Af Peter Widmer
H.P. Lange er en af Danmarks allerypperligste formidlere af den akustiske bluesmusik. Som sådan er han to gange blevet tildelt en Danish Music Award for bedste “roots”-album, og i 2011 blev han kåret som Årets Danske Blues Navn.
Den primært delta blues- og North Mississippi hill country blues-orienterede sanger, sangskriver, guitarist og banjospiller, der har ni reelle skiver bag sig, har nu været på banen i 30 år.
Dette markeres med cd’en Trackin’ my blues, der er en glimrende 30-års jubilæums-udgivelse.
I modsætning til H.P. Langes 20-års jubilæums-dobbeltalbum fra 2008, A compilation of roots blues – 20 years anniversary, er Trackin’ my blues “kun” en enkelt-cd-udgivelse.
Til gengæld er den yderst veldisponeret.
H.P. Lange har altid omgivet sig med fremragende musikerkollegaer som for eksempel salig Hugo Rasmussen, Troels Jensen og den eminente mundharpespiller Jarno Varsted.
Dette reflekteres fornemt på Trackin’ my blues over femten funklende numre, der spænder over H.P. Langes musikudgivelser fra årene 1995–2016.
Der er al mulig grund til at stifte bekendtskab med dette fine karriereoverblik-album, blandt andet fordi flere af H.P. Langes tidligere udgivelser er svære at få fat på.
Som H.P. Lange for ganske nylig skrev til Bluesnews.dk:
“Det bliver nok denne her (Trackin’ my blues), der bliver repræsentant for bagkataloget. De gamle udgivelser må leve deres eget liv i samlinger og i brugtbikser (og småt brændbart).”