Tekst: Peter Widmer
Marc Rune – alias Big Creek Slim – er bluesmand om en hals. Han har tilbragt megen tid i flere omgange som landstryger i USA. Desuden har han blandt andet opholdt sig i Brasilien, hvor hans hustru stammer fra. Gennem sin karriere har den prisvindende Big Creek Slim indspillet flere album. Nu har Big Creek Slim så hele to spritnye fuldlængdeudgivelser på bedding.
Første gang overtegnede interviewede Big Creek Slim var i 2008 (se her). Siden er det blevet til mange gange god snak om mange forskellige emner i mange forskelige sammenhænge. Imidlertid har Bluesnews.dk for nylig været i kontakt med Big Creek Slim igen for i nærværende form at få noget at vide om, hvordan tilværelsen – bredt set og især som bluesmusiker – har formet og former sig for Big Creek Slim.
Vi har blandt andet spurgt til Big Creek Slims karriere, og ikke mindst har vi forhørt os om musikerens to kommende album, hvis temaer er yderst interessante. Samme affødte, som det vil fremgå af nedenstående, en del kommentarer fra Big Creek Slim.
Imidlertid starter vi med at spørge til Big Creek Slims løbebane som musiker, der retmæssigt set burde have affødt et større gennembrud både nationalt og internationalt.
I glemmebogen
Trods det, at du har en velkørende musikerkarriere med flere roste album, utallige koncerter med både danske og udenlandske medmusikere og flere Danish Music Awards under bæltet, er du hverken blevet rig eller berømt i bredere kredse. Hvad mener du, dette skyldes?
– For det første havde jeg ingen forventninger om at blive rig, og ingen forhåbninger om at blive berømt, på en genre, som ikke bliver spillet i radioen, og som for det meste hører til i glemmebogen, hvis den ikke bliver fundet frem og pakket ind i en plasticpose i ny og næ.
– De, som er blevet berømte på at spille blues, hører ofte en svunden tid til eller har formået at sælge den smart i en nyere emballage. Det sidste har jeg aldrig haft nogen ambition om.
Hvorfor har du mon ikke fået det helt store gennembrud – nationalt og internationalt?
– Det skyldes vel en blanding af at tilhøre lidt en niche og så ikke have en målrettet salgsstrategi. Man kunne jo have gjort alt muligt for at blive set, men har også haft så meget andet at skulle.
Subkultur
– Det danske bluesnetværk er godt og hyggeligt, med højt til loftet og langt til døren, men der er dog et loft, og så kan man ikke rigtigt tage den længere ud end det, medmindre man finder andre hylder, som man også kan passe ind i.
– På internationalt plan findes der jo mange forskellige muligheder, men generelt er det min opfattelse, at man helst skal spille helvedes højt guitar for at høre til ”headlinerne.”
– Jeg spiller ikke blues af den skole og stiller mig nærmest direkte i opposition til det. Så skulle man køre den som singer/songwriter, og det gider jeg heller ikke.
– Jeg mangler vel en subkultur, som er lidt mere til de blues, jeg holder af. Jeg vil hellere befinde mig godt i en subkultur end at blive berømt på nogle ting, som ikke har ret meget med det at gøre.
At synge blues
Du har nu ikke færre end 11 fine album på samvittigheden, og aktuelt har du to album mere på bedding. Desuden har Peter Nande, fra pladeselskabet med mere Straight Shooter (se her), fortalt mig, at du har endnu tre album i skabet. Hvad skyldes denne produktivitet?
– Jeg fandt engang ud af, at det at synge blues kan give dig mulighed for at sige alt, føle alt, tænke alt, og intet er ulovligt. Du må synge om at slå andre mennesker ihjel, du må synge om at være ond i sulet, men også om at være lidt ked af det, eller om at ligge og ømme sig over én, der gjorde lidt ondt at rende ind i.
– Alt, hvad du tænker og føler, kan du synge. Så det gør jeg. Jo mere lort du skal trækkes igennem, jo bedre bliver du, så du vinder faktisk, hver gang du taber. Og de sidste par år har der været en del lort at trækkes med. Så siger jeg ofte bare det, jeg tænker, og overfører det til bluessproget.
– Det kan man gøre, mens man kører bil, går en tur, står og skovler, vågner midt om natten. Med 50 procent sandhed og 50 procent bullshit ligger verden sådan set åben.
Tudsegamle
Coronaen har gjort det svært at få enderne til at nå sammen som musiker og at få penge ind til at indspille nye skiver, så du er i gang med finansiere indspilninger med mere via et crowdfunding-projekt på websitet Booomerang (se her).
Her fremfører du blandt andet, at: ”Jeg har indspillet to nye soloalbums med sange af egen avl. De er indspillet i et lille træhus lidt uden for Karup med to båndmikrofoner og en gammel spolebåndoptager, af min gode ven Michell som er god til analog lyd.”
Fortæl om Michell. Hvordan kom du i kontakt med ham, og hvad er det, han kan med ”analog lyd”?
– Michell er fra min brors slæng. Jeg har kendt ham en del år, og vi har begge en tilknytning til Brasilien. Han roder med gammelt udstyr og har gamle spolebåndoptagere og mikrofoner liggende. Jeg er endda lige ved at tro, at hans kabler også er tudsegamle.
– Jeg aner ikke, om der findes andre hemmeligheder end at sætte noget gammelt lort til og få det til at rulle. Han kan i hvert fald rode med det.
Fotograf
Jeg er vidende om, at Michell, hvis fulde navn i øvrigt er Michell Smedegaard Boysen, også har leveret fotos og videoer til dine to umiddelbart kommende albums.
Hvad synes du, der er interessant ved Michell som fotograf?
– Det, at han så også råder over mindst lige så gamle fotografiapparater i alle afskygninger, gør ligesom det hele komplet. Det kræver vel en vis evne til at rode med lys og skygger og alt muligt andet, og han er virkelig i stand til at lave en anden type billeder.
– Meget fysiske billeder, hvis man kan sige det. Jeg repræsenterer en ældre måde at spille og synge på, og han repræsenterer en ældre måde at optage og fotografere på. Det virkede bare oplagt.
Michell er også musiker og spiller blandt andet i din bror Mortens band Ellie og i det silkeborgensiske orkester Liga Latina (se her og her).
(Læs mere om Michell Smedegaard Boysen her).
Komplet musiker
Har Michell på nogen måde bidraget til dine to kommende album i sin egenskab af musiker? I givet fald med hvad?
– Han er en komplet musiker, og perfekt at spille bold op ad. Jeg vidste udmærket, hvad jeg ville, og havde som sådan ikke brug for andres mening.
– Skulle man så alligevel få lyst til at høre hans mening om et eller andet, kan man altid forvente et klogt og velovervejet svar. Det er jo taknemmeligt at arbejde med én, der har forstand på det meste og ikke er for smart med noget.
På Booomerang.dk siger du endvidere, at du har taget dig af sangene og musikken på dine to kommende album, der forventes udgivet i marts/april 2021. Peter Nande har taget sig af det praktiske. Hvordan fungerer denne arbejdsdeling?
– Jeg står for indholdet. Musikken. Resten har jeg det bedst med at overlade til Peter. Så ved jeg, det bliver gjort.
Migration blues
På Booomerang.dk kan man læse om dine to kommende album, der i øvrigt ser dagens lys både på vinyl og i cd-format. Skiverne hedder henholdsvis Migration blues og Twenty-twenty blues.
Der står for eksempel om albummet Migration blues:
”Sangene på dette album dukkede op i mit hoved, mens jeg kæmpede mig igennem 2019 og ansøgte om familiesammenføring under den danske “racistregering”. Undervejs blev jeg gjort til en andenrangs borger i mit eget land, mens jeg forsøgte at tilfredsstille systemet, boligudlejeren og min kone. Jeg lykkedes – ikke særlig overraskende, med nogen af delene.”
Hvad mener du med ”racistregering”? Hvordan blev du gjort til ”andenrangsborger” i dit eget land?
– Et enormt emne, som ville være sit helt eget interview værdigt. Sidste og nuværende regering har kørt en massiv afvisning af “ikke-vestlige indvandrere”. Det betyder jo i bund og grund bare alt andet end hvide mennesker fra den kapitalistiske verden.
Slaver
– Mennesker fra alle de lande, som koloniserede og handlede med slaver. Mennesker, der kan begå sig i et moderne, frit, demokratisk industrisamfund, der hviler på ryggen af alle de andre, som vi ikke vil have hertil.
– Der er masser af udfordringer med “ikke-vestlige indvandrere”, men at møde dem med så arrogant en intolerance, som vi de seneste år har gjort, er os uværdigt. Vores frihed er, efter min mening, på bekostning af alle de uoplyste mennesker, der skal knokle sig frem med primære erhverv, så vi selv kan tage os af detailvirksomhed.
– Tænk på, hvor mange sorte mennesker der skal svede, for at Tulle og Inger kan få sukker i deres kaffe. Når man siger “ikke-vestlig”, snakker man om verdenshjørner i stedet for hudfarve eller religion, og så kan man jo ikke kalde det racisme, men jeg ser det som det samme. Der står “vesterlænding”, men der kunne lige så godt stå “hvid” og “kristen”.
– I politikernes iver efter at dæmme op for denne horde af muslimske mørkemænd, som i første omgang kom hertil, fordi vi øjnede en økonomisk vækst, vi ikke selv kunne stå inde for uden fremmed arbejdskraft, opfandt man de langt over halvtreds udlændingestramninger i forhold til familiesammenføring.
Forhindringsløb
– Man lavede et elendigt forhindringsløb for dem, som gerne ville have familiesammenføring, der ramte bredt og koster meget besvær. Dette vakuum blev jeg fanget i.
– Der er en lang række økonomiske krav, som virker meget urimelige for en dansker, der har arbejdet hele sit liv og aldrig har ligget nogen til last. Man mister også en masse rettigheder i forhold til offentlige ydelser, udenlandsk ægtefælle, lægehjælp og så videre.
– Det værste er dog, at man er i andres vold, og man aner ikke, om man er købt eller solgt, og når man så er solgt, så er det ud af vagten på to uger. Det har været tæt på umuligt at navigere i det system, og der er ingen velvilje hos de overprivilegerede sagsbehandlere, der sidder med din skæbne i hånden.
– Et system, der vender sine egne ryggen.
Familiesammenføring
– I sidste linje i citatet fra Booomerang.dk (se ovenfor) står der: ”Jeg lykkedes – ikke særlig overraskende, med nogen af delene.”
Skulle der ikke have stået: ”Jeg lykkedes – ikke særlig overraskende, ikke med nogen af delene” ? Du må gerne uddybe.
Big Creek Slim uddyber kort:
– Jo der skulle så.
Titlerne på nogle af numrene på Migration blues siger en del. For eksempel er der åbningsnummeret ”Hard times”, og der er ”Deportation blues”. Desuden ved jeg, at du og din hustru har haft – og har – svare problemer, som du lige har antydet, med at få en opholdstilladelse til hende, så jeres familiesammenføring kan blive en realitet.
– ”Deportation blues” går ud på, at man får afslag på familiesammenføring på grund af, af at ens husleje var for billig, og så får man omkring ti dage til at forlade landet, hvis man vil undgå en straffesag. Det skete for min ægtefælle.
– Selv kunne jeg ikke forlade landet på grund af arbejde og så videre, så jeg måtte sige farvel til kone og barn i tre måneder, hvorefter man så eventuelt kunne prøve en tur mere i hamsterhjulet, med alle de økonomiske omkostninger og krav, der følger, hvis man havde lyst til det.
– ”Deportation blues” markerer den ulykkelige afslutning på ét uudholdeligt forløb.
Landstryger
Kan du forklare nærmere, hvad temaet Migration blues går ud på?
– Migration blues handler i høj grad om det, der står: blues i forbindelse med migration. I bund og grund handler den om, hvor svært det er at være en landstryger nu om dage. Jeg tænkte i min uskyldige ungdom, at jeg som landstryger ville kunne tilegne mig den størst tænkelige viden om verden.
– Jeg gav slip på fast bopæl og uddannelse for at opleve det hele firsthand. Jeg fandt siden ud af, at den adfærd ikke belønnes af det etablerede system. Alle de menneskelige og faglige kompetencer, jeg mener at have opnået på mine odysseer, tjener intet formål på papiret, og når systemet skal gå mig efter i sømmene, mangler jeg en masse point.
– Det værste migrationsbesvær, jeg har oplevet, var faktisk mit forsøg på at vende hjem til Danmark. Det var sørgeligt at være vidne til, og det blev ligesom den gennemgående drivkraft bag albummet.
– Nogle sange er ældre, men omhandler stadig noget, der berører følelsen “migration blues”. Rodløshed og udlængsel. Ellers handler det en hel del om alt det ovenstående bøvl generelt, og alt muligt andet sideløbende lort oveni.
Egne sange
Det femte nummer på Migration blues hedder ”Landlord blues”. Dét havde jeg fornøjelsen at høre dig fremføre live på Bartof Café i København i sommeren 2018 (se her). Glimrende tekst, synes jeg, og det fremgik med al ønskelig tydelighed, at du ikke var specielt glad for den udlejer, sangen drejer sig om. Du sagde nemlig – og dét kom lige fra hjertet: ”Og jeg hader ham!”
Apropos tekster har du selv skrevet alle teksterne til de 27 nye numre, der er fordelt på dine kommende to album. Du har i øvrigt også skrevet al musikken, som anført ovenfor.
Tidligere har du ofte indspillet andre kunstneres numre, men nu er det udelukkende dine egne tekster og kompositioner, der er i fokus. Hvorfor har du valgt, at det skal være sådan?
– Jeg har altid lavet mine egne sange, men har også ønsket at spille andres numre. Hvis man vil være relevant og retfærdiggøre sig selv, som hvilken som helst slags kunstner eller håndværker for den sags skyld, så skal man vel have sit eget at byde på. Tit på andre medvirkendes opfordringer har jeg indspillet en masse traditionelle sange på en del forudgående album.
Flydende
– Både studie og live. Det kan jeg sagtens finde på at gøre igen, hvis ellers jeg føler trang til at vække de gamle sange til live igen. Men i og med, at jeg har en del egne numre med i rygsækken, og de bliver ved med at komme flydende til mig, har jeg holdt mig lidt til det på det seneste.
– Med albummet Ramblin’ Big Creek (læs anmeldelse her) og det næste, jeg har på bedding, kan jeg præsentere fire i streg, som stort set kun består af egen avl. Så længe skidtet kommer snigende af sig selv, kan jeg jo ligeså godt bidrage med så meget af det, som jeg selv finder forsvarligt.
Når det nu er dine egne tekster og kompositioner, der er i søgelyset på dine to kommende album, har du også selv, ved jeg, indtaget en hovedrolle, idet de to snart aktuelle album er virkelige soloalbum med dig ikke blot i hovedrollen, men i den eneste rolle på de relevante indspilninger.
Førhen har du som oftest indspillet med diverse medmusikere på banen, men nu er du i dén grad gået solo. Hvorfor dét?
Soloudgivelser
– Jeg har udgivet flere soloudgivelser før, og den sidste, jeg udgav, var med stort band. Den næste, der kommer, bliver med Rodrigo Mantovani igen (de udgav tidligere albummet First born. Læs anmeldelse her, red.). Guitar og kontrabas. Så der er på ingen måde ved at tegne sig et mønster.
– Jeg har bare lavet nogle sange, som tilfældigvis passede bedre til et soloalbum. Så lavede jeg to, som på en måde står i forbindelse med hinanden, og som alligevel intet har at gøre med hinanden.
Lad os lige sætte fokus på selve indspilningen af de to relevante album. Jeg ved, at du kun brugte to dage på dén sag, og kun seks timer pr. album. Alt blev optaget i ét hug (eller ”one take,” om man vil).
Havde du øvet de enkelte numre til tænderne i forvejen, eller skød du fra hoften, mens du indspillede?
– Jeg vil sige, at jeg havde gjort sangene til en del af mig selv i tiden op til, og så vil der altid blive skudt lidt fra hoften, når de indspilles. Jeg har også udeladt vers for at holde numrene kortere her og der, eller bare glemt dem i gerningsøjeblikket.
At producere
Dine tekster er meget personlige og bestemt værd at lytte til. Indspilningsmæssigt er du gået tilbage til en gammel, rå måde at indspille på. Der er brugt en to-spors båndoptager, og du har selv produceret.
Hvordan var det selv at producere?
– Jeg har lavet nogle kompromisløse albums på det seneste. Ramblin’ Big Creek producerede jeg selv, med teknisk hjælp fra Mikkel Karlsen. Jeg havde mere eller mindre albummet inde i hovedet, og så lykkedes det faktisk ret godt, via nogle gode musikere, der kendte mig godt, at få den til at lyde, som jeg havde ønsket mig.
– Jeg elsker det album, fordi det ikke var lavet for at behage nogen, men for at lave den farligste og mest beskidte danske blues, man kan forestille sig. Det viste sig da også, at dansk blues ikke helt var klar til det.
– På de to nye soloalbum gælder det samme. De er indspillet og udgivet på mine præmisser. Det er ikke strategiske award-albums, men blot mit eget bud på, hvordan jeg selv skal lyde.
– Det har været dejligt at arbejde på den lowdown måde med få dygtige folk. Lavt budget og hurtig proces. Ærligt produkt. Mit bidrag til bluesgenren.
Twenty-twenty blues
Lad os lige snakke om albummet Twenty-twenty blues: På Booomerang.dk skriver du om sangene på albummet blandt andet: ”Disse sange kom af sig selv, mens jeg var i karantæne i et af verdens epicentre for Coronavirussen …”
Hvad skete der?
Hvor og hvorfor var du i karantæne, og hvilket epicenter for coronavirussen var der tale om?
– Det album blev til i Brasilien. Jeg gik og summede med det dernede, mens coronaen fyrede den af, og brasilianerne forgæves forsøgte at forholde sig i ro. Stadig i en mærkelig transitposition på grund af de evindelige migrationsproblemer.
– Vi anede ikke, hvordan Brasilien skulle udvikle sig under en sådan krise, og man gik og talte med naboen om muligheden for, at man skulle til at forskanse sig og skaffe våben på et tidspunkt.
– Det viser sig nu, at det var den rigtige beslutning at forlade landet igen. Det gik ikke så hurtigt som først frygtet, men der er ved at opstå kæmpe problemer dernede lige nu.
Corona
Ydermere skriver du, at Twenty-twenty blues er dit bidrag til ”den verdensomspændende Coronablues.” Kigger man på sangtitlerne, fremgår det dog ikke spontant, at det er ”coronablues”, der er i centrum.
Hvilke tekster vil du fremdrage og kommentere i denne forbindelse?
– “The goddamn China cough” er coronablues. Jeg har ikke lavet en ”Corona blues” eller ”Corona virus blues”.
– Det er der garanteret rigtig mange, der har. Jeg hentyder til lorten flere gange i mine sange, men nævner den aldrig ved dens egentlige navn.
Med dine to kommende album, er det så sådan, at du arbejder på at komme op i en ny liga som solist, og at du ikke agter at vise dig så meget som hidtil i sammenrends-band-forbindelser?
– Jeg er fortsat glad for at spille solo, duo, trio, big band. Generelt ville det være godt at målrette “karrieren” fremadrettet. Det tænker jeg stadig lidt over, hvordan skal ske. Jeg ønsker at spille de bedste blues sammen med de bedste staldbrødre.
Ulmer
Jeg kan forstå på Peter Nande, som jeg har haft i røret for nylig, at du foruden dine to kommende album har tre stykker, der ligger og ulmer.
Kan du fortælle om disse album? Er det soloalbum, eller er der flere musikere end dig med? Er det studiealbum? Er det live-album? Hvad er stilen?
– Som sagt kommer der snart et nyt duoalbum med min brasilianske makker Rodrigo Matovani, som er en vanvittig dygtig kontrabassist. Det bliver farligt på sin egen måde.
– Derudover har jeg faktisk ikke overblik over, hvad Mr. 25/7 helt præcist har liggende. Der er noget live og noget studie med Carl Sonny Leyland (læs mere om Carl Sonny Leyland her), og så er der vel stadig en masse biprodukter fra tidligere indspilninger.
– Noget af det skal helt sikkert bare have lov at ligge og ulme, og noget af det skal måske udgives. Der vil komme mere under alle omstændigheder.
Fisker
Når du nu skal til at være alene på scenen, er det så storytelling og nærvær, der kommer i højsædet? Hvordan?
– Jeg har ikke tænkt mig at snige noget Niels Hausgaard ind i det, hvis det er det, du fisker efter. Jeg udgiver to soloalbum lige nu. Der kommer snart noget andet. Jeg er ikke ved at låse mig fast på et eller andet bestemt udtryk.
– Det ville selvfølgelig være logisk at lave en del solo-gigs i forbindelse med dem, og det håber jeg da lidt på snart at kunne få lov til. Så kan vi da godt lige prøve med lidt nærvær, og måske endda fortælle en bette historie.
Dette bringer mig frem til næste spørgsmål, og dit svar er givetvis interessant.
Projekt
Hvad er dit generelle musikalske projekt? Har du nogen klar vision for dette?
– Mit ønske er at forstå begrebet the blues så godt og så dybt som muligt. Jeg ønsker at forstå det for min egen skyld, men vil også gerne kunne formidle det til andre. Jeg har altid taget det meget alvorligt, og jeg forstår, at jeg endnu ikke har forstået alt.
– For at tage hul på den traditionelle blues, skal man som noget af det første prøve at sætte sig i udøvernes sted. Det tager så ufatteligt lang tid, inden man, som hvid, mandlig, dansk teenager, overhovedet kan begynde at forstå en sort sangerindes liv i tyverne.
– Gang på gang er jeg nødt til at vende tilbage til udgangspunktet og indse, at jeg ikke har fået det hele med. Gang på gang indser jeg, at mit hvide privilegie og min danske baggrund adskiller mig fra de oprindelige udøvere, og så bliver jeg nødt til at starte forfra igen med at forstå min egen rolle i alt det her.
– Jeg ønsker at blive bedre og bedre med årene, og helst vide mere og mere, hvad jeg taler om. Jeg vil gerne kunne leve godt af at spille, men ikke for enhver pris.
I hus
Hvordan går det egentlig med crowdfunding-projektet?
– Den er i hus. Alt hvad der kommer ind ekstra, vil gå til det næste album, som også snart er klar. Så mange tak til alle, der har bidraget med selv det mindste.
På Booomerang.dk skriver du blandt andet: ”Når Danmark åbner igen, vil jeg spille ”release” koncerter i hver af de tre hovedlandsdele (Jylland, Fyn og Sjælland)”.
Er der nærmere detaljer om, hvor man kan forvente at høre dig? Hvor kan man eventuelt få noget at vide herom?
– Jeg tænker, man kan finde en del oplysninger inde på Straight Shooter. Peter Nandes selskab.
James Harman
Nu er det ikke sådan, at du kun vil kunne høres som solo-kunstner fremover. Der er nemlig planlagt en turné med dig og den amerikanske sanger, mundharpespiller og sangskriver med mere, James Harman.
I har ikke færre end 18 jobs i Norge og Danmark i april måned i år. Så er der lige to afsluttende koncerter i starten af maj i Danmark, hvorefter I skal til Finland. Dertil skal I indspille et album sammen.
Hvad er det ved James Harman, du specielt sætter pris på, og hvorfor?
– Ja nu må vi jo se, hvad der bliver af den tur.
– Jeg synes, James er en fed sangskriver. Han har sin egen personlige stil, som er halvt nasty, halvt sweet, og derfor arbejder han altid i et sjovt område, når han laver musik. Han spiller en fed harpe, uden at være nørdet, og det ved jeg, han selv vil sætte pris på at høre.
– Han har oplevet rigtig mange ting tilbage i halvfjerdserne, hvor han tit bakkede mange af de gamle bluesstjerner op, og det er altid en god ide at høre efter, hvad han siger ved bordet, for der kommer mange gode øjenvidneberetninger.
– Han er sjov at være i selskab med, hvis man ellers kan håndtere ham.
Fremtidsplaner
Sidst, men ikke mindst, hvad er dine umiddelbare fremtidsplaner – bortset fra dine to snarlige albumudgivelser, release-koncerter og turné med James Harman?
– At træde vande, indtil man igen får et ståsted. Jeg vil gerne spille noget mere – det klinger hult, slutter Marc Rune alias Big Creek Slim.
Hult eller ej, Big Creek Slim skal nok komme ud at spille noget mere igen. Der er mange, der venter på at komme til at høre ham rundt omkring på Danmarks både store og små spillesteder, og så er der jo udlandet.
Imidlertid er der, og vil der sikkert være i lang tid fremover, stadig noget, der hedder corona. Coronaen – og medfølgende restriktioner – vil nok vedblive med at begrænse rejse- og spillemulighederne inden og uden for Danmarks grænser en rum tid endnu.
Man bliver dog nødt til at tro på, at der er lys for enden af tunnelen med vaccine mod corona og en gradvis åbning af muligheden for at spille som musiker og en åbning for at gå til koncerter som publikum hist og pist.
Lige meget hvad – bluesmusikken vil altid være her – især med musikere som Big Creek Slim og hans albumproduktion iblandt os.
Begge Big Creek Slims to nye album, Migration blues og Twenty-twenty blues, udkommer – ifølge Peter Nande, der som indikeret ovenfor er primus motor i pladeselskabet Straight Shooter – ”cirka den 9. april.” Begge album bliver tilgængelige på vinyl og i cd-format samt på diverse streamingtjenester.
Bluesnews.dk følger op med en anmeldelse af hvert album.
Læs mere om Big Creek Slim her.
Hold øje med Big Creek Slims turnéliste med mere her.