Koncertanmeldelse: Jimmie Vaughan & the Tilt-a-Whirl Band, Posten, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Steen Madsen

De havde ventet længe, publikum på spillestedet Posten i Odense. Koncerten skulle være begyndt klokken 20, men først klokken 20.30 kunne opvarmningsbandet – den danske country-duo John Made Jon – indtage scenen.

Hertil kom, at koncerten med amerikanske Jimmie Vaughan oprindelig var programsat til den 30. juli 2020, men måtte udskydes på grund af coronapandemien. Og da han ikke havde været i landet siden 1998, var det altså på alle måder kulminationen på lang tids venten, da Jimmie Vaughan & the Tilt-a-Whirl Band endelig dukkede op klokken 21.45, torsdag den 4. august 2022.

Pompadour

Han var nu også blevet en del ældre at se på siden sidst, den nu 71-årige Jimmie Vaughan. Vaughan har haft omtrent den samme pompadour-frisure, siden han blev kendt sammen med The Fabulous Thunderbirds i 1970’erne og 80’erne, men der skjuler sig en tiltagende måne bag den efterhånden noget grånede bølge. Det store spørgsmål var selvfølgelig, om Jimmie Vaughans guitarlyd var blevet tilsvarende udtyndet.

Svaret herpå var et rungende nej. Modsat sin feterede bror, afdøde Stevie Ray Vaughan, har Jimmie Vaughan aldrig været ekvilibrist. De hurtige løb op og ned ad gribebrættet er ikke Jimmie Vaughans stil. Til gengæld er Jimmie Vaughan stilist; hans spillestil og tone er øjeblikkeligt genkendelige, og dem havde Vaughan i fuldt behold.

Jimmie Vaughan spillede lige på og hårdt, nærmest minimalistisk. Hans tendens til at hænge lige bag beatet gav musikken en sej og drævende kvalitet, lige som hans tone var rå, metallisk og ofte lige på kanten til at være falsk. ”Ha ha, den har nu aldrig rigtig stemt,” jokede Vaughan selv efter et forsøg på at fintune guitaren.

Tilsvarende har Jimmie Vaughan aldrig været nogen stor sanger, og ikke sjældent råber han mere, end han egentlig synger. Hvad der alligevel gør Jimmie Vaughan til et godt bekendtskab – og dét var han! – er måske netop denne upolerede bluesenergi, der samtidig dækker over en særdeles veludviklet timing og smag.

Levende legende

Smagen kommer til udtryk i hans B.B. King-påvirkede guitarfraseringer, men også i hans eklektiske sangvalg. Jimmie Vaughan er en levende Texas blues-legende, men repertoiret denne aften afslørede også en stor passion for urban rhythm & blues og jump blues såvel som jazz og western swing.

Balancen mellem det rustikke og det urbane blev afspejlet i instrumenteringen, hvor Jimmie Vaughans no-nonsense bluesspil fik modvægt af et swingende R&B-band. Her indgik førsteklasses sidemen som organisten Mike Flanigin og The Texas Horns, og netop Flanigins Hammondorgel og blæsertrioen – der bestod af Al Gomez på trompet, Mark ”Kaz” Kananof på tenorsaxofon og John Mills på barytonsaxofon – fyldte ud i de tomrum, som Jimmie Vaughans minimalisme efterlod. Dét fungerede virkelig godt.

Rytmesektionen blev udgjort af Jason Corbiere på trommer, Jimmy Horton på bas og Billy Pitman på rytmeguitar.

Den swingende stil blev lagt allerede fra den indledende ”Comin’ & goin’”, et selvkomponeret instrumentalnummer fra 2010-albummet Plays blues, ballads & favorites. Fra efterfølgeren Plays more blues, ballads & favorites (2011) kom den vuggende blues ”It’s been a long time” og det pumpende R&B-nummer ”I ain’t never”. Sidstnævnte er oprindelig en countrysang (skrevet af Webb Pierce og Mel Tillis og indspillet af dem begge) og vidnede om alsidigheden i Jimmie Vaughans inspirationskilder. Også Lefty Frizzells ”No one to talk to (but the blues)” kom fra country-verdenen.

Bidende bluesspil

Clarence ”Gatemouth” Browns klassiker ”Dirty work at the crossroads” gav Jimmie Vaughan lejlighed til virkelig at fremvise sit mest bidende bluesspil. Tonerne faldt som tunge regndråber fra hans guitarstrenge, Mike Flanigin bød ind med en brusende orgelsolo, og så lod de det hele glide sammen i smukt duo-spil mellem Hammondorgel og guitar.

Mike Flanigin agerede også forsanger på flere numre og sang faktisk bedre end Vaughan, om end ingen af dem besidder nogen prangende stemme. Flanigins vokal og svulmende orgel var dominerende på eksempelvis Amos Milburns ”Silly dilly woman”, serveret i Texas blues-stil, og det mere Chicago-orienterede Howlin’ Wolf-nummer ”Shake for me”.

I 2017 udgav Jimmie Vaughan Trio albummet Live at C-Boy’s, hvor Jimmie Vaughan og Mike Flanigin med trommeslageren Frosty Smith præsenterede et mere jazzpræget repertoire i stil med klassiske orgelblues-kunstnere som Jimmy Smith. Publikum på Posten fik en smagsprøve i form af Slide Hamptons instrumentale ”Frame for the blues” med lækkert, nulrende guitarspil, indtil blæserne satte ind med punch og slagkraft.

Navnebeskuende blev det dog aldrig, og publikumskontakten var i det hele taget god hos den charmerende Jimmie Vaughan og hans band. Der blev skrålet godt til, da tilhørerne blev inddraget i syng med-nummeret ”Hey! Baby”, og selv om det europæiske publikum tydeligvis var mere bekendt med DJ Ötzis diskotekshit fra 2000 end med Bruce Channels 1961-original (eller Jimmie Vaughan Trios coverversion fra Live at C-Boy’s), syntes sang-iveren at imponere de garvede herrer, som da også lyste op i store smil og uddelte behørig ros.

Centralt værk

En anden publikumsfavorit var Larry Davis’ ”Texas flood”, som en del af koncertgæsterne utvivlsomt var bekendte med via Stevie Ray Vaughans berømmelige version. Også for Jimmie Vaughan blev den nu et centralt værk, og han strakte ud med aldeles pragtfuldt solospil, som med rette høstede stort bifald.

Også hans bandmedlemmer fik god plads undervejs til diverse soloforløb. Jason Corbiere spillede en cool trommesolo på den instrumentale, surf-påvirkede ”Can’t sit down”, og blæserne skiftedes til at folde sig ud. Al Gomez’ trompet var mariachi-agtig på ”Just a little bit” og jazzet på T-Bone Walker-balladen ”I’m still in love with you”, og han spillede en legende, udstrakt solo med klagende dæmper på ”Motorhead baby”.

John Mills’ dybe barytonsax kørte parløb med Jimmie Vaughans guitar på ”Roll, roll, roll”, og Kaz Kazanoff strøede bluesy tenorsax-soloer ud med rund hånd over blandt andet ”Scratch my back” og shufflen ”Mamma jamma”, der i hæsblæsende tempo afsluttede det ordinære sæt.

Fint og bevægende

Jimmie Vaughan kom alene tilbage og leverede som første ekstranummer en nedbarberet, næsten hill country blues-agtig soloversion af sin nok mest kendte sang, ”Six strings down” fra solistdebuten Strange pleasure (1994). Teksten omhandler tabet af broderen Stevie Ray Vaughan, der døde i et helikopterstyrt i 1990, og også denne aften var sangen et fint og bevægende moment med følsom korsang af det fremmødte publikum.

Der blev dog hurtigt skruet op for tempoet og den mere løsslupne stemning med Eddie Shulers ”The crawl”, som Lonnie Brooks indspillede i 1958 (under aliasset Guitar Jr.), og som The Fabulous Thunderbirds gav deres version af på What’s the word (1980). Det var en heftig Texas blues med hele bandet atter på plads – Mike Flanigin sang for – og Jimmie Vaughan spillede op til publikum med guitaren bag nakken.

Kort inden domkirkens klokke slog midnat, rundede Jimmie Vaughan & the Tilt-a-Whirl Band af med den instrumentale ”D/FW” fra The Vaughan Brothers’ enlige album Family style (1990), naturligvis med soloer fra både lead- og rytmeguitar, orgel og samtlige blæsere.

Jimmie Vaughan lød denne aften præcis, som han skulle, og selv om han for det utrænede øre kan virke næsten simplistisk i sit udtryk, vidnede både arrangementer og sangvalg om, at hans godmodige blues er mere sammensat end som så – hvis man blot lytter efter. Da han aldrig har sat fart og fyrværkeri over følelse, har han gennem en lang karriere blot kunnet forfine sit greb, uden at alderen har fået ham til at tabe noget undervejs. Koncerten på Posten demonstrerede, at det er med god grund, at Jimmie Vaughan er så højt værdsat i moderne elektrisk blues.