Koncertanmeldelse: Piano Battle, Baghuset, Ballerup

Tekst og foto: Jakob Wandam

Lørdag den 12. marts var der for sidste gang Piano Battle i Ballerup. Siden 2008 har det været en årligt tilbagevendende tradition, at pianister har mødtes til en venskabelig dyst i spillestedet Baghuset – en 115 år gammel bygning, som oprindeligt var en del af brødrene Reehs købmandsgård – for at spille sammen og hver for sig. Arrangørerne havde imidlertid besluttet, at Piano Battle 2022 skulle være den sidste af sin slags (læs mere her).

Traditionen tro blev det en fremvisning af forskellige spillestile betinget af pianisternes forskellige baggrunde, men det blev også en demonstration af, hvorledes for eksempel boogie-woogie og blues kan overlappe med ragtime, pop og klassisk kompositionsmusik.

De tre optrædende var Piano Battles ophavsmand Tom Skovgaard, boogie-woogie-specialisten Lasse E. Jensen og den franske stride-pianist Jean-Baptiste Franc. Koncerten var opdelt i to sektioner, der hver bestod af et kort solosæt fra hver pianist og afsluttedes af duo-parringer og til sidst trio-sammenspil.

Nyt bekendtskab

Bluesnews.dk havde oplevet de to danskere live ved tidligere lejligheder, mens Jean-Baptiste Franc var et nyt bekendtskab. Det blev et spændende et af slagsen, for Francs tilgang til musikken var mere egentlig jazzet og syntes også præget af en mere klassisk skoling. Ud over selve repertoiret mærkede man det for eksempel på Francs store variation i klang og anslag.

Klaverbluesens traditioner har sine rødder i de amerikanske tømmerpladser og godsarealer, hvor omrejsende pianister spillede for arbejderne, samt eksempelvis barrelhouses i New Orleans og rent parties i Chicago, hvor byens industriarbejderne slog sig løs efter arbejdstid. Her blev rytmerne hamret grundigt i tangenterne, og fokus var på dansabilitet, tempo og behændighed, hvorimod eventuelle finere nuancer nok gik tabt.

Det ville nok være en grov generalisering at sige, at klaverblues er uden nuancer, men den er ikke desto mindre væsensforskellig fra såvel klassisk klavermusik som moderne improvisationsjazz derved, at blues i sin essens er dansemusik.

Foretrukne

Det gælder i allerhøjeste grad også boogie-woogie-stilen, som Lasse E. Jensen har som sin foretrukne udtryksform. Hans inspirationskilder er de store amerikanske legender som Albert Ammons og Meade Lux Lewis, men i høj grad også nyere europæiske navne som tyskerne Axel Zwingenberger og Vince Weber. Begge var repræsenteret i Lasse E. Jensens sætliste i form af henholdsvis ”Boogie du printemps” og ”I’m the boogie man”, og Jensen og Tom Skovgaard spillede i fællesskab en herlig version af Webers ”Mr. Pinetop’s job”.

Lasse E. Jensen er en forrygende boogie-pianist, og det var man heller ikke i tvivl om her. Det var dog også en stor glæde, at han fandt plads til en decideret blues, nemlig Otis Spanns ”Temperature is rising (100.2°F)”. Her var der fedt bluesspil af Lasse E. Jensen, hvor de blå toner faldt i kaskader. Var der masser af tyngde i klaverspillet på denne slow blues, savnede man til gengæld noget pondus i Lasse E. Jensens vokal. Dét kan den blot 31-årige Jensen dog stadig nå at udvikle.

Lasse E. Jensen er en god formidler med et veludviklet entertainer-gen. Det kom ikke blot til udtryk i hans både informative og morsomme introduktioner, men også i hans sangvalg. Et nærmest listigt arrangement af Four Jacks’ ”Mandalay” (oprindeligt ”The road to Mandalay” med musik af Oley Speaks) demonstrerede hans vilje til at tænke uden for de traditionelle boogie-rammer, og Ray Jessels morsomme ”What she’s got (The penis song)” affødte mange grin.

Det er dog stadig ubestrideligt boogie-woogie, der er Lasse E. Jensens største aktiv, og hans improviserede ”Det sidste Piano Battle-boogie” var et af aftenens højdepunkter.

Hvad lejligheden påkræver

Tom Skovgaard spiller måske i virkeligheden en moderne version af barrelhouse-pianistens rolle. Ganske vist synes han at være bedst hjemme i ragtime-stilen – det er i hvert fald her, man som publikum spidser mest ører – men Tom Skovgaard er en underholdningspianist, som spiller, hvad lejligheden påkræver.

Hans første solosæt var netop præget af ragtime og stride med Euday Bowmans ”Twelfth Street rag”, en blidt swingende ”Honeysuckle rose” af Fats Waller og en skøn version af James P. Johnsons ”Jingles”. Men ind imellem dem havde han flettet Irving Berlins standard ”Puttin’ on the Ritz” og Django Reinhardts musette-agtige sigøjnerjazz-nummer ”Minor swing”.

Tom Skovgaards andet sæt valgte han udelukkende at udforme som et instrumentalt medley af Beatles-sange. Særligt Abbey Road-albummet blev udforsket med bidder af ”Because”, ”Golden slumbers”, ”Carry that weight”, ”Mean Mr. Mustard”, “Polythene Pam” og ”Something”, men der var også smagsprøver af ”I saw her standing there”, ”Lady madonna” og ”Yesterday”.

Her var vi så afgjort i den lette underholdningsafdeling – hvilket nok også var tiltænkt – men man kunne nu godt have ønsket sig, at der var blevet skruet ned for den meget højrøstede snak, som foregik blandt visse dele af publikum undervejs. Det virkede simpelthen respektløst over for både udøver og de resterende tilhørere.

Opfindsomme

Det uhøjtidelige format inviterer måske ikke ligefrem til andægtig tavshed, men en vis lyttevillighed kan man godt tillade sig at forlange. Dén var heldigvis mere til stede under begge Jean-Baptiste Francs sæt (selv om støjende snak altså var et generelt problem i den bageste del af koncertlokalet det meste af aftenen). Franc kvitterede med nogle opfindsomme improvisationer over blandt andre Erroll Garners swing, Frédéric Chopins valse og Ludwig van Beethovens 7. symfoni.

Hans lette og dansende touch, trioler og temposkift holdt publikum på stikkerne, og det samme gjorde hans inkorporering af ragtime-rytmer, John Williams’ Star wars-musik og Monty Normans ”James Bond theme”!

Også Jean-Baptiste Francs gospelmedley ”I believe/I thank you Lord” lod sig pludselig transformere til ”Pine Top’s boogie woogie”, og i det hele taget var det en uforudsigelig og sprælsk Franc, der med teknisk overlegenhed improviserede sig frem, mens han henført scat-nynnede.

Noget særligt

Duetterne har været en stor del af Piano Battles raison d’être. Her får man virkelig lov til at se de forskellige musikalske indfaldsvinkler i samspil med hinanden og samtidig chancen for nogle unikke oplevelser. Der er noget særligt ved at høre to eller tre klaverer over for hinanden.

Tom Skovgaard og Jean-Baptiste Franc var veloplagte på deres version af ”Sweet Georgia Brown”, og Lasse E. Jensen fik besøg fra publikum i form af Marc Rosing, der med dødsforagt kastede sig ud i ”The sheik of Araby” sammen med ”Boogie Lasse”.

Endelig skulle der naturligvis spilles et par trio-numre. Den ellers smukke bluesstandard ”Careless love” blev skæmmet af tekniske problemer med det ene elklaver, men på den afsluttende ”Boogie i C” var der kommet styr på det.

Det forhindrede dog ikke Lasse E. Jensen, Jean-Baptiste Franc og Tom Skovgaard i at samles om det samme klaver og spille fir-, fem- og sekshændigt til publikums jubel.

Savnet

Piano Battle vil utvivlsomt blive savnet i Ballerup, og der blev da også lokket gevaldigt for, at Tom Skovgaard måske alligevel skulle videreføre traditionen næste år. Hvem ved? Måske er der andre kræfter, der vil tage over.

Både Ballerup og Danmark kan bruge et forum som dette, hvor klaverjazz og -blues kan mødes, hvor man ikke lider af genreforskrækkelse, og hvor overraskelser kan opstå.

Under alle omstændigheder var der behørig ros, tak og bifald til Tom Skovgaard, og inden der kunne lukkes og slukkes helt, måtte han, Lasse E. Jensen og Jean-Baptiste Franc i hvert fald lige give et ekstranummer.