Tønder Festival føjer Theessink & Møller til programmet

Knud Møller og Hans Theessink

Tekst: Jakob Wandam

Torsdag offentliggjorde Tønder Festival ni musiknavne, der således blev føjet til et allerede omfangsrigt program. Tønder Festival er Danmarks største festival for traditionel og moderne folkemusik og regnes tilmed for en af Europas vigtigste festivaler af sin art. Dette års Tønder Festival finder sted den 25.-28. august 2022.

Blandt torsdagens ni nye navne finder man bluesduoen Theessink & Møller. Den nederlandskfødte guitarist og sanger Hans Theessink boede i Danmark i 1970’erne, hvor han også optrådte på Tønder Festival første gang. Siden er det blevet til mange optrædener på festivalen, senest i 2017, hvor han spillede sammen med den nu afdøde amerikanske sanger Terry Evans. Et andet duo-samarbejde, nemlig med Big Daddy Wilson, resulterede i slutningen af 2021 i cd’en Pay day.

Fødselsdagskoncerter

Hans Theessink
Foto: Jeff Fasano

Hans Theessink bor i dag i Wien i Østrig, hvor han også afholder sine traditionsrige fødselsdagskoncerter med masser af musikalske gæster. Her har hans danske guitarmakker Knud Møller deltaget adskillige gange, hvilket er dokumenteret på live-cd’erne Birthday bash (2009), 65 birthday bash (2014) og 70 birthday bash (2019) (læs anmeldelse her). Og Knud Møller er også bekræftet til dette års fødselsdagskoncert, som finder sted den 8. og 9. april.

Netop nu er Theessink & Møller dog på turné i Danmark, hvor de spiller en lang række koncerter frem til den 27. marts. Her kan man høre duoens velprøvede akustiske blues- og roots-musik, som altid trækker et stort publikum.

Efterspurgte

Knud Møller
Foto: Jakob Wandam

Knud Møller har igennem en lang årrække været en af Danmarks mest efterspurgte session- og live-guitarister. Mest kendt er han for sit mangeårige samarbejde med Johnny Madsen, men i blueskredse var også trioen Theessink, Nalle & Møller højt skattet og vandt to Blues Music Awards.

Endvidere har Knud Møller komponeret og indspillet musik til flere tv-udsendelser, og særligt hans musik til dokumentarserien Den sidste slæderejse (1993) fik stor opmærksomhed. En cd med Knud Møllers tv-musik blev udgivet i 1998.

Med tilføjelsen af Theessink & Møller til dette års festivalplakat får Tønder Festival endnu et blues-indslag på et program, der i forvejen omfatter amerikanerne Keb’ Mo’ (læs her), Cedric Burnside (læs her) og Blind Boy Paxton (læs her).

Læs om Tønder Festivals øvrige kunstnere, billetkøb og meget andet på festivalens hjemmeside her.