Koncertanmeldelse: Chris Andersen & Johannes Aaen, Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani, privat havekoncert, Silkeborg

Tekst og foto: Jakob Wandam

Kai Krogh Christiansen er bluesentusiast og tidligere formand for B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association. Han har valgt at bruge pensionen på at afholde blueskoncerter i sin have i Silkeborg (eller i stuen, hvis vejret kræver det), og dem arrangerer han sammen med Maria Watt Hermansen.

Koncerterne er som regel åbne for offentligheden, og gæsterne kan så vælge at lægge et beløb, der svarer til deres egen lyst og formåen.

Til gengæld er der så mad og drikke ad libitum og naturligvis levende musik, som regel fra toplaget af dansk bluestalent og indimellem sågar med besøg fra udlandet (man kan se videooptagelser fra de fleste koncerter på hjemmesiden Samfundsblues.dk).

Søndag den 24. april gjaldt det to temmelig forskellige tag på den akustiske blues, nemlig i form af duoerne Chris Andersen & Johannes Aaen og Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani.

Først var der dog et kort sæt af den lokale trubadur Ian Blüthgen, som ikke spillede blues, men i stedet leverede en række pop-evergreens udsat for hans egne, ofte klassisk- og latin-funderede guitararrangementer. Blandt dem kan nævnes ”Here comes the sun”, ”Blackbird”, ”Noget om helte” og ”Pianomand”.

Piedmont-variant

Chris Andersen bor i Skagen og arbejder til daglig som smed, men han har også et virke som bluessanger og -guitarist, der ikke mindst blev ansporet af et mangeårigt venskab med Troels Jensen. Hvor mange danske, akustisk-orienterede bluesmusikere er gået ad delta-vejen med inspiration fra Robert Johnson og Charley Patton, har Chris Andersen i stedet valgt den blidere Piedmont-variant som sit primære udtryk.

Chris Andersens blues er således mere luftig og sågar glad(!), og det er bevidst valg, for det passer bedre til Chris Andersens livssyn og easy-going natur. Det begyndte han også sit sæt med at forklare:

”Så er hun gået fra ham, og så er han gået fra hende – dét gider jeg ikke rigtig,” sagde Chris Andersen med karakteristisk nordjysk lune. Og hans behagelige fingerspils-blues havde da også et mere muntert udtryk med stærke elementer af ragtime og folk og et stænk country. Navne som Blind Blake, Blind Gary Davis og Mississippi John Hurt kunne nævnes til sammenligning, men Chris Andersen lagde ikke selv skjul på, at også et mere moderne navn som Eric Bibb var en stor inspirationskilde. Vi fik da også en fin version af Bibbs ”Panama hat”.

Pudsig kontrast

Chris Andersen var heller ikke bange for at bevæge sig lidt væk fra det traditionelle forlæg, idet han blev akkompagneret af Johannes Aaen på keyboard. Det gav en lidt pudsig kontrast mellem den akustiske guitar og de ganske vist dæmpede, men dog elektriske klaver- og orgeltoner. Det fungerede imidlertid ganske godt, når man lige var kommet forbi overvejelserne om, hvorvidt det nu var den ”rigtige” måde at gøre det på. For selvfølgelig var den rigtig for dém.

Johannes Aaen spillede udmærket bluesklaver på for eksempel ”Keep it to yourself”, men virkede umiddelbart mere funderet i jazz og ragtime end egentlig blues.

Indimellem blev det sågar decideret funky, som på Chris Andersens egen ”I’m going fishing”, hvor Johannes Aaen gav en Stevie Wonder’sk orgelsolo.

Aaen tog dog sjældent fokus fra Chris Andersen, og uanset keyboard-akkompagnementets natur var sættet hele tiden solidt grundfæstet i Piedmont-traditionen. Den behersker Chris Andersen rigtig glimrende. Han besidder en let hæs og meget behagelig sangstemme, og hans fingerspil var elegant og melodisk.

Smagsprøver

Chris Andersen gav smagsprøver på et kommende album, der forventes udgivet til efteråret – en opfølger til debuten Hammer blues (2019) (læs anmeldelse her) – og repertoiret var i det hele taget en blanding af Chris Andersens egne sange, amerikanske folkesange som ”Stagger Lee” og ”Polly wolly doodle” og blues- og ragtime-standarder som ”I know you rider” og ”Make me a pallet on your floor”.

Der var også afstikkere til for eksempel Ole Friis’ ”Mister Nogood” og The Delmore Brothers’ klassiske ”Freight train boogie”. Sidstnævnte var et af koncertens højdepunkter sammen med den traditionelle ”Railroad song” og en næsten rockende ”All talk and no action”.

Det gav tilsammen et tilpas afvekslende og rigtig vellykket sæt (eller to sæt – der var en ganske kort pause midtvejs). Blot kunne man have ønsket, at Chris Andersen havde gjort lidt mere brug af den National-steelguitar, han også havde med. Den blev kun brugt på et enkelt nummer – Sleepy John Estes’ ”Drop down mama” – og vi ville da gerne have haft noget mere resonatorguitar!

Smæk for skillingen

Var Chris Andersens velspillede Piedmont blues en kende for fersk for nogle af de fremmødte, fik de til gengæld smæk for skillingen hos Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani. Den danske sanger og guitarist og den brasilianske kontrabassist turnerer lige nu med deres nys udgivne album nummer to, Stone in my heart, der består af, hvad Big Creek Slim selv kalder ”møgbeskidt” blues.

De startede da også med Robert Johnsons ”Traveling riverside blues”, og så var stilen lagt med rå, intens delta blues. Big Creek Slim er en enestående vokalist med en mørk stemme, intonation og diktion af højeste klasse, suppleret med hollering og et ubesværet glid gennem registret. Tilmed er hans guitarakkompagnement lige så formidabelt, og til sammen giver det en blueskunstner, der kan begå sig blandt de allerbedste på internationalt plan.

Big Creek Slim hænger sig ikke i sætlister, og hans repertoire er ærefrygtindgydende stort, men Rodrigo Mantovani kan følge ham, uanset hvor han bevæger sig hen. Kontrabassen gav Big Creek Slims sange bund og fylde, men også en elastisk spændstighed, som når Rodrigo Mantovani spillede walking bass på den hokum-agtige ”Chucky chucky”. Det var uhyre vellykket duospil.

Super-intens

En super-intens ”Death letter blues” med fedt slide-spil af Big Creek Slim var blandt de stærkeste indslag i et sæt, som var uden svage øjeblikke. En lidt overraskende ”Trouble in mind” (oprindelig indspillet af Bertha ”Chippie” Hill) var en af de mere dæmpede sange, der vidnede om den alsidighed, Big Creek Slim og Rodrigo Mantovani kunne mønstre uden at ændre på indtrykket af en rå delta blues-koncert.

Overraskelserne var dog ikke slut her, for hen imod slutningen af duoens sæt dukkede Svante Sjöblom op i Kai Krogh Christiansens have. Svenskerens mandolin blev hurtigt fremskaffet, og midt i Ishman Braceys ”Trouble hearted blues” kunne Sjöblom så slutte sig til eftermiddagens løjer.

Svante Sjöblom begår sig inden for blues, folk og bluegrass (i Danmark har han blandt andet turneret med Blues Jamboree og spiller med Twang), og det blev efterfølgende udnyttet i et superfedt arrangement af folkemelodien ”Man of constant sorrow”.

Udtryksformer

Hermed blev endnu et lag føjet til eftermiddagens præsentation af den akustiske blues og dens forskellige udtryksformer. Med deres respektive udgangspunkter repræsenterede Chris Andersen og Big Creek Slim to forskellige traditioner, og den blide Piedmont blues påvirkede lytterne på en anden måde, og med en anderledes form for intensitet, end den brovtende og meget fysiske delta blues.

Men begge inddrog forskelligartede elementer af den amerikanske musiktradition – ragtime, jazz, country, bluegrass, murder ballads, vaudeville, work songs etc. Og dermed understregede både Chris Andersen og Big Creek Slim, at der ikke findes ”rigtig” blues eller sågar ”ren” blues. Bluesen er en del af en mangeartet tradition i stadig bevægelse.

Det kunne gæsterne i Kai Krogh Christiansens have så fordøje sammen med aftenens servering af chili con carne. Ikke at en lektie i bluesens natur var formålet med søndagens koncert i Silkeborg – formålet var at underholde publikum med kvalitets-blues, og dét gjorde begge duoer.