Under radaren: H.P. Lange

Tekst: Jakob Wandam

Han er efterhånden blevet en af dansk blues’ veteraner, den 58-årige Hans Peter Lange. Som en af landets flittigst turnerende bluessangere er H.P. Lange kendt vidt og bredt for sin musik, som han spiller på akustisk guitar, resonatorguitar og banjo.

H.P. Lange blev kåret som Årets Danske Bluesnavn af Copenhagen Blues Festival i 2011. Han har været nomineret til talrige Danish Music Awards, og tre gange har han vundet: Ain’t jivin’ (2000) og Take me home (2001) blev begge udråbt til Årets Roots Cd, og I feel fine (2019) blev hædret som Årets Danske Bluesudgivelse.

H.P. Langes musikalske udtryk har især været baseret på musikken fra Mississippi-deltaet, men også the North Mississippi hill country og området omkring New Orleans. Endvidere trækker Lange på ragtime og, særligt i de senere år, hillbilly- og cajun-musik.

Den eklektiske tilgang til bluesen tog H.P. Lange måske netop med sig hjem fra New Orleans, hvor han bosatte sig i midt-halvfemserne. Her lærte han af blandt andre John Mooney, lige som han på rejser til Mississippi mødte og spillede med Kenny Brown, R.L. Burnside og Junior Kimbrough.

Da H.P. Lange kom hjem, påbegyndte han sin indspilningskarriere, og det er dén, vi kigger på i denne del af artikelserien ”Under radaren”.

Formålet med ”Under radaren” er nemlig at sætte de danske bluesmusikeres diskografier under lup og se nærmere på både de udgivelser, vi tidligere har skrevet om, og dem, der gik under vores og måske også læsernes radar.

Læs med – og lyt til musikken ved hjælp af Spotify-playlisten nederst i artiklen.

Duo-album

H.P. Lange debuterede i 1995 med albummet Stop breakin’ down. Der var tale om et duo-album med mundharpespilleren og folkemusikeren Thomas Holm, og de to havde i fællesskab arrangeret og produceret en række traditionelle bluessange af især Robert Johnson, men også for eksempel Blind Boy Fuller og Elmore James. Endvidere havde H.P. Lange selv stået for fire blues- og ragtime-kompositioner på albummet.

Et par måneder senere spillede H.P. Lange ragtime-guitar på sangen ”Juliette”, der kunne høres på vise- og folkesangeren Thomas Kjellerups album Troubadour (1995).

Det næste album fra H.P. Lange var Ain’t jivin’, der blev indspillet i 1999 og udkom i 2000. Her var igen et par Robert Johnson-sange på programmet, blandet med numre af for eksempel Son House, Blind Willie Johnson og Blind Blake. Og halvdelen af de tolv skæringer var begået af H.P. Lange selv.

H.P. Lange var også ansvarlig for alle arrangementerne på pladen, som i det store hele var et soloalbum. Dog var der enkelte gæsteoptrædener af Robert Davies på didgeridoo, Hans-Jacob Krausmann på mundharpe, Kim Christiansen på bones, Olav Poulsen på guitar og Troels Jensen på klaver.

Troels Jensen

Samarbejdet med Troels Jensen skulle blive videreført gennem mange år og på mange plader. Sammen udsendte Troels Jensen og H.P. Lange først albummet Take me home i 2001. Det indeholdt en række fortolkninger af bluesstandarder samt sange af henholdsvis Jensen og Lange.

I 2003 udkom live-antologien The Copenhagen blues sessions, vol. 1. Det var Copenhagen Blues Festival, der stod for udgivelsen, og cd’en indeholdt optagelser fra Bar’Blues i København. H.P. Lange bidrog med en solo-fremførelse af ”Crossroads blues” (i.e. Robert Johnsons ”Cross road blues”).

Dernæst var H.P. Lange og Troels Jensen klar med endnu et duo-album, Alongside the blues (2004). Denne gang havde de dog allieret sig med Hugo Rasmussen (bas), Jarno Varsted (mundharpe) og Paul Banks (mandolin).

Repertoiret var den efterhånden velkendte blanding af traditionelle bluesnumre (af Willie Dixon, Charley Jordan, Robert Johnson, Charley Patton, Langes jævnaldrende Alvin Youngblood Hart og country-faderen Hank Williams) og egne sange.

Samme år medvirkede H.P. Lange som guitarist på en ny version af Troels Jensens ”Take me home”, som de to tidligere havde indspillet på albummet af samme navn. Denne gang blev den optaget med Troels Jensen & the Healers, og den fandt vej til deres album Look this way.

The Delta Connection

Selv dannede H.P. Lange bandet H.P. Lange & the Delta Connection, som i 2006 var klar med et album med samme titel. Der var tale om en trio bestående af Lange selv på vokal, akustisk guitar, National-steelguitar og banjo, Paul Junior på kontrabas og Mads D. Andersen på trommer. Desuden medvirkede Jarno Varsted på mundharpe.

H.P. Lange & the Delta Connection bestod af sange af R.L. Burnside, Big Joe Williams, Son House, Robert Johnson, Bukka White, Blind Willie Johnson, “Mississippi” Joe Callicott og H.P. Lange.

Med Change sometime (2007) var H.P. Lange dog tilbage i selskab med Troels Jensen samt Hugo Rasmussen og Jarno Varsted. Pia Trøjgaard og Lea Thorlann sang kor på albummet, der føjede sange af Tampa Red og Sleepy John Estes til repertoiret sammen med favoritten Blind Willie Johnson og naturligvis Lange og Jensen selv.

Change sometime var indspillet i 2006. I 2007 gik H.P. Lange i studiet med visesangeren Erik Grip for at spille dobro på dennes album Glad som alle fugle. Året efter var han med på guitar og dobro på sangerinden Anja Fønss’ plade Wait a minute.

H.P. Lange spillede på fem numre – ”Silly”, ”Much too much”, ”In time”, “Tears from the sky” og “Boogie me right” – og han var i godt selskab på Anja Fønss-albummet. Han kunne således høres side om side med sine Delta Connection-kolleger Paul Junior og Mads D. Andersen.

Tyve år

På daværende tidspunkt havde H.P. Lange fristet en karriere som professionel musiker i mere end tyve år, og det blev fejret med det dobbelte opsamlingsalbum 20 years anniversary (2008). Tracklisten var sat sammen af numre fra hele karrieren samt to helt nye studieindspilninger, folkemelodien ”Frankie & Johnny” og Robert Johnsons ”Come on in my kitchen”.

På live-albummet Saturday night – Sunday morning (2010), optaget i Hasseris Kirke og Hals Kirke, blev H.P. Lange genforenet med Troels Jensen og Hugo Rasmussen. Meget passende var der blandet gospel blues i delta- og country blues-repertoiret, hvilket nu ikke var noget nyt – ”Need somebody on your bond” og ”God don’t never change” havde de for eksempel længe spillet. Men H.P. Langes egen ”Jesus’ blood” var ny.

I sommeren 2010 deltog H.P. Lange i The Danish Folk, Blues & Ragtime Guitar Festival i Skarrild. Her var samlet en række danske og udenlandske guitarister, som netop begik sig i de genrer, hvor H.P. Lange havde mest hjemme: Paul Banks, Duck Baker, Ton Engels, Nick Katzman, Hans Theessink, David Laibman og altså H.P. Lange.

En tredobbelt cd-udgivelse dokumenterede festivalen, men udkom dog først i 2015. The Danish Folk, Blues & Ragtime Guitar Festival indeholdt ni H.P. Lange-numre.

Bluesband og traktormotor

Det næste projekt hed Motorblues (2013) og var en plade, hvor H.P. Lange i samarbejde med bassisten Henrik Poulsen havde arrangeret en række blues- og folk-numre for bluesband og traktor- eller skibsmotor! Det var et koncept, som H.P. Lange og Troels Jensen havde leget med siden 2010. Seks forskellige motorer agerede ”rytmeboks,” og albummet blev udsendt under fællesnavnet H.P. Lange & Friends.

Ud over Troels Jensen og Henrik Poulsen bestod ”vennerne” af Jarno Varsted, Paul Junior, trommeslageren Jens Kristian Dam, vaskebrætspilleren Mik Schack og violinisten Esben Kjær. De spillede primært traditionelle bluesnumre, men også et par egne numre, inklusive H.P. Langes nye ”Sylvesters tractor rag” [sic] og Troels Jensens ”Big red tractor”!

H.P. Lange mødtes også med musikalske venner i Peter Nandes løst organiserede og akustisk-orienterede skandinaviske supergruppe Blues Jamboree, som turnerede rundt og spillede country blues og jug band-musik uden sætliste. 2013-versionen af Blues Jamboree omfattede Nande, Lange, Paul Banks, Troels Jensen, Tim Lothar, Rune Myhren, Svante Sjöblom, Olav Poulsen, Mik Schack, David Larsson og Hugo Rasmussen.

Hvordan en koncert med Blues Jamboree kunne forløbe, kunne man høre på de to live-album, der blev udgivet året efter, Grab a root an’ growl og Ride train ride.

Robert Johnson

Et lignende allstar-projekt var Nisse Thorbjørns Robert Johnson Tribute. Her var fokus dog udelukkende på Robert Johnsons katalog af sange (han indspillede blot 29), af hvilke H.P. Lange jo havde fortolket adskillige. Med i det fluktuerende Robert Johnson Tribute-team var Thorbjørn og Lange samt blandt andre Troels Jensen, Kenn Lending, Thorbjørn Risager, Tim Lothar og Hans Knudsen.

Robert Johnson-projektet blev dokumenteret på albummet Robert Johnson was here! (2017). H.P. Lange medvirkede på ni af albummets skæringer (læs anmeldelse her).

Inden da havde H.P. Lange dog selv udsendt cd’en Travelling man blues (2016). Her var en ny, fast bandkonstellation kommet på plads med Jens Kristian Dam (trommer, slagtøj og klaver), Paul Junior (bas) og Niels Bonefaas (banjo og violin) samt som gæst Jarno Varsted (mundharpe).

Pladen markerede også et yderligere skridt i retning af oldtime, string band-folkemusik, cajun og bluegrass med tilføjelsen af Niels Bonefaas, som skulle få en stadig større plads i instrumenteringen, selektionen og arrangementerne af H.P. Langes musik. Det betød blandt andet nye versioner af H.P. Lange-sange, som han havde spillet i andre konstellationer (”Walking ad for love”, ”Jesus’ blood”), men der blev naturligvis også plads til det obligatoriske Robert Johnson-nummer (læs anmeldelse her).

Ny karriereopsamling

I 2018 var det tid til en ny karriereopsamling. Der var nu gået ti år siden 20 years anniversary, og i mellemtiden var de fleste af H.P. Langes ældre udgivelser udgået af handelen (det meste af bagkataloget kan i dag streames). Trackin’ my blues greb helt tilbage til debutalbummet og bød samlet set på nedslag i hele den godt tredive år lange indspilningshistorie. Modsat den tidligere opsamlingsplade var Trackin’ my blues dog trimmet ned til en enkelt cd, og der var ingen hidtil uudgivne numre på albummet (læs anmeldelse her).

Det var der til gengæld på 2019-udgivelsen I feel fine, som udkom under det nye bandnavn H.P. Lange Big Gumbo. Bandmedlemmerne var de samme, som havde spillet på Travelling man blues, dog med den undtagelse, at Dave Stevens havde erstattet Paul Junior på bas. Men navnet signalerede alligevel en ny musikalsk vision, eller i hvert fald et skridt videre i den retning, som allerede var udstukket med det forrige album.

Lige som New Orleans-gryderetten gumbo (som H.P. Lange i øvrigt ynder at lave) er kendetegnet ved at kunne indeholde nærmest hvad som helst, man måtte have til rådighed at smide i den – og meget gerne forskelligt fra gang til gang – således skulle H.P. Lange Big Gumbo også kunne favne alskens musikalske retninger og roots-genrer.

Og nok var I feel fine ubestrideligt en bluesplade – hvor H.P. Langes egne kompositioner på velkendt vis var iblandet numre af Leadbelly, Son House og Robert Johnson – men den var kraftigt krydret med hillbilly-musik, zydeco, bluesgrass og gospel med mere (læs anmeldelse her).

Soloalbum

Da corona-pandemien lukkede landet ned, var H.P. Lange Big Gumbo ude af stand til at udøve deres sædvanlige, flittige turnévirksomhed. I stedet gik H.P. Lange i lag med et decideret soloalbum, som fik den enkle og rammende titel Solo (2021).

Her fremførte han på vokal, guitar og banjo en række numre, som han tidligere havde indspillet med band. Hertil kom en håndfuld blues-, folk- og country- og ragtime-numre, hvoraf de fleste var traditionelle, samt et nyt H.P. Lange-nummer, ”I drink when I’m dry” (læs anmeldelse her).

I skrivende stund er H.P. Lange tilbage på landevejene. Vi venter i spænding på det næste pladeprojekt og udviklingstrin fra denne originale og altid kvalitetsstærke danske bluesmusiker.