Magtdemonstration af Big Daddy Wilson

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Mandag den 12. marts gav Wilson Blount, bedre kendt som Big Daddy Wilson, månedens tredje koncert på dansk grund. Det foregik foran et talstærkt publikum på Godset i Kolding.

Big Daddy Wilson er bosiddende i Tyskland, men medlemmerne af hans faste band er italienere: Cesare Nolli – af Wilson kaldet ”Smokestack Lemon” – på guitar, Nik Taccori på trommer, Enzo Messina på keyboards og Paolo Legramandi på bas.

Svedig blanding

Oprindeligt kommer Big Daddy Wilson dog fra North Carolina, og det har formet hans musik, som er en svedig blanding af southern soul, blues, funk og gospel, tilsat en generøs portion reggae. Wilsons stemme mestrer det hele; lige så rå som han lyder på en blues, lige så sirup-smooth leverer han en soul-ballade. Ubesværet, usvigeligt sikker og med en ærefrygtindgydende slagkraft sang Big Daddy Wilson sig igennem et to-timers repertoire stort set uden pauser.

”Cross Creek Road”, en sumpet delta blues, åbnede sættet med Cesare Nolli på slide-guitar, og han skulle hurtigt vise sig at være backing-bandets ubetinget stærkeste kort. Nolli imponerede med sit stramt disciplinerede, på én gang elegante og muskuløse guitarspil, og tilmed besad han en fin stemme, som både lod ham bidrage med upåklagelig korsang og lejlighedsvis leadvokal.

Vokalt stod de tre øvrige bandmedlemmer væsentligt svagere. Allerede da kapelmester Paolo Legramandi skulle introducere Wilson, stod det klart, at han havde vanskeligt ved at råbe salen op. Som korsangere var der ikke noget at udsætte på ham, Taccori eller Messina, men når de skulle træde frem i spotlyset, blev deres stemmemæssige begrænsninger udstillet.

Fikspunkt

Heldigvis var Big Daddy Wilson det utvetydige fikspunkt, og selv om der efterfølgende kunne konstateres delte meninger blandt publikum, var det Bluesnews.dk’s indtryk, at bandet samlet set spillede endog meget tight.

Der var masser af insisterende beats at spore, både på soul blues-nummeret ”7 years” og på ”Time”, der emmede af storby-funk a la Curtis Mayfield.

Gospel-rødderne blev opsøgt på syndflodsdramaet ”Wake up before it’s too late” og på ”Drop down here”, der tilmed var tilsat en let reggae-rytme og citater fra ”This little light of mine”.

Endnu et urbant funk-nummer fulgte i form af Bill Withers’ ”Lonely town, lonely street”, inden Wilsons hyldest til moderen, ”Miss Dorothy Lee”, dannede ramme for dundrende trommespil fra Taccori, en heftig orgelsolo fra Messina og wah-wah-funkguitar fra Cesare Nolli, mens Wilson selv betjente tamburin og shaker.

Allman Brothers

Soul-balladen ”Anna Mae” gik direkte over i en version af The Allman Brothers’ ”Midnight rider”. Her overtog Cesare Nolli forsanger-tjansen, mens Big Daddy Wilson for en kort bemærkning forlod scenen, og et sådant southern rock-nummer lå rigtig godt til Nollis lyse, country-påvirkede vokal.

Koncerten havde indtil nu været en veritabel magtdemonstration fra Big Daddy Wilson, der fremstod ulasteligt klædt i jakkesæt og bredskygget hat og udstrålede kontrol, stilsikkerhed, positivitet og vilje til at skabe en soul blues-fest.

Nu blev jakken lagt og tempoet skruet ned i et par semi-akustiske numre. Den country-farvede folk blues ”Mississippi John” var, ikke overraskende, en hyldest til Mississippi John Hurt, og den blev fulgt op af det afdæmpede reggae-nummer ”My babe” (ikke at forveksle med Little Walters Chicago-klassiker).

Strøm igen

Med ”Holding the ladder” var der både strøm og gospel igen, og herefter var det tilbage til den sumpede blues med ”Baby’s coming home again”. Her spillede Big Daddy Wilson med bottleneck på en diddley bow, en en-strenget guitar med cigarkasse-krop, og det slap han rigtig godt fra. Det lød råt, sejt og senet og blev komplementeret godt af Enzo Messinas barrelhouse-klaver og en fed slide-solo af Cesare Nolli.

”On the run” var en Texas-boogie med nok en flænsende guitarsolo af Nolli og glimrende orgel-arbejde fra Messina. Et bluesriff a la ”If I had possession over judgement day” indledte næste nummer, der dog hurtigt forvandlede sig til reggae med funk-keyboard og viste sig at være titelnummeret fra Wilsons seneste album, Neckbone stew.

”Country boy” afsluttede et ellers uafbrudt flow af stærke sange, der trods skiftende tempi blev leveret uden tab af momentum.

Medley

Stilen blev imidlertid brudt, da Big Daddy Wilson og hans band kastede sig ud i et medley af soul-klassikere med mere. De fem musikere skiftedes til at håndtere leadvokaler på ”In the midnight hour”, ”Hard to handle”, ”Stand by me”, ”My girl”, ”Stop that train”, ”Hallelujah I love her so”, ”I want you back”, ”Funky good time”, “Get up (I feel like being a) sex machine”, “(Sittin’ on) the dock of the bay”, “Fa-fa-fa-fa-fa (Sad song)” og “Thank you (falletin me be mice elf again)”.

Som det fremgår, var det et langt medley. Det blev en pinagtig understregning af de svage sangstemmer hos tre femtedele af ensemblet, og tilmed stak det ud som en helt unødvendig leflen for publikum – et festligt, folkeligt og fornøjeligt potpourri, designet til fællessang og bundet sammen af indstuderede replikker.

Det bremsede koncertens ellers ustoppelige fremdrift og stilfulde overlegenhed, men dog ikke nok til at slette et helhedsindtryk, som retfærdiggjorde den stående ovation, der fulgte. Og Big Daddy Wilson og co. fandt da også melodien igen på de to ekstranumre, soul-balladen ”I just need a smile” og funk/reggae-opvisningen ”Baby don’t like”.

En klasse for sig

Trods enkelte mislyde må man altså sige, at Big Daddy Wilson og hans band leverede en stilig, energisk optræden på Godset, hvor især hovedpersonen var i en klasse for sig. Det velproportionerede miks af genrer resulterede i et let tilgængeligt produkt, der appellerede bredt, men som – med en enkelt undtagelse – ikke virkede kalkuleret. Snarere var det udtryk for Wilsons gode smag som sangskriver og performer.

Ros må også lyde til musical director Paolo Legramandi for de stramme arrangementer og til hele bandet for den disciplinerede udførelse, hvor særligt guitaristen Cesare Nolli viste musikerskab af høj klasse.