige, jeg er rask, for det er jeg ikke. Så sent som i går måtte jeg sige nej tak til en koncert. Det forbistrede er, at det kan være svært at finde ud af, hvad man kan, inden man står midt i det og enten godt kan eller også løber panden mod muren. Det sidste skal man helst undgå, for hver gang man kommer dertil, er det lige som at tage et par skridt tilbage igen.«

»Stress er et langvarigt forløb, men jeg havde nogle ting liggende, jeg havde skrevet tidligere, som jeg slog op. Og så har Peter Widmer virkelig gjort en stor indsats, mens jeg var nødt til at blive hjemme. Jeg har jo været ude at anmelde lidt, man vil jo gerne yde noget og gerne holde fast i læserne, men kadencen er helt sikkert gået ned. I virkeligheden er det nok en udløber af der dér med, at jeg vil have det hele med, have det gjort ordentligt, have kontrol og være perfektionistisk. Når jeg bliver helt rask, skal jeg nok til at overveje at tilrettelægge mit liv på en lidt anden måde og lære en gang i mellem at gå på kompromis, hvilket jeg umiddelbart hader.«

Business as usual

Da jeg som afslutning på interviewet, næsten ængsteligt, spørger til Jakobs fremtid, tilføjer han – og her kommer glimtet bag brilleglassene frem igen for Gud ved hvilken gang – at den ser temmelig kedelig ud, sådan bare business as usual, med koncerter, anmeldelser, job og familie, dog tilrettelagt, så han ikke ender med at køre sig selv i hegnet igen.

Jeg håber i sandhed, det lykkes, både for min egen og bluesdanmarks skyld, men selvfølgelig først og fremmest for Jakobs. Herfra skal der i hvert fald lyde et yderst velment »Pas på dig selv, Jakob!« Så kan både Karl, vi andre og du selv have dig længe.

Jeg siger mange tak for hans tid – hans kostbareste aktiv lige nu – og fordi han gad stille op. Han bedyrer, at det var både hyggeligt og fornøjeligt, og vi tager afsked i døren til den lille kasse, som pludselig virker meget større.

Det er ved at være tusmørke, og regnen er taget til. Fotografen skal lige telefonere, og mens jeg ryger en halv smøg ved siden af bilen, tænker jeg på, hvor godt det er, at verden er velsignet med ildsjæle, og hvor urimeligt det er, når ilden ender med at brænde dem selv. Men også på, at jeg synes, jeg ved en hel masse mere om ham, der bl.a. skriver de mange artikler og nyheder, jeg sluger hver uge.

Fotografen har ringet af, min smøg er gået ud, og vi sætter kurs med Jylland. Det første lange stykke vej kører vi i tavshed.