Tekst: Jakob Wandam
Den amerikanske sanger og mundharpespiller John Németh har meldt sin ankomst til Randers. Han giver koncert på Underværket lørdag den 29. juni.
Det er den lokale bluesforening Bluesnight Randers, der sammen med Blues Heaven står for arrangementet. John Németh har tidligere spillet på Blues Heaven-festivalen, nemlig i 2017 (læs her), lige som han optrådte på Frederikshavn Blues Festival i 2014. Men nu er det altså Randers, der får fornøjelsen.
I kirkekor
John Németh blev født i Boise, Idaho i 1975. Som barn sang han i kirkekor, og senere var han med til at danne Fat John & the Three Slims, som udsendte to selvudgivne album i henholdsvis 1997 og 2001. Herefter blev han frontfigur i John Németh & the Jacks, der lavede en enkelt plade, samtidig med at han spillede med først Junior Watson og siden Anson Funderburgh.
Begge medvirkede på John Némeths første album på et større pladeselskab, Magic touch, der udkom på Blind Pig Records i 2007. Albummet fik flotte anmeldelser og indbragte John Németh en Blues Music Award-nominering. Siden er fulgt yderligere ni soloalbum – og fire Blues Music Awards.
Ved siden af solokarrieren har John Németh medvirket på plader med blandt andre Kid Andersen, Elvin Bishop, Nappy Brown, Trickbag, Mighty Mike Schermer, Walter Trout, Tony Holiday, The Cash Box Kings, Watermelon Slim og Janiva Magness. Ikke mindst var han med til at danne The Love Light Orchestra, med hvem han synger bigband-blues a la Memphis i 1950’erne og 60’erne.
Aflyste
The Love Light Orchestra var booket til at spille på Blues Heaven i 2022, men aflyste, da John Németh måtte gennemgå en omfattende kæbeoperation. Faktisk var det uklart, om Németh overhovedet kunne komme til at optræde igen. Men det endte heldigvis lykkeligt, John Németh kom tilbage, og i maj i år kunne han så føje endnu en Blues Music Award til samlingen i kategorien Soul Blues Male Artist.
Og det er netop soul blues, der er John Némeths force, om end han også trækker på blandt andet Chicago blues. Og når han kommer til Randers, er det ikke med det store band-udtræk, men med den mere minimalistiske kvartet John Németh & the Blue Dreamers. Den består af guitaristen John Paul Keith (som også spiller med soulmanden Don Bryant og gospeldronningen Elizabeth King), bassisten Matthew Wilson (tidlige i The Nick Moss Band) og trommeslageren Danny Banks (der også spiller med Johnny Burgin), samt naturligvis John Németh selv på mundharpe og vokal.
Koncerten foregår som nævnt på Underværket i Randers lørdag den 29. juni klokken 20. Billetter koster kr. 230 i forsalg – de kan købes her – eller kr. 300 i døren.
Tidligere annonceret er en koncert med John Németh på Den Røde Plads på Københavns Nørrebro. Den finder sted den 10. juli i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Vi behandler jazzfestivalprogrammet i en særskilt artikel snarligt her på Bluesnews.dk.