Til pladereception i Aarhus

Ole Frimer, Jesper Bylling, Claus Daugaard

Tekst: Peter Widmer
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er angivet)

Onsdag den 29. januar 2020 holdt Ole Frimer Band pladereception, eller album-release-festivitas, for orkesteret fik nemlig et nyt album – faerd – på gaden i både lp- og cd-version (læs anmeldelse her).

HeadQuarters

Pladereceptionen, som det hed i indbydelsen, fandt sted på HeadQuarters, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C, og var berammet til at foregå klokken 15-18.

HeadQuarters, der ligger i kælderplan kun ca. fem minutters gang fra Aarhus Hovedbanegård, er et spille- og dansested, der har eksisteret i fem års tid. Stedet drives af to ildsjæle, der har et godt øje til ofte lokale up-and-coming musiknavne.

Imidlertid står også veletablerede musiknavne fra tid til anden på spillestedets scene, som for eksempel Ole Frimer Band, der startede deres Blålys-turné på HeadQuarters.

Hygge

Naturligvis var det musikken med det nye Ole Frimer Band album faerd i centrum, der var omdrejningspunktet for pladereceptionen, og naturligvis var der salg af både det nye album samt andre Ole Frimer Band-udgivelser.

Bjarne Rask og Jesper Bylling

Imidlertid betonede Ole Frimer fra starten af, at det i høj grad var hyggen, det drejede sig om under pladereceptionen, og faktisk viste det sig, at musikken blev holdt på et meget lavt, behageligt niveau.

faerd blev naturligvis afspillet under en god del af receptionen, men lydstyrken var så lav, at gæsternes snakken overdøvede musikken, så det var faktisk hyggen, der blev det primære, og dét var fint nok.

Og snakken gik mellem de mange indbudte gæster, så det var en sand fornøjelse, og naturligvis var Ole Frimers to døtre og hustru også på banen.

Bagedyst-værdig

Sidstnævnte havde i øvrigt kreeret en fornem kage, der sagtens kunne deltage i Den store bagedyst. Da nu Ole Frimer har en forkærlighed for Texas blues, undrede det ikke, at kagen fremstod som et Texas-landskab med klapperslange, præriehunde, et kvægkranie og andet godt, alt sammen så fornemt udført, at kagen var absolut bagedyst-værdig.

Den berømmelige kage
Foto fra Ole Frimers Facebook-væg

Der blev desuden gjort et godt indhug i bagværket, og de mange tilstedeværende nød i øvrigt vand, øl eller kaffe med mere dertil – og i det hele taget receptionen igennem.

Som indikeret var faerd egentlig i centrum denne eftermiddag, og der var stillet instrumenter og andet grej op på HeadQuarters-scenen, men der manglede noget, nemlig tangentinstrumenter.

Ligeledes glimrede Niels Ole Thorning – Ole Frimer Bands fuldbefarne tangentspiller – ved sit fravær denne eftermiddag. Niels Ole Thorning, ofte blot kaldet NO, var nemlig ude på spillejob og kunne således ikke deltage i eftermiddagens festligheder, fortalte Ole Frimer.

Sporadisk

Med andre ord var det Ole Frimer Band-musikerne Claus Daugaard, på verdens mest skrabede trommesæt, bassisten Jesper Bylling og Ole Frimer på guitar og vokal, der cirka midt i receptionsforløbet entrerede scenen for lige at markere, at musikken jo var eftermiddagens krumtap.

Ole Frimer, Jesper Bylling, Claus Daugaard

Imidlertid blev det kun en beskeden markering, da eftermiddagens trio kun spillede to numre. Dels en unavngivet standard-shuffle med Ole Frimer på akustisk guitar, dels nummeret ”Ved jo godt” fra faerd med kapelmesteren på el-guitar.

Havde man forventet at dagens tangentspiller-amputerede Ole Frimer Band ville gennemspille hele faerd, blev man således slemt skuffet, men dét var der vist ingen, der blev. Desuden sagde Ole Frimer efterfølgende til Bluesnews.dk, at: ”Det er umuligt at spille numrene fra faerd uden keyboards.”

”Skulle vi have gjort det, havde vi måttet finde nogle helt andre løsninger, og dét havde vi slet ikke tidsmæssig eller anden mulighed for at gå ind i.”

Diverse

Emil Otto

Diverse gode folk udgjorde mængden af receptionsgæster, og der var både kendte og ukendte folk til stede, musikere såvel som ikke-musikere. Blandt andre så man Bodil Petersen og Christian Borg fra Bluesnight Randers, Peter Buhl fra bluesforeningen Crossroads i Vejle, Bjarne Rask fra Bygningen i Vejle og Martin Fuglsang fra Aarhus Bluesforening.

Musikeren m.m. Jesper Bjarnesen dukkede for eksempel også op, såvel som Martin Blom Hansen og Morten Brauner fra Trouble Cats kiggede forbi. Det samme gjorde blandt andre også guitaristen og vokalisten Ole Beck (The Pocket Players m.m.), keyboardmanden og sangeren Emil Otto samt den alsidige bassist, bogredaktør, skribent, fotograf med mere Jørgen Nielsen.

Jørgen Nielsen var i øvrigt bassist i Frimer Band fra første færd og medvirkede på flere af orkesterets fuldlængdeudgivelser.

Jørgen Nielsen

Og der var andre gode folk til stede, og var man først kommet indenfor, så blev man tydeligvis, for der var kun ganske få pladereceptionsgæster, der sivede. De, der forlod HeadQuarters, før arrangementet var ovre, havde sandsynligvis uopsættelige gøremål eller andre aftaler at overholde.

Imidlertid var det klart, at hyggen var prominent fra starten af album-release-festivitassen med mange gode samtaler mellem dagens tre Ole Frimer Band-musikere og de mange gæster og sidstnævnte imellem, naturligvis.

Og emnerne var mangfoldige: Musik, musikbranchen, forholdet mellem forældre og teenagere, familierelationer, børnebørn, arbejde, pensionisttilværelsen, mad og drikke og meget, meget mere.

Humøret var højt, stemningen fremragende, alle var venlige og rare, og der blev lukket ned i god ro og orden. Jo, faerd blev skud af sted på bedste vis.