The Rad Trads – en eklektisk størrelse uden blues-elementer

Tekst og foto: Peter Widmer

Forventningerne var store før The Rad Trads-koncerten, for New York-kvintetten var opreklameret i Jam Days magasinet 2017 som et orkester, der spiller “R&B, Chicago og delta blues og rock & roll.”

Dette var dog noget af en tilsnigelse, for blues-elementerne glimrede ved deres fravær. Rock & roll var der dog en kende af, men ikke i traditionel 1950’er-forstand.

Jam Days magasinet 2017 lovede endvidere, at “Rad Trads udstråler kærlighed til amerikansk musik, med påvirkninger som spænder fra tidlig jazz til New Orleans brass band,” og dén beskrivelse skulle vise sig at være mere passende.

Til gengæld holdt den ikke med udsigten til ” … tre kraftige horn … og tre fængslende vokalister.” (Jam Days magasinet 2017). Der var nemlig “kun” to horn, men hele fem vokalister.

Mange ting

The Rad Trads, der blev dannet i 2012, står for “The Radical Traditionalists”, ifølge bandets bassist “Big Red” Mike Harlen.

Foruden “Big Red” Mike Harlen, der også synger, består The Rad Trads af Patrick Sargent (saxofon, vokal), Michael Fatum (trompet, vokal), Alden Harris-McCoy (guitar, vokal) og John Fatum (trommer, vokal).

The Rad Trads er blevet kaldt mange ting, som for eksempel “indie rock band” og “americana band,” og tilmed er de – meget passende fra tid til anden – blevet sammenlignet med The Band.

John Fatum har betegnet bandets musik som “high energy rock’n’roll” med påvirkninger fra navne som The Strokes og Tame Impala.

Men The Rad Trads er en eklektisk størrelse med mange forskellige elementer som førnævnte plus jazz, new wave, et stænk Paul Simon og meget mere.

Og tingene hænger sammen, som The Rad Trads beviste under Jam Days-festivalen.

Funky

Allerede fra første nummer swingede musikken, og hornene smældede. Desuden gik der ikke længe, før den stod på funk i fjerde nummer, der også rummede en rock-guitarsolo, der ville noget, og her var guitaristens vokal endvidere i front.

I femte nummer blev der skiftet gear og stil til en forunderlig blanding af zydeco og country, der fungerede godt, og så var der atter gode hornindsatser.

Næste nummer lugtede næsten af swamp rock og indeholdt desuden en forrygende trompetsolo.

Så var der soul-referencer tilsat rock og fængslende vokalharmonier a la canadiske Barenaked Ladies, medens næsten nummer – “Port Authority strut” fra 2014-ep’en Self help – indeholdt elementer af både soul-jazz og freeform jazz, hvor især Patrick Sargent brillerede på saxofon.

De mange tempo- og stilskift behagede tydeligvis et oplagt og modtageligt publikum, der kvitterede med adskillige klapsalver koncerten igennem.

Ballade

Jo, der var generelt tryk på musikken, men at The Rad Trads også mestrer at spille ballader, viste de netop i soul-rock-balladen “At ease boys” fra deres første fuldlængdealbum Must we call them Rad Trads fra 2016.

Nummeret blev i øvrigt smukt sunget af Mike Harlen, der hele koncerten igennem demonstrerede et solidt bas-spil.

Så var der sandelig ska-påvirkninger mixet med rock-elementer i næste nummer, hvor John Fatums vokal var i centrum, foruden hans udmærkede trommearbejde.

En snert af mexicanske sørgemarch-toner bredte sig over Amfiscenen i det følgende nummer, der var rent instrumentalt og indeholdt en forrygende trompetsolo ved Michael Fatum, mens Patrick Sargent supplerede med sax- og keyboardtoner.

Reggae-toner var der sandelig også i det følgende nummer, der næsten endte kakafonisk, mens der var både reggae-påvirkning og rock i næste komposition, “Check cashing day” fra Self help.

Op at stå

Under det følgende nummer, gospel-nummeret “Up above my head”, kom publikum virkelig op at stå. Desuden blev tilhørerne opfordret til at synge med, og de gjorde det sgu! Her var det trompetmanden, der sang for, og han demonstrerede, at han har et par aldeles velfungerende lunger.

Sidste nummer fra The Rad Trads var den rock-inspirerede “Keith Richards and I” fra Must we call them Rad Trads med en forrygende guitarsolo ved Alden Harris-McCoy, og så var der lige et ekstranummer, for publikum kunne tydeligvis lide denne sympatiske newyorker-kvintet.

The Rad Trads kom godt fra start og blev tilmed bedre at lytte til, efterhånden som deres koncert skred frem.

Disse fem newyorkere var tilmed sjove, uhøjtidelige og charmerende og havde klar publikumsappel med deres eklektiske musik, der dog var påfaldende blottet for blues-elementer.

Bluesforventningerne til dette orkester blev således ikke indfriet, men så fik man så meget andet godt.

Hvis The rad Trads runder Odense en anden god gang, vil det dog kun højne oplevelsen af bandet og sammes musik, at de bliver placeret indendørs i et mindre lokale, for det er dér, The Rad Trads hører til.