Koncertanmeldelse: Copenhagen Jazz Festival

Jon Cleary
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

2019-udgaven af Copenhagen Jazz Festival (CJF) løb af stablen fra fredag den 5. juli til søndag den 14. juli, og som vi kunne fortælle for nylig (læs her), var der også blues på programmet.

Om blues også er jazz, som Troels Jensen udtrykte det, kan der nok være delte meninger om, men det er i hvert fald ubestrideligt, at bluesen indgår som en essentiel del af jazzens tonesprog og konventioner. Og der er et stort overlap, hvor jazz, blues og rhythm & blues mødes, hvilket er en af grundene til, at den åbensindede bluesfan vil kunne finde så meget at glæde sig over på en festival som CJF.

Indfødt

Jon Cleary
Foto: Jakob Wandam

Få demonstrerede dette overlap bedre end Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen. At Jon Cleary er englænder, hører man nemt, når han taler, men når man hører ham synge og spille, kunne man have svoret, at han var indfødt i det New Orleans, hvor han nu har hjemme.

Jon Cleary stillede op på Balders Plads fredag den 5. juli klokken 17.30, og med sig havde han Cornell Williams på bas og A.J. Hall på trommer. Den faste guitarist Derwin ”Big D” Perkins var skiftet ud med Wayne Plummer. Cleary selv spillede keyboard, guitar og koklokke og tog sig af leadvokalerne.

A.J. Hall
Foto: Jakob Wandam

Stemningen var høj, hvilket nok til dels skyldtes det flotte solskinsvejr, men også i allerhøjeste grad et funky og tight spillende band med en veloplagt Cleary i front.

Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen tog det talstærke publikum på en slags sightseeing-tur gennem de forskellige stilarter, der sammen danner den karakteristiske New Orleans-lyd: fra rhythm & blues, jazz og blues over 80’er-soul og r&b til rendyrket funk.

Funky numre

Titelnummeret fra Clearys seneste album, Dyna-mite (2018), åbnede ballet med en vokal-intro i Dr. John-stil. Fra den forrige, Gogo juice (2015), fik vi tre funky numre på stribe: ”Beg steal or borrow”, ”Bringing back the home” og ”Getcha gogo juice”

Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen
Foto: Jakob Wandam

De seneste år har budt på nogle store tab for New Orleans-musikken. Allen Toussaint gik bort i 2015, Fats Domino i 2017, Henry Butler døde i 2018, og her i sommer har vi mistet Dave Bartholomew, Dr. John og senest Art Neville.

Jon Cleary hyldede nogle af sine faldne helte ved først at tilegne ”Tipitina” Dr. John, Bartholomew og Professor Longhair og derefter spille Toussaints fine soul-ballade ”What do you want the girl to do?”

Med Bartholomew som eneste undtagelse var alle de nævnte musikere pianister, som inspirerede hinanden, og hvis forskellige tag på bluesmusikken Jon Cleary bygger sin spillestil på. Som sådan er han blevet New Orleans’ måske vigtigste nulevende rhythm & blues-pianist.

Guitar

Jon Cleary
Foto: Jakob Wandam

Cleary startede imidlertid sin karriere som guitarist, og han skiftede netop til guitar på ”When you get back”, der begyndte som smooth soul og udviklede sig til en funk-jazzet øvelse. Funk-festen fortsatte med blandt andet ”Just kissed my baby” og Johnny ”Guitar” Watsons ”Superman lover”.

I den mere bluesy ballade-afdeling fik vi ”21st century Gypsy singing lover man” – skrevet sammen med bluesmanden Taj Mahal – og den Billy Joel-agtige ”Frenchmen Street blues”.

Den fedt gyngende publikumsfavorit ”Unnecessarily mercenary”, som også Clearys mangeårige chef Bonnie Raitt har indspillet, rundede det ordinære sæt af med en rocket guitarsolo og inddragelse af publikum i en syng-med-seance.

Cornell Williams
Foto: Jakob Wandam

En trommeintro af A.J. Hall indledte imidlertid ekstranummeret, den ultra-funky ”Mo hippa”, og så kunne tilhørerne på Balders Plads ellers få love til at skråle med på linjen ”I feel like funkin’ it up”.

At Jon Cleary havde lyst til ”funkin’ it up,” var der ingen tvivl om denne eftermiddag, og det samme kunne siges om hans tre medspillere, måske især bassisten Cornell Williams. Og gæsterne fik den funky fredagsfest, de var kommet efter.

Til- og fravalg

En festival vil som regel være en række af til- og fravalg, og med en festival på CJF’s størrelse, hvor der er mere end 1.000 koncerter, er det i allerhøjeste grad tilfældet. Bluesnews.dk valgte at starte lørdag den 6. juli i M.G. Petersens Familiehave.

Jazz Five
Foto: Edith Tamayo

M.G. Petersens Familiehave er en af de tre såkaldte små haver på Frederiksberg. Sammen med Krøgers Have og Hansens Gamle Familiehave har den siden 1850’erne været et udflugtsmål for familier, hvor de kan spise traditionel dansk mad ved rødternede duge.

I CJF-ugen kan man desuden høre live-musik her, og Bluesnews.dk mødte op for at høre Jazz Five og nyde nationalspisen stegt flæsk med persillesovs (med den vigtige tilføjelse ad libitum).

Taffelmusik

Der var således ikke tale om en egentlig koncert, men snarere en slags taffelmusik eller underholdning til maden. Bluesnews.dk overværede således heller ikke hele Jazz Fives optræden, men kunne dog konstatere, at sætlisten var en anden end ved Riverboat Jazz Festival i Silkeborg en uge tidligere (læs her).

Johan Bylling Lang, Jeppe Zacho, Stefan Andersen
Foto: Edith Tamayo

Vi fik ganske vist en del af det kendte New Orleans-repertoire som ”When my dreamboat comes home” (Fats Domino), ”Mardi Gras in New Orleans” (Professor Longhair), ”(Won’t you come home) Bill Bailey” (Hughie Cannon), ”Iko iko” (The Dixie Cups) og ”Something you got” (Wilson Pickett).

Men der blev denne gang lagt ud med Jimmy Forrests jazzstandard ”Night train”, lige som der blev plads til ”Take my love” af Mertis John (bror til Mabel og Little Willie John). Mest uventet var måske Stealers Wheel-sangen ”Stuck in the middle with you”, selv om Jazz Five har indspillet den på deres New Orleans heat (2011).

Med dødsforagt

Stefan Andersen og Jonas Starcke
Foto: Edith Tamayo

Vejrguderne var i mindre gavmildt humør end dagen før, men de fem musikere, der udgør bandet – Johan Bylling Lang på alt- og barytonsaxofon, Jeppe Zacho på tenorsaxofon og vokal, Jonas Starcke på bas og vokal, Esben Hillig på klaver og Stefan Andersen på trommer og vokal – tog udfordringen op og kastede sig med dødsforagt ud i en kamp mod vind, vejr og persillesovs.

Jazz Five nøjedes ikke med at være baggrundstæppe, men havde god kontakt til publikum, især ved de nærmeste borde, som Johan Bylling Lang adresserede med stor veloplagthed. Og selv om fadøl og snaps flød frit ved bordene, insisterede Jazz Five på at tage musikken alvorligt. De præsenterede numrene på behørig vis og spillede naturligvis forbilledligt.

En koncert med Jazz Five er altid værd at opleve, og man skal ikke lade skræmme af, hvis den bliver serveret sammen med grænseløse mængder stegt flæsk. Det musikalske niveau er garanteret højt.

Udsat

Bundgaards 2nd Line & Funk Show
Foto: Jakob Wandam

Hvor de overdækkede borde og gasvarmerne i M.G. Petersens Familiehave havde udgjort et effektivt værn mod kølig luft og regn, var man anderledes udsat ved Nyhavns Mindeanker. Det måtte musikerne i Bundgaards 2nd Line & Funk Show sande, da de stod for underholdningen her fra klokken 19.30.

Christian Bundgaard på keyboard og vokal, Jonathan Bruun Meyer på trombone, Niclas Bardeleben på trommer, Jonas Starcke på bas og vokal og Regin Fuhlendorf på guitar blev blæst godt igennem på en scene, hvor lyden blev kastet rundt af vinden og gjorde livet svært for musikerne.

Christian Bundgaard
Foto: Jakob Wandam

Da København samtidig havde været ramt af byger i løbet af dagen, var fremmødet ved Mindeankeret heller ikke, hvad man kunne ønske – og slet ikke som det var sidste sommer, hvor orkestret lagde Nyhavn ned.

Så det var op ad bakke for Christian Bundgaard og hans allstar-hold, der var sammensat af folk fra The Vooo Ca Ray, Niels Lan Doky Trio, Jazz Five og Six City Stompers, og stemningen på scenen var mærket af det.

Professionelt leveret

Jonas Starcke
Foto: Jakob Wandam

Ikke desto mindre frembragte bandet et professionelt leveret sæt bestående primært af New Orleans-rhythm & blues.

Det betød blandt andet et genhør med ”Mardi Gras in New Orleans” samt andre standarder inden for genren som ”Hey pocky a-way” (The Meters) og ”My girl Josephine” (Fats Domino).

Et par Christian Bundgaard-favoritter blev der også plads til, Allen Toussaints ”Get out of my life, woman” (et hit for Lee Dorsey i 1965-66) og en vellykket “Marie Laveau”, hvor man for første gang gav sig helt hen til musikken.

Sangen er indspillet af Dr. John, og den nylig afdøde doktor er en af Christian Bundgaards store inspirationskilder. Fra hans repertoire fik vi også Wee Willie Waynes “Traveling mood” og en ragtime-agtig ”Such a night”.

Intet at udsætte

Regin Fuhlendorf
Foto: Jakob Wandam

Christian Bundgaards stemme havde lidt svært ved rigtigt at gøre indtryk, men hans klaver- og orgelspil var der intet at udsætte på. Særligt i de mere bluesy numre skilte tangentarbejdet sig ud, for eksempel i ”So long” eller Charles Browns ”New Orleans blues”.

Regin Fuhlendorf spillede guitar i cool, tilbagelænet stil, men slog sig også mere løs i for eksempel ”Hey pocky a-way” og ”Such a night”. Jonas Starckes bas var central for groovet i det funk-prægede materiale, og han fik også givet prøver på sin glimrende sangstemme, hvis spændvidde blev sat på en prøve med de lyse korlinjer i Allen Toussaints ”Get low down”.

Jonathan Bruun Meyer
Foto: Jakob Wandam

Jonathan Bruun Meyers slide-trombone var som altid en fornøjelse at lytte til, lige som det var tilfældet med den energiske og humørfyldte Niclas Bardeleben bag trommerne.

Selv om de havde oddsene imod sig, måtte man således beundre den indsats, Bundgaards 2nd Line & Funk Show lagde for dagen, og de fik faktisk også dele af publikum til at danse undervejs.

Men man følte sig ikke helt overbevist, da Christian Bundgaard citerede Jon Clearys ”I feel like funkin’ it up”-linje i løbet af Bobby Bland-hittet ”Turn on your lovelight”. Rammerne var simpelthen ikke til det.

Stopfyldt

Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost
Foto: Jakob Wandam

På vej til koncerten i Nyhavn havde Bluesnews.dk stukket hovedet indenfor på en stopfyldt Mojo Blues Bar, hvor Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost var på plakaten klokken 18.30. Vi fik den første lille halve time med, og vanen tro startede koncerten med et par instrumentale numre med Kjeld Lauritsen Trio.

Det var nok til at vække appetitten, for det er folk fra jazz- og bluesmusikkens allerøverste skuffe, der udgør ensemblet: Organist Kjeld Lauritsen (ex-Organizers, Kenn Lending Blues Band, Smalltown Blues Band m.m.), trommeslager Søren ”Blackfoot” Frost (SP Just Frost, DR Big Band m.m.) og guitarist Per Gade (DR Big Band, Eliel Lazo & the Cuban Funk Machine, The Orchestra m.m.).

Trioen imponerede med lækker blues-jazz og rundhåndede soloer af alle tre musikere, inden Miriam Mandipira kom på scenen. Da det skete, måtte man endnu en gang bøje sig i støvet for denne enestående stemme. Uanset udgangspunktet løfter Miriam Mandipira enhver koncert til et højere niveau.

Fin form

Med udsigt til en koncert med Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost senere på ugen måtte Bluesnews.dk dog som sagt forlade Mojo for en stund, men vendte tilbage inden klokken 22, hvor det var tid til Kenn Lending Blues Band.

Kenn Lending Blues Band, “Vintage Edition”
Foto: Jakob Wandam

Lending er i fin form for tiden og virkede oprigtigt begejstret for at spille denne koncert med en ”vintage edition” af sit band. Han havde nemlig til lejligheden samlet Kenn Lending Blues Band, som det så ud for cirka tredive år siden: Frank Larsen på trommer, Henning Verner på keyboard, Svenni Svafnisson på bas og kapelmesteren selv på guitar og vokal. De var tilmed suppleret med selveste Mikkel Nordsø på guitar.

Nordsø og Lending har kendt hinanden siden børnehaven, og aftenen bød på mange godmodige guitardueller mellem de to, for eksempel på en fremragende, funky ”Just one night” fra albummet Heartache Motel (1993).

Funk

Kenn Lending og Svenni Svafnisson
Foto: Jakob Wandam

Funk spiller almindeligvis en stor rolle i Kenn Lendings musik, og det hørtes da også denne aften, blandt andet i Frank Larsens New Orleans-agtige trommespil på Steve Masakowskis ”Sidewalk strut” og i Henning Verners gospel blues ”Gospel of the survivor” (fra Psychedelic mind, 2001).

Overordnet set var lyden dog mere i retning af traditionel urban blues, end man oftest hører fra Kenn Lending i dag. B.B. King-påvirkningen i Lendings guitarspil lod sig ikke skjule, og særligt slow blues-numrene som ”(The welfare) turns it back on you” (oprindeligt med Freddie King) stod virkelig stærkt.

Der er måske en tendens til at overse Kenn Lending i samtidens danske blueslandskab, men han er altså en guitarist på internationalt niveau og leverer altid et fremragende live-show. Også lørdag aften på Mojo kunne han vække jubel ved at spille bag ryggen, med tænderne eller sågar med næsen, men vigtigst af alt har han spilleglæde, bluesfornemmelse og en timing og tone, der sætter ham i en klasse for sig.

Samspillet

Kenn Lending Blues Band spillede tre sæt på Mojo, og Mikkel Nordsø var med hele vejen. Det var en fornøjelse at se samspillet mellem Nordsø og Lending, og Mikkel Nordsø bød ind med mange stærke solo-præstationer undervejs.

Mikkel Nordsø og Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

Han har spillet med gud og hver mand i den danske pop-, rock- og jazz-verden, men er et usædvanligt syn i bluessammenhænge. Ikke desto mindre udviste Mikkel Nordsø god forståelse for stilen og spillede uden overflødigt lir.

Kenn Lending vendte tilbage i sin sædvanlige opstilling ved en senere koncert ved Nyhavns Mindeanker, men planlægger flere optrædener i ”vintage edition” næste år, hvor Kenn Lending Blues Band har 40-års jubilæum.

Wassoulou-dronning

Oumou Sangaré
Foto: Flemming Grøn

Søndag den 7. juli blev det kun til en enkelt koncert for Bluesnews.dk’s vedkommende, men det var til gengæld en ganske særlig én af slagsen. Den maliske Wassoulou-dronning Oumou Sangaré gav koncert med sit band i DR Koncerthuset, og det blev en af festivalens helt store oplevelser.

Wassoulou er navnet på en region i Vestafrika, hvor Mali, Elfenbenskysten og Guinea støder sammen. Det er også navnet på en musikgenre, som ligger tæt op ad den ørkenblues, der repræsenteres af for eksempel Ali Farka Touré, Bombino og Tinariwen.

Oumou Sangaré
Foto: Flemming Grøn

Wassoulou bliver dog næsten altid sunget af kvindelige kunstnere, og teksterne kredser ofte om emner som kvindefrigørelse, graviditet, utroskab og kønsroller.

Det er almindeligt accepteret, at Wassoulou og de beslægtede stilarter, som tuareg-musik og Songhai-musik, dannede grundlaget for den amerikanske blues, da de blev bragt med slaveskibene til Nordamerika.

Kraftværk

Oumou Sangaré er vel nok det største navn i Wassoulou, og hun beviste da også fra første færd i DR Koncerthuset, at hun er et veritabelt kraftværk af en sangerinde. Koncerten startede ganske vist sagte med den trance blues’ede ”Kounkoun” (fra 2017-albummet Mogoya), men Sangaré var ikke længe om at synge sig varm og havde snart publikum i sin hule hånd.

Guimba Kouyaté
Foto: Flemming Grøn

Bag sig havde hun et syvmands-band, og selv om Oumou Sangaré dominerede scenen med en nærmest majestætisk fremtoning, var der også lejlighedsvis spotlight på hendes medmusikere. De spillede da også helt fantastisk under ledelse af guitaristen Guimba Kouyaté, hvis berømmelige efternavn afslører hans griot-status.

Af udseende kunne Kouyaté såmænd gå for et medlem af Chic, men hans guitartone var karakteristisk malisk, om end han også indimellem spillede deciderede rock-soloer eller brugte wah-wah-pedal.

Feststemning

Abou Diarra og Elise Blanchard
Foto: Flemming Grøn

Abou Diarra på n’goni var i fokus på blandt andet syng-med-nummeret ”Ah ndiya”, hvor han ikke blot spillede introen, men også hoppede begejstret op og ned i takt med Oumou Sangaré.

Og der var virkelig feststemning. Oumou Sangaré spillede også på CJF sidste år, og mon ikke en del af publikum var gengangere? Mange var i hvert fald tydeligvis mødt op med en forventning om at stå op og danse, og det gjorde de allerede tidligt i koncerten. Da Sangaré smed skoene, brød festen for alvor ud, og den varede ved resten af koncerten igennem.

Emma Lamadji og Kandy Guira
Foto: Flemming Grøn

Med til at skabe stemning var også de to sangerinder Kandy Guira og Emma Lamadji, der dublerede som dansere.

Der var fuld gang i dem fra start til slut, og særligt den centralafrikanske Emma Lamadji efterlod publikum med åben mund, da hun sang sit soloparti i den afsluttende ”Yala” og afslørede et vildt imponerende stemmeregister.

Magisk

Oumou Sangaré
Foto: Flemming Grøn

Inden da var der ikke blot blevet danset mellem stolerækkerne, men også på scenen, hvor flere dansere pludselig kom springende op fra salen.

Der var fine soloer fra alle medlemmer af det multietniske band, som ud over de nævnte bestod af Elise Blanchard på bas, Jonathan Grandcamp på trommer og Alexandre Millet på keyboards. Men det var bandets sammenspil, der sammen med Oumou Sangarés sublime vokal og helt fortryllende scene-presence, der gjorde aftenen magisk.

Tradition

Björn Ingelstam og Hans Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Magi kan man også ofte finde på baren og jazzspillestedet Charlie Scott’s i Skindergade. Hertil gik turen mandag eftermiddag den 8. august klokken 16, hvor Bluesnews.dk klemte sig ind blandt det talstærke publikum, der var kommet for at høre Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band.

De tos fælles koncerter er blevet en tradition på Copenhagen Jazz Festival, hvor Bluesnews.dk også hørte dem i 2018 (læs her). Lige som dengang fandt koncerten sted under trappen på det lille spillested, hvor publikum næsten sidder på skødet af musikerne – ikke mindst, når stedet er så proppet, som det var denne eftermiddag.

Pianisten Hans Knudsen og trompetisten Björn Ingelstam deltes om leadvokalerne med Morten Mandel, der var med på kontrabas, og blev desuden bakket op af Rajiv Jayaweera på trommer.

Hyggede

”Utraditionel jazz,” kaldte Hans Knudsen den jazz- og bluesspækkede sætliste, som blev stykket sammen undervejs. Det var tydeligt, at musikerne hyggede sig lige så meget, som de hyggede om publikum, og de nød at udfordre hinanden – og hinandens hukommelse! – med forslag til sange.

Hans Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Hans Knudsen, der blev Årets Danske Bluesnavn i 2014, har et stort repertoire af jazz-, blues- og rhythm & blues-numre, som han kan trække på og desuden fortælle talrige anekdoter om, hvilket gør ham til en mesterlig formidler.

Björn Ingelstam er født fyrre år senere end Knudsen, men har ikke desto mindre demonstreret et stort kendskab til den traditionelle jazz. Og skulle der være et nummer, han ikke kender, bliver det mere end opvejet af, at manden er et naturtalent på trompeten. Hans smukke soloer er altid veltimede og til overflod fyldt med blues feeling, og han får det til at se bedragerisk nemt ud.

Klasse

Morten Mandel
Foto: Jakob Wandam

I det hele taget var det et vidnesbyrd om musikernes klasse (men selvfølgelig også om genrens konventioner), at alle kunne stemme i, uanset om de havde spillet numrene før. Helt lydefrit var det måske ikke hver gang, men altid fangede de lynhurtigt sangens groove og spillede, så det emmede af blues.

Bluesnews.dk overværede to af ensemblets tre sæt på Charlie Scott’s, der indeholdt alt fra jazzballader til boogie-woogie. Curtis Mayfields rhythm & blues var for eksempel repræsenteret med to sange, ”Please send me someone to love” og ”Lost mind”, der var sange fra den gamle country blues-sangbog som Lonnie Johnsons ”Careless love” og Casey Bill Weldons ”We gonna move to the outskirts of town”, og der blev snuset til countrymusikken med ”Tennessee waltz” og ”Ramblin’ rose”.

På skift

Rollen som forsanger gik som sagt på skift, og især Björn Ingelstams bløde croon kunne løfte en sang, særligt hvis det var en ballade som ”When did you leave Heaven?” – i øvrigt et nummer, Hans Knudsen efter eget udsagn aldrig havde spillet før.

Gæstesang fra trappen – men af hvem?
Foto: Jakob Wandam

Efter den første pause blev der yderligere trængsel under trappen, idet den unge fransk-amerikanske guitarist Michael Valeanu sluttede sig til bandet (Björn Ingelstam måtte sætte sig på en monitor og overlade sin stol til Valeanu).

Michael Valeanu spillede med i hele andet sæt, og helt vildt blev det, da bandet fik en gæstevokalist på ”Has anybody seen my girl? (Five foot two, eyes of blue)” Hun fik rakt en mikrofon op til sig på trappen over musikerne, og hverken Hans Knudsen, Björn Ingelstam eller Bluesnews.dk fandt nogensinde ud af, hvem hun var!

Både hendes og Valeanus gæsteoptrædener passede dog fint ind i dagens ”utraditionel jazz”-tema, hvor alt kunne ske, og det blev således atter en vellykket og tophyggelig koncert med Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band.

Kendinge

Morten Fischer og Esben Just
Foto: Edith Tamayo

En anden tradition, som vi flere gange har skrevet om her på Bluesnews.dk, er Bartof Stations Piano Nights med Esben Just og gæster (læs her, her og her). De finder altid sted på mandage, og mandag den 8. juli indgik koncerten i Copenhagen Jazz Festival.

Det var et par kendinge fra tidligere Piano Nights, der gjorde Esben Just selskab, nemlig Morten Fischer og Nikolaj Hess. Morten Fischer er pianist og sanger i Nola Love, hvor han spiller dansksproget rhythm & blues af egen tilvirkning, men i New Orleans-stil.

Nikolaj Hess har kunnet høres i mange forskellige sammenhænge, men gør det primært i jazz og gerne af den grænsesøgende, ofte elektroniske slags. Han arbejder blandt andet sammen med broderen Mikkel Hess i projektet Hess Is More, men har også for eksempel spillet gospel med Etta Cameron.

Fællessang

Når der er Piano Night, spiller de tre deltagende pianister altid nogle sange hver for sig og nogle i fællesskab. Esben Just er vært og styrer løjerne, og han lagde selv ud denne aften med ”Basin Street blues”, der straks blev til aftenens første fællessang, idet Just inviterede et velvilligt publikum til en omgang call-and-response.

Morten Fischer
Foto: Jakob Wandam

Der var ingen decideret sætliste, men selv om improvisation er en stor bestanddel i Piano Night, var en del dog hørt før. Morten Fischers to første solonumre, ”25 timer” og ”Genbrugssang”, var begge genbrug fra hans optræden ved Piano Night i december sidste år (læs her), og Nikolaj Hess’ smukke variationer over ”Den blå anemone” spillede han også på sidste års jazzfestival (læs her).

Det hindrede nu ikke Nikolaj Hess i at imponere publikum. Han ankom først omkring tyve minutter inde i koncerten – direkte fra en anden optræden på Kayak Bar – men så snart han gik i gang med at spille, stod det klart, at vi her var på et helt særligt niveau.

Stilbrud

Nikolaj Hess
Foto: Jakob Wandam

Der var naturligvis også tale om et stilbrud. Både Esben Just og Morten Fischer har udgangspunkt i en rhythm & blues, der af natur er temmelig hårdhændet, og kontrasten er tydelig over for Hess’ jazzede elegance, som bevæger lytteren på en helt anden måde.

Men Nikolaj Hess er umådelig dygtig, og det skinnede igennem, uanset om han spillede ragtime som Fats Wallers ”Handful of keys” eller Bob Dylan. Sidstnævntes ”To make you feel my love” fik et næsten sakralt udtryk i Nikolaj Hess’ hænder.

Selv om Nikolaj Hess på ingen måde er selvhøjtidelig, var der dog væsentlig mere humor i Morten Fischers optræden, og hans morsomme boogie ”Situation amoureuse” tog kegler.

Esben Just holdt sig primært til New Orleans-klassikere som begravelses-gospelsangen ”Just a closer walk with thee” og ”Mardi Gras in New Orleans”. Han spillede dog også en egen, dansksproget komposition – vistnok med titlen ”Frygten i dit hjerte” – der kombinerede cubansk rytme med en Poul Henningsen-agtig tekst.

Interessante øjeblikke

De mest interessante øjeblikke opstod ikke overraskende, når de tre pianister indgik i forskellige kombinationer, og Nikolaj Hess var helt forrygende, da han og Esben Just spillede firhændigt på ”Mardi Gras in New Orleans”. På ”Palm court strut” blev Hess’ spil helt avantgardistisk, mens Just og Fischer spillede boogie-woogie.

Esben Just, Morten Fischer, Nikolaj Hess
Foto: Edith Tamayo

Hovedformålet med Piano Night er underholdning, og Just og co. var ikke bange for det folkelige. Der skulle være fest og hygge på Bartof Station, og det blev der. Så selvfølgelig skulle der også sluttes af med fællessang, og publikum sang beredvilligt med på både ”You are my sunshine” og ”What a wonderful world”, sidstnævnte med Morten Fischer i rollen som Louis Armstrong.

Akustisk

Tirsdag den 9. juli gjaldt det CJF’s absolut største bluesnavn, nemlig amerikanske Keb’ Mo’, der spillede solokoncert i Amager Bio. Først var der dog en halv times opvarmning ved ”vores egen” Mike Andersen.

Mike Andersen
Foto: Peter Widmer

Andersen har netop udgivet et meget rost akustisk soloalbum, One million miles (læs anmeldelse her), og derfor kunne hans opvarmningssæt i Amager Bio markere en slags begyndelse på Mike Andersens første enmands-turné.

I løbet af en halv times tid fik Mike Andersen spillet syv numre, hvoraf næsten alle var fra One million miles. Det gjorde han foran et siddende publikum – usædvanligt for Amager Bio – som var særdeles lydhørt også over for dette support-navn.

Mike Andersen kaldte da også Amager Bio for sin ”hjemmebane i København,” og man kunne høre på især en del kvindelige tilskuere, at de kendte ham så udmærket.

Grund til begejstring

Mike Andersen
Foto: Peter Widmer

Der var nu også grund til begejstring, for det var en velsyngende Mike Andersen, der trådte op. Hans flotte, soul-påvirkede stemme kom for alvor til sin ret i den akustiske setting, lige som både materialet og Andersens guitarspil fremstod stærkt.

Titelsangen fra det nye album, ”One million miles”, var en bluesy slægtning til ”Nobody knows you when you’re down and out”, og ”Desert trail” var blid og melodisk.

”No time to slow down” var på begavet vis forsynet med en rastløs rytme, og den country-påvirkede ”Let’s just go home” var stærk og rørende.

Med ”Little man” bevægede Mike Andersen ind i mere folk’et territorium; den gav mindelser om Roger McGuinn (ex-The Byrds), men blev også fremført med et skud delta blues a la John Lee Hooker.

Kontakten

Mike Andersen
Foto: Peter Widmer

At stort set hele sættet bestod af nye sange, mindskede ikke kontakten mellem Mike Andersen og publikum. Han var god til at introducere og fortælle om numrene, og hans intense sangforedrag holdt langt de fleste tilhøreres opmærksomhed fangen.

Afslutningsvis belønnede Andersen sine fans med et mere velkendt nummer, den fængende ”Raindrop in a drought” fra 2014-albummet Home. Det udløste da også begejstrede pigeskrig, og alt i alt må man sige, at Mike Andersen slap rigtig godt fra sit opvarmningsjob.

Skrabet opsætning

Dermed var scenen sat for Keb’ Mo’, der altså også optrådte solo (dog indgik hans guitartekniker som en aktiv del af showet) og akkompagnerede sig selv på akustisk guitar, National steel-guitar og mundharpe.

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

Denne skrabede opsætning passede godt til den stil, som Keb’ Mo’ har bygget det meste af sin karriere på: blød, folk’et Piedmont blues med undertoner af soul.

Keb’ Mo’s stemme var præcis så stærk og samtidig silkeblød, som man kender den fra hans plader, og så har den en lethed og luftighed, der får ham til at lyde smilende og imødekommende. Netop sådan oplevede man da også Keb’ Mo’ – eller Kevin Roosevelt Moore, som der står i hans pas – som var i smittende humør og ganske snakkesalig.

Greb i bagkataloget

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

Keb’ Mo’ har netop udsendt albummet Oklahoma til gode anmeldelser, men han valgte alligevel at lade det meste af koncerten bestå af greb tilbage i bagkataloget. Vi fik dog ”I remember you” fra den nye plade, spillet med bottleneck på National steel-guitar, samt titelnummeret ”Oklahoma”, hvor han monterede sin mundharpeholder med ordene: ”Nu kommer øjeblikket, I alle sammen ikke har ventet på!”

Sangen havde et jazzet latin-præg og var både vellykket og humoristisk, selv om Keb’ Mo’ grinende insisterede på, at album-versionen var meget bedre!

Lækker delta blues

Turen gennem diskografien gik helt tilbage til det første, selvbetitlede album fra 1994. Herfra fik vi hans lækre delta blues ”Am I wrong” i et medley med Robert Johnsons ”Come on in my kitchen” – spillet med fingerplektre – som også optræder på debutalbummet. Sammensætningen satte en tyk streg under Keb’ Mo’s stærke forbindelse til rødderne, som gjorde ham til et af hovednavnene i 1990’ernes neo-traditionalistiske, akustiske blues-revival.

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

Måske var det dén, han hentydede til med linjerne ”it’s been a while / all our old clothes are back in style” i titelnummeret fra det Grammy-vindende hit-album Just like you. Herfra kom også den rag-lignende – og ret morsomme – ”You can love yourself”, gospelnummeret ”Hand it over” samt barndomserindringen ”More than one way home”.

Sidstnævnte blev spillet som et medley med Otis Reddings udødelige ”(Sittin’ on) the dock of the bay”, hvor publikum blev opfordret til at fløjte i kor. Det kunne naturligvis kun gå galt, og det gjorde det da også!

Rødder

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

I alt fire gange er Keb’ Mo’ løbet med Grammyen for ”Best Contemporary Blues Album”. Anden gang var med Slow down (1998), og fra den plade fik vi ”Henry” – Keb’ Mo’s hyldest til vennen og forbilledet Taj Mahal (hvis fødenavn er Henry St. Clair Fredericks) og samtidig en sang om at mærke sine rødder i Mississippi-deltaet.

Keb’ Mo’ og Taj Mahal vandt i øvrigt endnu en Grammy i 2017 for deres fælles album TajMo.

En populær sang, som Keb’ Mo’ angiveligt spillede for første gang på den aktuelle turné, var ”Shave yo’ legs” fra 2004-albummet Keep it simple – endnu en Grammy-vinder.

Hele forskellen

Keb’ Mo’s vej til de mange priser er uden tvivl gjort lettere af hans blide, crossover-venlige udtryk, og lytter man til hans plader, kan man godt indimellem savne lidt mere bid. Det gjorde man dog ikke i Amager Bio. Ganske vist holdt Keb’ Mo’ stilen, men hans humor, nærvær og formidlende anekdoter gjorde hele forskellen, og man lod sig gribe af den smilende varme, han udstrålede.

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

Når han sang ”Life is beautiful”, mente han det, og man gav ham ret. Sangen stammede fra 2006-udgivelsen Suitcase, hvorfra han også spillede det morsomme, fortællende titelnummer – en delta blues med slide og mundharpe – samt koncertåbneren ”Rita”.

Fra Live & Mo’ (2009) kom ”Government cheese”, og her blev publikum instrueret i at synge med – med den rette sydstatsudtale af ”gov’ment cheese,” naturligvis!

Afslutning

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

”Old me better” fra Bluesamericana (2014) blev præsenteret som “my big song.” På dette ragtime-påvirkede nummer spillede Keb’ Mo’ for første gang stående, og det var samtidig tegn på, at koncerten nærmede sig sin afslutning.

Nå nu hovedpersonen var kommet på benene, måtte publikum følge trop, og det gjorde de, da Keb’ Mo’ sluttede cirklen med et par numre fra debutalbummet. ”She just wants to dance” var en opfordring til netop at danse, og den var der flere, der fulgte, inden den fine ragtime-blues ”Angelina” lukkede festen.

Keb’ Mo’, der altså er et af sin generations største bluesnavne, havde musikalsk leveret præcis, hvad man kunne forvente. Samtidig havde han vist sig som en forbilledlig performer, der forstod at skabe stemning med få virkemidler, og resultatet blev en aldeles fremragende feel good-koncert.

Med storm

Onsdag den 10. juli mødte Bluesnews.dk op på Mojo Blues Bar klokken 19 med ganske store forventninger. Her spillede en kvartet, der sidste år havde taget os med storm (læs her), nemlig De Waal/Ljunggren/Hemmer/Banks.

De Waal/Ljunggren/Hemmer/Banks
Foto: Jakob Wandam

Trommeslageren Emil de Waal, guitaristen og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og organisten Dan Hemmer har spillet sammen i mange forskellige sammenhænge, ud over de utallige projekter, de hver især har medvirket i. Samarbejdet med blues-, folk- og jazzguitaristen og –sangeren Paul Banks er en årligt tilbagevendende begivenhed på Copenhagen Jazz Festival.

De spillede uden sætliste, men med Paul Banks som den, der styrede slagets gang og bestemte, hvad der skulle spilles. Det betød flere udpluk fra Banks’ efterhånden temmelig omfattende produktion, men også jazz-, ragtime- og bluesstandarder m.m. af blandet herkomst.

Ragtime-blues

Paul Banks
Foto: Jakob Wandam

Således lagde kvartetten ud med den traditionelle ragtime-blues ”Make me a pallet on your floor” med Gustaf Ljunggren på lapsteel-guitar og Paul Banks på akustisk guitar. Emil de Waals whiskers-spil understøttede nummerets bløde country blues-lyd, mens slide-spil af Ljunggren tilførte et element af egentlig country.

De fire musikere er topfolk inden for hver deres felt og instrument, men kun Paul Banks er kendt som egentlig bluesmusiker, og også han maler med en væsentlig bredere palet. Det gjorde det ekstra fedt at høre for eksempel Dan Hemmers fede bluessolo og Gustaf Ljunggrens bottleneck-spil på ”Long, long gone” eller Emil de Waals veloplagte oldtime-marchtrommer på Blind Blakes ”Diddie wah diddie”.

Men andre påvirkninger trængte sig også på, og på Banks’ næsten spoken word-agtige ”Blackberry wine” (fra 2013-albummet med samme titel) hørte man let funk, mens den folk’ede ”Grace” (ligeledes et titelnummer, denne gang fra 2008) havde smukke orgel-flader af Hemmer og Paul Simon-agtig guitar af Ljunggren.

Bredt sortiment

Gustaf Ljunggrens brede sortiment af instrumenter var i høj grad med til at skabe ensemblets enestående og alsidige lyd. Ud over elektrisk guitar og lapsteel hørte man ham på banjolele og sågar indianerfløjte! Hans varemærke er den æteriske slide, men uanset instrument og repertoire var han konstant en bærende kraft.

Gustaf Ljunggren
Foto: Jakob Wandam

Også Paul Banks virkede ekstra motiveret af modspillet fra Ljunggren og leverede mangen en fin bluessolo, lige som hans luftige vokal var meget stemningsskabende, særligt når den blev presset ud i en raspende hæshed.

Repertoiremæssigt kom vi blandt andet omkring Hank Williams med ”Hey, good lookin’”, Duke Ellington med den instrumentale ”Jungle nights in Harlem”, Van Morrison med ”Crazy love” og folkesangeren Goebel Reeves med ”Hobo’s lullaby”.

Det var med andre ord et vidtspændende program, men det gav mening i hænderne på de fire kapable herrer, som leverede endnu en blueskoncert ud over det sædvanlige på Mojo.

Våbenbrødre

Ole “Fessor” Lindgreen og Henrik “SP” Poulsen
Foto: Jakob Wandam

Bluesnews.dk blev siddende på Mojo, hvor næste punkt på programmet var SP Just Frost & Fessor, der skulle spille klokken 22. Esben Just spillede også sammen med Fessor på sidste års CJF (læs her), men denne gang havde han altså sine våbenbrødre fra den populære trio med.

Bassisten Henrik ”SP” Poulsen vendte sidste år tilbage til folden efter elleve års fravær, hvor han en del af tiden var erstattet af kontrabassisten Ole Skipper. Trommeslager Søren ”Blackfoot” Frost havde fundet tid mellem de mange festivaljobs med Kjeld Lauritsen, og så var de altså suppleret med en af dansk jazz’ grand old men, Ole ”Fessor” Lindgreen på trombone.

Og det var en øjensynlig topmotiveret firebande, der indtog Mojo, hvor ikke mindst Esben Just var i helt forrygende form. Igen blev der trukket kraftigt på det traditionelle New Orleans-repertoire, men der var masser af liv og påtrængende energi i fremførelsen af numre som ”Mardi Gras mambo”, ”St. James Infirmary” og ”Jambalaya”.

Anerkendende

Som publikum nød man at se de mange anerkendende nik, smil og skulderklap musikerne imellem, og man fornemmede, at de havde fundet et fælles groove. Der var en indforstået indbyrdes respekt for hinandens kunnen, og også publikum viste respekt med ivrige klapsalver. Ikke mindst Fessor høstede applaus for sine soloer.

Fessor, Esben Just, Henrik “SP” Poulsen
Foto: Jakob Wandam

Efter et heftigt medley af ”Iko iko” og SP Just Frosts egen ”How can they be so white and so funky” udbrød SP, som havde bidraget med en slap bass-solo: ”Det var fandme godt, det her!” hvilket Esben Just straks kolporterede videre til publikum.

Justs egne klaversoloer var brandvarme aftenen igennem, og Søren Frost diverterede med aldeles pragtfuldt trommespil, for eksempel på Dr. Johns ”Somebody changed the lock” og Spencer Williams’ ”Basin Street blues”.

Feststemning

Fessor, Björn Ingelstam, Henrik “SP” Poulsen
Foto: Jakob Wandam

På ”Hey pocky a-way” blev der skruet helt op for feststemningen; der blev klappet og sunget med, mens SP hamrede på gulvtam, og Esben Just havde gang i både tamburin og megafon.

Hen imod slutningen af koncerten blev der sat ekstra trumf på, idet Björn Ingelstam nu sluttede sig til bandet. Han spillede en aldeles suveræn trompetsolo på Fats Dominos ”When my dreamboat comes home” og blev på scenen til de afsluttende numre.

Der blev danset til medleyet af Roger Millers ”King of the road” og Allen Toussaints ”Got me a new love thing”, og endnu en fremragende solo af Ingelstam prydede ekstranummeret, Chuck Berrys ”You never can tell”.

Fringe Jazz Fest

Da torsdag den 11. juli kom, havde Bluesnews.dk endnu ikke været forbi Pumpehuset. Det skulle der nu rådes bod på, for her afholdtes traditionen tro Fringe Jazz Fest i hele festivalperioden.

Mattias Nilsson og Samantha Antoinette
Foto: Peter Widmer

Fringe Jazz Fest er en festival-i-festivalen, hvor fokus er på New Orleans’ musik og kultur i det hele taget. Der er koncerter inde i Pumpehuset samt i udendørsområdet Byhaven, hvor man ud over musikken kan nyde traditionelle New Orleans-retter m.m.

Da New Orleans-musikkens forskellige fremtrædelsesformer stort set altid indeholder væsentlige mængder af blues, holder Bluesnews.dk et særligt skarpt øje med Fringe Jazz Fest.

Britisk sangerinde

Samantha Antoinette
Foto: Peter Widmer

Torsdag ville vi derfor ikke gå glip af den britiske sangerinde Samantha Antoinette, som optrådte i Byhaven klokken 16 sammen med den svenske pianist Mattias Nilsson. Trofaste Bluesnews.dk-læsere vil genkende Samantha Antoinettes navn fra hendes optrædener sammen med for eksempel Christian Bundgaard (læs her), Big Creek Slim Band (læs her) og Hidden Agenda (læs her).

Samantha Antoinette synger således alt fra smooth soul til svedig Chicago blues og har et alsidigt vokalt udtryk, der til tider kan minde om Chaka Khan i sin nasalitet. I Byhaven skulle den dog stå mest på gospel og jazz, og hun lagde roligt ud med Curtis Mayfields gospelklassiker ”People get ready”.

Mattias Nilsson, der udgav debutalbummet Dreams of belonging i 2016, virkede ikke helt vant med den afroamerikanske musiktradition. På standarder som ”My funny valentine” og ”Let there be love” var han på hjemmebane, og særligt i den førstnævnte spillede han med musklerne, men hans akkompagnement syntes nærmest for kønt til en bluesy sang som ”God bless the child”.

Syntetisk

At han samtidig spillede med en let syntetisk keyboardlyd i stedet for rent elklaver, bragte ham på kollisionskurs med Samantha Antoinettes jordbundne, mere direkte stil. Og det skinnede da også igennem, at de to ikke var vant til at arbejde sammen.

Mattias Nilsson og Samantha Antoinette
Foto: Peter Widmer

Ikke desto mindre kløede Samantha Antoinette på for at få brudt isen og få gang i publikum, hvis tilslutning var lidt forkølet, da hun ledte dem igennem gospelnumrene ”Wade in the water” og ”Down by the riverside”/”This little light of mine”.

Hun snublede selv lidt i Benard Ighners ”Everything must change”, men kom godt igen med en dramatisk version af Mahalia Jacksons ”Trouble of the world”.

Menneskemængde

Mattias Nilsson
Foto: Peter Widmer

Der var efterhånden begyndt at samle sig en større menneskemængde foran Pumpehuset, og nu kunne Samantha Antoinette for alvor bruge sin evne til at engagere og charmere et publikum. Hun fik dem både til først at knipse takten og siden at rulle med hele kroppen i bedste Tina Turner-stil på John Fogertys ”Proud Mary”.

Da Samantha Antoinette og Mattias Nilsson satte i med en funky version af gospelstandarden ”Oh happy day”, måtte alle overgive sig og deltage i Samantha Antoinettes call-and-response.

Chaka Khan-påvirkningen blev cementeret med et hurtigt ekstranummer i form af ”Ain’t nobody”, og så var det slut for en times koncert i Byhaven. Bluesnews.dk skulle dog høre Samantha Antoinette yderligere to gange på CJF.

Venlige vejrguder

Emil Otto
Foto: Peter Widmer

I første omgang stod den dog på aarhusianske The Vooo Ca Ray. Samantha Antoinette og venlige vejrguder havde trukket mange mennesker til Pumpehusets Byhave, og da The Vooo Ca Ray gik på scenen klokken 19, var der godt fyldt op.

Bluesnews.dk havde hørt The Vooo Ca Ray to uger tidligere på Riverboat Jazz Festival i Silkeborg (læs her), men i København havde kvintetten allieret sig med sangeren Gregory Boyd, så der var lagt op til en anderledes oplevelse.

Koncerten startede dog med pianisten Emil Otto som leadvokalist på Fats Domino-sangen ”Be my guest” og Hank Williams’ ”Jambalaya”. Herefter kunne Emil Otto præsentere bandet, som ud over ham selv bestod af Søren Pedersen på trommer, Adrian Christensen på kontrabas, Scott West på trompet og Jonathan Bruun Meyer på trombone.

Født i New Orleans

Gregory Boyd er født i New Orleans, men bor nu i Danmark, hvor han ernærer sig som musiker og sangskriver (og i øvrigt er svigersøn til dansktop-duoen Lis & Per). Hans hovedinstrument er steel drums, men hos The Vooo Ca Ray holdt han sig til vokalen samt lejlighedsvis tamburin.

Gregory Boyd
Foto: Peter Widmer

Det slap Gregory Boyd dog ikke ubetinget godt fra. Han var tydeligvis en mere naturligt udadvendt og scenevant frontfigur end Emil Otto, men hans sangstil var råbende, og hans kommunikation med publikum virkede forceret.

Chokeffekten ved Gregory Boyds råben var ganske vist efter hensigten på Jesse Hills ”Ooh poo pah doo”, men snart blev det trættende, og han blev ikke hjulpet af et langsommeligt arrangement af ”Li’l Liza Jane”, der helt trak livet ud af nummeret.

The Vooo Ca Ray var allerede inden Gregory Boyds opdukken kommet lidt vanskeligt fra start, så det var ikke noget stærkt første sæt, man blev vidne til.

Lagt stilen om

I andet sæt var det dog, som om bandet havde lagt stilen om, og det var en klar forbedring. The Vooo Ca Ray gik nu øjensynlig mere efter at skabe grooves, og strategien virkede. Man hørte nu et band og en solist, der fandt fælles fodslag, og det førte orkestret et andet sted hen, end man var vant til.

The Vooo Ca Ray feat. Gregory Boyd
Foto: Peter Widmer

Gregory Boyd fik på kløgtig vis gang i et ellers lidt sløvt publikum på den indledende ”Mardi Gras in New Orleans”, og det syntes at motivere de andre musikere.

The Meters’ ”I just kissed my baby” tog form som ét langt, funky groove. Emil Otto spillede funk-keyboard, og Scott West skabte lydlandskaber med trompeten som en anden Miles Davis. Det hele virkede på én gang mere ambitiøst og mindre indøvet – et klart højdepunkt.

Vitaliseret

Gregory Boyd
Foto: Peter Widmer

Selv den gennemprøvede ”Hey pocky a-way” fik nyt liv efter denne fremgangsmåde, og også ”St. James Infirmary” blev vitaliseret. Jonathan Bruun Meyer og Scott West spillede herligt skramlet og med dæmper, mens Gregory Boyd improviserede tekstbidder siddende på scenekanten. Selv hans growlende Louis Armstrong-pastiche var egentlig ikke for meget, og først da han flettede ”Minnie the moocher” ind i sangen, kammede det over.

En afsluttende duet mellem Gregory Boyd og Emil Otto på The Rolling Stones’ ”It’s all over now” fik pianisten til at fremstå urimeligt spagfærdig, men da Boyd og blæserne vandrede ned gennem menneskemængden, var alle med på New Orleans-festen, og The Vooo Ca Ray kunne, den svage start til trods, forlade Byhavens scene med højt løftet hoved. Måske endda med inspiration til, hvor orkestret kan bevæge sin henad fremover.

Gensyn

Fredag den 12. juli bød på et gensyn med Samantha Antoinette. Hun havde nemlig endnu et duo-job, denne gang med Michael Sunding, og de to spillede på Restaurant Under Uret klokken 18.

Samantha Antoinette og Michael Sunding
Foto: Peter Widmer

Restaurant Under Uret er en gammeldags frokostrestaurant på Sølvtorvet, der excellerer i smørrebrød og anden traditionel dansk mad. Desuden afholder de altså koncerter i forbindelsen med Copenhagen Jazz Festival, hvor musikerne spiller på pladsen foran restauranten lige op til et stærkt trafikeret kryds. Det giver en helt speciel stemning, hvor trafikken egentlig ikke forstyrrer, så meget som den understreger musikkens umiddelbarhed. I godt vejr er det således faktisk rigtig hyggeligt.

Michael Sunding har udsendt tre jazzplader i eget navn og indspillet med en lang række kunstnere, blandt andet som medlem af Gypsy Jam. Ikke mindst kører han et professionelt parløb med Margrete Grarup (læs her og her), og så er han keyboardspiller i Kenn Lending Blues Band, hvilket er dokumenteret på albummet Kenn Lending in concert (2017) (læs anmeldelse her).

Næsten kæk

Samantha Antoinette
Foto: Peter Widmer

Nogle af sangene var ikke overraskende gengangere fra Samantha Antoinettes koncert dagen før, men arrangementerne var ikke de samme med Sunding ved tangenterne. ”God bless the child”, for eksempel, blev leveret i en mere swingende, ja næsten kæk version.

Medleyet af ”Down by the riverside” og ”This little light of mine” blev gentaget, men denne gang blev også Curtis Mayfields ”Amen” flettet ind. Og ”Trouble of the world” blev endnu mere dramatisk og nærmest dyster med Michael Sundings minimalistiske akkompagnement.

De stille ballader havde ellers – især i begyndelsen – lidt svært ved at overdøve trafikken og snakken ved bordene. Den indledende ”Summertime” blev sunget som duet, og her havde især Michael Sundings vokal vanskeligt ved at trænge igennem. Hans ellers fine soulstemme kom nu også til at virke lidt spag ved siden af Samantha Antoinettes mere kraftfulde organ.

Også den smukke ”Cry me a river” (skrevet til Ella Fitzgerald, men først indsunget af Julie London i 1955) kæmpede for ørenlyd, men da Samantha Antoinette tog fat på gospel-repertoiret, fik hun også for alvor fat i publikum.

Charmerende og morsom

Samantha Antoinette var en charmerende og morsom vært med en god portion engelsk lune og selvironi. Hvad sangstemmen angik, var hun bedst, når hun fik mulighed for rigtigt at synge igennem, som på Aretha Franklin-hyldesterne ”Bridge over troubled water” og ”(You make me feel like a) natural woman”.

Michael Sunding
Foto: Peter Widmer

På den sidstnævnte måtte hun desuden rose Michael Sunding for hans fine falset-korsang, der også prydede Stevie Wonder-nummeret ”For once in my life”.

Ikke mindst på dette nummer brillerede Michael Sunding med jazzet solo- og akkompagnementspil, men han tog også leadvokalen på et par numre.

Rhythm & blues-nummeret ”She just can’t cry” og den søde jazzsang ”My daily treat” havde han selv skrevet, men han tog også Grover Washington Jr./Bill Withers-sangen ”Just the two of us” og Roberta Flack-hittet “Feel like makin’ love” under behandling.

Reprise

“Proud Mary” fik en reprise fra dagen før, og atter lykkedes det Samantha Antoinette ikke blot at få publikum til at synge med, men også lave rolling-manøvren a la Tina Turner. Selv ikke et strømsvigt og en deraf følgende tvungen pause lod hun sig bremse af. Som sagt var det dog gospelnumrene, der virkelig tog kegler, og en flot leveret ”Amazing grace” med effektfulde skift i tempo og styrke indbød til fællessang.

Samantha Antoinette og Michael Sunding
Foto: Peter Widmer

Hermed var grunden lagt for det store fællesnummer, Ray Charles’ ”What’d I say”, hvor alle måtte op at stå og deltage i en gang call-and-response. Samantha Antoinettes indsats for at få gang i publikum var forbilledlig, og der var da også pæn opbakning. Men hr. og fru Danmark har bare ikke meget rytme i kroppen, og sangerinden måtte grinende uddele topkarakter for deltagelsen, men dumpekarakter for den rytmiske sans.

Efter endnu en ”Oh happy day” sendte hun da også gæsterne af sted med ordene: ”Nu kan I alle sammen gå hjem, se Blues Brothers og gå i seng!”

For børn

Moussa Diallo
Foto: Peter Widmer

Lørdag den 13. juli blev Bluesnews.dk’s sidste dag på Copenhagen Blues Festival (musikken fortsatte om søndagen), og derfor skulle den udnyttes til fulde. Vi begyndte således klokken 10.30 på Brønshøj Torv, hvor Moussa Diallo Trio spillede og fortalte historier for børn, forældre og bedsteforældre under overskriften ”Der var engang … i Mali.”

Trioen, der havde taget opstilling på en blokvogn, bestod af Moussa Diallo på vokal og bas, Preben Carlsen på guitar og Salieu Dibba på djembe og congas.

Moussa Diallo er født i Frankrig, opvokset i Mali og siden 1973 bosiddende i Danmark. Han har spillet med gud og hver mand på den danske musikscene, blandt andet som fast mand i The Savage Rose og Hanne Boels band, og så har han udgivet plader i eget navn med rock, jazz, funk, blues og verdensmusik.

Cirkeline

I de senere år har Moussa Diallo især haft fokus på musik og fortællinger for børn og indspillet plader som Der var engang … (2004) og Løveprinsen Sundjata (2016), og senest har han skrevet sange til filmen Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn (2018).

Preben Carlsen, Moussa Diallo, Salieu Dibba
Foto: Peter Widmer

Også på sine børneplader trækker Moussa Diallo i høj grad på den afrikanske blues, som den kommer til udtryk i blandt andet Mali, og det var denne musik, han diverterede med på Brønshøj Torv.

Fra den nye Cirkeline-plade (albummets titel er Cirkeline og Coco rejser til Afrika) spillede Moussa Diallo ”Kakaoprinsessen”, ”Choko Coco”, ”Kom op og flyv”, ”Når solen bryder frem” og en afsluttende reprise af ”Kakaoprinsessen”.

Populært

Salieu Dibba
Foto: Peter Widmer

Det var tydeligvis populært blandt de mange små børn, der dansede og legede med, når historierne påkrævede deres hjælp. Der var et stort fremmøde, uden tvivl hjulpet af solskinsvejret, og stemningen var hyggelig og afslappet.

Også for dem, der ikke måtte være i følgeskab af børn, var der gevinst, for Diallos Mali-blues var groovy og lækkert spillet af de tre dygtige musikere. Og så tager man såmænd ingen skade af at høre fabler som ”Kimi komo (Den tapre mariehøne)”.

Bluesnews.dk tog i hvert fald fra Brønshøj i opløftet stemning, og herfra gik turen til Jazzcup, der er en pladeforretning, café og spillested beliggende i Gothersgade over for Kongens Have.

Sidste chance

Her var det nemlig klokken 14.30 sidste chance for at opleve Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost på dette års CJF.

Kjeld Lauritsen
Foto: Jakob Wandam

Det var kvartettens syvende koncert på festivalen – og hertil kan man så lægge de mange koncerter, som Miriam Mandipira, Kjeld Lauritsen, Per Gade og Søren Frost hver især spillede i andre konstellationer.

Hvis de var en smule trætte, var der således ikke meget at sige til det, men med det niveau af professionalisme, som dette band befinder sig på, lod de det ikke skinne igennem.

Som ved koncerten på Mojo (se ovenfor) lagde Kjeld Lauritsens Trio ud med et par instrumentale numre. Allerførst fik vi en swingende blues med soloer på skift, hvor Kjeld Lauritsen i sin fik indflettet et citat fra ”Eleanor Rigby”.

James Taylor

Miriam Mandipira
Foto: Jakob Wandam

Miriam Mandipira sluttede sig til ensemblet med ”Fire and rain”, den første af to James Taylor-sange på sætlisten, og som altid var der underkæber, der ramte jorden, da deres ejermænd hørte Mandipiras stemme.

Den fylde, varme, kraft og kontrol, som Miriam Mandipira lægger for dagen, er på et højt internationalt niveau, og det er ikke for ingenting, at hun blev Årets Danske Bluesnavn 2016.

Hun var dog ingenlunde alene om at imponere, og en særlig bemærkelsesværdig guitarsolo af Per Gade på jazzstandarden ”Comes love” blev efterfulgt af Mandipiras bemærkning: ”That’s alright, it’s Saturday, he can go crazy.”

Vidt omkring

Miriam Mandipira
Foto: Jakob Wandam

”Comes love” blev i øvrigt spillet med et reggae-beat, og i det hele taget kom Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost stilistisk vidt omkring.

Selv en klassisk bluessang som Bessie Smiths ”Need a little sugar in my bowl” fik en funky og næsten burlesk indpakning.

Den anden James Taylor-sang, ”Walking man”, var amerikansk vestkyst-pop med soul i ascendanten, og med Miriam Makeba-sangen ”Njtilo njtilo” kom også Afrika med i lydbilledet, om end i et soul-jazzet arrangement.

Det hele swingede af vellyd og musikalitet og understregede endnu en gang, at denne supergruppe er noget af det ypperligste, dansk blues/jazz har at byde på.

Danmarks ældste bluesband

Fra Jazzcup gik turen nu til Mojo, hvor Danmarks ældste bluesband, Delta Blues Band, skulle optræde klokken 19. Bandet består af Thomas Puggaard-Müller på guitar, Jørgen Lang på mundharpe og vokal, Asmus Jensen på trommer, Knut Henriksen på bas og vokal og Troels Jensen på guitar, klaver og vokal.

Delta Blues band
Foto: Peter Widmer

Koncerten var velbesøgt, om end Mojo ikke var fyldt til bristepunktet, som det havde været tilfældet for eksempel ved den foregående lørdags koncert med Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost. Det var nu også godt det samme, for der var nærmest ulideligt varmt.

For at det ikke skulle være løgn, opstod der desuden tekniske problemer allerede i løbet af koncertens allerførste nummer. Efter en del drejen på knapper og rykken i ledninger blev resultatet, at Troels Jensens klaver var indisponibelt. Det tog han nu med oprejst pande og spillede blot guitar i hele første sæt.

Rendyrket Chicago blues

Thomas Puggaard-Müller
Foto: Peter Widmer

Stilen var rendyrket Chicago blues, og repertoiret hovedsageligt standarder af genrens mestre. Elmore James’ ”It hurts me too”, Sonny Boy Williamson II’s ”Sad to be lonesome” og Muddy Waters’ ”Can’t be satisfied” kom som perler på en snor med sang af henholdsvis Troels Jensen, Jørgen Lang og Knut Henriksen.

Det var en flok grånende herrer, der stod dér på Mojos lille scene, men særligt Thomas Puggaard-Müller var i fin form og imponerede med letflydende, økonomisk guitarspil. Hans B.B. King-inspirerede solo på Willie Nelsons ”Night life” var af høj klasse, og man nød hans herlige tone på Jørgen Langs ”Forstads blues”, det ene af kun to originale numre.

Liv i elklaveret

I koncertens andet sæt var der atter kommet liv i elklaveret (man havde lånt et kabel på den anden side af gaden!), og Troels Jensen skiftede følgelig instrument.

Troels Jensen
Foto: Peter Widmer

Han tog også sin del af vokalerne, og hans stemme var så sløret som nogensinde. Det er normalt ganske effektfuldt – det giver et anstrøg af autenticitet – men her havde han til tider simpelthen vanskeligt ved at trænge igennem.

Man kunne dog ubesværet nyde Troels Jensens klaver- og guitarspil, sidstnævnte for eksempel med bottleneck på Muddy Waters’ ”Mean red spider” med vokal af Knut Henriksen.

Bag trommerne søgte Asmus Jensens øjne hele tiden medspillernes, mens Jørgen Langs blik var mere flakkende. Begge så dog ud, som om de havde det sjovt, og Lang fik flere momenter i spotlyset, både som sanger og som mundharpespiller.

Et dygtigt coverband

Thomas Puggaard-Müller og Jørgen Lang
Foto: Peter Widmer

Da koncertens første nummer var blevet afbrudt, blev det i stedet til afslutningsnummer. ”Yonder’s wall” blev sunget af Troels Jensen, og han sang også sin egen gospelballade ”Take me home”, der udgjorde ekstranummeret. Thomas Puggaard-Müller gav sangen et strejf af country med sit steel guitar-lignende spil.

Alt i alt var det en ganske habil koncert af veteranerne, som dog ikke bragte meget nyt til torvs. Særligt fordi de spillede så mange bluesstandarder, fik Delta Blues Band karakter af et dygtigt coverband snarere end det banebrydende orkester, de engang var.

Digitale singler

Covers var der også masser af – faktisk var der ikke andet – i den koncert med Samantha Antoinette Smith, som Bluesnews.dk rundede Copenhagen Jazz Festival af med.

Kasper “Lefty” Vegeberg, Mikko Peltola, Samantha Antoinette Smith, Jakob Kortbæk, Carsten Mellson
Foto: Jakob Wandam

Samantha Antoinette har da også stadig sin første egentlige pladeudgivelse til gode, selv om hun har udsendt et par – i øvrigt glimrende – digitale singler sammen med Hidden Agenda.

Hun betroede dog Bluesnews.dk, at hele to album er på tegnebrættet; ét med Hidden Agenda og et mere rendyrket bluesalbum med Peter Nande og folkene omkring ham.

Det kunne måske være nogle af de musikere, som bakkede Samantha Antoinette Smith op på Mojo: Kasper ”Lefty” Vegeberg og Carsten Mellson på guitar, Jakob Kortbæk på bas og Mikko Peltola på trommer.

Bluesorienteret

Med det band – og med Mojo som vært – var det en væsentligt mere bluesorienteret Samantha Antionette, end vi havde set de sidste to dage. Hun lagde ud med en skøn version af Z.Z. Hill-hittet ”Down home blues” med en vild og uortodoks solo af Kasper Vegeberg – eller ”Mr. Veggie Burger”, som sangerinden kaldte ham, når hun ville undgå at kløjes i den danske udtale.

Kasper “Lefty” Vegeberg
Foto: Jakob Wandam

Kasper ”Lefty” er en af Danmarks mest originale bluesguitarister og fortjener at blive mere anerkendt, end tilfældet er. Han er måske mest kendt for sit samarbejde med Telestjernen (Rasmus Johansen), men slog tidligere sine folder hos bluessangeren Lightnin’ Moe (Morten Stenbæk) sammen med bl.a. Tim Lothar.

Denne aften på Mojo rystede Kasper Vegeberg den ene vanvittige solo efter den anden ud af ærmet, og efter at han havde slået sig løs på ”Heartbreaking woman”, måtte Samantha Antionette afbryde sig selv med et: ”That was amazing, Kasper!”

Sparring

Vegeberg var ganske enkelt forrygende, og han fik også fin sparring fra Carsten Mellson på den anden fløj. Nogle kender måske Mellson som formand for foreningen Blueskartellet i Horsens, men han var også guitarist i hedengangne Bluespower og sit eget Mellson Blues Band, der arbejdede sammen med Kenn Lending.

Carsten Mellson
Foto: Jakob Wandam

Carsten Mellson gjorde det godt og leverede blandt andet gode soloer på Chris Kenners ”Something you got” og ”St. James Infirmary”. Det var også tydeligt, at Mellson nød sit arbejde – konstant blev hans bluesy, kantede soloer ledsaget af indlevelse og brede smil, som blev gengældt af hans medspillere.

Ikke alt var blues; vi fik en tredje version af ”Trouble of the world”, som endnu en gang fik et helt nyt udtryk. Jakob Kortbæk lagde en funky basgang, og Kasper Vegeberg trumfede med en surf-solo med masser af whammy-bar. Hen over det hele gav Samantha Antoinette Smith los og indgav en fed vokal-performance.

Lidt af en fest

Kasper “Lefty” Vegeberg, Jakob Kortbæk, Carsten Mellson
Foto: Jakob Wandam

Bluesnews.dk overværede to af bandets tre sæt og blev vidne til lidt af en fest. Samantha Antoinette førte an og indtog sågar dansegulvet med ”What’d I say”.

Blandt de øvrige numre var Irma Thomas’ debutsingle ”(You can have my husband but please) don’t mess with my man”, Bobby Blands “I wouldn’t treat a dog (the way you treated me)” og et hæsblæsende instrumentalnummer, hvor Vegeberg, Mellson og Kortbæk spillede op mod hinanden.

Da Bluesnews.dk måtte forlade Mojo omkring midnat, var der altså stadig et sæt tilbage – og Copenhagen Jazz Festival fortsatte endnu en dag. Vores reportage stopper dog her, for efter ni dages festivaloplevelser måtte vi lægge København bag os for denne gang. Mon ikke vi vender tilbage næste år?

Læs også Bluesnews.dk’s anmeldelse af Fried Okras koncert på Copenhagen Jazz Festival her.