Spændende og varieret program

Tekst: Peter Widmer

Der plejer at være masser af gode blå toner i Bygningen i centrum af Vejle, når Bluesforeningen Crossroads afholder sine koncerter. Således kommer det efter alt at dømme også til at forme sig gennem hele efterårssæsonen 2020.

Tilmed byder bluesforeningen på et både atypisk, spændende og varieret program. Crossroads lægger ud den 5. september klokken 14-22 med dagsarrangementet Dansk Blues Special, der lover godt, og der lokkes med ”7 timer med blues ’n’ roots.”

Uffe Steen og James Loveless
Foto: Frank Nielsen

Her får man blandt andet et musikalsk foredrag ved de to garvede musikere James Loveless og Uffe Steen. Begge vil være kendt fra bluesbandet Shades of Blue, men her er de to orkesterkollegaer altså gået sammen om at levere et foredrag, ”Blues in Black ’n’ White,” og dét kan kun blive interessant.

Desuden byder dagens program på både akustisk og elektrisk blues i diverse afskygninger, fremført af fire fornemme, meget forskellige musikerkonstellationer.

Gennem de syv timer, Dansk Blues Special varer, vil der endvidere være rig mulighed for at få både sulten og tørsten stillet, for Bygningens restaurant holder åbent lige så længe, som arrangementet varer. Der vil – lover Peter Buhl, der er formand for Bluesforeningen Crossroads – være mulighed for at tilkøbe sig et forskelligartet udbud af både mad og drikke. Dette gælder dagen igennem, såvel som man også kan få aftensmad.

(Se Crossroads-hjemmesiden for spilletider med mere her, og læs Bluesnews.dk’s foromtale af Dansk Blues Special her).

To nordmænd

Daniel Eriksen & Stig Sjøstrøm

Lørdag den 19. september klokken 20 går det i dén grad løs med de to nordmænd Daniel Eriksen på guitarer og janitsharen Stig Sjøstrøm.

Daniel Eriksen er kendt som en fabelagtig slide-guitarist. Desuden er han en fin vokalist. Hans medspiller gennem mange år er den fremragende trommespiller Stig Sjøstrøm, der supplerer Daniel Eriksen med både indfølelse, tæft og finesse. Dette oplevede Bluesnews.dk for eksempel en bid af på Randers City Blues Festival 2019 (læs her).

Ydermere står der om Daniel Eriksen på Crossroads-hjemmesiden, at:

”Gennem dedikation og over 20 år med ubønhørlige turnéer over hele verden har den norske strengemester og sanger Daniel Eriksen opbygget et ry som en stor slide-guitarist. Hans stil med beskidte Mississippi delta-blues, tilført New Orleans-rytmer, gospel og boogie, har tiltrukket mange fans rundt om i verden.”

”Udover at have studeret de gamle slideguitar mestre, som bl.a. koryfæerne Blind Willie Johnson og Mississippi Fred McDowell, har Daniel Eriksen lært fra første hånd af moderne mestre som Roy Rogers, Bob Brozman og John Mooney.”

Moderne slide-guitarmestre

Roy Rogers
Foto: Bob Hakins

De tre sidstnævnte ”moderne mestre” er som de gamle ditto absolut ikke dårlige at lære af.

Roy Rogers og hans orkester The Delta Rhythm Kings har kunnet opleves flere gange i Danmark, blandt andet hos B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association, hvor Roy Rogers og band eksempelvis spillede i 1995, 2006 og 2008, og må siges at være et veletableret navn i (danske) blueskredse.

Bob Brozman
Foto: Ali Madjdi

Anderledes står det sandsynligvis til med den amerikanske blues- og verdensmusikguitarist, musiketnolog med mere Bob Brozman. Samme blev født i 1954 og døde i 2013. Bob Brozman rejste verden rundt, beherskede et utal af forskellige strengeinstrumenter og indspillede et veritabelt hav af interessante og roste album ofte med forskellige etniske musikere (se for eksempel her).

Bluesnews.dk havde i øvrigt fornøjelsen af at høre Bob Brozman live i Silkeborg i 2005. Her gav strengevirtuosen nemlig koncert hos B’Sharp, og dét med stor succes.

Unik

John Mooney
Foto: Masahiro Sumori

Amerikanske John Mooney er en virkelig unik musiker, der blandt andet er kendt for sin Louisiana-sumpede spillestil og sit slide-guitararbejde. Trioformen er hans foretrukne med ham selv suppleret af bas og trommer, eksempelvis i ensemblet Bluesiana. Han optræder dog også solo og i andre konstellationer.

John Mooney slog sig ned i New Orleans i 1976 og fik sit debut-album ud på det hæderkronede Blind Pig-pladeselskab tre år senere. Siden da er det blevet til en lang perlerække af album og masser af koncerter over det meste af verden.

Fine inspirationskilder

Daniel Eriksen har således nogle aldeles fine inspirationskilder og læremestre at trække på, og han har behændigt blandet, hvad han har lært, og har skabt en interessant egen spillestil. At Daniel Eriksen tilmed også er i stand til at levere gåsehudsfremkaldende koncerter, er der efterhånden mange, der har fundet ud af.

Daniel Eriksen
Foto: Frank Nielsen

Daniel Eriksen formidler sin musik i smukt tandemarbejde med trommemanden og percussionisten Stig Sjøstrøm og har gjort dette i 15 år, og dét er kun et plus. Den velsammentømrede duo spillede sig i øvrigt til en flot andenplads ved International Blues Challenge i Memphis, Tennessee i 2018.

Året før, i 2017, repræsenterede duoen Norge ved den europæiske Blues Challenge, der løb af stablen i Danmark, nærmere betegnet i Horsens. Som så ofte før nåede duoen ved denne lejlighed rigtig mange blueshjerter, og mange publikummer husker sikkert deres optræden med glæde (læs her).

Daniel Eriksen-albummet Narrative boogie blev nomineret til en Blues Blast Music Award i 2018, og Moonshine hymns indbragte ham den norske Grammy, Spellemannprisen, i 2014. Alt i alt er det blevet til seks fuldlængdeudgivelser, der alle er interessante at dykke ned i før Eriksen & Sjøstrøm-koncerten hos Crossroads den 19. september.

Endelig

Kent T. & the Delta Grinders

Efter et par tilløb giver det nye jyske bluesband Kent T. & the Delta Grinders endelig deres debutkoncert, og dét sker hos Bluesforeningen Crossroads.

Egentlig skulle orkesteret have debuteret den 15. marts i år (læs her). Imidlertid fik coronaen sat en kraftig stopper for dén debut. Denne blev så rykket til 5. september i år, men også denne gang måtte debutkoncerten rykkes (læs her). Dette var på ubestemt tid, fortæller Crossroads-formand Peter Buhl til Bluesnews.dk.

Imidlertid er en dato for koncertdebuten for Kent T. & the Delta Grinders nu endelig fundet, konfirmeret og programsat til søndag den 11. oktober 2020 med koncertstart klokken 15. Dato og tidspunkt holder, med mindre der sker aldeles drastiske ting, som ingen er herre over, men ét står fast:

”Bandet kommer med ordentlig spandfuld sange hvor stilen er mean old dirty rotten Chicago-Blues, endnu mere low-down, indædt og bidsk og nede på jorden end nogensinde!” Der er virkelig tale om ”Intens blues med bid og vid”.

Kent T. & The Delta Grinders er:

Henrik Hansen: Mundharpe & kor
Kent Thomsen: Bluesguitar & sang
Ib Krause-Kjær: Trommer & tilråb
Morten Husted: Basser & kor

(Læs i øvrigt ”Før debutkoncerten med Kent T. & the Delta Grinders: Interview med Kent Thomsen” her).

Neo-blues

Københavnske The Cornbread Project spiller hos Crossroads fredag den 23. oktober 2020 med start klokken 20 under overskriften: ”Groovy, vellydende og danse-venlig neo-blues.” Ja, faktisk kan man kalde projektets musik for futuristisk blues.

The Cornbread Project
Foto: Frank Nielsen

Endvidere hedder det indledningsvis på Crossroads-hjemmesiden:

”The Cornbread Project har skabt en ny og frisk tilgang til den traditionelle blues med deres album Catawampus. De tager tidens produktions teknikker (samples, beats, ambience m.m.) og blander det med blues og roots.”

Det er musikerne med mere Laust “Krudtmejer” Nielsen og Peter Nande, der er primus motorer i The Cornbread Project (læs interview med Peter Nande her).

The Cornbread Project udsendte deres første single – som en forløber for det Danish Music Awards Blues-nominerede album Catawampus – sidste år med Marc Rune, bedre kendt som Big Creek Slim, i den vokale hovedrolle (læs her).

Digitalt

Catawampus udkom først i digital udgave (læs her), men forelå til manges glæde snart også i fysisk form.

Nu havde publikum allerede fået et par godbidder i form af single-udspil, men mange blev ret så begejstrede for hele albummet (læs anmeldelse her).

Sahra da Silva (The Cornbread Project)
Foto: Frank Nielsen

De, der endvidere har oplevet The Cornbread Project live, har ydermere fået sig en forrygende – og for mange overraskende fin – koncertbegivenhed med hjem. The Cornbread Project har ikke været meget rundt på diverse koncertscener, men de har til gengæld manifesteret sig som et vægtigt live-navn.

Således var orkesteret – med den samme besætning, som kan høres hos Crossroads – ovenikøbet nomineret til en Danish Music Award – Blues Liveprisen 2020. The Cornbread Project gav i øvrigt en fin debutkoncert i Horsens sidste efterår (læs anmeldelse her). Der er lagt op til en yderst spændende og givtig oplevelse, når The Cornbread Project rammer Bygningen i Vejle fredag den 23. oktober.

The Cornbread Project er:

Sahra da Silva: Sang, keyboard & percussion
Richard Farrell: Guitar & sang
Marco Diallo: Trommer & percussion
Laust “Krudtmejer” Nielsen: Bas & kor
Niclas Kure: Guitarer
Peter Nande: Sang, mundharpe, perc., SPD

Amerikansk blueslegende

Jimmy Burns
Foto: Peter Widmer

Søndag den 29. november 2020 klokken 15 er det ingen ringere end amerikanske Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band, der spiller op hos Bluesforeningen Crossroads.

Det er ikke til hver en højtid, at en amerikansk blueslegende får sig en dansk producer og indspiller et fremtidssikret album i sit hjemland med samme producer og med danske musikere (læs her).

Det er heller ikke hver dag, at en dansk producer og musiker får en distributionsaftale med selveste det hæderkornede blues-pladeselskab Delmark Records på et album.

Imidlertid gælder ovenstående for den amerikanske bluesveteran og legende Jimmy Burns og den danske producer og musiker Laust ”Krudtmejer” Nielsen.

Sammen har de med god hjælp fra andre spillefolk frembragt et spændende værk med titlen The Chicago sessions, der så dagens lys tidligere i år (læs anmeldelse her).

Danske musikere

Til at hjælpe albummets 77-årige hovedperson, Jimmy Burns, der synger og spiller en smule guitar, havde Laust ”Krudtmejer” Nielsen, som selv spiller bas og guitar, og som står for beats, indforskrevet den danske guitarist Morten Lunn fra bandet Fried Okra.

Laust “Krudtmejer” Nielsen
Foto: Jakob Wandam

Desuden høres trommespilleren Thomas Crawfurd – også fra Fried Okra – samt guitaristen Ronni Boysen. I øvrigt er både Laust ”Krudtmejer” Nielsen og Ronni Boysen grundmedlemmer af det velanskrevne, Danish Music Award Blues-vindende band Trainman Blues.

Dertil kommer endnu en dansk musiker, nemlig guitaristen Nichlas Kure, der blandt andet er en del af The Cornbread Project, som også Laust ”Krudtmejer” Nielsen spiller en stor rolle i. Desuden medvirker fra Danmark også trommeslager Kristian Siquiera og mundharpespiller Thomas Melau.

Det bliver utvivlsomt endda meget spændende at høre den amerikanske blueslegende Jimmy Burns i moderne lydselskab med yngre danske musikere, når de lægger vejen forbi Vejle søndag den 29. november.

Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band er:

Jimmy Burns: Vokal & guitar
Morten Lunn: Guitar & kor
Thomas Crawfurd: Trommer
Laust “Krudtmejer” Nielsen: Basguitar

Oldschool jump blues

Big O & the Blue Quarters
Foto: Frank Nielsen

2. juledag, lørdag den 26. december 2020 klokken 20 står den på helt forrygende, swingende oldschool jump blues med den østjyske kvintet Big O & the Blue Quarters.

Men ikke nok med dét. Bandet har det nemlig med at have en overraskelse parat til publikum ved deres efterhånden traditionsrige 2. juledags-koncerter hos Crossroads, og der skal nok blive fyret op under kedlerne.

Big O & the Blue Quarters består af unge, vældig kompetente musikere, der i de ret få år, bandet har eksisteret, har spillet sig ind i mange publikummers hjerter med deres forrygende jump blues-udladninger på diverse scener.

Søren Schack og Oscar Martin Eriksen (Big O & the Blue Quarters)
Foto: Frank Nielsen

De har spillet på store festivaler i ind- og i udland og har optrådt for talstærke både internationale og nationale forsamlinger. For eksempel spillede de til European Blues Challenge 2017 i Horsens over for et publikum, der talte medlemmer fra omkring tyve nationer.

De har gæstet talrige spillesteder, både ydmyge og mindre ydmyge. Og så har de det med at samarbejde med både danske og udenlandske musikere, når lejlighed byder sig (læs for eksempel her, her, her, her og her).

Desuden har Big O & the Blue Quarters en aldeles lyttteværdig skive bag sig (læs anmeldelse her). En opfølger er – ifølge orkestret – på vej, men bandet har ingen hast med at få deres andet album på gaden.

Pris

Mathias Rindom og Jais Kurečko Eriksen (Big O & the Blue Quarters)
Foto: Frank Nielsen

Big O & the Blue Quarters har heller ikke nogen grund til at forhaste sig. De gør det godt uden at have et nyt album at promovere. For eksempel fik de sidste år Blueskartellets Ærespris, og dét må siges at være fuldt fortjent.

Bluesnews.dk skrev i dén anledning:

”Med Blueskartellets ærespris under bæltet er Big O & the Blue Quarters kommet i fornemt selskab, for tidligere modtagere af æresprisen er blandt andre Thorbjørn Risager, Uffe Steen og Troels Jensen” (læs mere her og her).

Der bliver med garanti godt gang i den, når Big O & the Blue Quarters gi’r den gas hos Crossroads 2. juledag 2020 med deres velturnerede, primært hjemmebryggede numre og deres energiske, kommunikerende sceneoptræden.

Big O & The Blue Quarters er:

Mathias Rindom: Trommer & kor
Søren Schack: Bluesguitar & sang
Oscar “Big O” Eriksen: Sang & mundharpe
Jais Kurečko Eriksen: Bas & kor
Frederik Tygesen: Bluesguitar & kor

Se Bluesforeningen Crossroads’ hjemmeside for yderligere information om koncerterne, koncertpriser med mere her.