Video fra DMA Blues 2016

Som vi tidligere har beskrevet her på siden, blev Danish Music Awards – Blues 2016 uddelt i Amager Bio i forbindelse med Copenhagen Blues Festival den 28. september.

Vinderne blev som bekendt Big Creek Slim, hvis album Keep my belly full løb med prisen for årets danske bluesudgivelse, og Miriam Mandipira, som fik hæderen som årets danske bluesnavn.

Var du ikke til stede i Amager Bio, eller vil du bare gerne genopleve dagen, kan du i nedenstående videoklip ikke blot høre juryens begrundelse for at vælge Keep my belly full, men også blive præsenteret for samtlige nominerede cd’er.

Big Creek Slim kunne ikke selv være til stede, men lod sig interviewe over telefonen, mens Peter Nande modtog trofæet på hans vegne. I filmklippet er der dog også bud på Slims live-optræden fra en anden lejlighed.

Til stede var til gengæld årets danske bluesnavn, Miriam Mandipira, og du kan se både hendes takketale og hendes forrygende live-sæt med Smalltown Blues Band i dette klip:

Bluesnews.dk takker Ulf Olsen, som har redigeret videoerne.

Læs i øvrigt, hvad Bluesnews.dk syntes om Keep my belly full her.