Af Jakob Wandam
Hvis der er en kunstner, der er fælles referenceramme for hele det danske bluesmiljø – ja, for bluesgenren i det hele taget – må det være Robert Johnson.
Delta blues-sangeren, der ifølge legenden mødte djævelen selv ved korsvejen og solgte sin sjæl for til gengæld at kunne spille den onde bluesguitar, har fascineret bluesfans verden over med sin dramatiske historie og ikke mindst de 29 sange, han nåede at indspille, inden han grundlagde ”Klub 27” med sin tidlige død i 1938.
Med Willie Dixon som eneste seriøse konkurrent har Robert Johnson om nogen lagt navn til den store blues-sangbog, og med Nisse Thorbjørn som primus motor har en række af Danmarks største og bedste bluesnavne i nogle år turneret sporadisk med hans sangkatalog. Det har nu udmøntet sig i hyldest-albummet Robert Johnson was here!
Sangene på albummet er hovedsageligt optaget live rundt omkring i landet med skiftende besætninger. Tre numre har Nisse Thorbjørn dog indspillet solo i studiet. Det drejer sig om ”Walking blues”, ”Up jumped the devil” og ”Come on in my kitchen”, hvor Thorbjørn akkompagnerer sig selv på guitar eller dobro.
Det manifesterer sig som smagsprøver på Nisses Thorbjørns karakteristiske, kraftfulde, men bevidst slørede vokal, der fanger intensiteten i Johnsons blueslyrik. Nisse Thorbjørn har en stor vokal spændvidde, og den gør han gerne brug af. Det er over-the-top – med fuldt overlæg – og indimellem bliver det næsten for meget, men de nedbarberede arrangementer forankrer ham alligevel og holder fokus på Johnsons uovertrufne sange.
De øvrige numre er akustiske band-foreteelser, hvor Nisse Thorbjørn på mundharpe er den gennemgående figur. Ind og ud af orkestret træder guitar-kapaciteter som Tim Lothar, H.P. Lange, Thorbjørn Risager, Kenn Lending og Troels Jensen – sidstnævnte også ofte på klaver (Hans Knudsen er krediteret på coveret, men ikke i noterne).
Rytmesektionen udgøres af Mads Dybdahl Andersen og Dave Stevens, Rasmus Lund og Frederik Damsgård eller Asmus Jensen og Knut Henriksen på henholdsvis trommer og bas.
Det fænomenale sangkatalog er dog stjernen, og man fornemmer en respekt for og kærlighed til repertoiret, hvad enten det er H.P. Lange, der er i front på ”Traveling riverside blues”, eller en veloplagt Kenn Lending, der synger for på ”Ramblin’ on my mind” og ”When you got a good friend” – sidstnævnte fader desværre ud før tid.
De stærkeste vokalpræstationer får vi dog fra Tim Lothar, der synger ”If I had possession over judgement day” og især ”Malted milk”, som om de var hans egne, og Thorbjørn Risager, hvis naturkraft af en stemme foredrager ”Last fair deal gone down”.
Troels Jensen leverer ”From four until late” og ”Love in vain” og har desuden skrevet albummets eneste sang, der ikke er af Robert Johnson. ”Take me home” er nemlig en hyldest til den store danske bassist Hugo Rasmussen, som gik bort, ganske få dage før nummeret blev indspillet.
Robert Johnson was here! er en stemningsfuld tribut til en sangskriver-gigant og dokumenterer på fornem vis ånden fra det omrejsende hyldest-show. De medvirkende musikere – som er af højeste kaliber – får med stor succes formidlet glæden ved Johnsons musik, og hvorledes han står som fællesnævner for dem alle.
Albummet er udgivet både fysisk og digitalt, men kun cd’en indeholder samtlige 16 tracks. Den sælges i forbindelse med koncerter. 10 numre kan købes som download, og 6 numre er tilgængelige via streamingtjenesterne.