Mr. Bo erstatter Earl Thomas i Silkeborg

mr_bo___voodooers_2_jl_fb_test_kvartett1B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association blev ramt af et afbud, da den amerikanske sanger Earl Thomas forleden måtte melde fra til den planlagte koncert på Rampelys lørdag den 18. februar. Afbuddet skyldtes et dødsfald i den nærmeste familie.

Der gik dog ikke mange timer, før B’Sharp havde fyldt den tomme plads i programmet ud. Det bliver svenske Mr. Bo & the Voodooers, der træder til.

Med sit engagement i Göteborgs Bluesforening i 70’erne og med sine bands Mr. Bos Bluesband, Mr. Bo & the Boosters, Nightcats og det nuværende band, Mr. Bo & the Voodooers, har Bo Karlsson alias Mr. Bo gjort sig bemærket inden for alle bluesgenrer. Han har med sin varme stemme og et originalt mix af guitarspil vist sig som en af Sveriges og Nordens førende bluesmusikere. En vigtig del af det er også hans fornemmelse for at vælge dygtige medmusikere.

Mr. Bo & the Voodooers startede i 1996 med den tanke at spille den musik, han lyttede til som helt ung, nemlig 60’er- og 70’erblues, en periode, hvor der også kom en del bluesmusikere til Göteborg.

Mr. Bo spiller med bandet både egne sange og covers, men altid på deres egen måde. Han lytter meget til musik, som ikke er guitarbaseret, for det handler meget om at kontrollere og kommunikere musikken ud, for ellers forstår publikum det ikke. På hans visitkort står der også at have spillet sammen med Chicagolegender som Jimmy Dawkins, Lefty Dizz og bluesdiva Deitra Farr. Sidstnævnte optrådte han og hans band sammen med på Rampelys tilbage i 2008.

Mr. Bo & the Voodooers serverer et fortryllende mix af soul, funky blues og gospel. Det hele koges sammen i en saftig voodoo-gryde. Resultatet bliver en intens musik, som bygger på rytmisk sammenspil og velvalgte sange, krydret med en stor solistisk styrke, skrigende guitarlyd og orgel, bas og trommer. B’Sharp lover publikum et af Nordens bedste bluesbands!

Ud over Bo Karlsson består Mr. Bo & the Voodooers af Bo Hansson (orgel, klaver), Lars Mellqvist (bas) og Roger Mörck (trommer).

Læs mere om forårets program her, og find oplysninger om billetter og medlemskab af B’Sharp m.m. på foreningens hjemmeside.