Forrygende dobbeltkoncert på Posten

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Der blev gået til den af begge navne på Posten i Odense torsdag den 3. maj, hvor Vega Strauss Band og Chris Grey & the BlueSpand med Lucy Woodward gav en forrygende dobbeltkoncert.

Med to så solide, bluesfunderede størrelser på plakaten kan det undre, at der kun mødte omkring 90 folk op til denne koncert, der foregik på Postens lille scene.

Til gengæld var et veloplagt publikum med hele vejen igennem og kvitterede for de musikalske udladninger fra scenen med bifaldende klapsalver og godmodige tilråb.

Desuden var de fremmødte også parate til at deltage med sang og rytmiske klap, når de blev opfordret dertil. Kort sagt var stemningen absolut positiv, og begge bands leverede varen fra start til slut.

Blues, funk og soul

Første navn var Chris Grey & the BlueSpand, der står for et vellykket, originalt mix af blues, funk, soul og et stænk rock.

Bandet består af guitaristen og leadsangeren Chris Grey, Kasper Lauersen på bas og kor samt Lars von TrommenStick.

Sidstnævntes borgerlige efternavn er reelt Frimodt-Møller. Lars Frimodt-Møller trakterede trommer og vokal og bidrog ydermere til bandets lydbillede med præindspillede tangentmalerier og samples.

Den odenseanske trio har eksisteret i nogle år og er efterhånden ved at få skabt sig et navn gennem adskillige spillejobs i ind- og udland.

Virale hits

Desuden har de et internationalt rost debutalbum – Lotta love – under bæltet samt de virale hits “Mammas mammalaid” og “Grab ’em by the elbow”.

Musikerne formår at få tingene ud over scenekanten via deres instrumentale og vokale formåen, fine kompositioner, en god portion humor og ditto publikumskontakt.

Denne aften havde Chris Grey & the BlueSpand den amerikanske sangerinde Lucy Woodward med som gæst.

En underlig fisk

Lucy Woodward er noget af en underlig fisk, for hun er svær at blive klog på stilmæssigt, og hendes stemme er ikke ligefrem én, der klæber til lytterens hukommelse.

Hun har samarbejdet med så forskellige musiknavne som Chaka Khan, Rod Stewart og jazz-, rock- og funk-orkesteret Snarky Puppy og stritter således i flere forskellige retninger genremæssigt.

I sensommeren 2017 kunne hun høres i Odense sammen med Tip Toe Big Band under Jam Days-festivalen, på Dexter i november, og på Posten sidst i december måned. Desuden har hun kunnet høres med odenseanske Evil Sons of the Blues.

Lucy Woodward har haft hitlisteplaceringer og har et par album bag sig, hvoraf det seneste er det lettere blues- og R&B-orienterede Til they bang on the door fra 2016.

Præcis

Kollaboration mellem Grey & the BlueSpand og Lucy Woodward kørte godt.

Da ingen overdøvede hinanden, kom både Grey & the BlueSpand og Lucy Woodward til det musikalske fad med gensidig respekt.

Lucy Woodwards lettere hæse stemme virkede godt aftenen igennem, både solo og når hun sang duet med Chris Grey.

Klokken 20.00 præcis begyndte de musikalske løjer med det blidt vuggende åbningsnummer ”Hard times” fra Lotta love.

Ironi

Da ”Hard times” var klinget af, henvendte Chris Grey sig til det endnu ikke fuldtallige publikum med slet skjult ironi og med glimt i øjet, idet han sagde:

”Det er dejligt at se så mange mennesker på en torsdag aften. Det er vi slet ikke vant til. Vi plejer nemlig at øve om torsdagen.”

Herefter fulgte den pågående og funky ”Hot cuppa coffee” – ligeledes fra Lotta love – med en fint kontrolleret guitarsolo og levende bas- og trommespil.

Den tunge, synkoperede ”Come on” – også fra Lotta love – var næste nummer, og her brændte Chris Greys kraftfulde vokal og fede guitarinterjektioner virkelig igennem.

Småpjusket

Ved fjerde nummer, jive-pastichen ”He got away”, der er åbningsnummer på Lucy Woodward-albummet Hooked, dukkede Lucy Woodward op.

Oplevede man Lucy Woodward på Jam Days-festivalen sidste år, var det en diva med perfekt sat hår og klædt i en sortgrå lang kjole med glimmer, man så.

Denne aften var sangerinden derimod transformeret til en helt almindelig kvinde med småpjusket hår i noget, der kunne ligne rottehaler, hvid skjorte med kalvekrøs, sort jakke, grå nederdel, sorte strømper og korte mørkegrå støvler.

Lucy Woodward var behageligt afslappet, helt nede på jorden og i strålende humør, og ”He got away” blev afsluttet med fin unison sang af Lucy Woodward og Chris Grey.

I fokus

Med den langsomme ”I don’t know” fra Lucy Woodwards seneste album Til they bang on the door kom sangerinden virkelig i fokus.

Her kom hendes noget rustne stemme til sin ret, godt suppleret af Chris Grey på vokal og guitar.

Desuden demonstrerede Lucy Woodward, at også hun kan det dér med publikumskontakt, idet hun blandt andet opfordrede publikum til at knipse med fingrene. Og de gjorde det sgu!

Lucy Woodward viste sig i det hele taget at være et charmerende og sympatisk bekendtskab, men hendes stemme er dog ikke en, man under denne koncert tabte underkæben over i benovelse.

Kraftfuldt

Man blev også trakteret med en kraftfuld rock-agtig version af Alicia Keys & Jack White-nummeret ”Another way to die”, der af mange kendes fra James Bond-filmen Quantum of solace.

Her deltes Chris Grey og Lucy Woodward om vokalarbejdet og fik sneget en gang godt duetarbejde ind.

Desuden var der guitar- og vokaludvekslinger Chris Grey og Lucy Woodward imellem, og dét fungerede.

Naturligvis skulle ”Mammas mammalaid” også luftes, og dét i en klædelig elektrificeret version. Her var alle fire musikere på vokal, og der var fint tromme- og basarbejde og funk for alle pengene. Og publikum både sang og klappede med på opfordring fra scenen.

Hårdtslående

I det hele taget må det siges, at blueselementerne bredt set var tonet kraftigt ned til fordel for en funk-tilgang til musikken.

Det hårdtslående nummer ”Woman I know” fra Lotta love indeholdt blandt andet en bidende guitarsolo fra Chris Grey, der var fremme på scenekanten og synge uden mikrofon, mens Lucy Woodward og publikum lagde stemmer til.

Den langsomme, tunge og mørke ”Too hot to last” fra Snarky Puppy-albummet Family dinner vol. 1, hvor Lucy Woodward medvirker, hørtes også.

Her var sangerindens stemme naturligt i centrum, og her slog hun sig virkelig løs.

Bas-arbejde

Sidste nummer, som Lucy Woodward præsenterede, var ”Be my husband” fra Til they bang on the door.

Atter var det Lucy Woodwards vokal, der var prominent, men også Chris Greys stemme var fremme.

Desuden var der bemærkelsesværdigt godt tromme- og bas-arbejde, og Lucy Woodward dansede rundt på scenen.

Også her blev publikum inddraget, men det koksede noget med sammes vokalarbejde – fordelt mellem mænd og kvinder. Dette tog alle dog i stiv arm med mange smil og godt humør.

Ekstranummer

Det absolut begejstrede publikum fik desuden et ekstranummer, nemlig ”No diggity”, der var et vægtigt, funky nummer.

Her var der både lead- og duet-præstationer på vokalsiden fra Chris Grey og Lucy Woodward, så det glimtede.

Endvidere klemte Chris Grey en fed guitarsolo ind, og atter blev publikum beredvilligt inddraget i de musikalske excesser.

Ikke et øje var således tørt, da Chris Grey & the BlueSpand med Lucy Woodward afsluttede deres i alt 13 numre lange fortræffelige koncert kl. 21.14.

Sivede

Tilsyneladende var der mange publikummer, der udelukkende var kommet for at høre Chris Grey & the BlueSpand.

I hvert fald tyndede det godt ud blandt koncertgængerne, da aftenens første koncert var ovre.

Imidlertid gik dem, der sivede, før Vega Strauss Band gik på, glip af en fornem koncert med fire ekvilibristiske musikere, der virkelig kan deres kram.

Sørgeligt for dem, der ikke blev, for det er jo altid sundt høre at musik, man måske mener, at man ikke er til. Derfor bør man hænge på og give sig i kast med det ukendte. Man kan jo blive positivt overrasket.

Bæreevne

Texas blues-bandet Vega Strauss Band består af den amerikanske guitarist Tony Vega, den tyske guitarist Kai Strauss og de to danskere Mads ”Tiny” Andersen på trommer og Henrik Poulsen på bas.

Denne vellykkede konstellation har eksisteret et par år som Tony Vega Band featuring Kai Strauss, og har tidligere rundet Odense.

Band-navnet er dog nu blevet til Vega Strauss Band og signalerer fast sammenhængskraft og bæreevne.

Som orkesterledere er både Tony Vega og Kai Strauss erfarne, og begge har flere fuldlængdeudgivelser bag sig. Alle fire musikere har desuden spillet – eller spiller – i mange forskellige sammenhænge.

Knald på

Kl. 21.30 var Vega Strauss Band på banen, og der var knald på fra starten af orkesterets koncert. Det veloplagte publikum var med fra første tone, og der var koncerten igennem fin kontakt mellem musikere og tilhørere.

Både Kai Strauss og Tony Vega hørtes på vokal. Man kan dog nok ikke sige, at de to musikeres vokalkvaliteter er i eliteklasse, men de fungerer.

Det var vel heller ikke vokalerne, publikum primært var kommet for at høre i denne sammenhæng. Det var guitararbejdet fra Vega og Strauss samt den bundsolide rytmegruppe, folk var kommet for at opleve.

Funktionel

Og publikum fik, hvad de kom for – og mere til – i form af en gang aldeles funktionel, primært Texas-orienteret guitarblues.

Det hele blev sparket godt ud over scenekanten i kaskader af velklingende toner, og der var fine guitardueller samt fremragende solospil fra både Tony Vega og Strauss.

En omgang forbandet velfungerende guitarspil kunne høres fra begge herrer gennem kvartettens sæt, og dét var en fornøjelse.

Det samme var indsatserne fra Henrik Poulsen og Mads ”Tiny” Andersen.

Godt fra start

Vega Strauss Band kom virkelig godt fra start med et instrumentalnummer, der i øvrigt – som flere andre numre – ikke blev præsenteret.

Her var der virkelig tale om funky shit, hvor især Kai Strauss var helt fremme i skoene med funklende guitar-arbejde.

Tony Vega demonstrerede også lige, at han kan et par ting på en guitar.

”Bandets puls,” som Tony Vega udtrykte det, bassisten Henrik Poulsen, er altid utrolig fokuseret, mens han lever sig totalt ind i musikken, og denne aften var ingen undtagelse.

Henrik Poulsen, der også hørtes på lejlighedsvis vokal, sekunderedes på forbilledlig vis af den stedse velkoncentrerede og opmærksomme Mads ”Tiny” Andersen, der altid er en glæde at opleve.

Varieret

Vega Strauss Band spillede sig gennem et varieret sæt på 14 numre, inklusive et ekstranummer, og der var shuffle for alle pengene.

Blandt aftenens mange numre fik man for eksempel en anderledes, funky, udgave af Willie Dixon-klassikeren ”I’m ready” med gækkende guitarlyde, pågående akkorder og Tony Vega på vokal.

Hertil kom en gnistrende guitarsolo ved Kai Strauss, der blev fulgt af en fornem omgang guitar-lyn fra Tony Vegas side.

Niveauet var højt hele koncerten igennem, men især Kai Strauss-kompositionen ”Highway blues” fra hans album Electric blues tog kegler.

Her var Kai Strauss helt ude på scenekanten, hvor han leverede aftenens allerfedeste og mest intense guitarsolo, hvilket siger ikke så lidt.

Fin udgave

Publikum blev også fodret med en fin udgave af Lonnie Johnsons ”Big leg woman”.

Dette nummer blev fulgt af den ret så bastante Kai Strauss-komposition ”Get the ball rolling” fra albummet Getting personal.

Her var Kai Strauss vokalist, mens han og Tony Vega skiftedes til at fyre guitarsoli af, så gnisterne føg om ørerne på folk.

Tilmed bidrog Henrik Poulsen her med et par velplacerede vokalindslag.

Chicago blues

Der blev også plads til et klassisk Chicago blues-nummer, nemlig Chuck Willis-sangen “I feel so bad”, der er populariseret af Otis Rush.

Her var både Tony Vega og Kai Strauss fremme med fine soli, og især Kai Strauss kom helt op på de høje nagler.

Så var der shuffle med Tony Vega i fin form på guitaren og på vokal i et nummer med omkvædet ”She’s my hot little burner”, der ikke levnede tvivl om, hvad dén sang drejede sig om.

Igen var Kai Strauss ude på kanten af scenen, hvor han atter fik fyret en fin solo af.

Hyldet

Det er altid rart, når musikere kan hylde andre musikere, der har betydet mere end de fleste inden for deres genrer.

Således blev den legendariske guitarist, sanger og sangskriver, salig Albert King, hyldet, og det samme gjaldt Jimmie Vaughan (bror til Stevie Ray Vaughan) i to forskellige numre.

I sangen om Jimmie Vaughan var det bassisten Henrik Poulsen, der fik publikum til at klappe, og det i dén grad.

Her var det nu Tony Vegas tur til at komme helt frem til scenekanten, hvor han fyrede en fremragende guitarsolo af, der nok vil runge i flere publikummers hoveder en rum tid endnu.

Slut

Dermed var Vega Strauss Band-koncerten slut, og klokken havde sneget sig op på 22.55.

Det meget lydhøre publikum ville dog have mere, og efter et kortere forsvindingsnummer dukkede bandet atter frem.

Med Tony Vega på rytmeguitar og vokal samt Kai Strauss på leadguitar pløjede Vega Strauss Band sig gennem deres ekstranummer, Jimmy Witherspoons “Drinkin’ beer”, der indeholdt denne opfordring:

”Let’s have a party and drink a lot of beer.” Det var der trods alt nok ingen, der gjorde, men opfordringen vakte dog jubel og grin.

Henrik Poulsen var fremme på kor sammen med Kai Strauss, og begge støttede Tony Vegas vokal på udmærket vis.

Ren guitarfryd

Vega Strauss Band er med sine to seje guitarister en størrelse, der er garant for ren guitarfryd.

Desuden har bandet en meget robust, stabil og velfungerende rytmesektion, der virker umulig at slå ud af kurs.

Vega Strauss Band er et stærkt firkløver, der trods sin grundlæggende hældning mod Texas blues heldigvis også er åben for og i stand til at beskæftige sig med andre musikformer.

Vega Strauss Band er en velsammenhængende enhed med to fine solister, hvor dog det samlede kollektive udtryk er det, der tæller.

Dette fremgik på bedste vis ved denne aldeles vellykkede koncert, hvor man fik fuld valuta for pengene.

Vega Strauss Band hører man gerne igen, og gik man glip af kvartetten denne aften, kan det anbefales at troppe op, næste gang orkesteret er i nærheden.