Koncertanmeldelse: Randers City Blues Festival

Chris O’Leary
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Peter Widmer

Folkene bag den tredje udgave af Randers City Blues Festival (RCBF), der løb af stablen fra torsdag den 27. juni til lørdag den 29. juni 2019, kan atter notere sig en succes.

Der var nemlig medvind for den gode festival, der blev en velafviklet affære under optimale vejrforhold med absolut pæn publikumstilstrømning på gader og stræder, på selve festivalpladsen samt på diverse indendørs spillesteder.

Ydermere var det tydeligt, at alle deltagende musikere – inden- som udenlandske – var tilfredse med den behandling, de fik, for der var kun lovord, smil og afslappet stemning fra dén kant.

Tilmed kunne talsmand for festivalen Jørn Bjerre ved midnatstide på festivalens tredje dag fortælle Bluesnews.dk, at festivalen så ud til at give overskud, og at man således kan se frem til en fjerde udgave af Randers City Blues Festival i 2020.

Åbningen

Jørn Bjerre
Foto: Peter Widmer

Åbningen af Randers City Blues Festival 2019 foregik på det regionale spillested Turbinen. Dørene blev slået op kl. 19, og kl. 20 gik talsmand for festivalen, Jørn Bjerre, på scenen og fremsagde nogle bevingede ord til de mange fremmødte.

Jørn Bjerre gjorde blandt andet opmærksom på, at lokationen for festivalens hovedscene – festivalteltet – var flyttet fra baggården til det gamle “S.C. Sørensens Hus”, Østergrave 4, til enden af Søndergade lige ud for spillestedet Tante Olga.

Festivalteltet havde oprindeligt en kapacitet på 300 mennesker, men man havde valgt et mindre et på et mindre område med plads til 150 folk. Til gengæld var der opstillet masser af borde og bænke også uden for teltet, så der var tilstrækkeligt med siddepladser til publikum, og nem adgang til Tante Olga og til MacAle, hvor der kunne købes mad til fornuftige priser.

Jørn Bjerre nævnte også, at man havde fået flere sponsorer til festivalens mange Street Blues-koncerter. Festivalens mange sponsorer, herunder Statens Kunstfond, fik stor tak for deres bidrag, og det samme gjorde Randers Kommune, der over en treårs periode har støttet festivalen med 700.000 kroner.

Unikt

Efter sin åbningstale overlod Jørn Bjerre ordet til Erik Mouritsen, direktør for Kultur, Sundhed og Omsorg i Randers Kommune.

Erik Mouritsen
Foto: Peter Widmer

Erik Mouritsen sagde blandt andet, at man i Randers tør en masse, når det gælder den rytmiske musik.

Desuden fortalte han om det første møde med folkene bag festivalen, der udstrålede energi, gåpåmod og entusiasme i en sådan grad, at Erik Mouritsen med det samme blev overbevist om, at Randers City Blues Festival naturligvis skulle støttes.

Spillesteder som Turbinen, Tante Olga og Underværket fik også rosende ord med på vejen, såvel som Erik Mouritsen udtrykte sin begejstring for Street Blues-delen af festivalen.

Erik Mouritsen lagde også vægt på, at aktiviteter skaber aktiviteter og afstedkommer udvikling i byen, og at Randers City Blues Festival her er noget helt unikt.

Funky

Da de indledende taler var forbi, havde klokken sneget sig hen mod 20.30, og så var det tid for fynske Chris Grey & the BlueSpand at entrere scenen. Samme trio kunne også opleves på Randers City Blues Festival 2018, hvor de var en del af Street Blues-arrangementet (læs her).

Chris Grey & the BlueSpand
Foto: Peter Widmer

Bandet består af Chris Grey, hvis borgerlige navn er Kristian Bach, på vokal og guitar, bassisten Kasper Lauersen Christensen, der også synger kor, samt trommeslageren og korsangeren Lars Frimodt-Møller.

Trioen, der var utroligt veloplagt, spillede forrygende og sneg sig med charme, kompetence, forbilledlig publikumskontakt og et hjemmegjort repertoire af funky numre ind i publikums hjerter.

Der var smil og behageligt distancerende humor og selvironi på scenen, hvor orkesteret åbnede med nummeret ”Hard times”. Herefter fik man over mere end en times tid yderligere fjorten numre, blandt andet en ny sang – ”Funk them all” – samt naturligvis det virale hit ”Mammas mammalade”.

Man kunne dårligt have valgt et bedre orkester til at skyde Randers City Blues Festival i gang, for dét gjorde Chris Grey & the BlueSpand absolut med manér.

Lokale orkestre

Det tjener til festivalarrangørernes ære, at man ydermere lod tre lokale orkestre være med til at åbne festivalen.

De tre bands spillede på tre forskellige spillesteder torsdag den 27. juli.

Således kunne man høre Rosedale Blues Band, Rox’c og Van Ness, der dog alle tre spillede på samme tid med start kl. 22, så i sagens natur kunne Bluesnews.dk kun nå at få en snert af musik fra hvert band.

Rox’c
Foto: Peter Widmer

Først gik turen til Café 38, hvor kvartetten Rox’c spillede, og det gjorde de såmænd udmærket. Ifølge sædvanligvis pålidelig kilde består Rox’c af ”pop- og dansemusikere,” der gør det i kopinumre, og man fornemmede, at musikerne var rutinerede.

Desuden udstrålede de to guitarister, bassisten og trommeslageren spilleglæde. Ydermere præsterede kvartetten godt korarbejde.

Der var dog ikke meget blues over det, Bluesnews.dk hørte. Det nærmeste, man kom, var en udmærket udgave af Blue Cheer-hittet ”Summertime blues” af Eddie Cochran, hvor ”blues” da er en del af sangtitlen, men ellers … !

Velfungerende

Rosedale Bluesband
Foto: Peter Widmer

Dernæst gik turen til Barry’s Pub, hvor den velfungerende trio Rosedale Bluesband spillede. Samme spillede også på Randers City Blues Festival 2017 (læs her).

I 2017 var Rosedale Bluesband, der primært spiller covers, en del af Street Blues-arrangementet, men som det fremgår, spillede trioen indendørs i år.

Velsammenspillede Rosedale Bluesband er en decideret bluestrio med guitar, bas og trommer som virkemidler. Hertil kommer vokal, der varetages af trioens guitarist.

Man fik blandt andet serveret en tung, god udgave af gospelnummeret ”You got to move” og en uptempo, lidt anderledes end ofte hørt, fin version af den eller fortærskede ”Sweet home Chicago”.

Sidste stop

Sidste stop på festivalens første dag var Tante Olga, hvor Bluesnews.dk lige nåede at høre et par numre af det sidste sæt, som kvintetten Van Ness spillede.

Van Ness
Foto: Peter Widmer

Orkesteret, der består af tre midaldrende og to noget yngre herrer, har spillet sammen i halvandet år og leverer et mix af blues, rock og country.

Det gør de godt med overvægt på den rockede del af deres repertoire. Man fik dog et godt blandingsnummer, nemlig Delbert McClinton/J. Fred Knobloch-sangen ”Why me?”

Van Ness viste sig at være et sympatisk band, og som det gjaldt aftenens andre to lokale orkestre, består deres repertoire for det meste af kopinumre.

Også Van Ness gjorde det godt og kunne endvidere høres på Rådhustorvet som en del af Street Blues-programmet lørdag den 29. juni kl. 14.

Bevægelse

Christian Borg
Foto: Frank Nielsen

På festivalens anden dag foregik de musikalske løjer udelukkende i festivalteltet, hvor en af primus motorerne bag festivalen, Christian Borg, styrede slagets gang som konferencier. Dén rolle varetog han godt og afslappet med korte, koncise præsentationer af orkestrene og med fokus på musikken.

Det Danish Music Award- og Danish Blues Challenge 2018-vindende (læs her og her) københavnske orkester Trainman Blues gik på scenen kl. 18.

Orkesteret spiller udelukkende eget materiale og trækker i udstrakt grad på deres fornemme debutalbum, der fik flotte anmeldelser (læs for eksempel her).

Trainman Blues
Foto: Frank Nielsen

Trainman Blues står dog ikke stille, og når de fremfører deres numre, er det altid med små drejninger på, så der er bevægelse fremad konstant.

Hertil kommer, at Trainman Blues ofte benytter sig af forskellige guitarister, og denne aften var det veletablerede Rune Højmark, der var afløser for den faste Trainman Blues-guitarist Ronni Boysen, som var forhindret i at spille i Randers.

Rune Højmark
Foto: Frank Nielsen

Krøller

At anvende forskellige guitarister lægger nye krøller til bandets musikalske udtryk, og tilføjelsen af Rune Højmark var ingen undtagelse.

Rune Højmarks spillestil divergerer en del fra Ronni Boysens, og der var adskillige rygradsrislende og snerrende soli at høre fra Rune Højmarks side. Desuden supplerede Rune Højmarks guitarudladninger fint sangeren og guitaristen Richard Farrells fingerpicking-spillestil.

De to blev fornemt suppleret af den solide bassist og producer Laust ”Krudtmejer” Nielsen og den altid opmærksomme trommespiller Thomas Crawfurd.

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

Publikum blev blandt andet trakteret med numre som ”Sit and practice”, ”Walking blues” og ”Skulls, crosses and bones” fra debutalbummet, men der var også nye numre på programmet som for eksempel ”Spice of life”.

Med Richard Farrells kraftfulde stemme i front og aldeles fornemme indsatser fra alle fire musikere præsterede Trainman Blues en mindeværdig koncert. Det var desuden tydeligt, at hele orkesteret var i hopla og pressede deres musikalske citron til det yderste over for et meget modtageligt publikum.

H.P. Lange Band
Foto: Frank Nielsen

Fornemt

Både kl. 19.30 og kl. 22 kunne man opleve H.P. Lange Blues Band på Tante Olga. Bandet, der sædvanligvis er kendt som H.P. Lange Band, bestod denne dag af H.P. Lange på resonatorguitar, banjo og vokal, Dave Stevens på kontrabas, Niels Bonefaas på violin og banjo samt Mads ”Tiny” Andersen på trommer.

Sidstnævnte, der altid går totalt velforberedt til et spillejob, var stand-in for orkesterets sædvanlige trommespiller Jens Kristian Dam, og Mads ”Tiny” Andersens bidrag var en fornøjelse at lytte til, samtidig med at hans spil lagde et par nye dimensioner til bandets lyd.

Dave Stevens
Foto: Frank Nielsen

H.P. Lange Band spiller traditionel delta blues med lidt bluegrass, hill country blues og andre lækkerbidskner sparket ind, og deres to sæt, som Bluesnews.dk begge fangede en pæn portion af, var ingen undtagelse.

For eksempel hørte man Robert Johnson-klassikeren ”Stones in my passway” og Blind Willie Johnsons ”You’re gonna need somebody on your bond”. Dertil kom en gang hill country blues i form af R.L. Burnsides ”I wish I was in Heaven sitting down”, det velkendte traditional-gospelnummer “Jesus on the main line” og meget mere. Og publikum labbede det beredvilligt i sig.

Niels Bonefaas fremturede – foruden med sublimt violinspil – med virkningsfuld vokal, Dave Stevens sprudlede ligeså, og i det hele taget var orkesteret i storform. Faktisk har Bluesnews.dk aldrig hørt H.P. Lange Band spille bedre, end de gjorde denne dag, og dét siger ikke så lidt. Fornemt!

Svensk indslag

Lisa Lystam Family Band
Foto: Frank Nielsen

Kl. 20.30 var turen kommet til festivalens svenske indslag i form af Lisa Lystam Family Band, der har gæstet Danmark flere gange (læs for eksempel her).

Bluesnews.dk oplevede Lisa Lystam Family Band, der består af fem solide musikere, første gang på Horsens Blues festival i 2015 (læs her). Dengang gjorde bandet det godt, men man må sige, at orkesteret har ændret sig meget siden da, og dét i positiv retning.

Lisa Lystam
Foto: Frank Nielsen

Orkesterlederen, sangerinden og mundharpespilleren Lisa Lystam har udviklet sig både som vokalist og som performer. Hendes stemme er blevet større og har fået mere kraft og diversitet, og hun er blevet mere sikker på en scene.

Faktisk virker det i dag, som om hun aldrig har bestilt andet end at stå foran et publikum, og efter tre numre havde Lisa Lystam og hendes kompetente band publikum i deres hule hånd på Randers City Blues Festival.

Fedt samspil

Lisa Lystam
Foto: Frank Nielsen

Indledningsvis lovede Lisa Lystam ”blues, rock og soul”. Soul og blues var det dog så som så med, og det virkede, som om orkesteret lagde hovedvægten på rock, ofte tilsat ”syrede” elementer.

Hvorom alting er, oplevede man et interessant og velfungerende band, der har været sammen i flere år, og som virkelig havde noget at byde på.

Instrumentalt set var det bemærkelsesværdigt, så ofte Lisa Lystam spillede mundharmonika. Dette gjorde hun med god effekt, men nogen virtuos på sit instrument er hun ikke.

Til gengæld viste især hendes to guitarister, Mattias Gustafsson og Fredrik Karlsson, der supplerede hinanden godt med fedt samspil, at de hver især kan et par tricks og mere til.

Orientalske toner

Der var eksempelvis gnistrende orientalske toner fra den ene spadespiller og heftige soli med wah-wah-pedalen i højt gear fra den anden. Dertil var der stabilt tromme- og basspil at høre.

Lisa Lystam Family Band
Foto: Frank Nielsen

Rockprægede numre var der nok af, men blues- og gospelmusikken var der dog også, for eksempel i form af ”In my time of dying” – et traditionelt gospelnummer, som blandt andre Led Zeppelin har benyttet sig af.

Desuden var der ”Baby please don’t go” populariseret af delta blues-musikeren Big Joe Williams. Retfærdigvis skal det siges, at man også fik et par soul-numre.

Desuden præsenterede bandet nye egne numre som ”High expectations”, og alt gled ned hos et aldeles imødekommende publikum, hvoraf flere endda vovede sig ud på dansegulvet. De gode svenskere og festivalen kunne således notere sig en succes.

Lisa Lystam Family Band
Foto: Frank Nielsen

En fest

Søren Bøje, Poul Ewald, Bo Gryholt
Foto: Frank Nielsen

Fynske Evil Sons of the Blues afsluttede dagens program, og det må siges, at deres sæt gik rent ind hos publikum.

Bandet har eksisteret i flere årtier og er godt sammenspilet. Først kaldte de sig Det Blå Bluesband, og senere blev navnet ændret til Evil Sons of the Blues.

Evil Sons of the Blues er et kopi-band, der hare en enkelt cd bag sig (læs anmeldelse her). Skiven er en live-indspilning, og repertoiremæssigt holder bandet sig stort set til de seksten numre, der findes på deres debut-cd.

Bandet består af den mere end versatile bassist og korsanger Bo Gryholt, den glimrende mundharpe- og percussion-mand Poul Ewald, der også synger hist og pist, den solide trommeslager René Dam, den udmærkede guitarist Søren Bøje, der også lægger stemme til, samt sangeren Ulrik Fromholt, der tilmed trakterer en guitar lejlighedsvis.

Evil Sons of the Blues
Foto: Frank Nielsen

Især Ulrik Fromholt er en fortrinlig indpisker, og med sin tørre humor og megen underfundig snak formidler han god kontakt til publikum, og der er show på drengen fra først til sidst. Faktisk er der mere show end musik på scenen, når Evil Sons of the Blues træder op, men publikum elsker det. Det gjorde de også denne aften, og der var trængsel på dansegulvet.

Vil man have et band, der spiller udmærket, og som ikke kerer sig om originalitet, men som skaber en fest, er Evil Sons of the Blues et godt bud.

Street Blues

Når man som Bluesnews.dk skulle nå et veritabelt hav af Street Blues-koncerter på forskellige steder, hvoraf flere startede på samme tid, måtte man lave kortere nedslag i musikken.

Det var nemlig praktisk umuligt at nå at opleve én eneste hel Street Blues-koncert lørdag den 29. juni, hvor Randers City var fyldt med blå toner.

Mark T.
Foto: Peter Widmer

Bluesnews.dk stillede i Brødregade kl. 09.30, hvor engelske Mark T. spillede. Imidlertid var koncerten ca. 30 minutter forsinket, så det var kun tre numre, Bluesnews.dk nåede at suge til sig.

Til gengæld fik Bluesnews.dk sig en god snak med den engelske troubadour, der fortalte, at han er bosiddende i Reading, der ikke ligger langt fra London og blandt andet er berømt for sit musikmiljø, for sin Reading Festival og sit universitet.

Guitaristen og sangeren Mark T. spiller akustisk og er – sagde Mark T. – især begejstret for delta blues. Imidlertid spiller han også græsk blues (rembetika eller rembetiko) på bouzuki, fortalte han Bluesnews.dk

Dette gjorde han ikke i Randers, men til gengæld kan rembetiko eller rembetika høres på Mark T.-cd’en From blues to rembetika (Circle of Sound COS33OCD) fra 2017, der er indspillet med flere musikere.

Mark T. skriver også egne numre, og denne lørdag kunne man blandt andet høre hans Going down the road, hvor Mark T. spillede resonatorguitar. Dette gjorde han også i en fin udgave af Fred McDowells ”Worried life”.

Mark T. var et behageligt bekendtskab med en god stemme og et godt greb om guitarspillet, inklusive slide-guitarspil.

Mere akustisk

Dernæst var det skyndsomt videre til Torvegade, hvor de to nordjyder, guitaristen, sangeren og sangskriveren Jesper Theis og kontrabassisten Olav Gudnason, skulle spille kl. 10. Jesper Theis kunne i øvrigt opleves på Randers City Blues Festival 2017 (læs her). Her optrådte han dels solo, dels med Peter Nande.

Olav Gudnason og Jesper Theis
Foto: Peter Widmer

Jesper Theis er relativt ny på den danske bluesscene, men har hurtigt fået sig etableret som en fin fortolker af den akustiske blues (læs mere om Jesper Theis her).

Jesper Theis har også et debutalbum på gaden, der har fået fine anmeldelser (læs her).

Olav Gudnason er egentlig klassisk uddannet musiker, men blev omvendt til jazz, blues med mere, og nu bevæger han sig ubesværet omkring i diverse genrer og musikersammenhænge, og han og Jesper Theis er et godt match.

Denne dag fik Bluesnews.dk kun lige snuset til duoens fine musik, men mødte de to musikere i anden sammenhæng senere på dagen.

Chicago blues

Martin Blom & Henrik Hansen
Foto: Peter Widmer

Så var det videre til Houmeden, hvor Martin Blom på dobro og sang samt Henrik Hansen på sang og mundharpe blandt andet gjorde det i Chicago blues fra kl. 10.

Denne duo kunne også høres under Randers City Blues Festival 2018, og deres optræden denne lørdag formiddag afveg ikke fra deres optræden sidste år, hvad angår kvalitet og publikumskontakt (læs her).

Bluesnews.dk nåede lige at høre Little Walters “Just your fool” i en forrygende udgave samt Robert Johnsons ”Come on in my kitchen”, der også blev leveret med bravour. Og publikum var helt med.

En Kort og en Lang
Foto: Peter Widmer

Så var det hurtigt videre til Brødregade for at stifte bekendtskab med duoen En Kort og en Lang, der for at det ikke skal være løgn også begyndte kl. 10.

Duoen består af to elguitarister og vokalister, der begge gjorde det aldeles hæderligt instrumentalt og vokalt, og man kan vel sige, at En Kort og en Lang er en udløber af Rox’c.

Nu var der jo tale om Street Blues, så stor var Bluesnews.dk. forbavselse, da det viste sig, at En Kort og en Lang spillede Kim Larsen-sange! Imidlertid gjorde de det godt, og det var enormt populært, kunne man se på deres mange publikummer, men blues var der af gode grunde ikke meget af, mildest talt.

Bedre blev blues-situationen ikke af, at duoen også lige fik sparket en udmærket udført engelsksproget version af Ricky Nelsons ”Garden party” ind.

Afdæmpet

Så var det hurtigt videre til koncerten med duoen Long Line Down, der også spillede i Brødregade med start kl. 10.30.

Long Line Down overraskede med et afdæmpet akustisk udtryk, der lå meget langt fra det soniske frontalangreb på publikum, de normalt excellerer i, som da de for ganske nylig vandt Danish Blues Challenge (læs her).

Desuden bør man lytte til deres udmærkede debut-lp Days gone by (læs anmeldelse her).

Endvidere skal det nævnes, at Long Line Down også var på plakaten under den første Randers City Blues Festival, der blev afholdt i 2017 (læs her).

Long Line Down består af sangeren og trommeslageren Anders Holm samt guitaristen Martin Christensen. Sædvanligvis står Anders Holm op ved sine trommer og bækkener og spiller og synger, mens der er gang i en ofte omkringspringende Martin Christensen, der holder sig til at spille elguitar.

Afdæmpet

Long Line Down
Foto: Peter Widmer

Imidlertid var det denne lørdag et helt andet Long Line Down, man hørte. Her var det nemlig primært Martin Christensen, der sang, og som viste sig at have en fin stemme. Desuden spillede han udelukkende akustisk guitar.

Anders Holm sad ned og spillede afdæmpet på sine medbragte trommer, og deres velspillede, tilbagelænede repertoire var orienteret mod traditionel delta blues, jug music og egne stille numre.

Her fik man føjet helt nye dimensioner til sin opfattelse af Long Line Downs musik, og dét havde man ikke lige set komme. Og publikum? De nød Long Line Downs musikalske gnister.

Hatten af for de to aalborgensere, der forstod at afpasse tingene til den Street Blues-situation, de befandt sig i, og tilmed havde de, sagde de til Bluesnews.dk.dk, øvet sig hjemmefra, og dét kunne man mærke. Long Line Down demonstrerede, at de har en klar ”forbindelse til bluestraditionen.”

Saltvandsindsprøjtning

Så var det af sted til Houmeden for lige at fange et par numre med Nellie BM & Lars Møller, der startede deres koncert kl. 11.30.

Lars Møller og Nellie BM
Foto: Peter Widmer

Guitaristen og sangeren Nellie BM og trommeslageren Lars Møller fik en fin andenplads ved Danish Blues Challenge 2017 (læs her). Desuden kunne man stifte bekendtskab med duoen under Randers City Blues Festival 2017 (læs her). Siden da har de udviklet sig betydeligt, kunne man konstatere denne lørdag middag.

Nellie BM hørtes på sang, dobro og akustisk og elektrisk guitar, mens Lars Møller betjente sine trommer og bækkener med mere finesse, end Bluesnews.dk havde hørt det før.

Duoen spiller primært delta blues, og dét med smæk på. De to formår virkelig af give den traditionelle blues en saltvandsindsprøjtning, og det står de sig godt ved. Deres sæt denne senformiddag var ingen undtagelse, og dét var fedt.

Afslappet

Henrik Vestergaard og Henrik “Faze” Nybo
Foto: Peter Widmer

Bluesnews.dk drønede derefter tilbage til Brødregade, hvor guitaristen og sangeren Henrik ”Faze” Nybo og mundharpemanden Henrik Vestergaard sandelig også var begyndt at spille kl. 11.30, for lige at fange et par numre af deres koncert.

De to svendborgensere spiller primært akustisk orienteret old-school blues, og dét gør de ganske godt. Imidlertid fik man også en spændende version af Merle Travis-klassikeren ”16 tons”, der gik lige ind hos de fremmødte publikummer.

Henrik ”Faze” Nybo spillede dobro og akustisk guitar, mens Henrik Vestergaard betjente sig af diverse mundharper.

Ganske vist var det Henrik ”Faze” Nybo, der sang, men han leverede også gode kommentarer til flere af de numre, duoen spillede. Man fik blandt andet også Woody Guthries ”Ain’t gonna be treated this way”.

Een gang til

Duoen var et behageligt bekendtskab, men Bluesnews.dk måtte lige omkring Rådhustorvet for at lytte lidt til En Kort og en Lang én gang til for at høre, om der stadig var Kim Larsen på programmet. Duoens anden optræden var i gang kl. 12.00.

Og jo, der var stadig Kim Larsen-sange på programmet, men repertoiret var dog mere varieret end tidligere på dagen. Imidlertid var det stadigvæk så som så med the blues, men deres publikum virkede ikke specielt ubegejstret.

Martin Blom & Henrik Hansen
Foto: Peter Widmer

Derefter var det videre til Storegade for lige at fange endnu et par numre ved Martin Blom & Henrik Hansen, der gik i gang med deres anden koncert denne lørdag kl. 12.30.

De to spillede bandt andet numre af Sonny Boy Williamson, og sandelig om ikke de også fremturede med en fin version af Trouble Cats-nummeret ”Rockin’ ’round the tombstone” fra det fremragende album 4 (læs anmeldelse her). Tjek i øvrigt YouTube, hvor der er to akustiske udgaver af ”Rockin’ ’round the tombstone”.

Mere duo-musik

Klokken tikkede, og det var tid til at finde Hotel Randers i Torvegade, for foran samme skulle den akustiske duo Tim Lothar & Holger Daub gå i gang med at spille kl. 13.

Denne dansk-tyske duo kunne også opleves ved åbningen af Randers City Blues Festival 2018, hvor de sammen med den ungarske tubaist Jánus Mazura spillede deres fornemme akustiske blues med et repertoire, der i udstrakt grad hvilede på Tim Lothars glimrende kompositioner (læs her).

Tim Lothar & Holger Daub går normalt på til tiden, men denne lørdag eftermiddag var der gået koks i den, så deres optræden blev skudt en kende.

Duoen havde spillet i Göteborg aftenen før, havde taget en færge, der blev forsinket, til Frederikshavn, og så var det ellers til Randers i bil. Koncerten kom dog i gang ved 13.30-tiden, så alt endte godt.

Historier

Holger Daub og Tim Lothar
Foto: Peter Widmer

Tim Lothar har altid været god til at fortælle historier, der hænger samen med de numre, han fremfører, og under Tim Lothar & Holger Daub-Street Blues-koncerten viste Tim Lothar atter, at han er en fornem historiefortæller.

Der var fin kontakt til publikum, der lyttede opmærksomt til Tim Lothars anekdoter fra det virkelige liv. Tim Lothar viste sig atter som den fremragende entertainer, han er.

Tim Lothar hørtes på dobro og vokal og leverede blandt andet fornemt slide-spil. Desuden formåede han lejlighedsvis at spille både bas og akkorder på samme tid og bevægede sig flere gange helt op på de høje bånd på gribebrættet.

Holger Daub supplerede med fornemt mundharpespil, og publikum fik numre som ”Crippled heart” og den betagende smukke ”There is only now”, begge fra Tim Lothars 2018-album More stories (læs anmeldelse her).

Togsange fik man flere af, blandt andet ”Ride train ride” fra Tim Lothar-abummet Stories fra 2012 (læs anmeldelse her). Nummeret kan også nydes i en liveversion på det forrygende album Travelling blues nights fra 2017 med Tim Lothar og det ungarske orkester Mojo Workings (læs anmeldelse her).

Varieret

Bluesnews.dk måtte desværre forlade Tim Lothar & Holger Daub for at smutte omkring Rådhustorvet, hvor Van Ness var gået i gang med at spille kl. 14.

Van Ness
Foto: Peter Widmer

Orkesterets besætning tæller fem folk på henholdsvis guitar og vokal, guitar, tangenter, bas og trommer, og de spillede et velafleveret repertoire, der blandt andet omfattede Norman Whitfield and Barrett Strongs klassiker ”Heard it through the grapevine”.

Van Ness gav også Delbert McClintons hit ”Giving it up for your love”, men blues som sådan var der ikke meget af.

Van Ness er et udmærket spillende band med forsanger og korarbejdet i orden, og som man er i godt selskab med.

En bytter

Imidlertid måtte Bluesnews.dk styrte videre til Storegade, hvor Long Line Down havde påbegyndt deres sidste af to koncerter med start kl. 14, for lige at høre et par numre mere med denne duo.

Long Line Down
Foto: Peter Widmer

Egentlig skulle Long Line Down have spillet kl. 15.30, men de to musikere havde lavet en bytter med Tim Lothar, Holger Daub, Jesper Theis og Olav Gudnason, der skulle spille samme sted.

Long Line Down demonstrerede atter, at de i høj grad har forbindelse til bluesmusikkens rødder og kan spille traditionelle bluesnumre, ragtime med mere på fin, afdæmpet vis.

Således fik publikum blandt andet Arthus Crudups ”Mama don’t allow”, den klassiske amerikanske folk song ”Stagger Lee” og Hank Williams-nummeret ”Hey good lookin’”.

Alt blev afviklet med fin vokal og godt, varieret guitarspil ved Martin Christensen og fint afpasset, tilbagelænet trommespil ved Anders Holm, så det var en sand fornøjelse.

Kvalitetskonstellation

Klokken nærmede sig hurtigt 15.30, og snart var en veritabel kvalitetskonstellation – specielt sammensat til lejligheden – på scenen i Storegade.

Konstellationen talte Tim Lothar, Holger Daub, Jesper Theis og Olav Gudnason, der som forventet viste sig at være et forrygende firkløver.

Der var både dobroer og akustiske guitarer i luften ved Tim Lothar og Jesper Theis, smægtende mundharpetoner ved Holger Daub og både fremaddrivende og understøttende fine udladninger fra kontrabassen, der blev bestyret af Olav Gudnason.

Hertil kom flot vokalarbejde ved Tim Lothar og Jesper Theis, og så var der lige Tim Lothars gode historier, der bandt de fire kvalitetsmusikeres mange numre sammen. Desuden var der højt humør på scenen og blandt det talstærke og konstant voksende publikum.

Der blev spillet diverse numre fra musikernes forskellige bagkataloger plus det løse. Det sidste for eksempel i form af en vellykket akustisk version af Elmore James-klassikeren ”It hurts me too”.

Holger Daub, Tim Lothar, Jesper Theis, Olav Gudnason
Foto: Peter Widmer

Blev ved

Det var tydeligt, at både publikum og musikerne hyggede sig gevaldigt, for de blev ved og ved og ved at spille i én uendelighed.

The Cornfeds
Foto: Frank Nielsen

Bluesnews.dk var imidlertid ved at gå sukkerkold og måtte have en lille bid mad indenbords, hvorefter kursen blev sat mod festivalteltet ved Tante Olga, hvor lokale The Cornfeds var gået i gang med deres koncert kl. 15.30.

Bluesnews.dk nåede desværre først frem til teltet kl. 16.25, men grundet lidt forsinkelse var The Cornfeds heldigvis stadig i gang. Ved teltet mødte Bluesnews.dk Jørn Bjerre – talsmand for Randers City Blues Festival – der undrede sig over, at der ikke var flere publikummer i teltet, end tilfældet var.

Forklaringen var dog at finde i musikkens verden, for mange publikummer blev, kunne Jørn Bjerre konstatere, i Storegade til koncerten med Tim Lothar & co., der angiveligt blev med at spille, til klokken var tæt på 18.00, hvilket må betegnes som en stor succes.

Med denne koncert blev Street Blues-delen af Randers City Blues Festival afsluttet på mere end behørig vis, og bluesmusikken var virkelig nået ud til folk i byens gader og stræder, hvor rigtig mange mennesker blev indfanget af de blå toner.

Herligt

The Cornfeds havde dog heldigvis et pænt antal publikummer at spille for, så helt galt stod det ikke til.

Sune Bjerre og Kasper Bjerre
Foto: Frank Nielsen

The Cornfeds er et herligt og kompetent orkester, der har deres helt eget take på bluesmusikken, hvilket man for eksempel kan konstatere ved at lægge øre til deres fortrinlige debut-cd (læs anmeldelse her).

I 2016 vandt The Cornfeds Danish Blues Challenge (læs her). I forlængelse heraf forsvarede The Cornfeds de danske farver ved European Blues Challenge 2017 (læs her).

I live-sammenhæng oser The Cornfeds af spilleglæde, og dertil kommer, at medlemmerne af denne randrusianske kvartet er i besiddelse af veludviklet musikalsk kompetence og en stor, smittende portion humoristisk sans. Således har de altid et godt tag i ethvert publikum.

Veteraner

The Cornfeds kan vel betegnes som Randers City Blues Festival-veteraner, for de var på festivalens program både i 2017 og 2018 og altså også i år (læs her).

Jostein Buurmann og Jakob Kjærlund
Foto: Frank Nielsen

Jakob Kjærlund på trommer, vaskebræt, bækkener, maracas og hjemmegjort slagtøj, Kasper Bjerre på bas, Jostein Buurmann på elguitar og Sune Bjerre på vokal, resonatorguitar, mundharpe og banjo udgør tilsammen et velsammenspillet band, der altid er en fornøjelse at opleve på en scene.

Bluesnews.dk nåede at høre fire The Cornfeds-numre, som for eksempel det nye nummer ”Bog street blues” (om Storegade i Randers i gamle dage), ”Better days” fra bandets debutalbum og afslutningsnummeret ”Got a woman like that”, der ligeledes findes på orkesterets glimrende første fuldlængdeudspil.

Undervejs fik publikum en bidende guitarsolo af længere varighed ved Jostein Buurmann, fint vokalarbejde ved Sune Bjerre og fine instrumentalindsatser fra hele orkesteret. Kort sagt var det af The Cornfeds-koncerten, Bluesnews.dk hørte, en yderst tilfredsstillende musikalsk oplevelse.

Overraskelse

Rosedale Bluesband spillede på Tante Olga med koncertstart kl. 17, men Bluesnews.dk måtte droppe et genhør med denne gedigne trio, for klokken var tæt på kl. 18, hvor amerikanske The Chris O’Leary Band skulle på scenen i koncertteltet.

Chris O’Leary
Foto: Frank Nielsen

The Chris O’Leary Band er – eller var – sandsynligvis ikke et specielt velkendt navn i Danmark, men efter deres koncert på Randers City Blues Festival 2019 ser situationen nok lidt anderledes ud for dette fem mand høje bluesrock-band, der var en behagelig overraskelse.

Efter flere år som medlem af The Band-trommeslageren Levon Helms bluesband The Barnburners dannede Chris O’Leary sit Chris O’Leary Band. Samme album-debuterede med Mr. Used to Be i 2010, og siden er det blevet til yderligere fire album med skiftende besætninger og en enkelt hitliste-topplacering.

I Randers mødte man en veloplagt kvintet, der bestod af tenor- og baryton-saxofonisten Chris DiFrancesco og bassisten Tom Terry, der begge synger kor, guitaristen Peter “Petey Hop” Hopkinson og trommeslageren Andrei Koribanics samt orkesterlederen på vokal og Chicago blues-inspireret mundharpe.

Versatilt

The Chris O’Leary Band
Foto: Frank Nielsen

The Chris O’Leary Band er et versatilt foretagende, der på beundringsværdig vis behændigt blander elementer fra Chicago blues, New Orleans blues, West Coast blues, soul, et stænk rock og andet godt til en besnærende cocktail.

På en scene fremstår bandet som et veritabelt, yderst kompetent energibundt, som man nok kan betegne som en slags bluesmusikkens E Street Band med Chris O’ Leary i rollen som Bruce Springsteen.

Chris O’Leary
Foto: Frank Nielsen

Dette dog uden sammenligning i øvrigt, for The Chris O’Leary Band er absolut sig selv, men de spiller med samme energi og glæde som The Boss og hans medmusikere, og så skriver Chris O’Leary gode sangtekster.

Med en behagelig afslappethed og humorfyldt attitude, naturlig selvsikkerhed, professionalisme, gode historier fra Chris O’Leary om og mellem de tretten numre plus et ekstranummer, de spillede sig igennem, solidt musikerskab og fin publikumskontakt var The Chris O’Leary Band en fornøjelse at opleve, og publikum både klappede, hujede og var på dansegulvet.

Fabelagtigt

Andrei Koribanics
Foto: Frank Nielsen

Alle spillede fremragende, og Petey Hop var fremme med flere fine, funklende soli. Imidlertid var der én af musikerne, man især bemærkede, nemlig trommeslageren Andrei Koribanics, der spillede aldeles fabelagtigt med finesse og fremaddrivende kraft, så det var en fryd både at høre og se ham i aktion.

Chris O’Leary var i front med varieret vokal, der spændte fra det orkanagtige til det mere stille, og tilmed leverede han fornemt mundharpespil. Orkesteret spillede primært egne numre fra flere af de fem fuldlængdeudgivelser The Chris O’Leary har bag sig.

Eksempelvis fik man ”Circus just left town” med New Orleans-rytmer med aner til Dr. John fra hit-albummet 7 minutes late, der udkom i år.

I tilgift fik man mere New Orleans-stemning gennem Professor Longhairs ”Going down to the Mardi Gras”, og der var også Chicago blues i form af Billy Boy Arnolds ”I wish you would”.

Rock & roll

Petey Hop
Foto: Frank Nielsen

Åbningsnummeret fra 7 minutes late, den hårdtpumpede, horn- og basdrevneWhat the devil made me do”, var ligeledes på sætlisten, og der var ”power blues” i form af ”One more Saturday night” fra 2015-albummet Gonna die trying.

Der var desuden soul i en forrygende udgave af Isaac Hayes and David Porters klassiker ”Hold on, I’m coming”.

Rock & roll-nummeret ”Grease monkey mama” fra 2010-albummet Mr. Used to Be afsluttede Chris O’Leary Bands fine koncert, og folk var vilde af begejstring, så bandet måtte give et ekstranummer til stor applaus og dansen.

The Chris O’Leary Band var en positiv affære, og orkesteret indtog både scene og publikum på overbevisende manér.

Norsk bidrag

Festivalens norske bidrag i form af guitarvirtuosen og sangeren Daniel Eriksen og trommeslageren Stig Sjöström spillede både kl. 19.30 og klokken 22.

Daniel Eriksen
Foto: Frank Nielsen

Imidlertid nåede Bluesnews.dk kun at høre tre af duoens numre, men kunne konstatere, at Daniel Eriksen og hans medspiller demonstrerede stor forståelse for blues-idiomet.

Duoen deltog i øvrigt i European Blues Challenge i Horsens i 2017 (læs her).

På Tante Olga hørtes Daniel Eriksen både på resonatorguitar og på elguitar, og begge lokkede han de mest utrolige lyde ud af.

Daniel Eriksen & Stig Sjöström
Foto: Frank Nielsen

Stig Sjöström akkompagnerede Eriksen med fint, opfindsomt og velafstemt spil i forhold til Daniel Eriksens guitar-ekskurser. Dertil kom godt vokalarbejde fra Daniel Eriksens side.

Denne duo hører man meget gerne mere af en anden god gang, og Bluesnews.dk blev i hvert fald sulten efter mere musik fra denne sympatiske og kompetente duo, som et i øvrigt talstærkt publikum tog virkelig godt imod.

Letterne lettede

Kl. 20.30 var det Latvian Blues Bands tur til at betræde scenen i festivalteltet, og der gik ikke lang tid, før letterne lettede med deres power blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style,” og det i dén grad.

Janis “Bux” Bukovski
Foto: Frank Nielsen

Der var gang i den på scenen fra første færd, og det var tydeligt, at samtlige musikere var i godt humør, og at de var i kollektiv storform med smil over hele linjen.

Normalt tæller Latvian Blues Band seks musikere, men denne gang spillede de uden deres sædvanlige ”andenguitarist” Jonatans Racenajs. Altså bestod aftenens udgave af Lativan Blues Band af Janis “Bux” Bukovski på guitar og sang, Marcis Kalnins på bas-guitar, Rolands “Rolx” Saulietis på trommer, Artis Locmelis på sax og tangenter og Viesturs Grapmanis på trompet, conga og percussion.

En del danske bluesfolk fik både øjne og ører i sving ved deres første møde med Lativan Blues Band i Riga i 2014, hvor orkesteret fungerede som en slags pauseorkester under afviklingen af European Blues Challenge (læs her).

Janis “Bux” Bukovski
Foto: Frank Nielsen

Siden da har Latvian Blues Band spillet i Danmark mange gange, og Buesnews.dk har beskæftiget sig med de gode letter ved flere lejligheder (læs for eksempel her, her, her og her).

Latvian Blues Band, der har adskillige cd’er bag sig og skriver langt størstedelen af deres materiale selv, består af veluddannede, seriøse musikere, der alle kan deres kram, har mere end god forståelse for bluesmusikken og relaterede genrer, og som har overskud til både at pjatte og bevæge sig omkring på en scene, mens de udøver deres job.

Spjæt

Marcis Kalnins
Foto: Frank Nielsen

For eksempel var der næsten konstant ryk og spjæt i benene på den klejne bassist, hvis krop næsten ikke stod stille under koncerten, hvor han dansede rundt, mens han trakterede sin bas så fornemt, at publikum flere gange måtte måbe af benovelse.

Imidlertid startede koncerten med en fin saxofon-med-mere-introduktion, hvorefter andet nummer – ”Nut shuffle” – blev præsenteret af Janis “Bux” Bukovski med glimt i øjet. Her demonstrerede de to hornfolk, hvor godt et team, de er, og der var gnistrende guitartoner, glimrende trommespil og bastoner at fornøje sig over.

Dernæst fulgte den blødt swingende ”Take me” fra albummet Music of my heart (2016), der også kan høres på bandets seneste udspil Latvian Blues Band at the Riga City Festival 2017 fra samme år. Her sang Artis Locmelis og Viesturs Grapmanis blandt andet kor, og det gjorde de godt.

Efter et hyper-hurtigt nummer med knald på samt med velplacerede soli – saxofon og guitar – var det tid til den smukke ballade ”She’s the one” fra Music of my heart, så her fik Latvian Blues Band lige demonstreret, hvor kontrastfyldt deres repertoire er, at de behersker hele paletten af bluesgenrer, og hvor ferme de er til at foretage musikalske gearskift.

Spilleglæde

Der var også boogie blues, en hyldest til den store ”growler”, bluessangerinden Koko Taylor, og flere forrygende soli – ved Artis Locmelis på keyboard, fra blæserne, fra Janis “Bux” Bukovski og ved Marcis Kalnins, der fik mange publikummer til at tabe underkæben.

Rolands “Rolx” Saulietis
Foto: Frank Nielsen

Bandet udstrålede stor spilleglæde, og dette smittede selvsagt af på deres talstærke, ofte stordansende og medlevende publikum. Og medlevende var tilhørerne, for når Janis ”Bux” Bukovski bad publikum om at synge med, så gjorde de det!

Man fik også en velplaceret trommesolo af passende varighed fra Rolands “Rolx” Saulietis, der demonstrerede bare en smule af, hvad han er i stand til at få ud af et trommesæt.

Mod slutningen af koncerten kunne man høre det smukke nummer ”World is turning” med flot korsang og lead-vokalisten Janis “Bux” Bukovskis stærke vokal i centrum.

”Awesome!”

Janis “Bux” Bukovski
Foto: Frank Nielsen

Dernæst fulgte en gang ”funky shit,” der som alle Lativan Blues Bands andre numre sad lige i skabet, og så var der virkelig show i koncertens sidste nummer. Her spillede nemlig Marcis Kalnins og Janis “Bux” Bukovski firhændig bas.

Hertil bemærkede guitaristen og forsangeren Janis “Bux” Bukovski tørt: ”Damn guitarists!” Hermed var koncerten officielt slut.

Folk var imidlertid vilde af begejstring og råbte på ekstranummer, og det fik de så.

Det skal også nævnes, at hele The Chris O’Leary Band stod og hørte de gode letters koncert, og da Bluesnews.dk spurgte bassisten Tom Terry, hvad han syntes om Latvian Blues Band, kom svaret promte: ”Awesome!”, og dét kan man jo kun give ham ret i.

Latvian Blues Band
Foto: Frank Nielsen

Hårdtslående

Festivalens sidste navn på plakaten – belgiske The BluesBones – gik på ca. klokken 23.

Kvintetten fik en flot andenplads ved European Blues Challenge 2017 (læs her). Men spiller The BluesBones blues, eller spiller de reelt rock?

Hvor The Chris O’Leary Band helt klart spiller bluesrock, må det, The BluesBones spiller, vel snarere betegnes som rock-blues med hovedvægten lagt på rock-elementet.

De var i hvert fald musikalsk hårdtslående med smæk på og spillede på et lige lovlig højt lydniveau. Den store forsanger med den store stemme – Nico de Cock – bedyrede indledningsvis, at aftenens job var deres første i Danmark siden European Blues Challenge i 2017, ”… so let’s have a party!”

Foruden Nico de Cock består The BluesBones af Stef Paglia på guitar, bassisten Geert Boeckx, keyboardspilleren Edwin Risbourg og trommeslageren Jens Roelandt.

Velspillende

The BluesBones
Foto: Peter Widmer

The BluesBones, der blev dannet i 2011, er helt klart et velspillende orkester, der har fem cd-udgivelser bag sig, inklusive to live-udgivelser. Desuden skriver de det meste af deres materiale selv.

De betegner selv deres stil som bluesrock, men som anført er der reelt tale om rock-blues.

Der var om ikke strålende, så pæn publikumskontakt, og folk tog godt imod The BluesBones, der indledningsvis spillede tre numre med fuld knald på, så det var en kende for meget.

Ned i tempo kom tingene dog med fjerde nummer, der havde klar New Orleans-inspiration, og der blev krydret med masser af velplacerede Hammond B3-orgeltoner ved Edwin Risbourg, der i det hele taget gjorde det godt.

Overfed

Femte nummer blev præsenteret som ”a love song.” Kompositionen var ”I try” fra albummet Saved by the blues fra 2015. Kærlighedssange har det med at være afdæmpede og blide, men ”I try” var noget af en hårdtslående kærlighedssang.

Stef Paglia
Foto: Peter Widmer

Imidlertid var der inkluderet en aldeles overfed guitarsolo ved Stef Paglia, der virkelig viste tænder. Ydermere var der smukke klavertoner som afslutning, så helt ublid var denne kærlighedssang dog ikke.

Trommelyden var dog en kende for høj, og i det hele taget var det karakteristisk, at der var godt med knald på trommerne hele koncerten igennem. Lidt variation i lydstyrke ville have været på sin plads.

Sjette nummer, en lynhurtig, shuffle-agtig sag, var ”Riding out”, der kan høres på bandets to live-udgivelser – Live @ Bosuil (2013) og Double live fra 2016. Publikum fik her disse ord med på vejen fra Nico de Cocks side: ”Do you feel like dancing? Then you’d better start dancing!”

Der var nu ingen, der dansede, men ”Riding out” blev spillet med tryk på, så man kunne have danset, men en fornem guitarsolo var det, man blandt andet fik. Måske var publikum ved at være trætte af det høje lydniveau og den ikke alt for gode publikumskontakt, men dansesituationen bedredes snart en smule.

Solid bassist

Næste nummer var ”A better life” fra 2018-albummet Chasing shadows, og atter var der smæk på drengen.

Den solide bassist Geert Boeckx udviste, som under hele koncerten, fin teknik, og så havde han – lidt usædvanligt – et bræt spækket med effektpedaler, inklusive wah-wah-pedal, til rådighed.

Til dette nummer var der så dansende publikummer i form af to unge damer, der hver havde et krus humle i hånden, og ikke en dråbe blev spildt!

”A better life” indeholdt atter en bidende solo ved Stef Paglia, der i øvrigt var en musiker, hvis fornemme guitar-arbejde man især lagde mærke til.

Orgelsolo

Cedell Davies & James Kimbrough-nummeret ”She’s got the devil in her” fra albummet Voodoo guitar (2012) var næste nummer, og havde karakter af en halvlangsom blues, der dog lugtede mest af rock. Her var indlagt en fornem orgelsolo ved Edwin Risbourg, der lå virkelig godt i ørerne.

Man fik også ”Going down” fra albummet Chasing shadows med masser af slide-guitartoner og fin fingerpicking fra Stef Paglias velpåskruede hænder, og sandelig om ikke bassisten Geert Boeckx fik gang i sin wah-wah-pedal med god virkning.

”Broken down car,” der både findes på Live @ Bosuil og Double live, var også på sætlisten. Et hårdtpumpet nummer, der blev fremført som næstsidste sang.

Det var nu tyndet kraftigt ud i publikum, og hvis det blandt andet var, fordi The Blues Bones spillede temmelig højt, og fordi deres musik var alt for tung, for rock-agtig og for ensformig i længden til et bluespublikum, er der ikke noget at sige til dét.

Afsluttende

Måske skyldtes det hensygnende publikum også den ikke helt optimale publikumskontakt fra scenen, men dét er jo svært at vide.

Måske skulle man have haft enten Latvian Blues Band eller Evil Sons of the Blues til at lukke og slukke for denne ellers vellykkede tredje udgave af Randers City Blues Festival.

I hvert fald ville der så have været både fest og farver over afslutningen på Randers City Blues Festival 2019.

Randers City Blues Festival 2019 var dog også i denne tredje ombæring en succes, om end den i for høj grad var præget af Tordenskjolds soldater i form af musiknavne, der havde gæstet festivalen både én og to gange tidligere.

Ikke at det ikke er glædeligt at genhøre gode bands og solister, men måske skulle arrangørerne vælge at lade en succes – i form af enkeltkoncerter – stå alene og undlade at booke navne, der har gæstet festivalen før, igen (og igen). Lidt nytænkning vil ikke være ad vejen.

Når dette er sagt, kan man kun have stor respekt for arrangørerne og de mange andre gode folk, der gjorde Randers City Blues Festival 2019 til en rigtig god oplevelse både for musikere og for publikum.