Tekst: Jakob Wandam
Guitaristen, sangeren og sangskriveren Ole Frimer havde egentlig planlagt en fælles koncertrække med Per Chr. Frost i efteråret 2023. Den plan faldt imidlertid fra hinanden, da den blot 68-årige Per Chr. Frost pludselig døde den 5. marts (læs her).
Men selv om Frimer & Frost er en saga blot, skal Ole Frimers publikum ikke fremdeles snydes for at høre ham udveksle guitarlinjer med en prominent instrumentkollega.
I Per Chr. Frosts sted er nemlig trådt den navnkundige guitarist Knud Møller, der således spiller foreløbig seks koncerter sammen med, hvad der i anledning af disse koncerter er døbt Ole Frimer Trio.
Fokus på guitarerne
Ole Frimer Bands faste organist Niels Ole Thorning sidder nemlig over, så der i stedet bliver fokus på guitarerne. Til gengæld er Ole Frimer Bands velkendte rytmesektion på plads, idet Frimer og Møller bliver bakket op af Jesper Bylling på bas og Claus Daugaard på trommer.
Om turnéen lyder det i en pressemeddelelse: “Det er med stor spænding og forventning, at guitaristen Knud Møller har takket ja til at deltage i en del af Ole Frimer Bands landsturné i september 2023. Ole Frimer og Knud Møller har kendt og respekteret hinandens musik siden 1980’erne, men skal nu spille sammen for første gang. Det bliver en stor oplevelse.”
Fast mand
Ole Frimer kom netop frem i offentlighedens søgelys i løbet af 1980’erne, hvor han var en del af tidens meget aktive bluesscene i Aarhus. Han pladedebuterede i 1990 med sit Frimer Band på albummet Blues uncovered og har siden udgivet en lang række ofte meget roste album (læs mere om Ole Frimers indspilningshistorie her). Seneste udspil er Live in Eppingen, der udkom i 2020 (læs anmeldelse her).
Knud Møller var igennem mange år fast mand ved siden af Johnny Madsen ved dennes koncerter, men han har spillet og indspillet med talrige andre kunstnere. I flæng kan nævnes Poul Krebs, Allan Olsen, Peter Belli, Holtsø & Wittrock og senest Don & the Dreamers.
Sidste efterår genoptog Knud Møller sit samarbejde med Ester Brohus på en duo-turne, og i januar i år spillede han et antal koncerter med B-Joe’s Blues Joint (se for eksempel her).
Ikke mindst udgjorde Knud Møller en tredjedel af det Danish Music Award-vindende foretagende Theessink, Nalle & Møller. Hans Theessink & Knud Møller fortsatte siden som duo, og de tager i april og maj på en omfattende Danmarksturné (se datoerne i Bluesnews.dk’s koncertkalender her).
Koncerterne med Ole Frimer Trio m. Knud Møller finder alle sted i september, og planen ser foreløbig således ud:
- 01-sep. Mødecenter Odense, Odense
- 08-sep. Pavillonen, Grenaa
- 16-sep. Rampelys, Silkeborg
- 21-sep. Elværket, Åbyhøj
- 22-sep. Underværket, Randers
- 23-sep. Platform K, Horsens