Af Jakob Wandam
Femten år efter det forrige album, Got you on my mind (2008), er den aarhusianske bluesmand Max Wolff endelig klar med en ny plade. Placemaker er Wolffs tredje langspiller i eget navn; han albumdebuterede med den Danish Music Award-nominerede I’m bonafide i 2003, men havde allerede i 2000 udsendt ep’en Before showtime under navnet Max Wolff & the Blues-Tones. Han har desuden indspillet to album som medlem af Low Budget Brothers.
Placemaker er en overvejende akustisk plade med Max Wolffs guitar i den centrale rolle. Syv af de elleve skæringer er således instrumentale; nogle er fremført af Max Wolff solo, mens han på andre bakkes op af Peter Friis på kontrabas, Niels Ulbrandt på elklaver, keyboard eller mellotron, Lars Pedersen på trommer og Bo Johansen og Mikkel Uttrup på slagtøj.
Max Wolff trækker på country blues og folk blues, og vi er i den blide og dæmpede ende af spektret. Wolff kan sin fingerspilsblues og kan minde en del om en kunstner som amerikanske Stefan Grossman, ikke mindst på åbningsnummeret ”Eight o’clock dream”. Der er en lethed i Max Wolffs spil, som trækker ham i en ganske anden retning end Mississippi-deltaets barske førkrigsblues – man hører en klar Piedmont-indflydelse, og både spillestil og arrangementer indeholder desuden i høj grad elementer af jazz.
Det oplever man ikke mindst på de numre, hvor Max Wolff spiller med band i ryggen. Lars Pedersens tilbagelænede shuffle-trommer på ”Picking Gary’s” giver den et dovent swing, og Wolffs klare, elektriske solospil er udpræget jazzet.
Peter Friis’ bas er prominent på flere skæringer og tilfører en vuggende elasticitet til for eksempel ”Just askin’” og den mere traditionelt bluesy ”You don’t blow my blues away”, der et er at albummets højdepunkter. Her hører man også Max Wolffs ganske udmærkede sangstemme.
Andre gange lader Max Wolff sin bottleneck-slide tale, og også dén stemme er flot og særdeles udtryksfuld. Den pryder det ragtime-agtige instrumentalnummer ”Eating beef late” og er med til at gøre den stemningsfulde ”Blue nights & beige days” til et andet af pladens bedste numre. Der er noget særdeles organisk over ikke bare de glidende slide-fraseringer, men også den tydelige lyd af fingre, der rammer og slipper guitar- og basstrenge. Og Niels Ulbrandts subtile tangentspil underbygger atmosfæren på fin vis.
Der er en smag af Nashville og fingerspilsmaestroen Chet Atkins i ”Oversleeper” og den muntre ”After all”. Og ”I would be king” er soul’et med en Mike Andersen-agtig melodi og fremførelse, der er lige ved at blive funky!
Med andre ord mærker man mange forskellige påvirkninger på Placemaker, men det er nuanceringer snarere end genrespring. Der er en gennemgående, behagelig jazz/folk/blues-lyd, som bringer Max Wolff på linje med for eksempel Paul Banks, hvis fans bør tjekke Placemaker ud.
De og andre skal dog være indstillet på at lytte. Med valget om at spille hovedsageligt instrumentale numre, og med albummets bløde, afdæmpede karakter, bringer Max Wolff sig i fare for at blive relegeret til baggrundsmusik. Det ville være en skam, for der er mange fine musikalske øjeblikke at opdage, hvis man lytter efter.
Placemaker udkom den 8. marts på cd og på streamingtjenesterne.