Koncertanmeldelse: Johan Bylling Lang & Chris Copen, Charlie Scott’s, København

Niclas Bardeleben, Johan Bylling Lang, Jonas Starcke, Chris Copen

Tekst og foto: Jakob Wandam

”A Night on New Orleans” var overskriften på fredag aftens koncert den 19. januar på baren og spillestedet Charlie Scott’s i indre København. Det var måske heller ikke helt overraskende, når man så på aftenens line-up, for der var tale om fire af de bedste musikere på den danske scene for New Orleans-musik: Johan Bylling Lang på saxofon, klarinet, tværfløjte, tamburin og vokal, Chris Copen på klaver og vokal, Jonas Starcke på bas og vokal og Niclas Bardeleben på trommer og vokal.

Jonas Starcke og Johan Bylling Lang

Det var således også musikere, som man havde set mange gange før, hvis man dyrker live-scenen for den blanding af rhythm & blues, blues, jazz og funk, som New Orleans er kendt for. Men alligevel var der nyt at komme efter, dels naturligvis fordi improvisation spiller så stor en rolle i musikken, og dels fordi der blev foretaget nogle greb, både repertoire- og instrumenteringsmæssigt, som Bluesnews.dk’s anmelder i hvert fald ikke havde set fra disse musikeres side før.

Eksplosivt

Chris Copen

Det begyndte ellers i velkendt territorium med saxonisten Lee Allens signaturmelodi ”Walkin’ with Mr. Lee”. Johan Byllling Lang har aldrig lagt skjul på inspirationen fra Lee Allen (han stod for eksempel i spidsen for en helt eminent Tribute to Lee Allen-koncert i 2020; læs her), og nummeret var da også en fornem showcase for Bylling Langs saxofonspil, når det er mest eksplosivt.

Johan Bylling Lang

Chris Copen var i fokus på en pumpende funky ”Get out of my life, woman” af Allen Toussaint med fedt solospil af både Copen og Bylling Lang. Herefter kom den første overraskelse i form af ”Paul Barbarin’s second line” (eller bare ”The second line”), hvor man fik lov til at høre Johan Bylling Lang ikke blot på klarinet, men også leadvokal – det sker ikke så tit!

Det var et meget trad jazz’et arrangement og demonstrerede på fornem vis, hvordan New Orleans-musikken helt ubesværet og gnidningsfrit konstant skaber forbindelse mellem forskellige perioder og stilarter. Særlig ros skal her lyde til Niclas Bardeleben for sublimt trommespil – han må være Danmarks bedste second line-trommeslager – og en fin solo.

Jonas Starcke

Bardeleben fortsatte i samme stil med introen til ”It’s all over now” – skrevet af Bobby og Shirley Womack, et hit for The Rolling Stones, men også indspillet i New Orleans-stil af Dirty Dozen Brass Band og Rebirth Brass Band. Så sluttede Jonas Starckes bas sig til, og det var også Starcke, der sang nummeret, mens Johan Bylling Lang – nu igen på sax – og Chris Copen faldt ind. Sidstnævnte leverede også en meget energisk klaversolo.

Rigtig god sanger

Niclas Bardeleben

Jonas Starcke er en rigtig god sanger, og det er en rolle, han ofte indtager, når han for eksempel spiller med Jazz Five. Mere sjældent er det at høre Niclas Bardeleben på vokal, men det skete netop på ”St. James Infirmary”, som viste, at Bardeleben har en endog virkelig flot og udtryksfuld sangstemme. Johan Bylling Lang og Chris Copen matchede ham med superfede klarinet- og klaversoloer, og den stemningsfulde standard blev et af koncertens højdepunkter.

Et The Meters-nummer sunget af Jonas Starcke sendte os ind på funk-sporet igen, og her blev vi med første sæts afslutningsnummer, en superfed ”Goin’ back to New Orleans” (skrevet af Joe Liggins i 1952, men nok mindst lige så kendt i Dr. Johns version) sunget af Chris Copen. Her greb Johan Bylling Lang til tværfløjten, hvilket gav en virkelig fed effekt, og Niclas Bardeleben leverede en mesterlig trommesolo.

Jonas Starcke

”Travelin’ mood” (skrevet af Wee Willie Wayne, men igen nok bedre kendt med Dr. John) åbnede andet sæt. Chris Copen sang, som han i øvrigt også gør det på sit debutalbum I got hipped (læs anmeldelse her), og Johan Bylling Lang supplerede med en næsten boppet saxofonsolo. Herefter var det igen tid til The Meters, igen med leadvokal af Jonas Starcke, som denne gang sang den superfunky klassiker ”Hey pocky a-way”.

Blues er en uadskillelig del af New Orleans-udtrykket, nogle gange som en bagvedliggende bestanddel, andre gange helt i front. Med Lowell Fulsons ”Reconsider baby” blev det ren shuffle-blues (Fulson var nu også kun meget kortvarigt i New Orleans, men spillede senere nummeret sammen med Lee Allen), domineret af Chris Copens vokal og klavertrioler. Johan Bylling Lang spillede saxofonsolo over Jonas Starckes walking bass, inden Copen igen tog over med en tordnende, bluesy klaversolo.

Sublimt rytmespil

Hendrik Jørgensen, Jonas Starcke, Johan Bylling Lang

Jonas Starcke og Niclas Bardeleben spillede sublimt rytmespil på den funky standard ”Li’l Liza Jane”, som Starcke også sang. Der var desuden jazzet klaverspil af Chis Copen og ikke mindst en skøn gæsteoptræden af trompetisten Hendrik Jørgensen (som også har indspillet som del af Mama’s Blues Joint og Sahra da Silva & the Jagged Soul m.fl.).

Tempoet blev sat ned med den adstadige, Niclas Bardeleben-sungne klassiker ”Basin Street blues”. Johan Bylling Lang leverede en pragtfuld, bluesy klarinetsolo, og Chris Copen spillede saloon-klaversolo flot akkompagneret af Niclas Bardelebens bækkenspil. Copen sang derpå Allen Toussaints ”Who’s gonna help brother get further”, inden bandet kastede sig ud i et nyt højdepunkt, Danny Barkers mardi gras-sang ”Tootie Ma is a big fine thing”.

Johan Bylling Lang

Her hørte man igen Johan Bylling Lang på tværfløjte, og sammen med Bardelebens second line-trommer trak det pludselig paralleller til hill country bluesens fife and drum-musik. Det var uhyre effektfuldt, og Bylling Lang satte trumf på med en kanon-fløjtesolo. Hendrik Jørgensen og Niclas Bardeleben stod ikke tilbage herfor med soloforløb på henholdsvis trompet og trommer.

Earl Kings ”Big chief” fastholdt Mardi Gras-stemningen, sunget (og fløjtet) af Niclas Bardeleben, inden der blev lukket og slukket med et af Chris Copens glansnumre, Dr. Johns ”Such a night”. Jonas Starckes tunge basgang og Johan Bylling Langs svævende saxofonspil bar nummeret frem til en helt forrygende soloafslutning på klaveret af Chris Copen.

Bør høres

Niclas Bardeleben

Heldigvis var der da også strømmet flere publikummer til, efter at koncerten ellers var begyndt til et noget sparsomt fremmøde. Den fortjente nu også bedre, for som vi tidligere har prædiket her på Bluesnews.dk, bør disse fremragende musikere høres, når man har chancen.

Det har man heldigvis med jævne mellemrum, ikke mindst på Charlie Scott’s Bar, der er lidt af en spydspids i Danmark, når det gælder New Orleans-musikken. Her er Niclas Bardeleben i øvrigt nyt fast inventar hver torsdag fra begyndelsen af marts 2024 med ”Niclas Bardelebens Store Aften”, hvor han spiller jazz med skiftende besætninger. Der er forpremiere på konceptet allerede den 15. februar.

Johan Bylling Lang

Johan Bylling Lang vender tilbage til Charlie Scott’s den 10. februar med en ”New Orleans Special”. Niclas Bardeleben er også med hér sammen med Ola Åkerman (trombone), Andreas Møllerhøj (bas) og en endnu ikke annonceret pianist. Hold i øvrigt øje med Bluesnews.dk’s koncertkalender her, hvis du vil være up-to-date med hensyn til kommende blueskoncerter på Charlie Scott’s og andre steder i landet.