En engelsk New Orleans-pianist i København

Dom Pipkin

Tekst og foto: Jakob Wandam

Pianisten Dom Pipkin har hjemme i England, men spiller i den New Orleans-tradition, som har givet os navne som Professor Longhair, Fats Domino og Dr. John. Dom Pipkin er klassisk uddannet ved Guildhall School of Music og Royal Academy of Music, men blev tiltrukket af jazz og blues og af New Orleans, som han jævnligt vender tilbage til.

I hjemlandet leder han orkestret Dom and the Ikos, med hvem han udsendte albummet Live and loose at the Hippodrome i 2016, og han udgav soloalbummet Smokin’ boogie i 2017. Endvidere ernærer Dom Pipkin sig som sideman hos trip hop/indie-bandet Morcheeba, men han har også spillet sammen med New Orleans-legender som Allen Toussaint, Jon Cleary, Lillian Boutté og Marcia Ball.

Forskellige konstellationer

I anledning af Vinterjazz havde JBL Music hentet Dom Pipkin til København, hvor han spillede en række koncerter i forskellige konstellationer, de fleste sammen med JBL’s indehaver, saxofonisten Johan Bylling Lang (Jazz Five, Tuesday Night Brass Band, Bylling/Bardeben Project m.m.).

Johan Bylling Lang og Dom Pipkin

Tirsdag den 18. februar spillede Dom Pipkin først med Chris Tanner Trio på Charlie Scott’s og derefter med Hans Knudsen og Johan Bylling Lang på Mojo Blues Bar.

Torsdag den 20. februar kunne man høre Pipkin og Bylling som duo på Restaurant Under Uret, og senere på aftenen spillede han med et dansk allstar-band som Dom Pipkin Funktet på Charlie Scott’s.

Om fredagen, den 21., var der solo-optræden af Dom Pipkin på Restaurant Under Uret, og lørdag den 22. februar spillede Dom Pipkin Funktet på Drop Inn med Jasmin Gabay som featured vokalist.

”New Orleans night piano battle”

Bluesnews.dk jagtede Dom Pipkin rundt i byen, men kunne dog kun nå tre af de ovennævnte optrædener. Den første var tirsdag aften klokken 21.30 på Mojo. Her var der inviteret til ”New Orleans night piano battle”, og der var gratis entré, så man havde ingen undskyldning for at blive væk.

Hans Knudsen

Duellanterne var altså Dom Pipkin og Danmarks egen nestor udi New Orleans-orienteret klaverblues og –jazz, Hans Knudsen. Denne spillede i øvrigt også i en årrække sammen med New Orleans-sangerinden Lillian Boutté (læs mere om Hans Knudsens karriere her).

Hans Knudsen blev derudover kåret som Årets Bluesnavn på Copenhagen Blues Festival i 2014.

Hyldest til Henry Gray

Dom Pipkin og Hans Knudsen havde ikke mødt hinanden tidligere, endsige spillet sammen, men de kom øjeblikkeligt overens, da de tørnede sammen på Mojos scene. De delte kærligheden til de samme jazz-, blues- og rhythm & blues-numre, og med den fælles referenceramme var udgangspunktet denne aften, at alt kunne ske – og dét gjorde det!

Hans Knudsen, Johan Bylling Lang, Dom Pipkin

Trioen Knudsen, Bylling og Pipkin lagde ud med en instrumental hyldest til den netop afdøde bluespianist Henry Gray – en boogie-woogie-improvisation, som fik titlen ”Henry Gray’s boogie”.

Det var i øvrigt et typisk træk for Hans Knudsen, som altid er opmærksom på musikkens historie og opsat på at formidle den. I de seneste år har der, sørgeligt nok, været mange live-hyldester til nys bortgangne jazz- og blueskoryfæer.

Komplementerede hinanden

Ikke desto mindre var det en stor fornøjelse at opleve den gode stemning de tre musikere imellem og se, hvorledes de fint komplementerede hinanden med skiftende akkompagnement- og soloarbejde. Og stemningen bredte sig lynhurtigt til publikumspladserne, der snart blev fyldt op. Blandt andet var der en del tilhørere fra den tidligere koncert på Charlie Scott’s, som havde taget turen videre til Mojo.

Johan Bylling Lang

Blandt publikummerne var også en del kendte ansigter fra den danske blues- og jazzscene. Bluesnews.dk fik øje på Esben Just, Christian Bundgaard, Sahra da Silva, Chris Tanner, Jake Green samt, bag baren, Ronni Boysen. De mange kendte gæster skulle snart vise sig at gøre aftenen endnu festligere.

Først var det dog trioen, der underholdt med Percy Mayfields klassiske ”Please send me someone to love”, Lee Dorseys ”Ya ya” og Spencer Williams’ ”Basin Street blues”. De to pianister skiftedes til at synge for, og selv om ingen af dem kan siges at være store mestersangere, gjorde det ikke spor, for det var stemningen og klaver-ekvilibrismen, der var i højsædet, og begge dele var i top.

Hertil kom Johan Bylling Langs lige så vægtige bidrag af bluesy saxofonsoloer, og med de mange smil og grin fra scenekanten var det umuligt ikke at komme i højt humør.

Solo-performance

Dom Pipkin

Efter en lille håndfuld trio-numre overlod Hans Knudsen og Johan Bylling Lang scenen til Dom Pipkin, der gav en flot solo-performance af endnu et Percy Mayfield-nummer, den latin-påvirkede ”Louisiana”. Her skinnede Pipkins klassiske træning igennem i et arrangement, der indeholdt meget mere end gængs rhythm & blues.

På samme måde lavede han klassisk-funderede variationer over bluesstandarden ”Careless love”, der ganske originalt blev spillet som et medley med en adstadig version af Professor Longhairs ”Tipitina”. Undervejs i dette potpourri sluttede Johan Bylling Lang sig atter til foreteelserne.

Herefter var det Hans Knudsens tur til agere solist med ”Do you know what it means to miss New Orleans” – dog med smukt solospil af Bylling Lang – og aftenens tredje Percy Mayfield-sang, ”Lost mind”.

Esben Just

Mardi Gras-stemning

Trioen blev atter komplet, da der skulle ønskes tillykke til to fødselarer blandt tilhørerne. Den ene var såmænd kommet fra New Orleans, og da hun i anledning af sine 50 år udbad sig ”Iko iko”, måtte Pipkin, Knudsen og Bylling Lang jo efterkomme ønsket.

Det udviklede sig til en decideret New Orleans-fest, da Hans Knudsen kaldte Esben Just – som har sunget og spillet nummeret mange gange f.eks. med SP Just Frost – op på scenen. Denne overtog Knudsens klaver, mens Hans Knudsen sang kor, og Johan Bylling Lang spillede tamburin.

Esben Just, Johan Bylling Lang, Dom Pipkin

Nu var der pludselig Mardi Gras-stemning på Mojo, så Esben Just blev på scenen og sang for på ”Mardi Gras mambo”. Sahra da Silva sluttede sig til på kor og shaker, og publikum blev sendt til pause med appetit på mere.

Dét fik de efter 25 minutter, hvor Hans Knudsen på orgel og Dom Pipkin på boogie-woogie-klaver kastede sig ud i en version af rock & roll-saxofonisten Lee Allens ”Walkin’ with Mr. Lee”, selvfølgelig med Johan Bylling Lang på sax, samt James Bookers ”So swell when you’re well”.

Hans Knudsen og Chris Tanner

Endnu en gæst

Herefter kom endnu en gæst på scenen, nemlig Charlie Scott’s Bars ”hus-musiker”, mesterklarinettisten Chris Tanner, som tidligere på aftenen havde spillet med Pipkin netop dér. Han erstattede Johan Bylling Lang og spillede smukt solo på ”St. James Infirmary”, hvor også Dom Pipkin brillerede med en herligt perkussiv klaversolo.

Johan Bylling Lang, Sahra da Silva, Dom Pipkin, Chris Tanner

På Louis Primas ”Jump, jive an’ wail” var Chris Tanner forsanger, og Johan Bylling Lang kunne endnu en gang slutte sig til bandet.

Efterfølgende blev sangerinden Sahra da Silva kaldt på scenen, og hendes fabelagtige vokal – hvor er hun dog en mesterlig tekniker! – ledte ensemblet igennem T-Bone Walkers standard ”Call it stormy Monday” og en sassy ”See see rider”, sidstnævnte med solo af Chris Tanner.

Firhændigt

Christian Bundgaard, Johan Bylling Lang, Dom Pipkin

Så blev der sagt farvel til da Silva og Tanner, men hermed var løjerne ingenlunde slut. New Orleans-standarden ”Junco partner” blev indledt af Hans Knudsen og Dom Pipkin, og pludselig tog Christian Bundgaard over på Knudsens klaver.

Det udviklede sig til en hæsblæsende piano-opvisning, og den blev ikke mindre forpustende, da Hans Knudsen og Dom Pipkin begyndte at spille firhændigt, så der nu var tre pianister i sving på den efterfølgende ”Jambalaya (On the bayou)”.

Hans Knudsen og Dom Pipkin

Tilbage stod nu kun at sende publikum hjem på behørig vis, og det gjorde Hans Knudsen, Dom Pipkin og Johan Bylling Lang i boogie-woogie-stil med Joe Turner-hittet ”Flip, flop and fly”.

Det havde været en ualmindelig festlig aften på Mojo, hvor man kunne konstatere, at det fællesgods, som blues, jazz og rhythm & blues har i den traditionelle New Orleans-musik, kan bringe alskens musikere og publikummer sammen og skabe magiske øjeblikke.

Anderledes kulisse

Johan Bylling Lang og Dom Pipkin

Torsdagens musikalske underholdning begyndte i en noget anderledes kulisse, nemlig på Restaurant Under Uret klokken 17. Under Uret er en traditionel dansk frokostrestaurant, som under Vinterjazz (og Copenhagen Jazz Festival om sommeren) udvider åbningstiderne og byder på jazz og blues.

Egentlige koncerter kan man vel ikke kalde det, for musikerne underholder, mens restaurantgæsterne spiser, men denne torsdag kunne man dog konstatere, at mange af gæsterne faktisk var kommet primært for at høre musikken.

De fik så mulighed for at høre to sæt med duo-optræden af Dom Pipkin på klaver og vokal og Johan Bylling Lang på saxofon, og både publikum og musikere lod til at hygge sig ganske godt.

Glidende overgange

Sætlisten indeholdt endnu en gang et udvalg af traditionel jazz, New Orleans-blues og et par af Dom Pipkins egne kompositioner. Der var naturligt nok genvalg til en del af sangene fra tirsdagens koncert, for eksempel ”Basin Street blues”, ”Walkin’ with Mr. Lee” og ”Do you know what it means to miss New Orleans”.

Johan Bylling Lang og Dom Pipkin

Blandt de øvrige standarder hørtes Duke Ellingtons ”It don’t mean a thing (if it ain’t got that swing)” og “Take the “A” train”, et par numre fra Fats Dominos repertoire (“One for the highway”, ”Blueberry Hill”, “Let the four winds blow”) samt de velkendte “When you’re smiling” og ”What a wonderful world”.

Dr. John blev mindet med ”Such a night”, og den traditionelle “Stagger Lee” var i den mere bluesy ende af spektret, men det gav nu ikke mening at spekulere i, hvor jazzen endte, og bluesen begyndte, hvornår det var ragtime, eller om musikken rettelig burde kaldes rhythm & blues. Overgangene er glidende, og det demonstrerede Dom Pipkin og Johan Bylling Lang til fulde med deres to sæt.

Egen pen

Dom Pipkin

Dom Pipkin har en ny solo-cd lige på trapperne, og den fik vi et par smagsprøver på i form af to sange fra hans egen pen. Den ene var tilegnet hustruen og havde den ligefremme titel ”I love you”, mens den anden afslørede en rivaliserende kærlighed til musikken under titlen ”Love affair with New Orleans”.

Efter denne gemytlige ”spisekoncert” gik turen videre til Charlie Scott’s i Skindergade, hvor resten af aftenens band ventede.

Dom Pipkin Funktet (Niclas Bardeleben, Jonas Starcke, Johan Bylling Lang, Dom Pipkin)

Den til lejligheden samlede Dom Pipkin Funktet bestod, ud over Pipkin (vokal og klaver) og Bylling Lang (saxofon og tamburin), af bassisten Jonas Starcke (kollega med Johan Bylling Lang i Jazz Five) og trommeslageren Niclas Bardeleben (kendt fra Niels Lan Doky Trio og egen kvartet).

Annonceret var desuden Bjarke Nikolajsen på trompet, men han glimrede ikke desto mindre med sit fravær.

Funk

Niclas Bardeleben

Denne gang bevægede Dom Pipkin & co. sig længere væk fra jazzstandarderne og lagde i stedet hovedvægten på New Orleans-funk og -R&B. Professor Longhairs ”Mardi Gras in New Orleans” og Alvin Robinson-hittet ”Down home girl” åbnede ballet med heftige soloer af Pipkin og Johan Bylling Lang.

Koncerten fald i to sæt, og første del indeholdt blandt andet endnu en Professor Longhair-klassiker, ”Big chief” (skrevet af Earl King). Nummeret bød på en forrygende trommesolo af Niclas Bardeleben, og Bardeleben imponerede koncerten igennem med sit pulserende second line-beat og sit varierede og elegante spil.

Publikum på Charlie Scott’s var også glade for rytmerne. Med endnu en fremførelse af ”One for the highway” fik Dom Pipkins rullende R&B-piano folk på dansegulvet, og der blev de det meste af aftenen igennem.

Opsigtsvækkende

Pipkins ”I love you” blev gentaget – nu med funky basspil af Jonas Starcke – og endnu et Dom Pipkin-nummer kom med i sætlisten i form af ”I don’t want to go back to New Orleans”. Sangen blev spillet delvis i boogie-stil, hvor Pipkin spillede solo over Starckes walking bass, punkteret af nogle opsigtsvækkende temposkift.

Jonas Starcke

Første sæt blev rundet af med endnu et New Orleans-ikon. Publikum klappede ivrigt med på John Bouttés ”Treme song”, og efter blot 20 minutters pause blev dansegulvet fyldt igen til tonerne af Hank Williams’ ”Jambalaya”. Det var egentlig en adstadig, næsten slæbende version, men Niclas Bardelebens tromme-detaljer og Dom Pipkins livlige solospil gjorde nummeret vitalt.

På ”Bad water blues” var det Jonas Starcke, der gjorde særligt indtryk med en baslyd, der eftergjorde en sousafon eller tuba, og han blev trukket helt frem i spotlyset med en funky, men melodisk solo på The Meters’ ”Hey pocky a-way”. Den udviklede sig til duo-spil mellem Starcke og Pipkin, og Niclas Bardelebens akkompagnatør-arbejde var fremragende.

Et es i ærmet

Festen fortsatte med sange af The Neville Brothers (”I’m waitin’ at the station”) og Fats Domino (”Whole lotta lovin’”), afbrudt af endnu en Dom Pipkin-original med titlen ”Heading south”.

Dom Pipkin og Christian Bundgaard

Hermed var det ved at være forbi, men Dom Pipkin Funktet havde endnu et es i ærmet. I løbet af ekstranummeret ”Iko iko” kom nemlig Christian Bundgaard på scenen, og lige som to dage tidligere blev der nu spillet firhændigt på klaveret.

Undervejs lykkedes det sågar Bundgaard og Pipkin at skifte side bag klaviaturet, og det var i det hele taget en veloplagt og åbenlyst begejstret Christian Bundgaard, der hermed var med til at runde festlighederne af.

Dom Pipkin

Sympatisk

Dom Pipkin havde altså yderligere to Vinterjazz-koncerter på programmet i løbet af de næste to dage. Hvis han sov hele søndagen, ville der ikke være noget at sige til det, for hvor var det dog en livlig og festlig affære at have denne sympatiske englænder på besøg i København.

Skulle han komme forbi Danmark igen, tør vi godt anbefale enhver med sans for New Orleans-rhythm & blues, -blues og –jazz at opsøge hans koncerter. Man bliver ikke skuffet!