Koncertanmeldelse: Blues i Bakkerne, Sulelængen, Magtenbølle

Tekst og foto: Peter Widmer

Musikeventen Blues i Bakkerne 2021 var tredje udgave af det populære arrangement, der blev afviklet lørdag den 4. september klokken 11-17. Verden centrum for de 150 deltagere i begivenheden var i dette tidsrum den lille landsby Magtenbølle, der ligger på Højfyn omkring en halv times bilkørsel fra Odense.

Det er gratis at deltage i Blues i Bakkerne. Det eneste, der kræves, er, at man tilmelder sig i forvejen, for deltagerantallet er begrænset til 150 personer, og også i år var der fuldt hus. Blues i Bakkerne blev således et tilløbsstykke, og flere måtte gå forgæves. Vejret var strålende, for der var sol over Magtenbølle og kun en smule vind i form af en let, behagelig brise fra tid til anden.

Det er foreningen Sulelængens Venner, der står bag Blues i Bakkerne. Der skal være orden i sagerne, så kasserer og PR-mand i foreningen Jørgen Bjerring, Magtenbølle, udsender hvert år informationsmateriale til de tilmeldte, hvor det blandt andet betones, at: ”Lige som tidligere skal publikum selv medbringe havestole eller siddeunderlag.”

Det gjorde de fleste af de tilmeldte, og så var det op til den enkelte, hvor komfortabelt man ville have det. Skulle man blive sulten eller tørstig i løbet af dagen, var der varieret og god mad og drikke at tilkøbe sig til konkurrencedygtige priser.

Musikken

Som sidste år var der fire musiknavne på plakaten, og der var tilmed et par gengangere, nemlig odenseanske Working Mojo, der ligesom i 2020 var først på banen. Så var der den anden genganger, nemlig H.P. Lange Big Gumbo. Sidste år afrundede dette orkester dagens musikalske løjer, men ikke i år.

Dette tilfaldt nemlig det østjyske orkester JB & the Hüggeli, der var et nyt navn i bakkerne. Et andet nyt navn på plakaten under Blues i Bakkerne 2021 var det fynske band BlueDeal, der gik på scenen som dagens andet navn. Den musikalske spredning var god, og publikum kom genremæssigt pænt omkring.

Den første ladning af blå toner blev leveret af kvintetten Working Mojo fra Odense. Working Mojo består af Anders Vraa på bas, Martin Kleiner på guitar, Lars Sørensen på klaver og orgel, Thomas Ditlevsen på trommer og Allan Hviid på sang. Orkesteret gik som planlagt i gang præcis klokken 11, og helt efter dagens program.

Efter et par små lydjusteringer ved den indforskrevne, meget kompetente lydmand Lars Kirkegaard, var tingene på plads, og så blev Blues i Bakkerne 2021 skudt i gang. Her fik man så et potent mix af Chicago blues, boogie og rhythm & blues for fuld skrue. Working Mojo er også gode til publikumskontakt og har ord for at få sparket gang i enhver fest.

Frontfiguren

Working Mojo spillede sig igennem 10 velvalgte numre, og på trods af, at det kun var sidst på formiddagen, lagde kvintetten ud med den klassiske jump blues-sang af Roy Brown ”Good rockin’ tonight”, der var et fint startnummer. Her var der fed guitarsolo ved Martin Kleiner og godt vokalarbejde ved frontfiguren Allan Hvid.

Det var i øvrigt vokalisten Allan Hviid, der primært stod for forbindelsen til publikum mede diverse underfundige løgnehistorier og anekdoter. For eksempel fik man en ”blues-rap” i midten af en fin, vuggende udgave af Mel Londons klassiske bluesnummer ”Messing with the kid” og en løgnehistorie om Working Mojos non-karriere i X factor.

Samme blev fortalt med glimt i øjet, selv om dét godt nok var svært at få øje på gennem Allan Hviids solbriller, men der var smil på læben. I det hele taget var Working Mojo, der snart har 30 år på bagen, i hopla og demonstrerede såvel humor som spilleglæde og godt samarbejde.

”Fool for your stockings” startede med et par toner fra Ludwig van Beethovens klassiske ”Für Elise”, spillet af Martin Kleinert, men snart kom der betydeligt mere tyngde i dette nummer, som også indeholdt en kraftig guitarsolo, der var til at tage og føle på. Desuden bemærkede man det gode tandemløb mellem bassist og trommeslager – og dét hele koncerten igennem.

Fuldfede

Man bemærkede Martin Kleiners fine akkordspil og guitarsolo i bandets fuldfede udgave af Willie Dixon-klassikeren ”Hoochie coochie man”. Martin Kleiner var i det hele taget fremme med fine guitarsoli flere gange. Imidlertid buldrede han på ingen måde fremad, men økonomiserede fint med tonerne.

For eksempel i nummeret ”Smooth sailing”, der blev spillet med prominente bastoner, orgeltryllerier og en fornem guitarsolo. Keyboardmanden Lars Sørensen var et interessant element, der virkelig kom til orde, så at sige, hele de fem musikeres koncert igennem, og at også han kunne sine ting, var der ingen tvivl om.

Det var i det hele taget en fornøjelse at lægge øre til et orkester, hvor keyboardspilleren rent faktisk bliver hørt. Desuden var også Lars Sørensen leveringsdygtig i fine soloindsatser som for eksempel i det sidste nummer, Chuck Berrys evergreen ”You never can tell”. Her fik man en fornem, lang keyboardsolo man kun kunne sige ”Bravo!” til.

Ekstranummeret ”Looking for a miracle” blev indledt med et par toner fra det britiske rockband Procol Harums udødelige ”A whiter shade of pale”, spillet af Lars Sørensen på orgel, men snart swingede nummeret med boogie-elementer og var en fin afslutning på dagens første koncert, der i øvrigt sluttede cirka klokken 12 som planlagt.

BlueDeal

Dagens andet koncertnavn, kvartetten BlueDeal, var af højfynsk tilsnit, da de fire musikere bor i lokalområdet, som vel også må siges at omfatte Tommerup, hvor to af kvartettens medlemmer sagdes at residere. BlueDeal består af fire friske fyre, der alle befinder sig midt i livet og lidt til.

Orkestermedlemmerne har stor erfaring som musikere, og når de spiller sammen, er det jazzmusikken, de har primærfokus på. De spiller dog også blues i en vis udstrækning, men deres hoved-funktionsområde er jazzen, og det er nok inden for dét område, at de fire herrer må siges at have deres force.

De fire musikere er: Ole Fenger (klarinet, torader – der er en diatonisk harmonika – mundharpe og sang), Jørgen Broe (diverse guitarer), engelske Richard Salsbury (trommer og kor) og norske Anders Hofset (kontrabas). Konceptet var klart fra koncertstarten, der gik klokken 12.30.

Publikum ville blive trakteret med en blanding af jazz og blues. I princippet kunne dette jo godt gå hen og blive spændende. Det blev det imidlertid ikke. Man fik tilmed ikke blot blues- og jazz-numre, men også kompositioner af for eksempel J.J. Cale, Bruce Springsteen, Woody Guthrie og Sam Cooke. Dette gjorde dog ikke tingenes tilstand bedre.

Hyggeband

At dømme efter BlueDeals koncert denne eftermiddag må bandet nærmest betegnes som et hyggeband. Dette er jo sådan set fint nok, men BlueDeal var en kende malplaceret, og virkede nærmest som et kuriosum. Af de 14 numre, inklusive et ekstranummer, de spillede, var de, der lød mindst dårligt, tydeligvis jazznumrene, og jazz skulle kvartetten nok holde sig til.

BlueDeals første nummer var af den yderst originale jazzmusiker Thelonious Monk, nemlig ”Blue Monk”, som kvartetten slap godt fra med gode soli fra Jørgen Broe og Ole Fenger på klarinet. Man fik også Herbie Hancocks ”Watermelon man”, der blandt andet blev udsat for klarinet, hvilket forekom ret løjerligt, men man kunne dog nyde en god guitarsolo.

Duke Ellingtons ”Mood indigo” swingede ret godt og blev fulgt af klassikeren ”St. James Infirmary” – ”en irsk folk-blues,” som Ole Fenger omtrent betegnede nummeret. Her fungerede Ole Fengers vokal ganske godt, og han havde gang i sin trækharmonika. Men det var heller ikke her det helt vilde, BlueDeal præsterede, og publikumskontakten var det også så som så med.

Rytmegruppen var ret anonym, men duoen gjorde, hvad den kunne og skulle uden de store armbevægelser. BlueDeals 11. nummer var en aldeles tåkrummende, totalt kikset udgave af den velkendte sang af The Beatles ”Ticket to ride”.

Meget har The Beatles’ sange været udsat for, men aldrig har man hørt et af deres numre blive så ødelagt, og at udsætte ”Ticket to ride” for trækharmonika var helt forfejlet. Vokalarbejdet tilføjede heller ikke noget positivt, og hvad ”Ticket to Ride” og visse andre numre på BlueDeals repertoire i det hele taget skulle dér, kunne nok undre.

BlueDeals 14. og sidste nummer var af udmærket, melodiøs og instrumental karakter, og dermed sluttede dagens mindst spændende navn deres koncert. Klokken var nu 13.26, og man var mere end klar til dagens tredje orkester, H.P. Lange Big Gumbo.

Introduktion

Jørgen Bjerring var på dupperne, da han i sin introduktion til H.P. Lange Big Gumbos koncert fremsagde følgende bevingede ord om orkesteret: ”Det er tredje gang, de er her, for de er skidegode!” Så var dét sat på plads, klokken var nu 14.16, og bandet satte i med første nummer.

Dét var ”en cajun-inspireret dance tune,” sagde orkesterlederen H.P. Lange, og så stod den ellers på den halv-langsomme, men fyldige ”When the moon comes up” fra H.P. Lange-albummet Travelling man blues fra 2016.

H.P. Lange Big Gumbo, der gør det i (halv-)akustisk blues, består i øvrigt af H.P. Lange på vokal, banjo, akustisk guitar og National steel-guitar, Niels Bonefaas på banjo og violin, Jens Kristian Dam på trommer og Dave Stevens på kontrabas. Desuden var orkesteret også i år udvidet med den glimrende mundharpe- og kormand Jarno Varsted.

Et par numre inde i orkesterets koncert sagde H.P. Lange: ”Vi kan ikke komme her til Magtenbølle uden at have et par Robert Johnson-numre med,” og så stod den på blues-giganten Robert Johnsons ”Last fair deal gone down”. Nummeret blev afleveret i en hurtig version og blev næsten til et muntert dansenummer.

Violinsolo

Man fik også ”Last night” fra Travelling man blues med en fin violinsolo ved Niels Bonefaas. I det hele taget var der glimrende soli fra næsten alle musikere. Den eneste undtagelse var den formidable trommetroldmand Jens Kristian Dam, som man ikke hørte i solospil-rollen, men han fyldte mere end godt ud, som det var.

Jens Kristian Dam diskede nemlig jævnt hen op med masser af tricks, som man kunne glæde sig over. Det skal også nævnes, at han for eksempel præsterede en gang ekstra levende trommespil i det traditionelle folk-nummer ”Stagger Lee”, der blev præsenteret i en zydeco-cajun-udgave. Her havde Jens Kristian Dam sine røde ”piskeris” fremme.

H.P. Lange og Niels Bonefaas hørtes i ”Stagger Lee” på henholdsvis violin og akustisk guitar, mens Jarno Varsted var fremme med en af flere fornemme mundharpesoli. For eksempel også i Snook Eaglins ”Country boy down in New Orleans”. Dave Stevens viste også sit format – blandt andet med en overfed slap bass-solo i R.L. Burnsides ”Poor black Mattie”, som H.P. Lange indspillede på albummet H.P. Lange & the Delta Connection i 2006.

Sidste nummer var den traditionelle ”Jesus on the mainline”, som publikum – til hvem orkesteret havde fortrinlig kontakt hele koncerten igennem – sang lystigt med på. Her kom hver musiker på med hver sin solo, samtidig med at ensemblespillet var i top som hele koncerten igennem.

Folk ville dog have mere, og så fik man Leadbellys ”Poor Howard” med indlagt violin- og mundharpesolo.

H.P. Lange Big Gumbo er et orkester, der er præget af fin musikfornemmelse og ditto samspilsevner hele vejen rundt. Dertil kommer afvæbnende humor, selvironi, glimrende kontakt til publikum og en evne til at få tingene langt ud over scenekanten.

Man kan kun give Jørgen Bjerring ret: De er skidegode! Ja, det er faktisk utroligt, så fedt dette band egentlig er, og dét bliver man overbevist om igen og igen, hver gang, man hører dem.

Østjysk charme

H.P. Lange Big Gumbo var færdige med at musicere klokken 15.39, og med nogen forsinkelse, der skyldtes diverse tekniske småproblemer, gik dagens sidste orkester på scenen klokken 16.20. Det var, som for BlueDeals vedkommende, debut for østjyske JB & the Hüggeli i Blues i Bakkerne-regi, og de klarede jobbet fint med godt musikerskab, et solidt og varieret repertoire, deres østjyske charme og fin kontakt til publikum.

Sidstnævnte blev primært formidlet gennem orkesterlederen Jesper Bjarnesen. Det er ham, der er JB i JB & the Hüggeli. Bandet, der primært gør det i Chicago- og Texas blues, består af Jesper Bjarnesen på vokal og guitar, hans søn Oscar Martin ”Big O” Eriksen på trommer, Jais Kurečko Eriksen på bas, Hans Jørgen ”Hanse” Jensen på tenorsax og Kim Nedergaard på piano.

Hans Jørgen ”Hanse” Jensen var dog udskiftet med den odenseanske supersaxofonist Hans Mydtskov, da Hans Jørgen ”Hanse” Jensen var forhindret i at deltage. JB & the Hüggeli, der består af mægtig kapable musikere, spillede sig gennem 11 numre, der var en god blanding af egne kompositioner og covernumre, som de leverede med et twist.

De lagde dristigt ud med et velkørende instrumentalnummer, nemlig Freddie Kings ”San-Ho-Zay”.  Derefter blev det et nummer af Jesper Bjarnesen, ”Showtime blues”, fra bandets debutalbum Thank you blues, der udkom i 2020 til fine anmeldelser.

Saxofonsolo

Her viste Jesper Bjarnesen, der er en glimrende sanger, at han er en absolut habil guitarist. Måske ikke verdens bedste, men det fungerer for ham. Oscar Martin Eriksen og Jais Kurečko Eriksen demonstrerede, hvordan en swingende rytmeduo skal lyde, og Hans Mydtskov stak snuden frem med en fin saxofonsolo.

”Will you be mine” fra Thank you blues blev også spillet. Nummeret er, som alle andre numre på debutskiven, skrevet af Jesper Bjarnesen og er en melodiøs sag. ”Why get up?” af Bill Carter og Ruth Ellsworth fik man også, og igen var Hans Mydtskov på plads med en god saxofonsolo.

Endnu et nummer fra debutalbummet fulgte derefter, nemlig ”Blueshouse party” om et lille spillested i jyske Kattrup, Blues House, der i blueskredse er velkendt for sine gode blueskoncerter. Kim Nedergaard, der ikke gjorde meget væsen af sig, fremturede flere gange med fine solo-indsatser.

For eksempel i Jesper Bjarnesen-kompositionen ”When I’m in love”, i Ruth Brown-nummeret “5-10-15 hours” og i B.B. Kings ”Whole lot of loving”, der blev koncertens sidste nummer. Dog fik publikum et veldrejet ekstranummer i form af J.J. Cales “(I got the) same old blues”, der var sat op i tempo, og således blev klokken 17.26.

Endnu en fin koncert – og dermed Blues i Bakkerne 2021 – var vel overstået. Dagens publikummer drog glade og tilfredse hjem, og der var stadig sol over Magtenbølle og gode blå toner i ørene på dagens musiklyttere.