Den danske bluesscene fejres ved Danish Music Awards Blues i Randers

Tekst: Jakob Wandam

Onsdag blev de nominerede til dette års Danish Music Awards (DMA) Blues offentliggjort (læs her). Som noget nyt vil vinderne allerede blive annonceret den 1. juli. Det vil sige, at modtagerne af priserne for Årets Danske Bluesudgivelse og Blues Liveprisen vil være kendt, når der traditionen tro er prisoverrækkelse og fejring på Turbinen i Randers den 12. august klokken 20.

Det betyder også, at det musikalske program for festlighederne vil være præget af prisvindere. De nominerede til DMA’en for Årets Danske Bluesudgivelse er Mike Andersen, H.P. Lange Big Gumbo, Big Creek Slim & the Cockroaches og Thorbjørn Risager & the Black Tornado, mens Mike Andersen, H.P. Lange Big Gumbo, Thorbjørn Risager & the Black Tornado og The Cornbread Project har chancen for at løbe med Blues Liveprisen.

Grundstammen

Gustaf Ljunggren og Casper Simonsen
Foto: Frank Nielsen

Derudover vil grundstammen for aftenens underholdning være, som vi har set den de seneste tre år: Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og trommeslageren Casper Simonsen udgør husorkestret og vil helt sikkert byde på nogle overraskende angrebsvinkler på bluesmusikken sammen med deres musikalske gæster.

M.C. Hansen vil endnu en gang agere konferencier og binde begivenhederne sammen.

M.C. Hansen
Foto: Frank Nielsen

Prisvinderne er fundet af en fagjury, som i år består af Kjeld Lauritsen (musiker), Søren Lindholt Hansen (formand, Den Blå Festival), Jostein Forsberg (festivalchef, Notodden Blues Festival), Claus Vittus (kulturjournalist), Bryan Hembree (musiker og medstifter af Fayetteville Roots Festival) og Lea Thorlann (musiker).

Ud over de to statuetter, der skal uddeles i de ovennævnte kategorier, skal ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman overrækkes. Modsat de to andre priser afsløres vinderen af denne pris først på aftenen den 12. august.

Billetter

Der vil løbende blive offentliggjort detaljer om musikprogrammet for Danish Music Awards Blues 2020, men allerede nu er det muligt at købe billetter i forsalg. Billetterne kan erhverves her.

Danish Music Awards Blues arrangeres i samarbejde mellem Turbinen, Randers Eventsekretariat, ROSA – Dansk Rock Samråd og JazzDanmark.