Af Jakob Wandam
Den 63-årige mundharpespiller og sanger Robert Joseph Mischo stammer fra Chilton, Wisconsin, men residerer i dag i Californien, hvor han er en del af West Coast blues-scenen. Han har udgivet godt og vel et dusin plader, og den seneste er indspillet i Karkkila i Finland.
Her gik R.J. Mischo i studiet i november 2022 sammen med den finske Tomi Leino Trio, som ofte har spillet med ham, når han været på turné Europa – turnéer, som i øvrigt gerne har bragt R.J. Mischo til Danmark. Og In Finland, som det nye album prosaisk er betitlet, har da også et dansk islæt i form af den herboende Mikko Peltola, som er Tomi Leino Trios trommeslager.
Derudover består trioen af Tomi Leino på guitar og Jaska Prepula på bas. De er suppleret ved Janne Kulluvaara på guitar, og R.J. Mischo optræder naturligvis på vokal og mundharpe.
In Finland består af et enkelt covernummer og elleve nye R.J. Mischo-kompositioner, hvoraf nogle blev luftet ved hans koncerter i forbindelse med Blues Heaven i Frederikshavn sidste år (læs her). De tolv sange udgør samlet en opvisning i klassisk Chicago blues og proto-rock & roll, der sætter Mischos fede bluesharpe i scene.
Musikken bevæger sig i forskellige tempi, hvilket leverer variationen i det stilmæssigt fokuserede repertoire. Bandet trives i de langsomme, drævende numre som den fremragende ”Second wind two”, hvor Mikko Peltolas konstante, men subtile bækkenslag giver nummeret en urolig kant som modsvar til det sejt mosende beat. Og guitaren snor sig elegant om melodien i Sonny Boy Williamson II’s ”She got next to me”.
Men R.J. Mischo og hans medmusikere forstår også at spille mid- og uptemponumre, så det er svært at sidde stille. Især ”Spread your hustle” er vellykket, men der er adskillige glimrende shuffles, som alle viser, at Mischo og hans finske venner i dén grad kan deres håndværk
Man fornemmer et slægtskab med The Fabulous Thunderbirds’ boogie-blues på den luntende ”Don’t look down”, som dog også udmærker sig ved en slide-guitarsolo, og på ”She’s good to me” – en slags ”My babe” i nedsat tempo – er der klare Jimmie Vaughan-vibrationer både i det slæbende beat og R.J. Mischos vokal.
Mischo er nu ellers en mere sikker vokalist end Vaughan, men det er mundharpespillet, der sælger varen og er R.J. Mischos force. Også her er fødderne solidt plantet i Chicago blues-traditionen – Mischo er ”oplært” af blandt andre Muddy Waters’ sideman George ”Mojo” Buford – og han rammer en god balance mellem ekvilibrisme og økonomisk sans.
På den medrivende ”Tried to kill me #2” bliver R.J. Mischo personlig for en stund med en tekst, der tager afsæt i virkelige – og dramatiske – begivenheder. Ellers er der tale om sange, der skriver sig ind i hævdvundne bluestraditioner og bare fungerer godt som udtryksmiddel for et tight og veloplagt band.
In Finland er på ingen måde en nyskabende udgivelse, men hvem behøver også det, når oldschool blues bliver spillet så overbevisende som her?