Cedric Burnside
Nedestående er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens egen holdning.
Tekst: Jan Hyldig
Hvor blev jeg glad, da jeg erfarede, at Cedric Burnside gæster København 27. oktober. Endnu gladere blev jeg sådan set, da jeg opdagede, at det foregår på et af Københavns nye spillesteder, Alice på Nørrebro, som på egen hjemmeside præsenterer sig som et spillested for eventyrlystne lyttere med vægt på grænsesøgende musik. Glæden blev dog fulgt af en vis undren: Hvorfor er det ikke bluesmiljøet i Danmark, som har Cedric Burnside på programmet? Det er ikke en af de mange bluesforeninger eller bluesarrangører, der står bag, hvilket ellers ville være naturligt. Så kunne det måske være blevet til to optrædener i Danmark. Hvorfor sker det ikke?
Vi skal først glæde os
Cedric Burnside kommer fra det nordøstlige hjørne af Mississippi. Her spilles en ganske særegen og bemærkelsesværdig form for blues, the North Mississippi hill country blues, som Bluesnews.dk så udmærket fortalte om i sin tidlige foromtale i maj (læs her, red.). Men besøget er så spændende og enestående – og det sidste er ikke entydigt positivt, som det senere vil fremgå – at det sagtens tåler gentagelse. The North Mississippi hill country blues er en rå og upoleret form for blues. Ofte kun udført af en guitar, måske med trommer ind over. En billig guitar og billig forstærker giver den beskidte garageagtige lyd, som også mange unge og eksperimenterende musikere er faldet for. Der er sjældent tale om det klassiske delta- og Chicago blues-akkordskifte I-IV-V, men en groovy forbliven på én akkord, som til gengæld godt kan spilles i usædvanlige varianter.
R.L. Burnside:
Foto: zzazazz; / Ed
Fred McDowell, Robert Belfour, Junior Kimbrough og ikke mindst R.L. Burnside, Cedrics bedstefar, er alle spændende navne indenfor den tidlige hill country blues. Allerede som ung sad Cedric med, når bedstefar Burnside spillede, og begge klaner, Kimbrough og Burnside, myldrer med musikere, unge og ældre – og på mange forskellige niveauer, bør tilføjes.
Det interessante ved gamle Burnside og Cedric, er, at begge udfordrer de musikalske grænser for den tradition, de er rundet af, og mangen en bluesdogmatiker har fået kaffen galt i halsen, allerede i 1990’erne, da de hørte R.L. Burnside eksperimentere med grupper som The Jon Spencer Blues Explosion, bl.a. på pladen A ass pocket of whiskey, (1996). Samarbejdet blev især formidlet omkring det unge Oxford, Mississippi-forankrede pladeselskab Fat Possum Records. Der er tale om spændende crossover, som kan give en udmærket pejling af, om lytteren er med på nye eventyr.
Cedric Burnside er fortsat i bedstefars spor og har en række interessante samarbejder med sig, f.eks. med Lightnin’ Malcolm, med hvem han lavede pladen Two man wrecking crew (2008). Cedric var fra start af trommeslager, og han fortsatte med bandet Cedric Burnside Project sammen med den unge og dygtige guitarist Trenton Ayers. De udgav i 2015 albummet Descendants of hill country. Året efter, sommeren 2016, oplevede jeg dem på næsten-hjemmebane i Greenville, Mississippi i afslappet stil og med godt medspil fra Kenny Brown.
Cedric Burnsides nyeste soloudspil er Benton County relic (2018). En strålende plade med producer Brian Jay på trommer og Cedric på guitar. Ikke mindst indledningsnummeret “We made it” står stærkt både tekstmæssigt og musikalsk – råt og ærligt. Pladen giver forventninger til solokoncerten i København. Det gør et endnu nyere ”medspil” fra Cedric Burnside såmænd også, nemlig hans medvirken på nyeste udspil fra North Mississippi Allstars: Up and rolling (2019). Udover generelt at være en usædvanlig god plade, som lægger gospel og funky og jazzede lag ind over den skarpe og afsnuppede lyd fra det nordlige Mississippi, så glimrer Cedric Burnside med sin medvirken på to numre – enkelt og smukt i det klassiske gospelnummer “Take my hand, precious Lord”. Så der er god grund til at glæde sig til den 27. oktober.
Og så til det sure
Corey Harris
Foto: Frank Nielsen
Mine spørgsmål er: Hvorfor hulen er det ikke et af bluesmiljøerne i Danmark, der (også) præsenterer Cedric Burnside, og hvorfor er der så langt imellem anderledes og spændende bluesnavne i Danmark? For det synes jeg, der er. Jeg ved godt, at Cedric Burnside Project gæstede Frederikshavn i 2015. Jeg ved også godt, at The Reverend Peyton’s Big Damn Band, der også henter inspiration i det nordøstlige Mississippi, via B’Sharp har gæstet Rampelys i Silkeborg, og jeg oplevede også, sammen med ca. 25 andre (herunder dette organs udmærkede faste skribent) – Corey Harris i Vollsmose Kulturhus 2018 (læs her, red.). Der er sikkert også et par interessante navne, der er gået min pengepung og næse forbi. Derudover formoder jeg, at det danske bluespublikum, hvis gennemsnitlige alder matcher min, holder meget af den omgængelige, hyggelige og genkendelige blues, som hentes mere eller mindre direkte fra mainstream-Chicago, måske tilsat lidt rock- eller akustisk guitar, men stadig i samme kendte boldgade. I-IV-V og så en helvedes masse lyd på én gang. Fed blues kaldes det vist typisk. North Mississippi hill country blues er i skarp kontrast hertil ofte en minimalistisk musikstil.
På den måde må man sige, at arven, der giver genkendelighed til Muddy Waters og B.B. King, har lagt sig tungt over den danske bluesscene. Ikke fordi der er noget galt med disse store og fede bluesmusikere, tværtimod. Respekt for dem – men problemet for mig, er, at denne bluestradition så enerådende dominerer den danske bluesscene.
H.P. Lange
Foto: Frank Nielsen
Der er undtagelser, også blandt danske bluesmusikere – H.P. Lange er en af dem, og det er Big Creek Slim for den sags skyld også – men som min opremsning af dét, jeg opfatter som interessante udenlandske besøg, lader ane, så har det været en billig fornøjelse for mig at være bluesfan de sidste par år. Og dog, for det er jo ikke billigt, hvis jeg skal til Hamburg og Berlin eller endnu længere væk for at finde spændende navne. Mine, indrømmer jeg, overfladiske sondringer tyder på, at både Tyskland, Frankrig og Holland har levende og eventyrlystne bluesmiljøer. Mere eventyrlystne end det danske. F.eks. spiller North Mississippi Allstars i Berlin her i oktober på en Europatour, som svinger pænt uden om Danmark.
Lykkelig igen
Fra tid til anden hører jeg nogle sukke over, at de unge ikke gider høre blues. Hvis det er rigtigt, og det er det jo langt hen ad vejen, når det gælder den mainstream-blues, som serveres i Danmark – fadølsblues har jeg ofte hørt den omtalt – så er der måske endnu flere gode grunde til at bemærke Cedric Burnsides besøg på Alice. Spillestedet skriver om sit eget musikvalg:
Alice. Spillestedet for eventyrlystne lyttere …Vi sætter fokus på både musikkens rødder, legendariske skikkelser og de markante nybrud. Vi kaster lys over banebrydende musikmiljøer fra hele verden med ambitionen om at nå hele kloden rundt – altid med musik af høj international kvalitet.
Cedric Burnside
Ikke nogen dårlig ambition, og noget lignende skal sikkert tænkes ind i de danske bluesmiljøer, hvis de har lyst til at overleve. En sand forbrydelse mod bluesmusikken, kunne være de sidste helliges indvending mod dette. Det finurlige er her, at Cedric Burnside formodentlig repræsenterer en meget dyb åre i bluesmusikken, og således foregår der en masse spændende eksperimenter blandt unge, gamle og levende musikere i f.eks. Mississippi, som bærer kernen fra bluesmusikken videre på smukkeste vis.
Lad det ligge nu, hvor vi glæder os over, at de unge danske spillesteder har fået øje på bluesmusikken – endda helt uden hjælp fra den ældre generation.
Bluesnews.dk tager gerne imod længere debatindlæg, så længe de er holdt i en god og respektfuld tone. Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte og redigere i teksten. Desuden er man altid velkommen til at debattere den danske bluesscene på Bluesnews.dk’s Facebook-side her.