Koncertanmeldelse: Køge Blues Festival, Teaterbygningen, Køge

Trouble Cats

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Sven Levandowsky

Lørdag den 23. marts var Teaterbygningen i Køge vært for en næsten udsolgt Køge Blues Festival. Festivalen finder sted hele to gange årligt, og at det kan lykkes at fylde bygningens sal med bluesfans, siger dels en del om Køge som kulturby, dels om Køge Blues Festivals evne til at sammensætte et program, som kan appellere bredt.

Køge Blues Festival gør en dyd af hyre bands, som dels repræsenterer forskellige grene på det store bluestræ, dels befinder sig forskellige steder på berømthedsskalaen. Der er som regel tale om danske orkestre (der har dog tidligere været besøg fra Sverige), og sådan var det også denne lørdag.

Det blev en underholdende eftermiddag og et interessant studie i, hvad henholdsvis grønne og garvede kræfter kan bidrage med, positivt såvel som negativt.

Garvede

Øernes Blues Band

Festivalåbnerne i Øernes Blues Band hørte bestemt til den garvede kategori. Bassisten Jan Hvidtved og guitarist Ken Damkier har spillet sammen i mere end fyrre år, og som solist spillede Damkier med rutinens ro og elegance, om end han også tog chancer med en mere skramlet lyd for eksempel på John Campbells ”Voodoo edge”.

Øernes Blues Band trivedes i den sumpede voodoo-blues, hvor også den langsomme, luskede ”Evil spirit” var vellykket, og Damkiers solo slangede sig elegant. Til gengæld syntes han at komme til kort især i anden del af Jimi Hendrix-medleyet ”Little Wing”/”The wind cries Mary”.

Ken Damkier og Danny Wickmann

I forsanger og mundharpespiller Danny Wickmann har Øernes Blues Band fået et energisk boost, og Wickmann var bandets stærkeste kort. Han besidder en rigtig god sangstemme, som både har en flot, fyldig soulklang, der kan minde om Mike Andersens, og en lille smule grus, der giver den en god, bluesy kant.

Tilmed fremstod Danny Wickmann som en selvsikker frontmand med god publikumskontakt – ikke noget nemt job i en sal, hvor publikum var bænket ved langborde, der strakte sig fra en position fire-fem meter fra scenen og bagud.

Tog kegler

Johan Larsen og Danny Wickmann

Men Danny Wickmann & co. gjorde det habilt, begyndende med en fin version af Louis Jordans ”Let the good times roll”. På sang nummer to, ”(I’m your) hoochie coochie man”, fandt Wickmann mundharpen frem og leverede glimrende, Chicago-orienteret spil, der kulminerede i en flot, udstrakt solo. Dén tog kegler hos publikum.

Med ”T-Bone shuffle” som tredje nummer stod det til gengæld efterhånden klart, at vi nok ikke skulle vente os de store overraskelser. Den swingede fint, og Jan Hvidtveds basspil gyngede, men der tegnede sig også et billede af en blueskoncert, som var godt håndværk, men måske ikke så meget mere end det.

John Hiatts ballade ”Feels like rain” tog musikken i en mere soulpræget, men også lidt mere kedelig retning. Little Walters ”You’re so fine” var en showcase for Danny Wickmanns mundharpespil, der bragte Øernes Blues Band tilbage i Chicago blues-territoriet.

Mere spændende

Øernes Blues band

Det blev som nævnt mere spændende, når bandet trak mod den sumpede Louisiana blues. ”Voodoo edge” gav for eksempel Johan Larsen lejlighed til at variere trommespillet, og hans dunkende rytme tilførte også nummeret et mere rocket præg. Det var også det ene af et par numre, hvor man hørte Danny Wickmann på saxofon.

Ken Damkier, Danny Wickmann, Jan Hvidtved

Jimi Hendrix-fortolkningerne var til gengæld lidt for rudimentære. Bevares, Øernes Blues Band kunne da godt være dem bekendt, men det skulle senere på dagen vise sig, hvordan ”Little wing” kunne forvaltes med noget større ekvilibrisme.

Med den afsluttende ”Blues man” – en dyb og groovy blues – fik Øernes Blues Band salen til at synge med. De var et solidt band, som underholdt professionelt med deres bluescovers, uden at det dog på noget tidspunkt løftede sig op til det det ekstraordinære.

Originalitet

Så var der mere originalitet i duoen The DownShifters, som leverede et aldeles fremragende sæt. Stilen var naturligvis en ganske anden, og der var stemmer blandt publikum, som mente, at The DownShifters’ unikke tag på hill country-, delta- og country blues umuligt kunne være rigtig blues, hvad dét så måtte betyde. Sludder var det i hvert fald.

The DownShifters

Sune og Kasper Bjerre, som udgør The DownShifters, er brødre, og det giver duoen en særlig kemi. Den kom dels til udtryk i deres ret underholdende pingpong mellem numrene, dels i de fine vokalharmonier og det sømløse sammenspil.

Begge optrådte siddende, og Kasper Bjerre betjente bas og trommer – sidstnævnte med fodpedaler – mens forsanger Sune Bjerre skiftevis spillede resonatorguitar, elguitar, banjo og mundharpe. De lagde en fed energi for dagen fra begyndelsen med ”Bukka’s jitterbug swing” (naturligvis af Bukka White), en uptempo country blues, hvor Sune Bjerre gav den første prøve på sit bottleneck slide-spil på resonatorguitaren. Så var festen i gang, og publikum klappede ivrigt i takt.

Egne sange

Der kom flere covers, men omkring to tredjedele af sættet var The DownShifters’ egne sange. Det gjaldt for eksempel ”Big Street mama”, en sang om brødrenes ungdom, hvor de gik i byen i Storegade i hjembyen Randers. Lyden var rå, og Kasper Bjerre basspil spændstigt, mens hans hi-hat holdt rytmen.

The DownShifters

”Hobo westbound” havde Kasper Bjerres signatur, og her sang han kor bag Sune Bjerre, der nu var skiftet til banjo.

The DownShifters har ikke udgivet musik, men begge var med i hedengangne The Cornfeds, og vi fik et par af Sune Bjerres sange fra The Cornfeds’ enlige album. Hans vokal var imponerende flot på ”Going nowhere fast”, hvor han også spillede skramlet elguitar over et dunkende beat. Og faktisk blev vokalen bare bedre og bedre, efterhånden som Sune Bjerre fik sunget sig varm. Fra Cornfeds-albummet stammede også ”I wouldn’t last a day”, nu igen med Sune Bjerre på banjo, og den næsten rockede ”Alone” med fed elektrisk slide-guitar.

Næsten funky

Inden da havde The DownShifters været omkring Muddy Waters’ ikoniske ”I be’s troubled” (som han siden bearbejdede til ”I can’t be satisfied”) med bidende bottleneck-spil og indlagte temposkift. Vi fik også Sonny Boy Williamson II’s ”I don’t care no more” i en næsten funky udgave med dyb, huggende bas af Kasper Bjerre og med Sune Bjerre på mundharpe. Mere overraskende var en smuk, tostemmig version af bluegrass-bandet The SteelDrivers’ ”If it hadn’t been for love”.

The DownShifters

Der var også overraskelser i Sune Bjerres ”But you don’t”, som pludselig gik fra delta blues til reggae-pop – og tilbage igen. Dette kom efter det country-smagende uptempo banjo-nummer ”The end”, som blev mødt med taktfaste klapsalver, hujen og piften fra publikum.

Men The DownShifters’ sæt var altså også svært god underholdning – morsomt, varieret og på højt musikalsk niveau. De sluttede af med Big Joe Williams-klassikeren ”Baby please don’t go”, spillet som pumpende hill country blues, og så deres egen ”Too good for this world”. En flot og overskudsagtig indsats af Bjerre-brødrene.

Ubeskrevet blad

Efter en lidt længere pause, hvor publikum kunne proviantere mad og drikke, var det pålagt RVN Trio at få gang i musikken igen. Trioen var et forholdsvis ubeskrevet blad, og selv om de da har spillet koncerter gennem det sidste par år, var der næppe mange blandt publikum, der på forhånd kendte guitaristen og sangeren Robin Vej Nymark og hans rytmesektion bestående af Per Bech-Willumsen på trommer og Erik Stradel på bas og kor.

RVN Trio

Til gengæld var der mange, der talte om RVN Trio efter festivalen, for her var altså åbenbaret et guitartalent ud over det sædvanlige.

Den blot 20-årige Robin Vej Nymark havde ellers svære vilkår denne dag. Ikke blot kæmpede han med et skrantende helbred, hans sæt led også under gevaldige problemer med at få justeret lydniveauet, hvilket alt sammen betød, at hans stemme havde særdeles svært ved at trænge igennem både lyden fra hans egen guitar og det tordnende akkompagnement fra trommer og bas.

Der var også tale om et væsentligt anderledes lydligt udtryk end under den foregående koncert. Hvor The DownShifters primært havde spillet hel- eller halvakustisk, var RVN Trio en ægte powertrio, hvis højspændte bluesrock var designet til at blive blæst ud over publikum.

Stevie Ray Vaughan

Inspirationen fra Stevie Ray Vaughan & Double Trouble var åbenlys, og der blev spillet mangen en Texas shuffle. ”They call me Guitar Hurricane” (som oprindelig blot hed ”Guitar Slim” efter ophavsmanden) var først, efterfulgt af Stevie Ray Vaughans debutsingle ”Love struck baby” og ”Thunderbird” af Texas-bandet The Nightcaps.

RVN Trio

Fra Stevie Ray Vaughan-sangbogen kom også ”Pride and joy” samt flere numre, som SRV havde for vane at spille, så som Guitar Slims ”The things that I used to do” og Jimi Hendrix’ ”Little Wing”.

Robin Vej Nymarks spillestil var aggressiv, men teknisk ærefrygtindgydende – han kunne flytte fingrene, og det var ikke bare lir, men spændende og substantielt. Et tidligt højdepunkt var Elmore James-standarden ”The sky is crying”, hvor Nymark overrumplede publikum med et kraftfuldt angreb på strengene, og det lød fænomenalt!

Til gengæld må det siges, at det det kneb gevaldigt med vokalen. Manden var syg, og det var selvfølgelig en stor del af forklaringen, men der bør investeres tid i både stemmetræning og mikrofonteknik. Det var et klogt og snedigt træk at spille forholdsvis mange instrumentalnumre – vi fik for eksempel også Freddie Kings ”Hide away” – men der skal arbejdes med vokalen, hvis Robin Vej Nymark skal fungere som frontfigur. Og det skal han da!

Lovende takter

RVN Trio

For der skal ikke herske tvivl om, at vi hørte meget lovende takter fra den unge mand, og der syntes at være stor enighed blandt publikum om, at RVN Trios koncert – og især guitaristen selv – var en stor oplevelse.

Han begrænsede sig heller ikke til ren blues(rock), men flirtede med hård, psykedelisk rock, især i Jimi Hendrix-numrene. Vi fik både ”Manic depression” og ”Angel”, og så blev der sluttet af med den førnævnte ”Little wing” – hvilket vakte stor jubel. RVN Trio kunne tydeligvis spille lidt af hvert; forhåbentlig kan der med tiden også komme originale numre til.

Robin Vej Nymark er ung og mangler sceneerfaring; hans guitarspil kommer i den grad ud over scenekanten, men der savnes mere disciplin for eksempel i den vigtige kunst simpelthen at få præsenteret, startet og afsluttet numrene ordentligt. Det skal nu nok komme med erfaringen, og dét, vi så, lovede godt for fremtiden.

Lige i skabet

Hvad RVN Trio savnede af erfaring, havde dagens sidste band, Trouble Cats, til overflod. Aarhusianske Trouble Cats har eksisteret næsten lige så længe som Øernes Blues Band, og det stod klart fra første strofe af ”Hard facts & poetry”, at her var et orkester, hvor det hele bare sad lige i skabet.

Trouble Cats

Martin Blom Hansen (guitar og vokal), Henrik Hansen (mundharpe og vokal), Morten Brauner (bas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor) lød, som havde de aldrig lavet andet end at spille sammen, og deres hjemmelavede Chicago shuffle var en fed start på koncerten.

Martin Bloms fede bottleneck slide og Henrik Hansens Chicago-prægede mundharpespil skiftedes til at tiltrække sig opmærksomheden, lige som Blom og Hansen på skift agerede forsanger. Henrik Thorsens gulvtam indledte ”Rock ’n’ roll woman”, endnu en Trouble Cats-original. Og faktisk bestod Trouble Cats’ sæt næsten udelukkende af egne numre.

Filmisk

Trouble Cats

Den let jazzede ”Back to the well” satte Martin Bloms klare sangstemme godt i scene, og hans elegante guitarsolo med diskret ekko gav nummeret en filmisk stemning. Også på den Henrik Hansen-sungne ”The note” var der elegante og uprætentiøse solo fra både guitar og mundharpe, og ”Telling lies” var en catchy sag, der blev efterfulgt af den glimrende slow blues ”Telephone blues” med glødende Chicago-mundharpe og en lækker bassolo af Morten Brauner.

Herefter var det imidlertid, som om Trouble Cats tabte noget momentum. Der blev fortsat spillet upåklageligt, men ”Rockin’ ’round the tombstone” virkede gumpetung, og med den heartland rock-prægede ”Cold dark night” syntes de at tabe både nogle af de mere konservative blues-publikummer og denne anmelder – det blev ærligt talt en smule kedeligt. Til gengæld blev der danset, og det er jo svært at argumentere imod!

Trouble Cats kom da også hurtig igen med ”Who’s behind the wheel”, over hvis tunge beat Martin Blom tryllede med bidende guitarlicks, slide og wah-wah-pedal. Hans Sonny Landreth-agtige slide prægede også den voodoo-sumpede ”Why do you treat me like that”, men sangens sande helt var Henrik Thorsen, der ikke bare fik en afsluttende solo, men også bar nummeret frem med fedt trommespil.

Overstrålede

I det hele taget var Henrik Thorsen en sand fornøjelse at bevidne. Ud over den forbilledlige musikalske indsats overstrålede hans smittende energi og store smil de tre herrer foran ham, og man tog sig selv i at ønske, at han blev bragt mere i spil over for publikum. Ham er der ingen grund til at gemme væk!

Henrik Thorsen

Thorsens whiskers-spil introducerede også syng med-nummeret ”Oh oh oh”. På denne New Orleans-stemningsfulde sang fik de fire Trouble Cats lejlighed til at synge hver et vers, og det fungerede rigtig fint.

Herfra var det dog Martin Bloms slide-guitar, der var stjernen over dem alle. Han spillede melodisk på ”Lonely night blues” og krydrede med en sublim outro, inden hans flænsende riffs igangsatte et medley af ”That’s all I want” og Willie Dixons ”I just want to make love to you”. Henrik Hansen matchede ham med en aggressiv mundharpesolo, men Martin Blom satte trumf på med en udstrakt solo og førte bandet igennem et regulært rave-up.

Kulminationen

Trouble Cats

Det var kulminationen, og man skulle næsten være stoppet her, men på forlangende kom et adstadigt ekstranummer i form af Jimmy Reeds ”Baby what you want me to do”.

Trouble Cats virkede klart som festivalens mest professionelle band, med sømløst sammenspil og et ubesværet flow i sættet. Skulle man klandre dem for noget, skulle det være, at de aldrig gav indtryk af, at der var noget på spil – en klar kontrast til for eksempel RVN Trio. Men især hen imod slutningen af sættet måtte man alligevel overgive sig til deres spilleglæde og naturligvis lette på hatten for deres imponerende dygtighed.