Koncertanmeldelse: Jesper Theis og Kent Thomsen, Bygningen, Vejle

Tekst og foto: Peter Widmer

Bluesforeningen Crossroads, der afvikler sine koncerter i kælderen i Bygningen i centrum af Vejle, havde haft held til at stable en ekstrakoncert på benene søndag den 10. november klokken 15-18.

Koncerten var med to forskellige bluesmusikere, der begge er garanter for kvalitet, nemlig den garvede Kent Thomsen, der hælder til et elektrificeret Chicago blues-udtryk, og den yngre Jesper Theis, der dyrker den akustisk orienterede delta blues.

Koncerten var en ekstrakoncert i forhold til det oprindelige koncertprogram for efteråret 2019. Desuden var de to musikere sat sammen specielt til denne lejlighed. De havde aldrig spillet sammen før, men alt gik, som det skulle. Lyden, der blev lavet af Søren Petersen, var desuden fin.

Koncerten var bygget op således: Ført fik man et sæt med Jesper Theis. Derefter fulgte, efter en kort pause, en afdeling med Kent Thomsen. Derefter var der atter en beskeden pause, og til sidst spillede Jesper Theis og Kent Thomsen et fælles sæt.

Hurtigt frem

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Jesper Theis er på kun et par år kommet hurtigt frem som bluesmusiker. Nordjyden, der i dag bor i nærheden af spanske Barcelona, har på kort tid formået at etablere sig som en fin fortolker af delta blues og har spillet mange steder i Danmark, såvel som udlandet også har haft bud efter ham.

Dels spiller Jesper Theis solo, dels musicerer han ofte med diverse andre musikere i forskellige konstellationer. Jesper Theis har spillet på adskillige ydmyge steder for mindre publikummer, men også for større forsamlinger som for eksempel på Randers City Blues Festival (læs her og her).

Desuden har han med-arrangeret en omrejsende bluesfestival (læs her). I 2017 kom debutalbummet Narrow line på gaden til fine anmeldelser (læs for eksempel her).

Siden da er det kun gået fremad for Jesper Theis, som man kan læse mere om her. Denne søndag eftermiddag fik Jesper Theis så sin spilledebut med en af Danmarks mest unikke fortolkere af Chicago blues med mere – sangeren, sangskriveren og ikke mindst guitaristen Kent Thomsen.

Spillemand

Kent Thomsen har gæstet Bluesforeningen Crossroads flere gange. For eksempel under banneret ”Kent Thomsen & friends”, hvor seneste fine koncert blev afviklet i februar i år og hed ”Lei sings the blues” (læs her).

Kent Thomsen har i årevis været en del af den danske musikscene, og det har for den rutinerede spillemand, der altid er helt nede på jorden, primært været bluesmusikken, det har drejet sig om. Forskellige musikererfaringer skal man dog også gøre sig, så eksempelvis spillede Kent Thomsen i ti års tid med Peter Belli.

Det var i øvrigt i dén sammenhæng, at han først arbejdede sammen med Lei Moe, men det er bluesmusikken, der altid har været Kent Thomsens hjertebarn. Således har Kent Thomsen været leder af egne bands som Kent Thomsen & the Rich Ones og Kent Thomsen & de Dyre Drenge.

Sidstnævnte fik i 2012 udgivet det fremragende, langtidsholdbare album Så’n er det. Orkesteret eksisterer, som Kent Thomsen & the Rich Ones, ikke mere. Til gengæld kunne Kent Thomsen indtil for relativt nylig ofte høres som en del af den populære blues-trio Thomsen:Nello:Hansen (læs her).

Kultfigur

Trioen, der nu er opløst, fik i 2013 det solide album Three chords & the truth på gaden, og dét holder endnu, men for mange er og bliver Kent Thomsen en kultfigur. Imidlertid er han en kultfigur, man dog godt kunne unde flere folk at stifte bekendtskab med.

Dét er der flere gode grunde til, for som det er blevet formidlet om Kent Thomsen, synger han ofte blues på dansk, eller specifikt på vestjysk, men der er ingen, der gør det som ham, og der er ingen, der skriver fornemme, spøjse, svidende, dybsindige og grine-provokerende tekster viderebragt med bidsk vokal som ham. Og så er der lige guitaren, som Kent Thomsen betjener helt unikt.

Ingen vrider en streng som Kent Thomsen. Ingen. Han har sin helt egen tone, hvor hver eneste berøring får guitaren til at dirre og vibrere blåt og råt. Det har intet at gøre med, hvilken guitar eller forstærker han spiller på. Det har at gøre med hans liv og sjæl.

Det samme gælder hans stemme. Han synger som sig selv, han synger om sig selv. Uanset om det er hans egen sang, et Muddy Waters-nummer eller noget helt tredje. Han er en sand bluessanger og bluesguitarist. Kent Thomsen er den ægte vare.

Dette kunne det cirka 60 folk store publikum forvisse sig om denne søndag eftermiddag og slippe tankerne om andestegen, der skulle indtages senere, når det blev mortensaften.

Lagde ud

Imidlertid blev det som indikeret den delta blues-orienterede Jesper Theis, der lagde ud, da eftermiddagens koncert gik i gang klokken 15. Jesper Theis startede sit sæt med det fine nummer ”Baby blue” fra debutalbummet Narrow line, der blev præsenteret således: ”Denne sang var med til at starte blues-karrieren for mig.”

Nummeret blev fremført med fornemt spil på den let forstærkede resonator-guitar, Jesper Theis benyttede sig af, og med intens vokal. I det hele taget kunne man konstatere, at netop Jesper Theis’ stemme er vokset, både i volumenanvendelse og fraseringsmæssigt, og dét er jo kun positivt.

Robert Johnson blev også hevet frem i form af klassikeren Last fair deal gone down i en fin udgave. Her var vokalforedraget virkelig robust og med klædelig pondus. Desuden bemærkede man et indfølt guitarspil med interessant fingerpicking teknik. Godt gået!

Guitarspillet hos Jesper Theis har som sammes vokal også udviklet sig betydeligt, hvilket kun kan hilses velkomment. Endnu et fint Jesper Theis-nummer fra Narrow line fulgte, nemlig ”En sang om at flytte til Spanien og de problemer, der følger med,” som ”Devil and the deep blues sea” blev præsenteret.

J.J. Cale

Son House blev vakt til live i en glimrende udgave af sammes ”Depot blues” – ligeledes fra Narrow line – med kraftigt guitarspil og ditto vokal, så det var en sand fornøjelse.

Det tilsvarende kan også kun siges om den udgave, Jesper Theis fremførte, af J.J. Cale-klassikeren ”Cocaine” med overfedt slide-guitarspil. Jesper Theis havde i øvrigt sin slide fremme flere gange denne eftermiddag med iørefaldende resultat.

Sidste – og ellevte – sang i eftermiddagens første sæt var Elmore James-klassikeren ”It hurts me too”. Samme er de fleste nok vant til at høre i elektrificerede udgaver. Her fik man dog nummeret i en flot, virkningsfuld akustisk udgave, der sad lige i skabet.

Jesper Theis fremturede med næsten grov vokal, der omtrent virkede anråbende – på den gode måde – og dertil hørte og så man en gang fornem fingerpicking, der var næsten afdæmpet. Jesper Theis spillede med capodastro i femte bånd på guitarhalsen med god virkning. Her fik man ”It hurts me too” i en helt anderledes version, end dem man ellers hører, og det var givende.

Chicago

Efter et veloverstået sæt, der affødte stor applaus fra publikum, fulgte en kortere pause, og så sprang man ellers fra delta blues direkte til Chicago blues med Kent Thomsen ved roret.

Kent Thomsen indledte netop sin afdeling med glimt i øjet og et ”Let’s go to town!” Så var det nemlig elektrisk storby-blues, den stod på, formidlet via Kent Thomsens nye røde elguitar og hans karakteristiske vokal.

Kent Thomsen lagde ud med B.B. Kings ”Somebody done changed the lock on my door”. Her var der boogie-lignende guitar shit i rå mængder suppleret af Kent Thomsens udtryksfulde stemme, og publikum var på dupperne lige med det samme.

Dernæst kom Muddy Waters forbi i skikkelse af nummeret ”Champagne and reefer”, der blev fremført eksemplarisk med Kent Thomsens fede vokal og fine flesh to strings-fingerspil, altså uden plektrum, med fine glissando-akkorder.

Historier

Til diverse publikummers store fornøjelse har Kent Thomsen det med at krydre de numre, han spiller, med gode historier, især fra det virkelige liv. Eksempelvis fortalte Kent Thomsen om sorte, altså afro-amerikanere, der gerne ville have klaverer at spille på, men disse var for dyre. Altså prøvede sorte, fattige klaverløse guitarister at overføre klavertoner til deres guitarer.

For eksempel en vis Blind Blake og en piano rag, og således opstod angiveligt instrumentalnummeret ”Blind Blake’s rag”, som Kent Thomsen spillede så fremragende, at man måtte tænke: ”Godt gået, Hr. Thomsen!” Så kom turen til Big Bill Broonzy-nummeret “When did you leave Heaven”, der blev fulgt at Kent Thomsens klassiker ”Plowstævn’ boogie”, der virkelig tog kegler med historien om den uheldige kombination af indtagelse af gule ærter og derpå følgende deltagelse i plovstævne. På behændig vis blev nummeret tillige kombineret med en anekdote om en vis Johnny M., en kvæstet kæbe og en gang totalatomiseret mortensaftens-and, der blev indtaget med sugerør.

Kent Thomsen fulgte op med et andet hjemmebrygget nummer, ”En ærlig svindler” – også med finurlig tekst, med nogenlunde disse linjer: ”Der er ikke den bank, hvor jeg ikke har et overtræk på andres hævekort,” og ”Jeg har spillet folk fra hus og hjem, når det altså ikke gjaldt mig selv … ”

”You gotta stand your test in judgement” fulgte, publikum blev opfordret til at synge med, og de gjorde det! Den klassiske Furry Lewis-sang ”John Henry” fik man også – nu med Kent Thomsen på sin solid body-elguitar. Kent Thomsen sluttede sin ni numre lange afdeling af med en fremragende, langsom udgave af Elmore James-sangen ”The sky is crying” med rumklang og ekko på sin røde hollow body-guitar, der var kommet i brug igen. Hertil serverede Kent Thomsen en god gang sej vokal.

Duo-afdeling

Efter megen hujen, piften og klappen fra det begejstrede publikum og en lille pause var det tid til eftermiddagens duo-afdeling, så Jesper Theis og Kent Thomsen entrerede scenen i flok. Ganske vist udgjorde de to musikere en ret lille flok, men frugterne af deres fælles arbejde var store.

Da de to musikere som tidligere indikeret aldrig havde spillet samme før, skulle de naturligvis lige have en stund til at føle hinanden på de musikalske tænder. Imidlertid gik der ikke længe, før de uden besvær kunne læse og supplere hinanden, og de lagde ud med et fornemt nummer af Jesper Theis, nemlig ”Concrete house of pain”.

Nummerets tekst kunne temamæssigt let opfattes som en kommentar til den meget nylige hetz mod jøder, Danmark har oplevet, hvilket Jesper Theis også mere end antydede. Selvom man er til oldschool delta blues, kan altså man sagtens have øjne og ører med sig over for dagens aktuelle samfundsfænomener.

Der var fint slide-spil ved Jesper Theis og ditto vokalarbejde ved Kent Thomsen i Leadbellys ”The bourgeois blues”, såvel som begge guitarister spillede slide-guitar samtidigt i flere numre og således supplerede hinanden virkelig godt. Der var sange om, hvordan man slipper af sted med at være utro, som Jesper Theis sagde det om en af sine sange, hvor der i øvrigt hørtes fornemt fingerspil ved begge musikere.

Drinks

Der var også et fint ragtime-agtigt nummer af Kent Thomsen med snurrig tekst om drinks og følgerne af at indtage drinks i lange baner. Her demonstrerede Jesper Theis, hvordan godt fingerspil kan lyde. Det samme gjorde han i en spændende udgave af Bukka Whites velkendte ”Parchman Farm”.

I samme nummer bidrog Kent Thomsen med en af sine karakteristiske ”lige i hjertekulen”-soli, der lagde flere publikummer ned. I det hele taget var det tykke, velklingende guitartoner, han fik lokket ud af sine to instrumenter denne eftermiddag.

Duoens sidste og syvende nummer var meget passende ”Got my mojo working”, bedst kendt med Muddy Waters, med Kent Thomsens vokal i front, og det må siges at begge musikere – både hver for sig og sammen – virkelig havde gang i deres mojo. Og den virkede på publikum!

Kent Thomsen afsluttede med et: ”Tak for i dag,” og publikum klappede og jublede, hvortil Kent Thomsen replicerede: ”Jamen selv tak da!” Jesper Theis på guitar og sang. Jeg hedder Kent Thomsen, og jeg har engang haft en Puk Maxi! Tak! Det er dejligt at møde et publikum, der er så med på den! So now we’ll release you for the andesteg!”

Men ikke helt, for publikum krævede et ekstranummer, før kursen blev sat mod andestegen, og dét fik folk i form af Bob Dylans ”Gotta serve somebody” med begge guitarister på inciterende slide-guitar og godt vokalarbejde, der også involverede et velvilligt publikum.

Og sådan sluttede en aldeles fin blå søndag eftermiddag hos Bluesforeningen Crossroads i godt selskab med to aldeles fortræffelige og forskellige bluesmusikere præget af vid, bid, smittende humor og fornemt musikerskab.