Koncertanmeldelse: Shawn Pittman Trio og Lindsay Beaver, Bartof Station, Frederiksberg

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Copenhagen Blues Festival løb af stablen i de to weekender 27.-28. september og 4.-5. oktober. Som Bluesnews.dk tidligere har rapporteret (læs her), har festivalen grundet en beskåret økonomi været nødsaget til også at skære i antallet af koncerter.

Ikke desto mindre har foreningen Copenhagen Blues Festival fastholdt, at der skulle afholdes koncerter i 2019, og at der skulle kunstnere på programmet, som ikke tidligere havde spillet på festivalen. Derfor kunne Bartof Station på Frederiksberg i festivalens sidste weekend byde på to navne fra Texas blues-scenen.

Hjemme i Texas

Guitaristen og sangeren Shawn Pittman stammer ganske vist fra Oklahoma – og bor der nu igen – men fra 1993 til 2013 havde han hjemme i Texas og skabte sin karriere her, blandt andet som guitarist for Susan Tedeschi og med Stevie Ray Vaughans rytmesektion Double Trouble som musikere på sit eget 2001-album Full circle. Shawn Pittman har desuden indspillet med f.eks. Mike Morgan, Johnny Moeller og Smokin’ Joe Kubek & Bnois King.

Texas bluesen løber således i Shawn Pittmans årer, og det var man heller ikke i tvivl om, da han spillede på Bartof sekunderet af tyske Erkan Özdemir på elbas og Levent Özdemir på trommer.

The Özdemirs, som far Erkan og søn Levent kalder sig sammen med den anden søn, guitaristen Kenan, er guns for hire og naturligvis ikke Shawn Pittmans faste rytmesektion. Det var nok en medvirkende faktor til, at Shawn Pittman ikke strejfede for langt fra Texas bluesens slagne vej. Han spillede nemlig uden sætliste og måtte derfor holde sig til, hvad duoen kunne forventes øjeblikkeligt at kunne følge ham i.

Tegneserie-boogie

Det betød altså Texas shuffles, boogie og powertrio-blues i langt det meste af de to sæt, som Shawn Pittman og co. spillede på Bartof. Nogle gange – som i ”Almost good” fra albummet Edge of the world (2011) – blev det næsten karikeret tegneserie-boogie. Det meste af tiden kunne man dog blot læne sig tilbage og nyde en omgang blues uden dikkedarer, og det var egentlig også helt okay.

Erkan Özdemirs bas-stil er på én gang muskuløs og nonchalant. Levent Özdemir spillede energisk og spændstigt, men for begge gjaldt det, at spillet ikke var videre nuanceret – man tog for eksempel sig selv i at ønske, at Levent ville skrue ned for styrken på bækkenslagene – og trioen virkede, som om de lige skulle spille sig ind på hinanden.

Shawn Pittman selv er en glimrende guitarist, der spiller med en rå og upoleret lyd, mens stemmen tydeligvis ikke er hans instrument. Sangforedraget var således til ”godkendt,” og han sang skam rent, men spændende kunne vokalen ikke siges at være.

Svært funky

Af og til kom der elementer ind i sætlisten, som ikke kunne tilskrives den rene Texas blues. Johnny ”Guitar” Watsons ”A real mother for ya” og Albert Kings ”Finger on the trigger” var for eksempel svært funky, og andre gange var der en snert af hill country blues eller, som på ”This time”, southern soul.

Men Texas blues var, hvad publikum var blevet lovet, og Texas blues var, hvad vi fik. Shawn Pittmans guitarspil var råt og med variation nok til, at man ikke kedede sig.

Den barske sandhed er dog, at der findes hundredevis af dygtige guitarister i hans kategori, og Shawn Pittman Trios koncert på Bartof Station fik ham ikke til at skille sig voldsomt ud fra mængden.

Så var der umiddelbart mere originalitet at spore hos Lindsay Beaver, som var weekendens andet navn på Bartof Station. Lige som Pittman utvivlsomt har gjort det, har Lindsay Beaver lyttet meget til Jimmie Vaughan, som hun betegner som en mentor-figur. Men hendes tilgang til Texas bluesen er en anden.

Trommeslager

Først og fremmest er Beaver ikke guitarist, men trommeslager. Hun bor i Austin, Texas, men har sine rødder i Nova Scotia i Canada – og har modtaget undervisning i både klassisk sang og jazztrommespil. Hun blev dog bidt af bluesen og har arbejdet sig frem på Texas-scenen i løbet af de seneste fem år. I 2018 rykkede hun permanent til Austin og skrev snart kontrakt med det førende blues-pladeselskab Alligator Records, der udgav hendes album Tough as love sidste år.

Til koncerten på Bartof Station lørdag den 5. oktober havde Lindsay Beaver medbragt sine egne musikere, som var Brad Stivers på guitar og vokal samt Josh Williams på kontrabas.

Lindsay Beaver selv var på trommer samt en vokal, der kunne sammenlignes med Bonnie Raitt eller måske Maria Muldaur, om end den ikke var i helt samme klasse.

Ser man på coveret til Tough as love, kan man forledes til at tro, at den tatoverede Beaver med trommestikkerne og det knaldrød-farvede hår spiller hårdtslående bluesrock, men så bliver ens fordomme gjort til skamme. Lindsay Beaver, som nu havde skiftet hårfarve til blå, er faktisk ganske oldschool i sine musikalske præferencer og spillede swingende R&B, jump blues og rockabilly med pift af soul, boogie m.m.

Solist-kvalitet

Trioformatet lå godt til Lindsay Beavers direkte og ærlige stil – hun talte også meget og åbent mellem numrene – og det var gode folk, som hun havde med sig. Brad Stivers især havde masser af solist-kvalitet, og han har da også i eget navn udgivet albummet Took you long enough (2017).

Stivers fik god plads til at folde sig ud med sit ekvilibristiske guitarspil, der ud over Texas blues trak på både rock & roll, surf og jazz. Han var en rigtig showman, som gerne spillede med guitaren bag nakken eller stående på en af Bartofs stole. Og så sang han duet med Lindsay Beaver på ”Don’t be afraid of love” og enlig leadvokal på ”One night of sin”, hvilket demonstrerede, at også hans vokal var en frontfigur værdig.

Alligevel stjal Brad Stivers ikke for alvor rampelyset fra Lindsay Beaver, som var befriende nærværende og kommunikerede med publikum med en afvæbnende uforstilthed. Da hun for eksempel fortalte om venskabet med nylig afdøde Mike Ledbetter med en tåre i øjenkrogen, mærkede man hendes oprigtige sorg og kærlighed. Og Lindsay Beavers musik var på samme måde umiddelbar – ikke sentimental, men uden omsvøb, uanset om det var en slow blues eller en gyngende boogie.

Godt selskab

Man var i godt selskab, og selv om der da var skønhedsfejl – stemmen havde for eksempel ikke altid helt format til de opvisninger, Lindsay Beaver gerne ville give – var helhedsindtrykket af en stærk og uhyre underholdende trio intakt.

Og Beaver, Stivers og Williams virkede, som om de nød at spille med hinanden og for et publikum. Selv om man af og til kunne trække på smilebåndet af Brad Stivers’ indøvede og nogle gange meget amerikanske guitar-tricks, blev de serveret med så meget uhøjtidelighed og glimt i øjet, at det ikke blev for meget. På sin egen måde var han lige så meget til stede i øjeblikket, som Lindsay Beaver var det med sine personlige betroelser.

Koncerten med Lindsay Beavers trio blev med andre ord en rigtig god musikalsk oplevelse i kraft af både et højt musikalsk niveau, en stilmæssig alsidighed og en høj grad af nærvær.

Fine kapitler

Copenhagen Blues Festival og Bartof Station fortjener ros for endnu en gang at have taget chancen med to relativt uprøvede navne på dansk grund. Med hver deres tag på Texas bluesen fik Shawn Pittman og Lindsay Beaver føjet et par fine kapitler til festivalens snart tyveårige historie.

Lindsay Beaver havde de bedste kort og satte trumf på med en fornem og bevægende solo-version af Sean Costellos jazzede ballade “All I can do”, fremført på Brad Stivers’ guitar. Dét nummer var ikke på sætlisten og understregede, at en koncert, når den er bedst, handler om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.