Koncertanmeldelse: Odense Mindes Rock Nalle, Posten, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Sangeren Nalles (Roland Lyhr Sørensen) død i december 2022 blev ikke tildelt helt den opmærksomhed, som hans position i dansk populærmusikhistorie berettigede. Det var i hvert fald holdningen hos forfatter Anders Wedel Berthelsen og musiker Poul Ewald, der begge kendte Nalle personligt og professionelt.

Nalles liv skulle fejres med en ordentlig mindekoncert, mente de to, og den fejring fik sangeren søndag den 16. april på spillestedet Posten i sin hjemby Odense. Her stillede lokale og landskendte venner og kolleger op for at vise deres respekt og kærlighed til den gamle rock-, soul- og bluessanger sammen med et talstærkt publikum.

Hurtigt udsolgt

Billetterne til koncerten var hurtigt blevet udsolgt, for Nalle havde et stort og begejstret publikum, ikke mindst i Odense. Nalle blev 79 år, og det var især hans egen aldersgruppe – eller i hvert fald 60+-klassen – der var stærkt repræsenteret. Alle musikere optrådte ulønnet, lige som Posten lagde lokaler til uden vederlag, og overskuddet gik i Nalles ånd til Kirkens Korshær, Reden og Café Paraplyen – alle tre institutioner, der bedriver forsorg for byens udsatte.

Det blev en både festlig og rørende eftermiddag. Arrangementet var delt op i tre sektioner, og det var meget naturligt musikken, der fyldte mest. En tale fra borgmester Peter Rahbek Juel (S) udgjorde det officielle Odenses anerkendelse af Nalle, mens der var mere substans i indslaget fra Fyens Stiftstidendes kulturredaktør Klaus Knakkergaard. Denne havde kendt Nalle, ikke mindst i kraft af sin rolle som forfatter til biografien Nalle – et liv ad omveje (2010).

Klaus Knakkergaards bidrag var personligt og bevægende, og der var nok også et par stykker, der kneb en tåre under det cirka 15 minutter lange og rigtig udmærkede videoportræt, der blev vist på storskærm.

For musikkens skyld

De fleste var dog nok primært kommet for musikkens skyld, og arrangementets anden sektion bestod og diverse solo-, duo- og triooptrædener. Den første var en intens, halvakustisk fremførelse af ”Blues for Nalle” af duoen Bøje&Ewald – Søren Bøje og Poul Ewald. Nalle havde selv sunget nummeret på deres Blues til tiden (læs anmeldelse her), lige som den var med på hans posthume Den sidste skive (læs anmeldelse her).

Nu havde Poul Ewald skrevet sangen om til tredje person og datid, og det blev en stærk og fin hyldest til deres ven, med fede guitarfraseringer af Søren Bøje og eksplosivt mundharpespil af Ewald. Det var det helt rigtige åbningsnummer til den musikalske del af eftermiddagen.

Blues- og rhythm & blues-musikken, som fyldte en stor del af Nalles karriere, var i det hele taget rigt repræsenteret. Den lokale Sanne Gryholt Trio, bestående af Sanne Gryholt (vokal og tamburin), Bo Monrad (vokal, bas og mundharpe) og Ole Kjellerup (guitar og kor), lagde således ud med en down-home udgave af Robert Johnsons ”I believe I’ll dust my broom”. Her var det Bo Monrad, der sang for, mens Sanne Gryholt tog over på balladen ”The rose”, bedst kendt med Bette Midler.

Buldrende

Den herboende skotte Stan Urban bidrog med lidt internationalt præg og ikke mindst med buldrende rock & roll- og boogie-woogie-klaver i et sæt, der bestod af Chuck Berrys ”Memphis, Tennessee”, Chuck Willis’ ”Hang up my rock and roll shoes” og Urbans egen ”The devil made the boogie”. Både stilmæssigt og vokalt stod Stan Urban i gæld til Jerry Lee Lewis, og lige som Lewis var han en rigtig showman, men Urban fik også givet en decideret opvisning i boogie-woogie med ”The devil made the boogie”, og publikum klappede villigt i takt.

Mere afdæmpet var den odenseanske duo Arena Luanda alias guitaristerne Arne Lund og Jon Kjærran, der gav en version af hjemstavnssangen ”Solbjergvej”, som Arne Lund og Anders W. Berthelsen skrev til Nalle. De havde en dejlig rå og skramlet akustisk guitarduo-lyd med fint bottleneck-spil af Kjærran.

Midt i alt det fynske blev der nu talt københavnsk fra scenen, idet bluessangeren Jes Holtsø var næste musikalske indslag. Han optrådte på klaver og vokal og fik selskab på scenen af Bøje&Ewald.

Trioen Holtsø, Bøje og Ewald diverterede med et par numre i rå Chicago blues-stil, blandt andet Muddy Waters-sangen ”You can’t lose what you ain’t never had”. Her var der fine fills af både Søren Bøje og Poul Ewald, førstnævnte bød ind med en Clapton’sk guitarsolo, og også Poul Ewald rullede sig ud i ekvilibristisk stil på mundharpen.

Takkevideo

Sidste optrædende inden pausen var sangeren og sangskriveren Kim Schwartz, der sang sin egen ”En engel som dig”. Nalle indspillede denne sang flere gange, blandt andet i en smuk og rost version på Den sidste skive. På Posten fik vi den sunget af komponisten selv til akkompagnement af Peter Edelmanns klaver og Schwartz selv på guitar.

Kim Schwartz introducerede også en takkevideo, der var optaget med en tydeligt afkræftet Nalle i hans sidste måneder. Videoen var lavet i forbindelse med indspilningen af sangen ”En sidste blues”, som Kim Schwartz havde skrevet til Nalle på dennes egen anmodning, og som Schwartz lovede, ville blive udgivet, ”når den er klar.”

Efter en videohilsen fra Jørgen de Mylius var der en kort pause, så der kunne stilles an til husorkestret. Men pausen varede altså blot tyve minutter, og i det hele taget var det imponerende, så disciplineret arrangementet blev afviklet. Bevares, alderssegmentet taget i betragtning kunne der godt have været flere siddepladser, og lyden var ikke perfekt i alle dele af salen. Men sceneskiftene var hurtige og effektive, og konferencier Mikkel Skov Svendsen kunne binde optrædener, taler og videoer elegant og diskret sammen uden spildtid eller formålsløs padlen.

Husorkester

Han kunne nu præsentere The New Big Sound, som agerede husorkester for solisterne i mindedagens tredje sektion. Bandet bestod af Ulrik Bust på saxofon, Josef Baumgartner på keyboard, Eddi Jarl på trommer, Jakob Skytte på bas og Jakob Baumgartner på guitar.

Første solist på banen var igen Kim Schwartz med Peter Edelmann samt Poul Ewald. The New Big Sound levede straks op til navnet med en tordnende rhythm & blues-lyd på Schwartz’ ”Vi fanger laks” (der også gled over i hans engelsksprogede version ”Going fishing”). Der var godt gang i den, og Ulrik Bust og Poul Ewald gjorde deres til stemningen med højenergiske soloer på henholdsvis saxofon og mundharpe.

Næste gæst var sangeren Allan Hviid, som kendes fra det lokale bluesband Working Mojo samt fra The Blues Brothers Souvenir Show. Den veloplagte Hviids grusede stemme ledte bandet gennem to pumpende southern soul-numre fra Otis Reddings repertoire – og begge indspillet af Nalle – ”Mr. Pitiful” og ”She put the hurt on me”, sidstnævnte med en bragende solo af Ulrik Bust.

Publikum blev pisket i gang af en stærkt syngende Jakob Baumgartner på Gary U.S. Bonds-hittet ”New Orleans”, der ud over call-and-response mellem scene og gulv også bød på fedt trommespil af Eddi Jarl og en passende New Orleans-inspireret klaversolo af Josef Baumgartner.

I det hele taget ydede The New Big Sound en rigtig god indsats og forstod at holde en høj stemning kørende gennem hele sættet.

Nye højder

Så skadede det naturligvis heller ikke, at næste solist på scenen var Mike Andersen, som kan løfte enhver koncert til nye højder. Det gjorde han også her med fremragende vokal og guitarperformance på Solomon Burkes ”Cry to me”, som ifølge Andersen havde været en fælles favorit for ham og Nalle.

Nalle havde også rost Mike Andersen for titelsangen fra hans Danish Music Award-vindende album Raise your hand. Den fik vi nu i en akustisk soloudgave, hvor publikum klappede takten (insisterende på første og tredje taktslag – det var jo det grå guld!).

Nalles faste samarbejdspartner i de sidste år havde været sangerinden Michelle Birkballe, og hun var et naturligt valg som dagens sidste solist. Hendes rock & roll-bluessang ”I could never sing the blues” havde hendes karakterfulde stemme i centrum, men bød også på fedt solo- og samspil af Jakob Baumgartners guitar og Ulrik Busts saxofon samt en ikke mindre habil keyboardsolo af Josef Baumgartner.

Brillerede

Baumgartner-brødrene bakkede Birkballe op vokalt på en virkelig flot udgave af Sam Cookes ”Bring it on home to me”, og ved siden af de stærke vokaler og Jakob Baumgartners kaskader af guitarlinjer brillerede Ulrik Bust med en røgfuld saxofonsolo.

”Bring it on home to me” var en sang, som Michelle Birkballe og Nalle gennem mange år havde haft som fast duet-indslag. Nu fik hun mulighed for at tage ordentligt afsked med den. For selv om dagen handlede om at mindes Rock Nalle, var det også en anledning for publikum såvel som musikere til at sætte punktum. Og selv om det var en bevægende dag, var den ikke sørgelig eller drivende sentimental, men først og fremmest festlig.

Det gjaldt ikke mindst den store allstar-finale, hvor (næsten) alle dagens optrædende var at finde på scenen, og skiftende vokalister sang linjer af Nalles gennembrudshit ”In the midnight hour”. Med fede guitarfraser af Mike Andersen og Jakob Baumgartner stadig rungende i ørerne kunne gæsterne således defilere ud fra Posten efter en vellykket fejring af Nalles liv og musik.