I 2014 fik Ny V58 (tidligere Vestergade 588) i Aarhus ny forpagter, Ebbe Ottzen. Han kæmper en daglig kamp for at få det legendariske spillesteds økonomi til at køre rundt. Han søgte honorarstøtte fra Aarhus kommune til 2015. En støtte ordning som er livsnødvendig, hvis et spillested skal overleve på den lange bane. Han fik desværre afslag med begrundelsen at der allerede var tilstrækkeligt med spillesteder med lignende musikprofil i byen. Det slog ham ikke ud, og han knokler videre for at få stedet op at køre. Der er tre bookere tilknyttet, der administerer koncerter inde for de forskellige musikgenrer. Den røde tråd er et sted for det modne publikum med blues, jazz og rock live koncerter.




Et samarbejde, der starter med et rungende ”NEJ!”, er måske ikke umiddelbart det mest befordrende for et fremtidigt makkerskab. Ikke desto mindre var det faktisk en lodret afvisning, der satte gang i makkerskabet mellem sanger Jes Holtsø og pianist og producer Morten Wittrock, da de to blev introduceret til hinanden tilbage i 2009, hvor Holtsø skulle bruge en pianist til sin deltagelse i Talent 2009. Wittrock endte dog på scenen med Holtsø alligevel, og siden da har et givtigt og glædeligt musikalsk partnerskab vokset sig stort og stærkt – bl.a. med to prisvindende og anmelderroste udgivelser på makkerparrets CV. Den 13. april er Holtsø og Wittrock klar til at føje deres tredje albumudspil, ”Glemte Nætter”, til fællesbedrifterne.





