Spændende debutlyd fra The Cornbread Project

Af Peter Widmer

I dag, mandag den 14. januar 2019, kan man kl. 11 på Facebook lægge øre til en gang endog meget spændende blues. Det drejer sig om den første single ”Hobo blues” fra The Cornbread Project med ingen ringere end Big Creek Slim på vokal. Nummeret kommer kun på video på Facebook, og altså ikke som download.

Mandag den 21. januar kommer så den samme video, men denne gang på Youtube, og mandag den 28. januar udkommer ”Hobo blues” som digital streaming forskellige steder, blandt andet på Spotify.

”Hobo blues,” der er skrevet af John Lee Hooker, er det første nummer fra The Cornbread Project. Udgangspunkt for nummeret er en hidtil ubrugt version af en Big Creek Slim-udgave, og altså ikke den, som man kan høre på Big Creek Slim-albummet Hope for my soul fra 2015 (læs anmeldelse her).

”Hobo blues” demonstrerer endvidere, hvad der er The Cornbread Projects mål, nemlig at bruge loops, beats og samples fra allerede eksisterende materiale blandet med lag af nyindspillet musik. Det kommer der helt friske numre ud af med hypnotiserende grooves lagt på blues- og rootsbaserede sange, der således bliver absolut vitale og aldeles nutidige.

Desuden har The Cornbread Project lavet helt friske, nyskrevne numre fra bunden af.

”Hobo blues” er den første af flere singler. I februar, marts og april kommer der ligeledes to nye singler og videoer, og slutteligt udkommer The Cornbread Projects debutalbum på lp og cd i maj måned.

Velkendte

Bag navnet The Cornbread Project gemmer sig to velkendte skikkelser inden for den danske bluesverden, nemlig de to musikere og producere Peter Nande og Laust Krudtmejer Nielsen.

Peter Nande begår sig i mange forskellige sammenhænge. For eksempel spiller han med Tim Lothar, Big Creek Slim og Blues Jamboree. Desuden har Peter Nande pladeselskabet Straight Shooter Records, på hvilket – foruden toner fra de mange projekter, Peter Nande selv er og har været en del af – blandt andet er udkommet musik med andre blueskunstnere, så som Troels Jensen & Miriam Mandipira, (læs anmeldelse her), Jesper Theis (læs anmeldelse her) og Trainman Blues (læs anmeldelse her).

Producer, bassist, og komponist Laust Krudtmejer Nielsen er netop drivkraften bag Trainman Blues, hvis debutalbum han har produceret. Laust Krudtmejer Nielsen, der har en forkærlighed for roots, blues, reggae og lignende genrer, er en spændende og visionær producer, der med skelen til udviklingen i andre genrer formår at trække blues i en ny og spændende retning.

Dette talent anvender han også på The Cornbread Projects produktioner, hvor han er den primære musikalske troldmand. Det var netop en fælles interesse for at udvide blues- og rootsmusikken og iføre samme helt up-to-date klæder via ny teknik og nytænkning, der førte de to musikere sammen.

Fælles mål

The Cornbread Project blev dannet i starten af 2018. Peter Nande har 15 års erfaring med at indspille og producere og har gennem sit virke adgang til såvel udgivet som ikke-udgivet materiale med navne som Mud Morganfield, James Harman og Big Joe Louis og, som antydet ovenfor, med Big Creek Slim.

Laust Krudtmejer Nielsen var til gengæld i besiddelse af materiale, der ikke indeholdt vokal. Peter Nande sendte så nogle numre til Laust Krudtmejer Nielsen, blandt andet ”Hobo blues”.

Da Peter Nande senere hørte den første produktionsskitse af nummeret, som Laust Krudtmejer Nielsen havde lavet, var der ”Bingo!” med det samme, og de to vidste, at de havde noget, der absolut måtte arbejdes videre på.

Deres fælles mål er endvidere at gøre blues- og rootsmusikken interessant både for bluespublikummet og for dem, der ellers ikke lytter til blues- og roots, ved at give bluesproduktioner et løft, gøre musikken vital og lade sig inspirere af – og anvende – de produktionsmåder og teknikker, der anvendes i hiphop-, reggae-, soul- og R&B-sammenhæng.

The Cornbread Project agter at skabe nye, hele produktioner sammen med forskellige musikere, sangskrivere og sangere, og ”Hobo blues” er således et lovende første eksempel på, hvad man kan vente sig fremover fra The Cornbread Project.

Besøg The Cornbread Project på Facebook her.