Koncertanmeldelse: 1000 Meter Blues, Viborg

Tekst og foto: Jakob Wandam

1000 Meter Blues er den årlige bluesfestival i Viborg, der hedder, som den gør, fordi koncerterne traditionelt finder sted på fire spillesteder beliggende på en strækning, der ikke er længere end en kilometer.

2024-udgaven snød dog en lille smule, fordi arrangørerne – Viborg Blues- og Musikforening – denne gang havde inddraget taget af Peak 12 Hotel som en af scenerne.

Der var dog stadig tale om bekvem gåafstand, og for at gøre det endnu nemmere havde man allieret sig med byens lille turisttog Folkebladstoget, som gratis fragtede festivalgæster fra Viborg Bryghus til Peak 12.

Gratis var også adgangen til de fire koncerter, som fandt sted på henholdsvis Café Børsen, Viborg Bryghus, Peak 12 Rooftop og Vesterbrogade 10. Bluesnews.dk var med til de to af koncerterne, men gik altså glip af den tidlige optræden af veteranerne Toulouse Blues Band og aftenens afslutningsbrag med The Devils.

En flot dag

Da Big Martin & the Rope a Dope Band gik på scenen i Viborg Bryghus’ gårdhave, var vi dog på plads, og det var der rigtig mange, der var. Solen skinnede fra en stort set skyfri himmel, og det var en flot dag til en udendørs festival (kun The Devils-koncerten på Vesterbrogade 10 foregik under tag).

Det betød også, at det blev en varm omgang for Big Martin & the Rope a Dope Band – Martin Skaastrup (guitar og vokal), Jakob Kortbæk Kirkegaard (bas), Morten Elbek (tenor- og barytonsaxofon), Jesper Blæsbjerg (trompet) og afløserne Josef Baumgartner (Hammondorgel) og Mathias Rindom (trommer).

Big Martin & the Rope a Dope Band er et temmelig nyt foretagende skabt af Martin Skaastrup, der indtil for nylig slog sine folder i The Manic Blues. Og hvor The Manic Blues stod for en lidt tung bluesrock-lyd, orienterer The Rope a Dope Band sig mere mod Texas- og West Coast blues. De lagde et lækkert swing for dagen og en rhythm & blues-form, der fik pondus af blæserne og Josef Baumgartners fuldfede Hammond-lyd.

Stilige

Der blev åbnet med den instrumentale ”Suckerpunch”, titelnummeret fra det kommende debutalbum. Nummeret var funky og soul’et og bød på den første guitarsolo fra Martin Skaastrups hånd. Guitaren virkede beklageligvis lidt lavt mikset både her og koncerten igennem, men ikke desto mindre hørte man Skaastrups stilige og letflydende solospil.

En swingende West Coast blues, “Ain’t no telling”, fulgte, inden et latin-beat indledte Ray Charles’ “You’re just about to lose your clown”, som blandt andet bød på en fin tenorsax-solo af Morten Elbek.

En guitarsolo i Texas blues-stil dominerede ”Reap what I sow”, mens en tordnende orgelsolo var et højdepunkt i ”You don’t know”.

Morten Elbeks dybe barytonsaxofon-trut drev Bo Diddleys ”I can tell” frem, og Martin Skaastrups skarpe guitartone samt en glimrende orgelsolo af Josef Baumgartner bar ”Don’t do no good to pray”, en uptempo-shuffle.

Første sæt blev sluttet på fornemste vis med ”The telephone is ringing”, en slow blues af Pee Wee Crayton med en flænsende guitarintro af Skaastrup, der også spillede fedt i duet med Josef Baumgartners orgel og efterfølgende vandrede ud fra markisens skygge og ud blandt publikum, stadig spillende.

Klar igen

Efter al den sol var en kort pause fortjent, men der gik heller ikke meget mere end ti minutter, førend Big Martin & the Rope a Dope Band var klar igen. Det blev med endnu et nummer af West Coast-bluesmanden Pee Wee Crayton, nemlig ”Hey little dreamboat”. Jakob Kortbæk spillede walking bass, og Mathias Rindom swing-trommer, og orglet boblede under trompet- og tenorsax-soloer, inden Josef Baumgartner selv foldede sig ud med en perkussivt spillet orgelsolo.

”It’s been a long time” blev oprindeligt indspillet af R&B-sangerinde Annie Laurie i 1953, men også Jimmie Vaughan havde fingrene i den i 2011, og Vaughan syntes af have påvirket Martin Skaastrups tone og luntende swing. Tempoet kom i vejret med ”What it is that you do”, der vel nærmest var rock & roll, og publikum klappede i takt til Jesper Blæsbjergs trompetsolo.

Big Martin & the Rope a Dope Bands tour de force blev dog en version af “Texas flood” – oprindeligt af Larry Davis, men nok mest kendt med Stevie Ray Vaughan. Martin Skaastrup kunne virkelig slå sig løs her, og det var flot, flot.

Så kunne Big Martin & the Rope a Dope Band runde af med en reprise af ”Suckerpunch” og dermed afslutte en rigtig udmærket festivalkoncert med en præsentation af bandmedlemmerne. Bluesnews.dk har stadig til gode at se dem i mindre stegende hede og under lydforhold, der kan inspirere Martin Skaastrup til endnu mere – vi har tidligere i anden sammenhæng oplevet, hvad han kan med en guitar – men dette var en fin optræden af et band med et fedt swing, og fans af Texas blues og West Coast blues bør tjekke dem ud.

Stjernerne

På toppen af det 12 etager høje Hotel Peak 12 var det Hans Knudsen og Ronni Boysen, der var stjernerne. Dette på trods af, at man ville have vanskeligt ved at finde to musikere med færre stjernenykker, selv om begge kan bryste sig af titlen ”Årets Danske Bluesnavn”, som de blev tildelt i henholdsvis 2014 og 2013.

Snarere får man oplevelsen af to musikere, der slapper af i selskab med hinanden, publikum og rhythm & blues-musikken, som de begge har et encyklopædisk kendskab til.

Publikum var i øvrigt igen talstærkt – flere måtte afvises ved elevatoren, fordi Rooftop-områdets maksimumgrænse var nået – og stemningen var god på den varme tagterrasse, der blev svalet lidt af vinden og endda af nogle enkelte dråber fra de få fremkomne skyer.

Som altid var det Hans Knudsen på elklaver og vokal, der førte ordet, mens Ronni Boysen lod sin elektriske Gibson-guitar tale. Det gjorde den til gengæld også på særdeles elokvent vis, for Ronni Boysen er en guitarist i verdensklasse (med internationale priser, der kan bakke påstanden op!).

Soloer og akkompagnementer

Repertoiremæssigt var vi omkring New Orleans, Chicago og Californien med mere gennem sytten veloplagte numre, hvor Hans Knudsen og Ronni Boysen udvekslede soloer og akkompagnementer. Vi begyndte med ”Rockhouse”, en adstadig boogie af Ray Charles fra 1958. Næste nummer greb væsentligt længere tilbage i tiden; Hans Knudsen-favoritten ”Make me a pallet on the floor” kan spores tilbage til omkring år 1900, hvis ikke længere, og befinder sig befinder sig musikalsk et sted mellem blues, jazz og ragtime.

Cousin Joes ”Life’s a one way ticket” blev leveret som en slow blues med en sublim, stram guitarsolo af Boysen. Herefter tog duoen et skridt mod countrymusikken med Hank Pennys ”Bloodshot eyes” – i et uptempo boogie- og western swing-arrangement inspireret af Wynonie Harris’ version – og Nat King Cole-klassikeren ”Ramblin’ rose”.

Turen gik til Chicago med Otis Spanns ”Take a little walk with me”, en ikke så fjern slægtning til ”Sweet home Chicago”. Her spillede Ronni Boysen med bottleneck-slide, og Hans Knudsen matchede ham med en triolfyldt klaversolo. Fedt!

Det blev ikke dårligere med standarden ”St. James Infirmary”, som også bød på fede soloer af dem begge og masser af groovy tremolo på Ronni Boysens guitar. På Bob Dylans ”Watching the river flow” var tonen til gengæld glasklar, men Boysens solospil ikke mindre suverænt.

Humørfyldte

Sandelig om ikke Pee Wee Crayton også fandt vej til Knudsen & Boysens sætliste! Det skete i form af den heftige ”Huckle boogie”, som var instrumental, men krydret med de to musikeres energiske og humørfyldte tilråb til hinanden.

Efter 10-12 minutters pause var Hans Knudsen og Ronni Boysen klar igen med Papa Charlie Jacksons ”Shake that thing”, efterfulgt af Ronni Boysens glansnummer ”Blues for the night owl”. Dette instrumentalnummer er skrevet af pianisten Sonny Thompson (og først udsendt af The Ramsey Lewis Trio i 1961), men var virtuost og jazzet arrangeret for guitar af Ronni Boysen. Hans Knudsen bød dog også ind med en fornem klaversolo.

Tempoet blev sat op med Fats Dominos klassiske New Orleans R&B-nummer ”Hello Josephine”, der straks blev efterfulgt af en anden New Orleans-beboer, Smiley Lewis’ ”One night” (også kendt som ”One night of sin”) med twangy guitar af Boysen.

Herligt bluesspil

En heftig piano-intro igangsatte Arthur ”Big Boy” Crudups ”That’s all right”, som også bød på en skøn rock & roll-klaversolo. Og så var der herligt bluesspil af begge på T-Bone Walkers langsomme ”Cold, cold feeling”, inden endnu et temposkift førte til den afsluttende ”Good rockin’ tonight”, hvor Hans Knudsen scat-sang over Ronni Boysens guitarsolo.

Her var den tildelte spilletid egentlig mere end gået, men et begejstret insisterende – og selverklæret fantastisk! – publikum fik lokket et ekstranummer ud af duoen. Det blev Leadbellys ”Goodnight, Irene”. Rimeligt nok blev tilhørerne bedt om at synge med, og til disse toner kunne Knudsen og Boysen liste af scenen efter en rigtig hyggelig og ganske fremragende koncert.