Nahawa Doumbara
Tekst og foto: Jakob Wandam
Udsolgt på en tirsdag aften? Det er helt godt gået, og det var, hvad spillestedet Alice på Københavns Nørrebro kunne melde tirsdag den 11. februar. Her var der afrikansk musik på programmet i form af den maliske sangerinde Nahawa Doumbia og hendes trio.
Nahawa Doumbia bekender sig til Wassoulou-genren, den særlige form for vestafrikansk blues, der næsten udelukkende synges af kvinder. Wassoulou-musikken er opkaldt efter regionen Wassoulou, en floddal, der breder sig over egne af Mali, Elfenbenskysten og Guinea.
Akustisk opsætning
Nahawa Doumbia
Doumbia har indspillet siden 1981 og udforsket mange sider af og udtryksformer for Wassoulou-musikken, både traditionelle og mere moderne. Senest, i 2019, har hun genudgivet debutalbummet La grande cantatrice malienne, vol. 1, og derfor opererede hun på Alice med en akustisk opsætning, der afspejlede lyden på albummet.
Det var således et noget andet lydbillede, end man kunne opleve, da en anden Wassoulou-dronning, Oumou Sangaré, blæste DR Koncerthuset bagover på sommerens Copenhagen Jazz Festival (læs her).
Med enkle virkemidler lykkedes det imidlertid Nahawa Doumbia at få publikum på Alice til både at danse, synge og juble. Med sig havde hun to musikere: kamele ngoni-spilleren Drissa Sidibé samt Nahawa Doumbias eksmand og faste musikalske sparringspartner N’Gou Bagayoko, der spillede akustisk guitar og percussion-instrumentet karinyan.
Ur-blues
En kamele ngoni er et strengeinstrument, en slags kalabas-harpe, der er beslægtet med koraen. Kamele ngonien dannede den bund, som alle Nahawa Doumbias sange byggede på, med sine repetitive rundgange, der fik musikken til at lyde som en slags ur-blues.
Drissa Sidibé
Hill country blues og visse former for delta blues, for eksempel som John Lee Hooker yndede at spille den, bygger på de samme messende, vuggende rytmer, og de gik tydeligvis lige i kroppen på Alice-publikummet, der havde svært ved at stå stille.
Kamele ngonien var dog ingenlunde et rent rytmeinstrument, og Drissa Sidibés fingerfærdighed og eksplosive strengefrembringelser skabte begejstring blandt tilhørerne.
Groove
N’Gou Bagayoko
Primært indgik kamele ngonien imidlertid i det groove, som dens betvinger skabte i samdrægtighed med N’Gou Bagayoko, der skiftevis spillede guitar og karinyan. Sidstnævnte er et metalrør med riller, der spilles omtrent på samme måde som den latinamerikanske guiro – populært kaldet ”franskbrød”. Med karinyanen kunne Bagayoko skabe en diskret, men insisterende rytmik.
Akkompagnementets subtilt gyngende kvaliteter satte Nahawa Doumbias kraftfulde stemmeudladninger effektivt i relief. Den 61-årige sangerindes vokal var på én gang smuk og ærefrygtindgydende, og når hun virkelig sang igennem, var det, så de små hår rejste sig.
Oprigtig glæde
Nahawa Doumbia
Nahawa Doumbia besøgte spillestedet tilbage i 2015 – dengang Alice stadig hed Global Cph. Dengang tog hun stedet med storm, og måske var det derfor, tilstrømningen var så stor denne februar-aften. I hvert fald var det et tydeligt begejstret publikum, som også i en vis udstrækning virkede bekendt med Nahawa Doumbias musik.
Doumbia gengældte den varme modtagelse med oprigtig glæde og mange varme smil. Hun bød op til fællessang, og hen imod slutningen af koncerten inviterede hun sågar medlemmer af publikum op på scenen, hvor et par ihærdige fans dansede og endog lånte et percussioninstrument.
Drissa Sidibé, Nahawa Doumbia, N’Gou Bagayoko
Var man til gengæld ikke fortrolig med sangerinden – eller genren – kunne man måske godt føle sig lidt udenfor. Nahawa Doumbia adresserede koncertgængerne på fransk, og var man som Bluesnews.dk’s udsendte lidt rusten udi det galliske, var det umuligt at få fuldt udbytte af sang-introduktionerne og dermed også musikken. Så kunne de groove-bårne sange godt flyde lidt sammen.
Til gengæld kunne man give sig helt hen til musikkens vedholdende rytmer, og at dømme efter det gyngende publikumshav, var der mange, der gjorde netop dette.