Koncertanmeldelse: Sahra da Silva & Alain Apaloo, Mojo, København

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Tekst og foto: Jakob Wandam

Under normale omstændigheder er der live-musik på Mojo Blues Bar i København hver eneste aften, året rundt. I et corona-ramt Danmark ser det anderledes ud; p.t. er der to koncerter om ugen på Mojo, og de annonceres som ”intimkoncerter”. Der er nemlig plads til maksimum 32 gæster, når afstandskravene skal overholdes, og billetter kan kun købes i forsalg.

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Fredag den 31. juli var det sangerinden Sahra da Silva og guitaristen Alain Apaloo, der således var ansvarlige for intimkoncerten, og det blev da også netop en intim og hyggelig affære med begge musikere i siddende stilling.

”Afslappet” ville det dog ikke være korrekt at kalde koncerten, for dét bliver det aldrig med en stemmeorkan som da Silva eller en guitarist med Apaloos lejlighedsvise eksplosivitet og uortodokse spillestil.

Rundhåndet

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Sahra da Silva er aktuel med albummet #blueswoman (læs anmeldelse her), hvor Alain Apaloo også er med i bandet, og duoen var rundhåndet med smagsprøver på pladen. Men aftenens to sæt indeholdt også et antal bluesstandarder og enkelte greb i bagkataloget.

Alain Apaloo lagde ud på akustisk guitar, og med en meget dæmpet og adstadig start på T-Bone Walkers ”Call it stormy Monday” kunne man forledes til at tro, at koncerten skulle blive en stille unplugged-begivenhed. Snart lukkede Sahra da Silva dog op for vokal-udladningerne og imponerede som altid med både sin stemmekraft og sin rene, klare tone.

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Da Alain Apaloo herefter skiftede til elektrisk guitar, var det slut med unplugged-delen. Resten af koncerten var naturligvis præget af en nedbarberet lyd, i og med at guitar og Sahra da Silvas tamburiner og shaker var eneste akkompagnement til da Silvas sang, men Alain Apaloos bidende tone og indimellem næsten industrielle, metalliske klang resulterede i en instrumental pondus, som kunne matche sangerinden.

Funk

Alain Apaloo

Fra #blueswoman fik vi i første sæt hendes egne ”What is on the line” og ”I can’t be your lover” – begge skrevet i samarbejde med Alain Apaloo – og de bar vidnesbyrd om, hvorledes funk er en lige så stor faktor i Sahra da Silvas musik som den traditionelle blues. Og selv om arrangementerne var skåret ind til benet, var funk-energien bevaret i Alan Apaloos skramlede guitarakkompagnement. Det er en bedrift at spille overbevisende funk uden bas!

Duen sneg også funken ind i deres arrangementer af bluesstandarder som Willie Dixons ”My babe” (der også findes på #blueswoman). Så var der mere deep blues i sættets anden Dixon-sang, ”Spoonful” – en fed version med en langsom, næsten kælen vokal og flænsende guitar-licks.

Sahra da Silva

”Love” (skrevet af da Silva og Apaloo i samarbejde med Michael Pærremand) stammede fra 2014-debutalbummet Oh, love!. Nummeret trak igen store veksler på funken, men trak måske også lovligt længe ud.

Så var det væsentligt federe at høre Sahra da Silvas version af ”Rollin’ & tumblin’”, som afsluttede første sæt. Hun var sidste år vokalist på The Cornbread Projects single-udspil med samme, og det var tydeligvis dette arrangement, der lå til grund for aftenens udgave. Det langsomme tempo og den tungsindige stemning stod i skarp, men effektfuld kontrast til Muddy Waters’ “Minglewood blues”-baserede original.

Stevie Ray Vaughan-gear

Alain Apaloo

Andet sæt startede med fire sange på stribe fra #blueswoman. Blandt andet hørte vi Alain Apaloo i Stevie Ray Vaughan-gear med boogie-rytmer og hurtigt fingerarbejde på et par fede bluesnumre, ”Honey, please!” og ”Blues man”. Størst publikumsrespons fik dog balladen ”I wanna love you”, hvis intro blev mødt med stående applaus fra en meget begejstret tilhører.

”I wanna love you” er også en fremragende sang, som fremkaldte gåsehud hos Bluesnews.dk’s udsendte – uanset at Sahra da Silva ikke lægger skjul på, at der er skelet kraftigt til Etta James (der er nu også værre steder at skele hen!).

Sahra da Silva er en fremragende balladesanger, men forstår også at bruge sin skolede stemme til at sætte et personligt præg på mere down home-blues. Således blev endnu en Willie Dixon-sang, ”Live the life I love (love the life I live)”, leveret i en langsom, sumpet version med alskens vokale tricks, fra teremin-agtig vibrato til backporch-nynnen a la John Lee Hooker – og det fungerede!

Animeret

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Publikum blev engageret til at synge og klappe med på “C.C. rider”, og løjerne fortsatte med en animeret udgave af ”I put a spell on you”, komplet med Screamin’ Jay Hawkins-latter og spøgelsestuden. Stemningen blev yderligere forstærket af Alain Apaloos repetitive tremolo-riff.

Nu lakkede det mod enden, og sætlisten var også ved at være tom. Alain Apaloo satte i gang med et funky riff, og Sahra da Silva scat-sang sig frem til Robert Flacks ”Feel like makin’ love”. Som ekstranummer vægrede Sahra da Silva sig ved en reprise-fremførelse af ”I wanna love you”, men da Apaloo satte i med en uptempo-country & western-udgave, overgav hun sig.

Sahra da Silva og Alain Apaloo

Det var nu mere morsomt, end det var smukt, men heldigvis var der også et ønske om ”I’d rather go blind”. ”Så kan I også se, hvor vi har taget det fra,” grinede Sahra da Silva, inden hun med vanlig kraft og pondus leverede Etta James’ bluesballade til UG.

Hermed bandt Sahra da Silva og Alain Apaloo en smuk sløjfe på en aften, der var kendetegnet ved både intim, uformel hyggestemning og fornemt musikerskab.