Masser af sommerblues i Apotekergården i Horsens.

bluespowerliveBlueskartellet i Horsens byder igen i år på hyggelig sommerblues i Apotekergården. Formiddagsarrangementerne er gratis og som altid er der mulighed for en kold fadøl, en varm pølse og en siddeplads ved bordet. Musikken leveres af lokale blues bands. Oscars Blues Band langde ud 18. maj. Resten af programmet ser således ud.

Apotekergården, 8. juni kl. 12:00 – Bruuns Blues Band
Strat’-blues med knappen i bund og glødende forstærkere, så musikken og mellemgulvet swinger – sådan er Bruuns Blues Band! Denne lokale kvintet er en af de mest rutinerede og respekterede på den lokale blues-scene, og de formår fra første akkord at male byens hyggeligste baggård blå. Inspirationen henter de fra stærke navne som Joe Bonamassa, Robben Ford, Eric Clapton, Muddy Waters og B.B. King – serveret på deres helt egen måde!

Apotekergården, 27. juli kl. 12:00 – Big O & the Blue Quarters
Endnu et nyt navn på den lokale bluesscene står klar i Apotekergården denne sommerlørdag. Bandet består af Oscar Martin Eriksen (vokal/harpe), Frederik Tygesen (guitar), Jais Eriksen (bas) samt Mathias Rindom (trommer). Stilen er den gode, gamle jump & swing blues, så der er lagt i ovnen til en festlig eftermiddag omkring Søndergade. Tag bare danseskoene med – det vil du ikke fortryde!

Apotekergården, 17. august kl. 12:00 – JJ Blues Band
Masser af rutine – og stadig nyforelskede i the blues! Velkommen til en hyggelig eftermiddag med ”the low down dirty blues”, som JJ Blues Band foretrækker den. Som altid kan publikum glæde sig til en svedig blanding af egne, personlige blues-numre, samt intense citater fra nogle af klassikerne i den store blues-bog, som medlemmerne naturligvis har læst forfra og bagfra. Denne kvartet er den perfekte pause-fristelse i lørdagsindkøbene…

Apotekergården 21. september 12:00 – Bluespower
Årets sidste apoteker-koncert bliver en rå, følsom og dynamisk affære – med de fem medlemmer af Bluespower på scenen. Denne kvintet er ikke bange for at tage livtag med klassikerne og udfordre publikum – men altid med respekt for rødderne. Bluespower spænder bredt, fra tung swingende boogie-blues over tempofyldt bluesrock til mere rolige ballader – så det bliver en sæsonfinale med noget for enhver smag.

Læs mere hos Blueskartellet