Fuldfed blues med Sugar Ray and the Bluetones

Tekst og fotos: Peter Widmer

Hvis man var så heldig at have sikret sig en billet til den udsolgte koncert med amerikanske Sugar Ray and the Bluetones lørdag den 11. marts 2017, fik man sig en aldeles herlig aften med god stemning og fuldfed blues.

Koncerten var en del af forårets program hos Bluesforeningen Crossroads, der afholder deres koncerter i Bygningen i centrum af Vejle, der er hjemby for foreningen.

Allerede ved 19-tiden begyndte publikum at indfinde sig, og det varede ikke længe, før det intime koncertlokale, der ligger i Bygningens kælder, var ved at være godt fyldt op.

Folk ville tydeligvis gerne vente en times tid på, at musikken gik i gang, bare de havde sikret sig en god siddeplads. Og publikum kom fra nær og fjern. Der var for eksempel en del vejlensere, der var flere fynboer, og Pandrup var også repræsenteret.

Med mundharpemanden og sangeren Sugar Ray Norcia i front for sit garvede band gik aftenens musikere på scenen lidt over kl. 20, og så fik man ellers omkring to timers sjælfuld, intenst spillet blues af en fem mand høj musikalsk enhed, der med næsten uændret besætning har været på banen omkring 40 år, hvilket Sugar Ray Norcia da også gjorde opmærksom på et par gange i løbet af aftenen.

Spilleglæde

Når man kan holde sammen så længe, må man jo kunne godt sammen, og Sugar Ray Norcia lagde da heller ikke skjul på, at det lige netop er det, der kendetegner Sugar Ray and the Bluetones.

Aftenen igennem var det da også kun tydelig spilleglæde, humor og glæde ved at spille sammen, denne superkompetente kvartet udstrålede.

I indeværende år er Sugar Ray and the Bluetones nomineret til ikke færre end ti Blues Music Awards, bluesmusikkens Grammy, blandt andet for deres seneste fuldlængdeudspil Seeing is believing, men også førhen har orkesteret fået flere priser og nomineringer.

Desuden har alle fem medlemmer indspillet med andre prominente blues-kunstnere som for eksempel Debbie Davies, Duke Robillard og Sugaray Rayford.

Hele pakken

Det var altså ikke hvem som helst, der gæstede Bluesforeningen Crossroads forleden. Og med Sugar Ray and the Bluetones får man hele blues-pakken, for dette velsammenspillede band kan det hele:

Chicago blues, Texas blues, swing-blues med mere; ja selv jazz-blues-toner er de leveringsdygtige i. Og dette fik et begejstret publikum eksempler på, såvel som bandet også lige kom et smut rundt om New Orleans og soul blues.

Også her var Sugar Ray Norcias udtryksfulde vokal et væsentligt element. Men igen – dette orkester er en enhed.

Alle musikere stråler på skift, men ingen overskygger andre. Her giver musikerne plads til hinanden og værdsætter klart hinandens solo-præstationer, og der var masser af smil, både på scenen og blandt publikum.

Hovedsolister

Sugar Ray & the Bluetones har tre hovedsolister: orkesterlederen selv med fremragende og prominent mundharpespil og – ikke mindst – guitaristen ”Monster” Mike Welch, der er et unikum af en musiker.

At B.B. King ikke levede forgæves, hørtes blandt andet i de bidende toner, Mike Welch lokkede ud af sin guitar gennem flere velkontrollerede, velopbyggede soli. Den mand kan virkelig få sit instrument til at synge.

Og selv når Monster Mike Welch trykker en aldeles frapperende, himmelsk solo af, er der ikke antydning af blær over manden. Men der er imponerende teknisk kunnen, masser af erfaring, indlevelse i musikken, solidt håndværk, humor og et kæmpe talent.

Utallige gange var Mike Welch helt fremme på scenekanten sammen med Sugar Ray Norcia, og så stod den på mundharmonika-ekvilibrisme og ditto guitar til publikums udelte begejstring.

Eminent tangentmand

Desuden sekunderede Monster Mike Welch også Michael ”Mudcat” Ward, så guitaristen fik en del motion på scenen denne aften.

Monster Mike Welch har i øvrigt flere fine solo-album bag sig. Lyt for eksempel til Cryin’ hey! (2006) og især til Just like it is (2007).

Desuden er der et duo-album med Monster Mike Welch og Mike Ledbetter fra Nick Moss Band på trapperne med udgivelse i april.

Den tredje solist i Sugar Ray and the Bluetones er den eminente tangentmand Anthony Geraci, der velfortjent fik masser af plads denne aften. Både for eksempel gnistrende boogie og blødere toner flød i en lind strøm fra Anthony Geracis el-klaver.

Også Anthony Geraci har nogle fine solo-album bag sig, for eksempel den meget roste 2015-udgivelse Fifty shades of blue.

Bundsolidt arbejde

Både Michael ”Mudcat” Ward, der håndterer både basguitar og kontrabas, og trommeslageren Neil Gouvin står for bundsolidt arbejde på deres respektive instrumenter.

Og det er ikke for ingenting, at de har medvirket på adskillige andre blues-kunstneres indspilninger, nøjagtigt som deres kollegaer i aftenens band.

Michael ”Mudcat” Ward gav en interessant, varighedsmæssigt passende solo på kontrabas, mens Neil Gouvin klogelig holdt sig fra at spille en flere kilometer lang trommesolo, da det blev hans tur til at brillere.

Nej, Neil Gouvin valgte at levere en ultrakort solo, der var lige så økonomisk som hans spil i øvrigt.

Og alt holdt denne aften for alle fem musikere, der helt sikkert fik sig nogle nye fans, for Sugar Ray and the Bluetones spillede fra start til slut så varmt og så fremragende, at ikke et øje var tørt.

Ja, publikum fik sig unægtelig en gang virkelig fuldfed, swingende og varieret blues.

Det er ikke så ofte, at Sugar Ray and the Bluetones gæster Danmark, men man får dog relativt snart chance for at stifte bekendtskab med dem, eller genopleve dem, for eksempel på Blues Heaven-festivalen i Frederikshavn, der finder sted den 3. og 4. november i år.